What do you think?
Rate this book
Termin. En fremstilling av vold i Norge
Sankthans 1998 blir en ung mann funnet bevisstløs på Hommersåk. Politiet mistenker blind vold. Det etterlyses vitner i lokalmiljøet. Offeret gjennomgår en vanskelig rekonvalesens, med kirurgisk og medisinsk behandling. Et halvt år senere blir politisaken henlagt. Den unge mannen forsøker gradvis å komme tilbake til samfunnet. Han opplever da en rekke nevropsykiatriske senskader. Foreldre og ektefelle mener han mister evnen til menneskelig nærhet, til intimitet. Våren 1999 skriver han seg inn på Psykiatrisk divisjon ved Stavanger universitetssykehus. Det behandles for dissosiative lidelser.
- GenresNovella
85 pages, Hardcover
First published January 1, 2016
1 person is currently reading
68 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 17 of 17 reviews
September 26, 2017
Noe usikker på om denne fortjener full pott, 5 stjerner - men, den er såpass spesiell, og så gjennomført spesiell, at den tangerer helt i toppen. Et klinisk, distansert syn på et offer utsatt for blind vold. En skrivestil jeg aldri har vært ute for tidligere, men likte svært godt. Faktisk ganske så genial, egentlig.
Ekstern lenke til min omtale av boka
https://ebokhyllami.blogspot.no/2017/...
Ekstern lenke til min omtale av boka
https://ebokhyllami.blogspot.no/2017/...
September 11, 2024
The notes of a protracted crime investigation reveal no perpetrator and no justice. Instead, they continually question the validity of Kjetil Tuestad’s depressing life laid out in his testimony.
“There they supposedly ate ice lollies from the freezer box above the fridge. They had not discussed anything worth mentioning. It is believed that both may have felt shy.”
Crimes multiply as crude oil prices drop, unemployment soars, and a recession looms. The only connection between Kjetil’s attack and the subsequent events seems to be the climate in which they are committed but, like the book, we are left to speculate.
“There they supposedly ate ice lollies from the freezer box above the fridge. They had not discussed anything worth mentioning. It is believed that both may have felt shy.”
Crimes multiply as crude oil prices drop, unemployment soars, and a recession looms. The only connection between Kjetil’s attack and the subsequent events seems to be the climate in which they are committed but, like the book, we are left to speculate.
December 16, 2017
”Sankthansaften 1998 bliver en ung mand fundet bevidstløs på Hommersåk. Politiet mistænker det for at være meningsløs vold. Der efterlyses vidner fra nærmiljøet. […] Den unge mand forsøger gradvist at komme tilbage til samfundet. […] Forældre og ægtefælle mener, at han har mistet evnen til menneskelig nærkontakt, til intimitet.”
Sådan beskrives plottet kort på bagsiden af Henrik Nor-Hansens utrolig letlæselige, skarpt konstruerede bog om distancering, uvished og vold i et Norge på vej ind i det 21. århundrede. Aggressioner og frygt bobler under overfladen i Termin fra 2016, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.
Fuld artikel: http://www.littuna.nu/de-voksnes-utry...
Termin er for nyligt blevet udgivet på det nystartede, danske forlag, Silkefyret, som en del af deres smukke METAMORPHORSIS serie, hvor forlaget oversætter litteratur fra blandt andet Norge, Sverige, og Tjekkiet til dansk.
Den unge mand, der bliver offer for voldsoverfaldet nævnt i det indledende citat, er hovedpersonen Kjetil Tuestad, hvilket er et navn, der er svært at glemme, da det bliver gentaget i sin helhed igen og igen gennem romanen. Efter overfaldet får vi at vide, at Kjetil er mentalt belastet, føler sig desorienteret, er nedtrykt, uforstående over for sin egen livssituation, kæmper med koncentrationsvanskeligheder, er klinisk deprimeret og oplever ”en slags distance, en frakobling”. De talrige adjektiver fremhæver hvor ofte romanen drager læserens fokus mod Kjetils sindstilstand.
