Nye digte

by Søren Ulrik Thomsen

Danish

Genres: Poetry

61 pages, Unknown Binding

First published January 1, 1987

About the author

Søren Ulrik Thomsen was born in 1956 in Kalundborg. He grew up in Store Heddinge, Stevns, south of Copenhagen, where he went to school together with another Danish poet, Jens Fink-Jensen from 1968 to 1972. During his childhood he often heard readings of literature and sang evening songs. This early exposure to the rhythm and poetry of language influenced his later writing. In school he became familiar with the songs of B.S.Ingemann, a poet who has had significant influence on Thomsen's poetry.

He moved with his family to Copenhagen at sixteen and enrolled in secondary school at Rysensteen and, after being expelled, at Det Frie Gymnasium, where he completed his upper secondary education, making him eligible for university studies. His encounter with Copenhagen had an impact on his early poetry, and was reflected in themes such as the strangeness and loneliness of the big city.

Søren Ulrik Thomsen studied comparative literature at the University of Copenhagen, but prioritized writing poetry rather than completing his degree. His debut was in the review Hvedekorn (Wheatgrain) in 1977.

His first collection of poetry was City Slang (1981). It is poetry about human alienation in a city. In 1984, the Danish singer Lars H.U.G. scored these poems on an album of the same title, expanding Thomsen's audience.

Thomsen's collections of poetry City Slang, Ukendt under den samme måne ("Unknown Under the Same Moon"; 1982) and New poems (1987) belonged to the group of 80s poets who were reacting against the political poets of the seventies. The 80s poets, which included Michael Strunge, was focused on the body, sensations, and existential subjects in a tight, minimalistic language.

Later Thomsen published Hjemfalden (1991), Det skabtes vaklen ("The Shaking of Creation", 1996) and Det værste og det bedste, illustrated by Ib Spang Olsen, (2002). With these collections he moved away from the school 80s poets and establishes himself as a poet with a truly individual expression.

Søren Ulrik Thomsen is interested in great existential human conditions such as death and loneliness, creation and destruction. His poems in Hjemfalden are rhythmic arabesques, which comes through strongly in his public readings.

He has also published two poetics, where he tries to define the essence of poetry and what happens in the process of creating a poem, Mit lys brænder. Omrids af en ny poetik ("In My Candle Burns: Outline of a New Poetics", (1985) and En dans på gloser, essays ("Dancing Attendance on the Word,"(1996).

As a writer Søren Ulrik Thomsen also participates in public debate and has published a book of essays with Frederik Stjernfeldt, Kritik af den negative opbyggelighed. His books have always enjoyed a great deal of attention as the subject of numerous books and essays, and he is seen as one of the more significant Danish contemporary poets. He was the focus of the only conference (as of 2009) ever devoted to a living Danish writer.

Søren Ulrik Thomsen's poetry has been translated in the book Selected Poetry, based on poems from Hjemfalden and Det skabtes vaklen.

Reviews

[Simon]

To faktorer ledte mig til at samle denne digtsamling op. Det første er, at mange af de forfattere i nutidens Danmark som jeg beundrer har Søren Ulrik Thomsen blandt forbillederne - fx Flemming Andersen, Steffen Baunbæk og Nathalie Pade . For det andet var ret begejstret, da jeg fandt en essaysamling af SUT med titlen "En hårnål klemt inde bag panelet" hos min onkel i julen og bladrede lidt i den. Jeg må sige, at hvis "Nye Digte" er typisk for SUTs forfatterskab så har han fuldt fortjent sit rygte som moderne dansk poesis grå éminence.

Jeg bliver især imponeret over, hvor god han er til at kombinere moderne storby-socialrealisme med abstrakt metafysisk drømme-symbolik med et nærmest overnaturligt islæt, samt hvordan han får indbygget den Kolde Krigs dommedags-stemning som konstant svævende i baggrunden uden at det politiske tager overhånd over det æstetiske som fx hos Ivan Malinowski. Ikke at jeg ikke også bliver imponeret af Malinowski, men det er ikke altid jeg forstår alle hentydninger til den Kolde Krigs politiske krinkelkroge i fx "Vinden i Verden".

Noget andet, som slog mig, var hvor tydeligt SUT har sit eget unikke symbolsprog: Masser af hentydninger til regn, hav, fisk, skibe og andet vådt. Det giver indtrykket af et indblik i en enkelt persons underbevidsthed og de metaforer, der går igen i hans drømme. Vigtigst af alt er, at alt det ikke er noget som man ellers forbinder med storby-stemningen i dag, men hele kombinationen af den forvirrende moderne storby og den højteknologiske civilisation med silende regn minder mig ret meget om 2 andre arketypiske 1980'er-kunstværker nemlig science fiction-filmen "Blade Runner" fra 1982 og den britiske postpunk-gruppe The Sisters of Mercys andet album "Floodland" der udkom samme år som den her. Den senmoderne fremmedgørelse, Koldkrigs-undergangs-stemningen samt konstante hentydninger til hav og regn var jo de gennemgående temaer i Andrew Eldritchs sangtekster på den LP. Man kan vel også under læsningen af "Nye digte" forestille sig SUT som en slags Rick Deckard-figur, der føler sig lige så umenneskelig og fremmedgjort som de mekaniske apparater han er afhængig af?

