For enden af din pegefinger

by Kristina Aamand

En rå og gribende roman om at blive forelsket i den forkerte og betale prisen for at følge sit hjerte. 17-årige Sheherazade føler sig klemt imellem sin mors forventninger om, at hun skal være en god muslimsk pige, og sine klassekammerater, som lever et helt andet liv. For at holde sig oven vande skriver hun fanzines om de ting, hun oplever som flygtning i Danmark, selvom hendes mor insisterer på, at hun ikke skal skrive, men være læge. Hendes far bakker hende op, men da han bliver indlagt med hjerteproblemer, bliver det sværere for Sheherazade at holde til presset. Så møder hun den jævnaldrende Thea, og pludselig åbner der sig en helt anden verden. Sheherazade kan ikke lukke øjnene for, at hun er forelsket, men er hun parat til at betale prisen? For enden af din pegefinger giver et indblik i et miljø og nogle skæbner, vi sjældent hører om – eller fra.

Genres: Young Adult, Queer, LGBT, Danish, Contemporary, Romance, Roman

258 pages, Hardcover

First published November 12, 2016

Reviews

[Fernwehwelten · Rating 4 out of 5]

Sheherazade leidet. Sie leidet unter ihren Mitschüler*innen, die sie als einzige Muslima an ihrer Schule nicht respektieren, leidet unter ihrer Mutter, die sich seit der Flucht nach Dänemark immer mehr in ihrem Glauben verliert und unter ihrem Vater, der den Krieg nicht loswird, obwohl er ihn in einem anderen Land zurückgelassen hat. Doch dann lernt sie jemanden kennen – und findet dadurch ihre eigene Stimme.
Zu den religiösen Hintergründen des Buchs kann ich persönlich leider wenig sagen. Die von mir gelesenen Rezensionen waren sich aber recht einig, dass die Darstellung der muslimischen Familie zutreffend und nachempfindbar war. Für mich war das ein klarer Pluspunkt, machen die familiären Strukturen und der Druck, den Sheherazade sowohl seitens ihrer Familie als auch seitens ihrer Mitschüler*innen zu spüren bekommt, doch einen Großteil der Storyline aus. Emotional bin ich den Weg Sheherazades permanent mitgegangen, habe mich mehrmals dabei erwischt, wie ich das Buch kopfschüttelnd zur Seite legen musste, um meine Gedanken zu sortieren. Erst recht, weil das Buch sehr viele kontroverse Themen diskutiert (Selbstmord, Homophobie, psychische Gesundheit, Rassismus, sozialer Druck…).
Der Schreibstil ist flüssig, wenn auch zunächst gewöhnungsbedürftig, da er eine etwas andere Erzählstruktur ohne viele beschönigende Beschreibungen bedient. Seine Direktheit passt aber zur Geschichte und transportiert, was transportiert werden soll. Die Illustrationen, die für die Werke Sheherazades stehen, haben das Buch zusätzlich aufgelockert und noch interessanter gemacht sowie persönlicher wirken lassen. Was mich allerdings gestört hat, war, dass abseits von Sheherazade ein Großteil der anderen Figuren recht blass blieb.
Mit der Love Interest wurde ich persönlich nur wenig warm – ihr Charakter an sich war interessant, jedoch konnte ich ihre Handlungen nicht immer nachvollziehen. Außerdem hat das Buch mit seinem Titel und seinem Klappentext in meinen Augen ein paar falsche Erwartungen geweckt. Meines Erachtens nach ging es viel weniger um Sheherazades eigene Worte und Werke, als man vermuten sollte. Das hat mir wirklich etwas gefehlt und ich hätte gerne mehr davon gelesen, wie Sheherazade sich mit ihren Texten ein Stück Freiheit erkämpft.
Das Ende ging mir persönlich dann auch etwas zu schnell. Ich glaube, da hätten ein paar mehr Seiten nicht geschadet, um alles ein wenig runder und tiefgreifender zu gestalten – war das Buch ansonsten doch auch nicht oberflächlich. Alles in allem würde ich sagen, dass „Wenn Worte meine Waffe wären“ eine gelungene Geschichte ist, die erschütternde und ergreifende wie aber auch interessante und spannende Einblicke gewährt, dabei zwar kleinere Mängel aufweist, die dem Leseerlebnis aber keinen Abbruch tun. 4 Sterne.