Distanceringen til overfaldet, der ændrede Kjetil og samfundet omkring ham, hvad romanen kalder ”en stigende depersonalisering”, er vævet ind i værkets form og sprog, hvilket er en af de mest interessante ting ved Termin. Kjetils distancering optræder direkte i teksten: ”Kjetil mindes ikke Sankt Hans-festen, ingen vold. Han ville ikke snakke om det. Man valgte at se Kjetils opførsel som en reaktion”, men det kommer også til udtryk på langt mere subtile og interessante måder. Nærmest hver eneste sætning i Termin, der omhandler mennesker og deres oplevelser, indledes med et ekstra led i sætningen, der tager læseren et skridt væk fra, hvad der faktisk sker. Dette ekstra led illustreres i eksempler som: ”Kjetil mener, at han lå i korridoren i noget tid”, og ”Kjetil skulle have været forvirret, da han vågnede fra Narkosen”. Romanen begynder med sætningen: ”I denne fremstilling følger man Kjetil Tuestad,” hvilket bidrager til at skabe følelsen af at læse en reportage, udfærdiget gennem øjenvidneberetninger og interviews. Dette gør ydermere, at der kommer et slør af uvished over alt, der herefter bliver fortalt. Uvisheden fremskrives gennem manglende information, historien er ikke bygget op af fakta men nærmere en sammenstøbning af menneskers observationer og begrænsede perspektiver. Læseren distanceres desuden gennem den utroligt flittige brug af Kjetils efternavn. Det kan fremstå som en lille detalje, men som læsere bliver vi ofte tætte og fortrolige med vores hovedperson for eksempel gennem brug at førstepersons synsvinklen; jeget er i centrum af handlingen, og det bliver gennemført intimt. I Termin bliver læseren i stedet fortalt om Kjetil på en meget formel måde med brug af Kjetils fulde navn. Det gør, at vi som læsere føler, at vi får en række informationer om en mand i stedet for at følge ham gennem, hvad han oplever.
En tredje måde hvorpå distanceringen kommer til udtryk, er Nor-Hansens brug af fodnoter. Skrivestilen afskærer eller distancerer som tidligere nævnt læseren fra handlingerne, ved blandt andet at tage de ekstra skridt væk fra det, der sker og skete. Engang imellem kommer læseren alligevel for tæt på, og her bruger Nor-Hansen fodnoterne til kort at rive læseren ud af teksten. Herved kommer man på afstand af, hvad der ellers var ved at blive fortalt. Et eksempel på dette er, da Kjetil mødes med sin ægtefælle efter ikke at have set hende i lang tid: ”Kjetil skulle på dette tidspunkt have set på hende2”, og med det lille 2-tal bliver vi revet ud af handlingen til bunden af siden, hvor der står ”2. Kjetil Tuestad er usikker på, hvordan hans eget blik blev opfanget. Han følte selv, at han stirrede.” Vi forbliver i det samme følelsesmæssige øjeblik, men tvinges væk fra handlingen. På denne måde får vi indblik i noget, som Kjetil først kunne have udtalt efter mødet med ægtefællen.
Man kunne frygte, at denne skrivestil ville efterlade teksten følelsesmæssigt død. Nogle gange er det også tilfældet, men her er dette unægtelig også intentionen. Romanen kan dog stadig levere mavepustere fulde af sorg og fortvivlelse. Kjetil, en mand der på grund af overfaldet nu er forandret, har svært ved at opretholde de samme bånd til familie, venner og partnere. Til en nytårsfest efter overfaldet får læseren at vide, at ”Kjetil fortæller, at et par barndomsvenner var kommet ind og havde lavet sjov med ham. Han slog omkring sig med en pude. Det hele skulle have været jovialt. Men Kjetil havde på fornemmelsen, at han måske ikke fik så meget mere med sine venner at gøre.” Selv om det er skrevet uden brug af stor patos, får vi som læsere stadig et stærkt indtryk af, hvilken svær følelsesmæssig situation dette har været, både for Kjetil og for hans venner. Et andet eksempel ses under en lejrtur med børn og forældre fra den lokale børnehave, hvor Kjetil bliver iklædt en bjørnemaske, og bliver instrueret i at ”skræmme røven ud af bukserne” på børnene. Panikken breder sig øjeblikkeligt, da Kjetil kommer gående med masken på. Kjetil fortæller derefter, at ”noget føltes forkert”, og at han ”var ude af stand til at forstå sin egen rolle.” Vi får senere at vide, at episoden blev politianmeldt, og at de involverede ”fik problemer med at gøre rede for, hvad der egentlig var sket.” Som med den sidste citering, bliver hele denne passage beskrevet med den samme uvished og distancering som resten af romanen. Læseren må derfor efter bedste evne gætte på, hvad der præcist er sket. Kjetil forsøgte at være en del af fællesskabet igen og endte i en dybt ubehagelig situation, han ikke forstod.
