Glimt, en litterær roman med et strejf af magisk realisme og psykologisk spænding, er en usædvanlig læseoplevelse; kræs for både den kræsne sprogelsker og læseren, der holder af en velturneret fortælling.
Sam Hythe er 61 år og fotograf. Efter hele sit liv at have beskæftiget sig med lys og mørke, med at indordne verden efter visuelle regler, er han langsomt ved at miste synet. Om få år vil han være blind. Men inden lyset forsvinder helt fra hans verden, skal han løse sit livs største gåde, nemlig spørgsmålet om hvem der myrdede hans familie, da han selv var ni år gammel og blev fundet, drivvåd og kold, gemt under høballer i familiens lade.
En sær fornemmelse har hjemsøgt Sam siden da og har gennemsyret hans liv som voksen - både som fotograf, men også som ægtemand og far; en følelse af at han på en eller anden måde var ansvarlig for familiens skæbne. Efterhånden som Sam endelig tillader sig at dykke ned i barndommens billeder, både de fysiske og dem, der eksisterer i hans sind, begynder en forklaring så småt at tage form.
Glimt udforsker begreber som fantasi, hukommelse, association og metafor - og den frihed og magt vi kan opnå, hvis vi åbner vores liv til disse begreber i stedet for bestandigt at forsøge at kontrollere dem.
Jeg fik denne her foræret sidste år, og siden har den ligget og ventet på, at jeg havde overskud til at kaste mig over en bog, jeg ikke selv havde opsøgt. Desværre blev jeg ikke belønnet, for jeg kunne virkelig ikke lide den. Historien - plottet - er i og for sig udmærket, men det er pakket ind i så mange usandsynlige følelsesmæssige kovendinger, plothuller og det mest floromvundne selvhøjtidelige sprog, jeg længe har været udsat for. "Tæt forbundet med deres skarpe klinger skar de vandfyldte flænger i havets flydende hud som præcise kirurger og syede fjerlignende spor i det sprøjtende skum." Og så videre og så videre, ad nauseam.
Jeg ved ikke helt hvad det er med bogen. Den lyder interessant og er det i det store hele også. Alligevel forstyrres den af sproget og det manglende indhold. Forstå mig ret – Sam mistede sin familie som 9årig. Han er på vej til at miste synet efter et liv i den visuelle verden og branche. Han vil gerne opklare forbrydelsen om sin familie. Men… Der mangler alligevel noget. Måske spændingen? Måske er det fordi jeg ikke helt kan placere bogen imellem realisme, fantasi, krimi eller noget helt fjerde. Uanset mangler jeg lysten til at læse den. Jeg mangler interessen og det at blive fanget. Sproget er højt og også for højt. Det er fuld af metaforer og billedlige ligninger, der slet ikke passer til historien. Den er ok – derfor også de 3 hjerter – men den er ikke glimrende eller fantastisk.
Andre vil måske få noget helt andet ud af den end jeg – det håber jeg.