[Fatima · Rating 3 out of 5]

One of the reading goals I set myself for 2020 was to read a novel in German, but I really didn't expect myself to achieve this just 23 days into the year! I think the fact that I did is really a testament to this novel, which I found easy to read and had an interesting plot and set of characters which had me hooked from the very first page.

So why did I rate the book just 3 stars?

My thoughts on this book are pretty long and complicated (as the many rambling messages I sent to my friend during and after reading show!) So, in order to make this review at least a little coherent, I've decided to list the aspects I liked and disliked.

Firstly, what I liked:
- The Muslim/Hijabi representation - definitely one of my favourite things about the book. The Muslim representation was SO GOOD! As a POC Hijabi woman living in the West I could really relate to a lot of Sheherazade's experiences, from the pressure from and the duty she feels towards her family to the casual Islamophobia she faces from ignorant classmates and friends. Even little things like Sheherazade's habit of fiddling with the pins in her scarf when she's nervous felt so accurate and it was really nice to be able to relate to a main character in that way.
- On the subject of representation: queer!! Muslim!! rep!! Finally!! And realistic representation, too! Throughout the novel we witness Sheherazade coming to terms with her sexuality and what this means for her future and her relationship with her family and wider community. Whilst it made for difficult reading, the scene where she is outed to her mother felt incredibly important as it highlights the real fear and struggles many LGBTQ people face when they know they with not be accepted by family members and people who they care about. Whilst we do definitely need stories of LGBTQ people coming out to supportive families, stories like this one which depict the complicated relationship between Sheherazade and her mother - who clearly love each other and have a mutual dependency but whose relationship is broken apart by the mother's homophobia and obsession with reputation and shame - are still important to depict. However, I was also glad that Sheherazade's father is shown to be completely accepting and supportive of his daughter’s sexuality as it highlights that not all Muslims are homophobic, which is unfortunately a commonly-held stereotype.
- Leading on from this, another inclusion I was really happy to see was the scene where Sheherazade attends a QPOC support group. Many people - including those within the LGBTQ community - tend to assume a degree of universality to the LGBTQ experience and forget or ignore the very important intersection of race and religion with sexuality. For somebody like Sheherazade, for example, whose culture and religious beliefs play an important part in her life, the impact of her outing and being disowned by her family and community cannot necessarily be understood by her white counterparts. So, having her attend a support group where she can meet other LGBTQ Muslims who can relate to her experience and offer her the support she needs at the time felt realistic and reflects an understanding of this intersection.
- I also really liked how this book touches on a range of quite serious and dark topics - such as mental health, trauma, racism, Islamophobia, homophobia, impact of war, misogyny, domestic abuse and suicide - in a really respectful and delicate way without overburdening the reader. At the same time, there were lighter parts which broke things up and made it an enjoyable read.
- I also found the inclusion of the ‘zine pages a really creative way of breaking up the story through including flashbacks whilst also serving as a practical insight into Sheherazade’s hobby/talent.