Volden bliver gradvist et mere og mere prominent problem for Kjetil, såvel som den også bliver mere og mere synlig i samfundet omkring ham. Igennem romanen er der talrige beskrivelser af dyremishandling, overfald og en generel seksualiseret, narcissistisk og voldelig ungdom i lokalområdet, Hommersåk. Som kommentar på en serie voldshandlinger i halvfjerdserne fortæller Kjetil, ”at man selv i dag kan få det indtryk, at noget kan ske.” Senere i romanen får vi at vide, at ”noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression.” Dette gør, at man som læser frygter, at det, der er hændt Kjetil, vil påbegynde en endeløs cyklus af angst, usikkerhed og vold. Voldens indtrængen i samfundet foregår langsomt og dødeligt, men har samtidig en konstant og truende tilstedeværelse; efter overfaldet på Kjetil får vi i begyndelsen af romanen følgende at vide:
Beskrivelserne af de voldelige handlinger, der har foregået i Hommersåk og omegn, er effektive, da de gør, at vi som læser sidder på kanten af stolen i frygt for, hvornår noget nyt sker. Voldens gradvist voksende og truende natur synes at løbe parallelt med Kjetils, og derfor bliver det ekstra nervepirrende når disse to kommer tæt på hinanden. Der er noget råddent, der gror faretruende i skyggerne i Kjetils lokalsamfund, ikke kun i de direkte voldshandlinger:
Termin er en roman, der forstår at arbejde i det subtile. Læseren får gennem romanen præsenteret talrige direkte voldelige episoder, men der, hvor romanen fungerer bedst, er gennem den nervepirrende spændingsopbyggelse. Frygten for hvornår volden, der vokser i samfundet, kolliderer med volden, der vokser i vores hovedperson. Dette er særligt interessant, når Kjetil står så stærkt distanceret fra resten af samfundet. Romanen har enatypisk skrivestil for fiktionsværker. Denne fungerer ikke desto mindre utrolig effektivt til, gennem formen og sproget, at kommunikere den forstyrrede, fragmenterede og distancerede stemning der altid er tilstede direkte eller mere subtilt i romanen.
Sådan beskrives plottet kort på bagsiden af Henrik Nor-Hansens utrolig letlæselige, skarpt konstruerede bog om distancering, uvished og vold i et Norge på vej ind i det 21. århundrede. Aggressioner og frygt bobler under overfladen i Termin fra 2016, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.
Fuld artikel: http://www.littuna.nu/de-voksnes-utry...
Termin er for nyligt blevet udgivet på det nystartede, danske forlag, Silkefyret, som en del af deres smukke METAMORPHORSIS serie, hvor forlaget oversætter litteratur fra blandt andet Norge, Sverige, og Tjekkiet til dansk.
Den unge mand, der bliver offer for voldsoverfaldet nævnt i det indledende citat, er hovedpersonen Kjetil Tuestad, hvilket er et navn, der er svært at glemme, da det bliver gentaget i sin helhed igen og igen gennem romanen. Efter overfaldet får vi at vide, at Kjetil er mentalt belastet, føler sig desorienteret, er nedtrykt, uforstående over for sin egen livssituation, kæmper med koncentrationsvanskeligheder, er klinisk deprimeret og oplever ”en slags distance, en frakobling”. De talrige adjektiver fremhæver hvor ofte romanen drager læserens fokus mod Kjetils sindstilstand.
