– Du har ikke en chance - tag den! Et familiedrama Peter Øvig skriver stor dokumentarisk bog om 80’ernes vigtigste oprørere – BZ-bevægelsen Først besatte de en gammel rugbrødsfabrik ved navn Rutana i efteråret 1981. De næste ni år drev BZ’erne gæk med politi og myndigheder med den ene kreative aktion efter den anden – som da de gravede en tunnel under Korsgade fra det besatte hus Allotria, så en politistyrke på op mod tusind mand kæmpede sig ind i et tomt og forladt hus. Flere hundrede unge tilsluttede sig bevægelsen, som mange af dem betragtede som en ny familie, og i medierne blev BZ uden konkurrence den mest omtalte politiske gruppering i 80’erne. Efterhånden blev sammenstødene mellem BZ og politi mere voldelige, og brosten blev suppleret med brandbomber og slangebøsser med stålkugler. Hele Danmark holdt vejret, da BZ’erne i efteråret 1986 belejrede et helt boligkvarter omkring Ryesgade på Østerbro, og de følgende år opgav politiet til sidst helt at komme i nærheden af de besatte huse. I 1990 blev det sidste besatte hus ryddet, men da Peter Øvig 25 år senere gik i gang med researchen til en bog om BZ, skulle det vise sig, at familien stadig levede. Allerede før forfatteren havde besluttet sig for at skrive bogen, rejste en voldsom modstand sig i inderkredsen af det gamle miljø, som opfordrede alle til at boykotte bogprojektet. ”Du har ikke en chance – tag den!” var et af BZ-familiens mottoer, og Peter Øvig valgte at inddrage modstanden i sin bog. Bemærkelsesværdigt nok var de mest indædte modstandere blandt BZ’ere de samme, som gennem de seneste 35 år oftest selv har fortalt historien i bøger og på film.
Peter Øvig Knudsen (født 9. oktober 1961 i Holme) er en dansk journalist og forfatter. Han har kaldt sig selv dokumentarist og amatørhistoriker.[1]
Øvig Knudsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og var som led sin i uddannelse i praktik på Ekstra Bladet. Senere har han arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon, der var 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid. I 2005 og 2006 har han modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstråd.
I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som var baseret på de to bøger om besættelsen, Efter drabet og Birkedal. Filmen vandt i januar 2004 en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig Knudsen i 2004 DR's Rosenkjærprisen. For Efter drabet fik han desuden Drassows hæderslegat i 2001, mens han modtog BG Bank-prisen Det Gyldne Bogmærke for Birkedal i 2006. Efter drabet og Birkedal solgte godt 20.000 eksemplarer.[1]
Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsens oplevet med bøgerne om Blekingegadebanden, der gav ham Cavlingprisen i 2007 og Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2008. De to bind er solgt i mere end 200.000 eksemplarer.[1] I 2008 arbejdede han med sagen som konsulent på dokumentar- og drama tv-serie.[1]
Under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium var han medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi de ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".[1]
Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder, ligesom han har fungeret som underviser i journalistik.
Peter Øvig Knudsen skriver som altid glimrende og det var spaendende at faa dette indblik i BZ-kulturen, saa meget det nu lod sig goere med de restriktioner som Øvig maatte arbejde under. Men maaske netop pga. disse begraensninger bliver denne bog aldrig helt saa indtagende som boegerne om Blekingegadebanden var for mig. De bedste og mest velfungerende afsnit handler om dagliglivet blandt husbesaetterne og giver et godt indblik i hvad der tiltrak de medvirkende ved den kollektive livsstil i de besatte huse; men ogsaa de uendelige, ineffektive faellesmoeder og hvordan rang og hakkeorden havde en vaeldig vaegt som det generelt har i alle grupper af mennesker. Gruppedynamikken er godt skildret i bogen og virker rammende realistisk omend i sagens natur ikke fuldt belyst.
Jeg boede selv i Koebenhavn paa Noerrebro i en aarraekke, men i en tidsperiode der naermere faldt sammen med den autonome bevaegelse i begyndelsen af 90'erne, som var en del svaerere at sympatisere med som almindelig borger i omraadet. Set i tilbageblik gennem bogen her forstaar jeg nok bedre hvorfor konfrontationerne blev saa intense som de blev og hvordan konfrontationerne eskalerede som de gjorde. En kombination af sensationspresse, boligmangel, Weidekamps personlighed og en ordensmagt der var totalt uerfaren med denne form for konfrontationer blev til en farlig cocktail og noget der nok var mere end en flirt med ekstremisme og terrorisme for nogle af aktoererne. Det er egentlig et under at ikke flere kom alvorligt til skade i de aar.
Det var sikkert ikke den BZ bog, som Øvig helst ville have skrevet - og det var med garanti ikke den BZ bog, som jeg gerne ville læse. Det klæder Øvig, at sætte sig selv i midten på en måde, hvor ingen er i tvivl. Selv om bogen aldrig bliver den historie, som alle havde håbet på, fortæller beskrivelserne af modstanden mod Øvig og bogen alligevel en historie om BZ, folkene bag og mange af de problematikker, som man gerne havde set belyst fra hovedpersonerne selv.