Now moving on to what I didn't like:
- Thea is the very definition of white feminist. From the sari she uses as a curtain in her bedroom to her casual shortening of Sheherazade's name to "She", Thea shows a constant lack of attention and respect to other cultures and experiences. The scene where Thea and Sheherazade discuss the hijab really, REALLY got on my nerves. The way she asks Sheherazade whether she has considered taking off her hijab felt so disrespectful and implies an inherent wrongness to covering up. She then continues to push Sheherazade on her reasons for wearing the hijab, arguing that she cannot be wearing it free-willingly. When Sheherazade becomes (rightfully) frustrated at Thea's refusal to listen and understand, Thea says "don't get angry" - not only is this the last thing you should say to somebody who is angry but the fact that she is attempting to silence a woman of colour without even trying to understand or empathise with her viewpoint suggests Thea's perceived superiority and that she clearly subscribes to a type of feminism which only concerns the rights of people like her.
- I really hoped there would come a point later on in the novel where Thea finally listens to what Sheherazade is saying and instead of trying to swoop in like a white saviour and act as if she always knows best, would just be supportive of her girlfriend and accept that she doesn't understand everything about the situation to be able to help. But, alas, no. Instead, Thea continues to offer "advice", pushing Sheherazade to do things she doesn't feel comfortable doing (like calling her mother the day after their argument even though Sheherazade knows this isn't going to go well and will only make her feel worse).
- What really frustrated me was that at the end of the book it is shown that Sheherazade has stopped wearing the hijab, which reinforces the idea of Thea being the white saviour who has "liberated" Sheherazade from of an oppressive situation, despite the fact that earlier Sheherazade had explained that wearing the hijab was her own choice. Whilst it may have been that she had simply changed her mind about wearing it, this is not explained which ultimately serves to reinforce negative stereotypes around Muslim women wearing the hijab and the idea that Sheherazade needed Thea to be able to make the decision to take it off.
- Tying into this, I would have liked for there to have been more of an insight into Sheherazade's personal relationship to her religion and faith. Whilst we are told plenty about what her parents believe, the book rarely goes into Sheherazade's own beliefs. I think this inclusion would have worked well, for example, to justify Sheherazade taking off the hijab at the end of the book. If throughout the book we were given an understanding of her own beliefs, which may have included her looking into the basis behind wearing a hijab in Islam or even her questioning her own religious beliefs as a whole, this would have led to a more thoughtful and less harmful ending instead of it appearing as though once Sheherazade has moved out of her home she has suddenly been liberated from the oppressive ways of her religion.

As a whole, I did enjoy reading this book and I am really glad it was written as there are so few books with Muslim main characters (never mind ones with LGBTQ Muslim MCs!) I think it's pretty clear to see that I didn't like Thea's character at all but that was really my biggest complaint with the book. I imagine I'll probably re-read it a few more times and maybe (hopefully) I'll be less critical of it then and maybe bump it up another star.

I would definitely recommend this book to others, particularly to other Muslim readers who are looking for relatable characters or to anyone who is interested in YA books which cover more serious topics.

[Juliane Seidel · Rating 5 out of 5]

Story:
Seit 10 Jahren lebt die siebzehnjährige Sheherazade mit ihren Eltern in Dänemark, ist die einzige Muslima in ihrer Klasse und hat es schwer den Vorstellungen ihrer streng religiösen Mutter gerecht zu werden. Sie soll Ärztin werden, einen guten Mann heiraten und viele Kinder in die Welt setzen. Lauter Dinge, die Sheherazade nicht erfüllen kann, wie sie sich eingestehen muss, als sie im Krankenhaus der jungen Thea begegnet und sich in diese verliebt. Hin und her gerissen zwischen ihrer Kultur, den strengen Sitten und Regeln ihrer Familie und der Tatsache, dass ihr Vater aufgrund seiner schrecklichen Erinnerung an den Krieg und die Flucht im Krankenhaus liegt, muss Sheherazade bald ihre eigene Stärke und Worte finden, um für sich selbst einzutreten und ihr eigenes Leben zu leben …

Eigene Meinung:
Mit dem brisanten, thematisch aktuellen Jugendbuch „Wenn Worte meine Waffe wären“ erschien das erste Buch der dänischen Autorin Kristina Aamand auf dem deutschen Markt. Das Buch erschien im Dressler Verlag und ist eines der wenigen Jugendbücher, das nicht nur eine junge Muslima und deren Sorgen und Probleme in den Mittelpunkt der Geschichte stellt, sondern auch das Thema Homosexualität in Verbindung mit dem Islam aufgreift.