Distanceringen til overfaldet, der ændrede Kjetil og samfundet omkring ham, hvad romanen kalder ”en stigende depersonalisering”, er vævet ind i værkets form og sprog, hvilket er en af de mest interessante ting ved Termin. Kjetils distancering optræder direkte i teksten: ”Kjetil mindes ikke Sankt Hans-festen, ingen vold. Han ville ikke snakke om det. Man valgte at se Kjetils opførsel som en reaktion”, men det kommer også til udtryk på langt mere subtile og interessante måder. Nærmest hver eneste sætning i Termin, der omhandler mennesker og deres oplevelser, indledes med et ekstra led i sætningen, der tager læseren et skridt væk fra, hvad der faktisk sker. Dette ekstra led illustreres i eksempler som: ”Kjetil mener, at han lå i korridoren i noget tid”, og ”Kjetil skulle have været forvirret, da han vågnede fra Narkosen”. Romanen begynder med sætningen: ”I denne fremstilling følger man Kjetil Tuestad,” hvilket bidrager til at skabe følelsen af at læse en reportage, udfærdiget gennem øjenvidneberetninger og interviews. Dette gør ydermere, at der kommer et slør af uvished over alt, der herefter bliver fortalt. Uvisheden fremskrives gennem manglende information, historien er ikke bygget op af fakta men nærmere en sammenstøbning af menneskers observationer og begrænsede perspektiver. Læseren distanceres desuden gennem den utroligt flittige brug af Kjetils efternavn. Det kan fremstå som en lille detalje, men som læsere bliver vi ofte tætte og fortrolige med vores hovedperson for eksempel gennem brug at førstepersons synsvinklen; jeget er i centrum af handlingen, og det bliver gennemført intimt. I Termin bliver læseren i stedet fortalt om Kjetil på en meget formel måde med brug af Kjetils fulde navn. Det gør, at vi som læsere føler, at vi får en række informationer om en mand i stedet for at følge ham gennem, hvad han oplever.
En tredje måde hvorpå distanceringen kommer til udtryk, er Nor-Hansens brug af fodnoter. Skrivestilen afskærer eller distancerer som tidligere nævnt læseren fra handlingerne, ved blandt andet at tage de ekstra skridt væk fra det, der sker og skete. Engang imellem kommer læseren alligevel for tæt på, og her bruger Nor-Hansen fodnoterne til kort at rive læseren ud af teksten. Herved kommer man på afstand af, hvad der ellers var ved at blive fortalt. Et eksempel på dette er, da Kjetil mødes med sin ægtefælle efter ikke at have set hende i lang tid: ”Kjetil skulle på dette tidspunkt have set på hende2”, og med det lille 2-tal bliver vi revet ud af handlingen til bunden af siden, hvor der står ”2. Kjetil Tuestad er usikker på, hvordan hans eget blik blev opfanget. Han følte selv, at han stirrede.” Vi forbliver i det samme følelsesmæssige øjeblik, men tvinges væk fra handlingen. På denne måde får vi indblik i noget, som Kjetil først kunne have udtalt efter mødet med ægtefællen.
Man kunne frygte, at denne skrivestil ville efterlade teksten følelsesmæssigt død. Nogle gange er det også tilfældet, men her er dette unægtelig også intentionen. Romanen kan dog stadig levere mavepustere fulde af sorg og fortvivlelse. Kjetil, en mand der på grund af overfaldet nu er forandret, har svært ved at opretholde de samme bånd til familie, venner og partnere. Til en nytårsfest efter overfaldet får læseren at vide, at ”Kjetil fortæller, at et par barndomsvenner var kommet ind og havde lavet sjov med ham. Han slog omkring sig med en pude. Det hele skulle have været jovialt. Men Kjetil havde på fornemmelsen, at han måske ikke fik så meget mere med sine venner at gøre.” Selv om det er skrevet uden brug af stor patos, får vi som læsere stadig et stærkt indtryk af, hvilken svær følelsesmæssig situation dette har været, både for Kjetil og for hans venner. Et andet eksempel ses under en lejrtur med børn og forældre fra den lokale børnehave, hvor Kjetil bliver iklædt en bjørnemaske, og bliver instrueret i at ”skræmme røven ud af bukserne” på børnene. Panikken breder sig øjeblikkeligt, da Kjetil kommer gående med masken på. Kjetil fortæller derefter, at ”noget føltes forkert”, og at han ”var ude af stand til at forstå sin egen rolle.” Vi får senere at vide, at episoden blev politianmeldt, og at de involverede ”fik problemer med at gøre rede for, hvad der egentlig var sket.” Som med den sidste citering, bliver hele denne passage beskrevet med den samme uvished og distancering som resten af romanen. Læseren må derfor efter bedste evne gætte på, hvad der præcist er sket. Kjetil forsøgte at være en del af fællesskabet igen og endte i en dybt ubehagelig situation, han ikke forstod.
