“Jeg skylder både læserne og mig selv at skrive denne bog så „ordentligt“ som det er mig muligt. Det betyder, at den må inddeles i overskuelige afsnit, skønt livet selv aldeles ikke er tilrettelagt i velordnede kapitler. Kun meget få mennesker følger en lige linie fra vugge til grav, og de har det efter min opfattelse temmelig kedsommeligt.”
I bogen TOVE DITLEVSEN OM SIG SELV skriver hun på sin helt egen og ærlige måde om sit personlige liv, sin skrivekunst og sit forfatterskab. Fra barndommen på Vesterbro, hvor hun lærte sig selv at skrive og læse, over de fire ægteskaber, der alle endte ulykkeligt, til de mange nedture og psykoser, der førte hende ud i misbrug og indlæggelse. Igennem det hele holdt én ting ved: skrivningen. I Tove Ditlevsens selvbiografiske værk kommer man vidt omkring og samtidigt utroligt tæt på den kendte digter, der skrev af mange grunde, men mest af alt for at leve og overleve.
Tove Ditlevsen var en dansk forfatter, som hentede inspiration i sit eget liv som kvinde. I sin digtning og som yndet brevkasseredaktør i Familie Journalen udfoldede hun en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser i et enkelt og smukt sprog fik betydning for flere generationer af læsere.
Hvor ville jeg ønske jeg havde kendt Tove Ditlevsens forfatterskab da jeg var ung - er sikker på hun ville have givet mig meget trøst dengang. Til gengæld har jeg nu alle de værker tilgode, som hun giver smagsprøver på i disse dejlige erindringer. Jeg elsker den måde hun bestandig bruger ordet “bestandig”.
Skønne refleksioner, hvor Ditlevsen vender hele sit forfatterskab og tilhørende liv, med indblik i det private og det åbne. Jeg får aldrig nok af de fintopsatte rim-digte, som står i så stor kontrast til hendes kaotiske liv. Forevigt Tove❤️❤️❤️
Dette er en vigtig bog, hvis man gerne vil vide mere om Tove Ditlevsens forfatterskab. Vi får viden om, hvorledes hendes digte og fortællinger er forankret på en eller anden vis i hendes eget liv. Man forstår, som man allerede ved, at Tove er mere fiktiv end virkelig. Hun lever i ordet og ikke i livet. Hun dør med det sidste ord; den sidste sætning, der er at fortælle om barndommens gade og et skrøbeligt sind. Hun slutter det selv, som var det hele en fortælling; uden ansvar og tanke på, at i det virkelige liv er det ikke bare et scenetæppe, som går ned.
En refleksion over hendes arbejde og hendes liv, der nogle gange gør dig ked af det, men nogle gange også får dig til at smile. Jeg kan kun anbefale at læse bogen.
Tove skriver i denne bog på sin helt egen og meget ærlige måde. Hun fortæller om sit personlige liv, med fire ægteskaber, om de nedture der førte hende ud i misbrug og gav hende psykoser og om hendes forfatterskab som var hendes grund til at overleve. Hun skriver om barndommen på Vesterbro, hvor hun lærte sig selv at skrive og læse, og om forholdet til hendes mor som var utrygt, hendes far som bare var der og hendes storebror som hun så op til, men først rigtig lærte at kende da hun blev voksen. Bogen krydres med nogle af hendes egne digte og noveller, og du får hørt tankerne bag den enkelte fortælling. En ærlig og velskrevet bog fra en af vor tids største forfattere.
The book gives insights of Tove life and even though something the reader might recognize some parts from for example Copenhagen Trilogy, there are still a lot of details that can be new to reader. Besides in this chronological text a lot of things come together and explain the tight relationship of Tove with writing. Would recommend to read it once you read at least the Trilogy and Ansigterne (Faces)
Jeg lånte den på en bogreol i lejligheden jeg passer her i efterårsferien og fik den læst på en eftermiddag. Tove Ditlevsen er et dybt fascinerende menneske med et skrive-talent der formår at pakke hver eneste sætning og paragraf med visdom eller perspektiver der bare klinger sandt. Jeg vil læse denne bog igen i min egen udgave så kan underline hver eneste sætning og skrive alle mine tanker i marginen. Absorberende og vis og dygtig bog!
Det må være umådeligt svært at skrive en nogenlunde objektiv fortælling om sig selv, men jeg føler, Ditlevsen virkelig kommer fint i mål med det! Man får lidt baggrundsviden om nogle af hendes værker fra egen mund, hvilket er super spændende.
Det er dog klart, at der nok stadig ligger et lag af den iscenesættende del, som autofiktion fører med sig. Super ærgerligt, at Ditlevsen aldrig fik den hjælp, der skulle til for at overvinde livets traumer.
Når en forfatter skriver om sit eget forfatterskab, er det umuligt at være saglig og upartisk. Alligevel er det en fin, lille bog, Tove Ditlevsen har skrevet om, ja, sig selv og sine bøger. Fra debuten Pigesind (1939) til hendes sidste bog Parenteser (1973). Hun afstår fra at analysere og fortolke sine egne tekster, men fortæller i stedet om tilblivelsen af disse. Kan man bare lidt af sin Tove Ditlevsen, er der dog intet nyt under solen, og mange af hendes beskrivelser er fx lettere omskrivninger af sætninger fra værker som Gift og Ansigterne. Men for den nye læser af Ditlevsen, er denne bog et ganske udmærket sted at starte.