Als Leser begleitet man die Muslimin Sheherazade, die in zwei verschiedenen Welten zu leben scheint – in der streng islamischen Welt des Stadtteils, in dem sie mit ihren Eltern in einer kleinen Wohnung lebt und in der alle Nachbarn ebenfalls Familien muslimischen Glaubens sind; und in der westlichen Welt, in der sie versucht Fuß zu fassen und nicht als Außenseiterin zu gelten, weil sie ein Kopftuch trägt. Für sie ein beständiger Spagat, denn es fällt ihr schwer, zwischen den Kulturen zu stehen ohne sich selbst zu verlieren. Als ihr Vater ins Krankenhaus eingeliefert wird, beginnt erstmals die heile Welt um sie herum zu bröckeln, denn ihre Mutter ist beständig darauf bedacht, nicht in den Fokus der Nachbarn zu geraten und für weiteren Gesprächsstoff zu sorgen. Das Sheherazade sich ausgerechnet in Thea verliebt, bringt die gesamte Welt der jungen Muslima ins Wanken, denn sie muss sich eingestehen, dass sie all die Forderungen ihrer Mutter nicht erfüllen kann.
Die Autorin beschreibt Sheherazades Leben sehr bildlich und gut nachvollziehbar. Man kann sich gut mit ihr und ihren Sorgen und Problemen identifizieren und erhält einen ersten Einblick in die muslimische Kultur, mit all den Sitten und Gebräuchen, aber auch Problemen. Natürlich reicht ein Jugendbuch nicht aus, um den Islam wirklich kennen und verstehen zu lernen – dafür braucht es mehr als knapp 300 Seiten, doch der Roman bietet eine gute Gelegenheit, einen Blick über den Tellerrand zu werfen. Sehr schön ist, dass Kristina Aamand verschiedene Probleme aufgreift – das muslimische Frauenbild, sowohl vor der Ehe, als auch währenddessen; die Traditionen, das Ehrgefühl und der Ruf der Familie, der/die zumeist wichtiger sind, als der Mensch an sich und natürlich die Homosexualität, die für Sheherazade zu einem Bruch mit ihrer Mutter führt, da sie eine lesbische Tochter nicht in ihrer Familie akzeptieren kann. Untermalt wird die eindringliche, berührende Geschichte mit kurzen Einblicken in Sheherazades Zines – Bild-Text-Collagen, in denen das junge Mädchen das verarbeitet, was sie bewegt. Die schwarz/weiß Collagen unterbrechen die Handlung in regelmäßigen Abständen und geben dem Leser einen tiefen Einblick in Sheherazades Gedanken und Gefühle – und darin, wie die Familie auch Jahre nach der Flucht von den Schrecken des Krieges gebeutelt wird.

Die Figuren sind sehr lebendig und authentisch. Man lernt Sheherazade gut kennen und versteht, warum sie das Bedürfnis hat aus dem zunehmend strengen, religiösen Wahn ihrer Mutter auszubrechen, jedoch ihre Bindung zum Glauben und zu ihrer Familie nicht aufgeben will. Dank der Collagen erhält man einen tiefen Einblick in ihre Gedankenwelt und erlebt hautnah mit, wie sie beginnt, sich gegen die gängigen Konventionen aufzulehnen – ganz besonders als sie Gefühle für Thea entwickelt und sich dafür entscheidet, die Geschichte des jungen Mädchens Sohane zu erzählen, die sich nach einer gescheiterten Ehe selbst das Leben nimmt. Gut beschrieben ist auch Sheherazades Mutter, die sich aufgrund des Beton-Ghettos und der muslimischen Nachbarschaft mehr und mehr in ihren Glauben hineinflüchtet. Auch ihr Vater ist toll beschrieben – gerade am Ende entwickelt er eine ungeahnte Stärke, die man nicht erwartet hat.

Die übrigen Figuren, auch Thea, bleiben ein wenig blass – was aber nicht schlimm ist, da in der Geschichte nun einmal eine muslimische Heldin im Zentrum steht und die Geschichte sich auf ihre Gedanken, Sorgen und Probleme konzentriert.

Stilistisch gibt es nichts zu bemängeln – Kristina Aamand hat einen sehr intensiven, eingehenden Schreibstil, der Sheherazades Geschichte in der Ich-Perspektive sehr gut transportiert und dem Leser näherbringt. Sie verzichtet auf übermäßige Beschreibungen und allzu viel Schnörkel, beschreibt die Ereignisse vollkommen neutral, ohne mit Worten über die Dinge, die angesprochen werden, zu richten. Sie überlässt es den Lesern sich selbst eine Meinung zu bilden und über die Geschichte nachzudenken. In Kombination mit den Zines gelingt es der Autorin den Leser zu berühren – was auch der Übersetzerin Ulrike Brauns zu verdanken ist, die eben jene Collagen mit passenden deutschen Schlagzeilen und Worten füllen musste, ohne die Originalgrafiken zu verfremden.