Volden bliver gradvist et mere og mere prominent problem for Kjetil, såvel som den også bliver mere og mere synlig i samfundet omkring ham. Igennem romanen er der talrige beskrivelser af dyremishandling, overfald og en generel seksualiseret, narcissistisk og voldelig ungdom i lokalområdet, Hommersåk. Som kommentar på en serie voldshandlinger i halvfjerdserne fortæller Kjetil, ”at man selv i dag kan få det indtryk, at noget kan ske.” Senere i romanen får vi at vide, at ”noget af det mest opsigtsvækkende var nok udbredelsen af frygt og aggression.” Dette gør, at man som læser frygter, at det, der er hændt Kjetil, vil påbegynde en endeløs cyklus af angst, usikkerhed og vold. Voldens indtrængen i samfundet foregår langsomt og dødeligt, men har samtidig en konstant og truende tilstedeværelse; efter overfaldet på Kjetil får vi i begyndelsen af romanen følgende at vide:
”[…] en seks år gammel dreng [var nær] blevet stenet til døde. Man havde forsøgt at skåne lokalsamfundet, de fleste indså aldrig alvoren i ugerningen. Der blev alligevel talt om, at en jævnaldrende var gået løs på drengen med slag og spark. Drengen blev senere trukket ned i en grøft. Han blev senere fundet ilde tilredt, med store blødninger. Man antog efterfølgende, at han ville få varige mén. Steningen havde foregået om dagen i et roligt boligkvarter. Folk mente, at Hommersåk var ved at miste sin uskyld.”
Beskrivelserne af de voldelige handlinger, der har foregået i Hommersåk og omegn, er effektive, da de gør, at vi som læser sidder på kanten af stolen i frygt for, hvornår noget nyt sker. Voldens gradvist voksende og truende natur synes at løbe parallelt med Kjetils, og derfor bliver det ekstra nervepirrende når disse to kommer tæt på hinanden. Der er noget råddent, der gror faretruende i skyggerne i Kjetils lokalsamfund, ikke kun i de direkte voldshandlinger:
”En række af gæsterne til festen skulle have drukket sig meget beruset. Enkelte blev højrøstede, da de grillede pølser under halvtaget på verandaen. Kjetil fortæller, at der også var børn tilstede. Han tror, børnene kunne have oplevet de voksnes verden som utryg.”
Termin er en roman, der forstår at arbejde i det subtile. Læseren får gennem romanen præsenteret talrige direkte voldelige episoder, men der, hvor romanen fungerer bedst, er gennem den nervepirrende spændingsopbyggelse. Frygten for hvornår volden, der vokser i samfundet, kolliderer med volden, der vokser i vores hovedperson. Dette er særligt interessant, når Kjetil står så stærkt distanceret fra resten af samfundet. Romanen har enatypisk skrivestil for fiktionsværker. Denne fungerer ikke desto mindre utrolig effektivt til, gennem formen og sproget, at kommunikere den forstyrrede, fragmenterede og distancerede stemning der altid er tilstede direkte eller mere subtilt i romanen.
September 11, 2024
Unsurprisingly nobody bought this before I could finish it.
It is a very weird display of passive voice and indirect speech that may make more sense in Norwegian but that in English just sounds like the notebook of a creepy P.I who doesn't really know boundaries when it comes to questioning.
It is uncomfortably weird or weirdly uncomfortable, I'm giving it the benefit of the doubt, I'll come to it when I can read in Norwegian.
It is a very weird display of passive voice and indirect speech that may make more sense in Norwegian but that in English just sounds like the notebook of a creepy P.I who doesn't really know boundaries when it comes to questioning.
It is uncomfortably weird or weirdly uncomfortable, I'm giving it the benefit of the doubt, I'll come to it when I can read in Norwegian.