Det er selvfølgelig beklageligt, at en dokumentar om BZ ender med at blive en dokumentar om dokumentaristens kamp mod en bevægelse, der ikke selv ønsker at blive dokumenteret af præcis denne forfatter, for man sidder tilbage med følelsen af, at BZ bevægelsen smed en chance væk. Deres historie behøvede jo hverken at blive personlig eller sensationel, for at have været en beskrivelse af en ungdomsbevægelse, der satte spor langt dybere i den danske historie end eksempelvis hippierne. Den chance smed man lidt væk, og nu kan man nemt ende med at blive en historisk fodnote, når de sidste BZere ikke længere er i live. Jeg håber for bevægelsen, at man gør alvor af at skrive en bog selv. I sidste konsekvens bliver Øvigs bog og diverse artikler så alligevel vitterlighedsvidner i det historiske perspektiv, hvilket ville være spild af et oprør, der rystede de små kakkelborde i provinsen dengang jeg var dreng.
Jeg var virkelig i tvivl om jeg skulle give den tre eller fire stjerner. For på den ene side blev jeg lidt træt af al den plads der blev brugt på dem som ikke ville være med, og som ombestemte sig om igen og igen. På den anden side viser det måske i virkeligheden meget meget fint hvordan hele miljøet fungerer og hvor meget der stadig er på spil.
Det rent historiske er som altid hos Øvig, godt fortalt. Bonus er at han selv læser lydbogen op
Peter Øvig viser endnu engang, at han er en af Danmarks dygtigste dokumentarister med sin ærlige, gribende og nuancerede skildring af 80’ernes BZ-bevægelse, og oprøret der fulgte med den. “BZ var min dør til resten af livet, sådan som den var for så mange andre. Vi kom fra hvert sit sted, på vej i hver sin retning. Vi mødtes kort, på en korsvej i livet. Det var et møde, der gav genlyd, en lyd så stærk, at man svagt kan ane ekkoet den dag i dag. Det er ekkoet fra en tid, hvor hvert sekund talte, vi sov aldrig. Vi drømte”. Anmeldelse på litfix.dk
Bogen giver primært stemmerne til BZ'erne. Kun i mindre grad hører man fra poltikere, forældre, politiet og andre borgere. Og det er OK.
Man kan blive hængende i traditionel forargelse over selvtægt og selvfedme, men det er langt mere givende at lytte til de valg og påvirkninger, der skabte bevægelsen.
Dels kan man iagttage, hvordan visse nisser flytter med til det alternative miljø (dominerende personer, klike-dannelse, mode-pres, orden og disciplin), dels er det tankevækkende at få sat stemmer på radikaliseringsrejsens milepæle for ofte meget intelligente og handlekraftige mennesker.
Peter Øvig Knudsen har endnu en gang kastet sig over et emne som formår at sætte mange sind i kog. Og denne gang er den massive modstand mod hans idé inddraget i bogen, hvilket giver et specielt indblik i BZ'ernes tankegang og holdninger.
Jeg fandt bogen interessant og ville gerne have haft flere BZ'eres personlige synspunkter med i skildringen, men det var jo som skrevet ikke muligt.
Jeg sidder tilbage med en opfattelse af, at de oprindelige BZ'ere virkeligt havde en god idé og nogle fantastiske tiltag, der kunne være blevet gennemført hvis ikke bevægelsen havde lukket sig om sig selv og på lang sigt udviklet sig til de autonome vi kender dag - fra de første besættelser med frirum og plads til alle til i dag en gruppe mennesker der, af frygt for repressalier fra toppen af BZ bevægelsen, ikke tør udtale sig om deres håb, drømme og oplevelser.
Jeg er fascineret af Peter Øvig Knudsens bøger, og har bestilt Nakkeskuddet hjem fra biblioteket - samtidigt har jeg de sidste dage set en del dokumentarer om BZ'erne - og det er vel godt gået af en bog, at den både kan lokke læseren til at opsøge mere om emnet, og lokke læseren til at læse flere bøger af forfatteren :-)
Hvorfor får bogen så kun 3 stjerner: som oplevet med Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden, så syntes jeg de bliver alt for lange. Der er ingen tvivl om det kæmpe arbejde, der ligger bag hans bøger - men jeg når som regel et punkt efter de første 400 sider, hvor der skal en del til at fastholde min interesse.
Velskrevet bog fra et kapitel i 80'erne, som jeg som årgang 1968 husker tydeligt. Godt at få belyst historien og tankerne bag, hverdagen i BZ og udviklingen i bevægelsen, der gav fødsel til de autonome / sort blok i 90'erne.
Kendte godt til dele af de gamle bz'eres modstand mod at der skulle skrives en bog - overhovedet - af een der ikke selv var en del af eller valgt af bevægelsen. Den modstand bruger han en del tid på at beskrive - og gør det rimeligt transparent.
Jeg undrer mig såre over den hidsige modstand fra folk, der ellers prædikede åbenhed og rum for selvbestemmelse i 80'er og 90'erne .
En svær bog at skrive, en nem bog at læse. En unik indsigt i en (vil jeg kalde det) syg kultur der på mange måder minder om nutidens bander. Tak Peter- fordi du skriver de svære bøger!
Lyttet til over 13 dage. En spændende, lidt skræmmende og sørgelig indføring i BZ-miljøets historie. Tænker jeg måske selv kunne have været der, var jeg født 10-15 år tidligere. Men håber det så alligevel ikke. Al den vold - ak - var de hippiernes mørke skyggeside? Tak, Øvig, for kampen om vidnesbyrdet på vi senere generationers vegne.