Det vigtige er dog, at "Nye Digte" ikke føles nær så meget for yngre læsere som så stereotypt 1980'er at det af og til virker parodisk. Jeg får indtryk af at den her digtsamling var hvor SUT gik fra at være en alternativ subkulturel forfatter, hovedsageligt læst af goths og punkere og andre alternative typer, til en af Danmarks mest populære forfattere - og han skriver netop mere som en fakkelbærer for den klassiske modernistiske poesis tradition end som en "tidsåndens stemme". Måske tænkte SUT, at hans ven Michael Strunge som et af digtene heri dedikeres til, begik selvmord over byrden at skulle tale for hele sin generation?

Faktum er at det her er af de få digtsamlinger, jeg kan forestille mig stadig være populær 100 år efter dens udgivelse som i dag. Nøjagtig ligesom Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud og de andre er det i dag.

[Simon Ørberg]

Verden trækker vejret gennem din alders korridor <3

[Mads Steiner Nielsen]

I denne digtsamling gør Thomsen op med den måde han tidligere har skrevet digte på. Den er skrevet i skyggen af hans vens Michael Strunge død året tidligere og sammen med farvellet til 80'ernes digtestil er der flere farveller i denne samling.

Oplevelsen er også at det er meget vellykket. City Slang står stadig som noget af det mest skarpe digt jeg har læst og der er ingen tvivl om at for mig blegnede "Ukendt under samme måne" i dennes skygge. Idéen om at alt ikke skal kunne forklares er blevet en ting, både på godt og ondt.

Thomsen har flere af sine helt unikke og vidunderlige lyriske billeder og jeg glæder mig meget til at læse hans næste samling.

[Magnus]

“I nekrologerne skrev de, at sådan måtte det jo gå,”

Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen om sin ven Michael Strunges død i et af hans samling “Nye digte”, der udkom i 1987.

Samlingen holdes i Thomsens klassisk følsomme tone, med korte, sanselige digte, fyldt med vidunderlige ord. Og det fungerer for det meste ret godt. Især de digte der også indeholder en dybde man kan leve sig ind i.

Der er også god variation i digtenes stil. Samlingen indeholder bl.a. et haiku. Men stadig nogle af digtene er også meget abstrakte og har ikke rod i en scene jeg kan visualisere. Ordene er farverige og fine, men føles for det meste for meningsløse eller abstrakte til, at jeg forstår meningen af dem - hvis der er nogen.

Stadig væk er der noget betryggende og hyggeligt over Thomsens måde at sætte ordene sammen på. Det er meget æstetisk og smukt, så selvom digtene ikke rummer en større mening eller konkret scene, så holder jeg stadig af ordene og Thomsens følsomme sind.

Digtet til Strunge er guddommeligt - og mit yndlings. Det lyder sådan:

“I nekrologerne skrev de, at sådan måtte det jo gå, men jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets. Jeg køber en rose og leder efter din grav. »Jeg savner dig,« siger jeg og synes, du smiler - men det er jo bare noget, jeg bilder mig ind. Her står jeg med mine første grå hår og mit ønske om en vielsesring. Og der er du, et sted mellem alt for meget jord og alt for meget himmel. I mit urolige hoved.”

Jeg giver samlingen 4/5 stjerner, fordi Thomsen er en god digter med et stort ordforråd og som virkelig elsker at digte. Det skinner igennem, også selvom jeg ikke forstår eller føler nogle af digtene, så underholder Thomsens humør og ord mig stadig.

[Alina]

Thomsens sætninger er skæve og særlige og ofte en smule forsigtige. Jeg ville ønske, jeg kunne give dem et kram.

"jeg fortaber mig i en sang fra radioen, og i erindringen om dit åndedræt, jeg har glemt dit ansigt. Det sner."

"sildenes lysmillion ... stærens grønne sekund."

"Du hører det knase dybt inde i døgnet."

"Nogle sidder i solen og græder."

[Gabriel Thrane]

Der er ét sige i denne verden jeg kan udenad; det kommer herfra. Tænk en tåbe man har været at vente så længe med at læse resten

[Frederikke Mains]

den ligger lige mellem 3 og 4 for mig <3