July 9, 2018
Kjetil Tuestad bliver slået ned sankthansaften 1998. Der er brud på kæberammen og højre kindben. Efterfølgende får han sværere ved at forstå andre mennesker, han glider langsomt fra sin ægtefælle, hans liv bliver mere og mere indholdsløst og distanceret.
Gennem tiden er der blevet skrevet mange bøger om følelsesmæssigt distancerede mænd. En af de kendteste og bedste er nok Den fremmede af Albert Camus, hvis beskrivelser af et uforstående møde med død i familien og meningsløs vold da også går igen i Termin. Men Nor-Hansens originale greb er, at ikke kun Kjetil Tuestad er følelsesmæssigt distanceret, det er sproget også. Termin er skrevet som en journal eller udredning, i et tilstræbt objektivt sprog:
"Kjetil Tuestad skulle være flyttet ud for sig selv i slutningen af august. Det var en kælderværelse ved Bjergsted. Man ved, at han ringede til forældre og ægtefælle. Han skulle have fortalt dem, at han havde brug for tid alene. Her viste de forståelse. Man har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved en sådan tilgang. Den nærmeste familie var muligvis ikke dygtig nok til at opfange ændringer i hans personlighed."
Denne objektivitet bliver hurtigt skræmmende; distancen til Kjetil nærmer sig det absurde, når der f.eks. i en fodnote til en sætning om, at han er begyndt at gå tur, står:
"Kjetil Tuestad siger, han altid gik opad mod Eiganes og Eiganes Kirkegård. Det var ofte diset. Ingen vind. Enkelte dage skulle kommunen have arbejdet på kirkegården. Kjetil mener at have hørt hækkesakse over alt i området. Han bevægede sig gennem træhusbebyggelsen og videre ned til Mosvannsparken. Et par ænder flød ude i vandet. Han mindes en del folk på tur. Han skulle have tænkt næsten konstant på selvmord. Det var usædvanligt varmt for årstiden."
Bogen er som skrevet af et system, der i sin rigiditet er ude af stand til at lytte og forstå. Kjetils selvmordstanker noteres i en fodnote, der uddyber hans gåruter og efterfølges af en note om vejret. På trods af velfærdsstaten, eller måske netop på grund af den, er Kjetil overladt til sig selv: En del af sociologen Anthony Giddens' definition på det, han kalder det senmoderne samfund, er en 'udlejring af sociale relationer til abstrakte systemer'. Det får vi at føle i Termin: Omsorgen er blevet statens opgave, men omsorgen er, netop fordi den er nogens job, distanceret. Omsorgen er en udredning og ikke et kram. Den velfærdsstat, der skulle hjælpe udsatte mennesker som Kjetil, nøjes med at konstatere, at de er udsatte, for et system kan ikke føle empati. Kjetil bliver en synechdoke for den moderne, effektive velfærdsstat; han mister forståelsen for mennesker i takt med at systemet glemmer ham, og satiren bliver kun mere rammende, når Kjetil får arbejde bl.a. på et plejehjem, så en mand, der er ude af stand til at drage omsorg, får til arbejde at drage omsorg, i et system, der er ude af stand til at drage omsorg, men hvis opgave det er at drage omsorg.
Distanceringen er ikke kun Kjetils. Termin finder sted fra halvfemserne til 2014, i en tid med økonomisk opsving i Norge pga. nordsøolien. Men mens alting vokser, forsvinder de naturlige sociale relationer:
"Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem."
Det fremstår i Termin som en ustoppelig udvikling: De nære relationer forsvinder lige så stille, Norge bliver et empatiløst samfund bestående af empatiløse mennesker. Derfor er Termin selvfølgelig også en roman om Breivik. Kjetil bruger mere og mere tid på at spille computerspil og distancere sig fra verden (som Breivik gjorde), han fisker (ikke tilfældigt) i Breivik, og hen mod slutningen bliver han uforklarligt fremmedfjendsk. Et samfund, der har påtaget sig et ansvar for omsorg, som det ikke er i stand til at leve op til, må nødvendigvis skabe typer som Breivik. Det er grundlæggende det dystre menneske- og samfundssyn i Termin. Her er ikke meget håb at hente. Og denne håbløshed og distance er Henrik Nor-Hansen uhyggeligt god til at beskrive.
http://endnuenbogblog.blogspot.com/
Gennem tiden er der blevet skrevet mange bøger om følelsesmæssigt distancerede mænd. En af de kendteste og bedste er nok Den fremmede af Albert Camus, hvis beskrivelser af et uforstående møde med død i familien og meningsløs vold da også går igen i Termin. Men Nor-Hansens originale greb er, at ikke kun Kjetil Tuestad er følelsesmæssigt distanceret, det er sproget også. Termin er skrevet som en journal eller udredning, i et tilstræbt objektivt sprog:
"Kjetil Tuestad skulle være flyttet ud for sig selv i slutningen af august. Det var en kælderværelse ved Bjergsted. Man ved, at han ringede til forældre og ægtefælle. Han skulle have fortalt dem, at han havde brug for tid alene. Her viste de forståelse. Man har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved en sådan tilgang. Den nærmeste familie var muligvis ikke dygtig nok til at opfange ændringer i hans personlighed."
Denne objektivitet bliver hurtigt skræmmende; distancen til Kjetil nærmer sig det absurde, når der f.eks. i en fodnote til en sætning om, at han er begyndt at gå tur, står:
"Kjetil Tuestad siger, han altid gik opad mod Eiganes og Eiganes Kirkegård. Det var ofte diset. Ingen vind. Enkelte dage skulle kommunen have arbejdet på kirkegården. Kjetil mener at have hørt hækkesakse over alt i området. Han bevægede sig gennem træhusbebyggelsen og videre ned til Mosvannsparken. Et par ænder flød ude i vandet. Han mindes en del folk på tur. Han skulle have tænkt næsten konstant på selvmord. Det var usædvanligt varmt for årstiden."
Bogen er som skrevet af et system, der i sin rigiditet er ude af stand til at lytte og forstå. Kjetils selvmordstanker noteres i en fodnote, der uddyber hans gåruter og efterfølges af en note om vejret. På trods af velfærdsstaten, eller måske netop på grund af den, er Kjetil overladt til sig selv: En del af sociologen Anthony Giddens' definition på det, han kalder det senmoderne samfund, er en 'udlejring af sociale relationer til abstrakte systemer'. Det får vi at føle i Termin: Omsorgen er blevet statens opgave, men omsorgen er, netop fordi den er nogens job, distanceret. Omsorgen er en udredning og ikke et kram. Den velfærdsstat, der skulle hjælpe udsatte mennesker som Kjetil, nøjes med at konstatere, at de er udsatte, for et system kan ikke føle empati. Kjetil bliver en synechdoke for den moderne, effektive velfærdsstat; han mister forståelsen for mennesker i takt med at systemet glemmer ham, og satiren bliver kun mere rammende, når Kjetil får arbejde bl.a. på et plejehjem, så en mand, der er ude af stand til at drage omsorg, får til arbejde at drage omsorg, i et system, der er ude af stand til at drage omsorg, men hvis opgave det er at drage omsorg.
Distanceringen er ikke kun Kjetils. Termin finder sted fra halvfemserne til 2014, i en tid med økonomisk opsving i Norge pga. nordsøolien. Men mens alting vokser, forsvinder de naturlige sociale relationer:
"Demografien var ved at ændre sig, flere af de lokale kunne genkende sig selv i det dengang omtalte Stavangersyndrom. Naboer var stoppet med at hilse. Folk kunne fremstå tavse og undvigende. Det blev fortalt, at man kun så hinanden i biler. Spørgsmålet var, om langvarig økonomisk vækst kunne have tvunget en anden, mere afmålt omgangstone frem."
Det fremstår i Termin som en ustoppelig udvikling: De nære relationer forsvinder lige så stille, Norge bliver et empatiløst samfund bestående af empatiløse mennesker. Derfor er Termin selvfølgelig også en roman om Breivik. Kjetil bruger mere og mere tid på at spille computerspil og distancere sig fra verden (som Breivik gjorde), han fisker (ikke tilfældigt) i Breivik, og hen mod slutningen bliver han uforklarligt fremmedfjendsk. Et samfund, der har påtaget sig et ansvar for omsorg, som det ikke er i stand til at leve op til, må nødvendigvis skabe typer som Breivik. Det er grundlæggende det dystre menneske- og samfundssyn i Termin. Her er ikke meget håb at hente. Og denne håbløshed og distance er Henrik Nor-Hansen uhyggeligt god til at beskrive.
http://endnuenbogblog.blogspot.com/
March 9, 2017
Pluss for fotnoter.
March 7, 2017
Slukte denne lille boken i et eneste stort jafs. Nor-Hansen skriver kort og konsist om et voldelig samfunn og en mann i oppløsning. Boken er skrevet som en journal, og den harde stilen gir boken ekstra særpreg. Distansen i språket tydeliggjør den kaotiske og dystre handlingen. En annerledes og god leseopplevelse.
October 28, 2017
Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs vold og dens psykiske konsekvenser for ofrene. Og mere generelt også om anonymitet og følelsesmæssig distance mellem mennesker i moderne samfund.
Læs min anmeldelse på K's bognoter:
http://bognoter.dk/2017/10/28/henrik-...
Læs min anmeldelse på K's bognoter:
http://bognoter.dk/2017/10/28/henrik-...
October 31, 2019
Ei veldig spesiell bok. Er eigentleg litt usikker på kva eg las, men må seia meg positivt overraska yvi heile leseopplevingi. Ein fylgjer livet til ein valdsutsett mann, gjennom ei rekkje år, brutale skildringar og ein spesiell skrivemåte som gjev det heile eit spesielt preg. Språket var ogso godt. Kor meir av handlingi som sig inn kor betre vert inntrykket av boki.
July 16, 2017
Stærk fortælling om et menneske der langsomt nedbrydes.
November 25, 2019
Ubehagelig liten bok. Og det er vel poenget
December 1, 2021
Bisarr skrivestil som ikke helt appellerte til meg.
March 3, 2017
En av de mest uhyggelige beskrivelser jeg noen gang har lest av et samfunn og et menneske i oppløsning. Her er det ingen forsoning eller forløsning, ingen rettferdighet eller omsorg, ingen vennlighet eller omtanke. Den korte romanen er skrevet i et distansert og klinisk språk tilsvarende det som brukes til medisinske journaler eller etterforskningsnotater, noe som ytterligere forsterker følelsen av ensomhet, dissosiasjon og oppløsning. Vi betrakter hovedpersonen og omgivelsene hans som forskningsobjekter, gjengitt i et emosjonelt vakum og uten deltagelse eller empati.
Dette er både viktig og nødvendig lesning i en tid og i et samfunn som har gått helt av hengslene i materiell selvdyrkelse, kynisk tilbakelent akademifisering og kommersialisering av alle former for menneskelig samvær. Om denne boken ikke skremmer deg er du antageligvis en del av problemet boken peker på.
Dette er både viktig og nødvendig lesning i en tid og i et samfunn som har gått helt av hengslene i materiell selvdyrkelse, kynisk tilbakelent akademifisering og kommersialisering av alle former for menneskelig samvær. Om denne boken ikke skremmer deg er du antageligvis en del av problemet boken peker på.
November 3, 2019
This was interesting, but in a weird way. But for me in the end, it went south. Or maybe I just didn't get it, who knows? While reading, I got the impression that there are very important messages transported through this story and that it would lead to something bigger. Don't get me wrong, I can deal with an open ending and with one that forces me to draw my own conclusions. But in this case the building up just fizzled out and therefore I felt disappointed.
#NovellasInNovember2019
#NovellasInNovember2019
This entire review has been hidden because of spoilers.
February 8, 2017
Kort bok så virkelighetsnær og enkel at det kunne vært beskrivelsen av en busstur fra sentrum til Tjensvoll. Om hva som skjer med en ungdom som blir utsatt for blind vold, og hvordan det går med ham. Ikke et eneste overflødig ord gjør boken til sterke og nære saker. Det kunne vert deg.
July 27, 2018
only 75 pages. about the continued problems for a man years after having been violently attacked. about the increaing monification and individualism of modern norwegian society.
library book
library book
October 28, 2017
Så annorlunda, lämnade spår. Inte njutbar läsning, men bra att ha läst den. Nominerad till NR litteraturpris 2017.
Displaying 1 - 17 of 17 reviews