Fazit:
„Wenn Worte meine Waffe wären“ ist ein gelungenes, authentisches Jugendbuch, das brandaktuelle Themen aufgreift und dem Leser Einblick in das Leben einer jungen Muslima gewährt, die in allen Punkten zwischen den Stühlen steht. Sheherazades Geschichte ist emotional und berührend, regt zum Nachdenken an und bricht mit den altbekannten Klischees. Kristina Aamand ist ein außergewöhnliches, sehr intensives Jugendbuch gelungen, das jedem zu empfehlen ist, der einen Blick über den Tellerrand werfen will. Reinlesen!

[C.G. Valentin · Rating 5 out of 5]

Den her bog kostede lige en god nattesøvn. For hold nu op hvor var den ikke til at slippe.
Den er barsk, rå og så smuk i sin helhed!

[AmandaEmma · Rating 4 out of 5]

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget. Anmeldelsen kan også findes på Frk. Litteratur.

For enden af din pegefinger vandt Carlsen YA romankonkurrence og blev offentliggjort under Bogforum tilbage i november. Dagen efter offentliggørelsen begyndte jeg allerede at høre lidt af hvert fra folk som allerede havde læst bogen – og det var ikke videre positivt. Dog fandt jeg den interessant og, selvom det er noget vi har set før, er det en fin historie.

Vores fortæller er 17-årige Sheherazade som kom til Danmark som 7-årig. Hun klarer sig godt i skolen men hun har ikke ligefrem venner. Hun går på et gymnasie et stykke fra Parkerne, hvor hun bor. Hun er derfor den ene i hendes klasse som ikke er ‘dansker’ og det har hun svært ved – hendes mor ringer i hvert fald til skolen omkring sovearrangementer under ture. Hun har ikke mange venner i begyndelsen er bogen og virker utrolig ensom.
Sheherazade følger ikke reglerne så meget som hendes forældre går og tror; hun ryger, hun drikker og hun bliver forelsket i hendes nye veninde, Thea. Ikke at hun har et overforbrug af hverken smøger eller alkohol, men da hun er muslim må hun ikke drikke og ifølge hendes forældre må hun i hvert fald ikke ryge.
Derudover laver She også zines – som jeg fornyligt lærte om. Nedenfor har jeg indsat et billede af en af mine favoritter. Disse zines var en fin adspredelse til bogen. De passede ind, de var interessante og man lærte meget om She og hendes familie igennem dem. Mit første møde med zines er i hvert fald ikke et dårligt et.

For enden af din pegefinger er meget ungdommelig. Selvom jeg er et par år ældre end She kan jeg relatere til hende og hendes problemer. Jeg elsker at den tager problematikker som seksualitet i spil, for det er ikke ofte at danske forfattere tager dette op – i hvert fald ikke på denne måde. Derudover tilføjer det også noget nyt at det er en muslim som viser sig at være forelsket i en af samme køn.

En af mine favoritter i bogen er Bjørk, en af Theas – og nu Shes – veninder, hun er ikke bange for at sige sin mening og stå fast på sine præmisser. Hun går ikke med bind eller tamponer – for hvad har vi at skamme os over? Vi burde ikke gemme det af vejen og undgå at snakke om det – for hvis det var mænd ville det ikke blive set ned på. Jeg ved ikke om jeg er helt enig i alt hvad hun siger, men jeg kan da se at der er et gram sandhed i meget af det – for vi gemmer jo egentlig bind og tamponer af vejen – enten i tasker, lommer eller ærmet, og det er ikke velset at snakke om det. Bjørk mener at vi skal tage vores menstruation til os – være stolte af at vi er kvinder og lade blodet få frit løb. Hun satte i hvert fald nogle tanker igang hos mig.

Efter at Shes mor ser hende kysse Thea får hun én til at komme og snakke med She om hvor forkert og ulovligt det er. De mener at det er en sygdom at være homoseksuel (eller biseksuel og være sammen med en af samme køn). Jeg blev forarget over dette selvom jeg godt vidste det i forvejen. I nogle kulturer og samfund bliver det set som en sygdom eller blot ‘forkert’ og jeg forstår det ikke helt. Vi er kommet så langt, man må endda gifte sig med en af samme køn mange steder nu, men selvfølgelig er det stadig set ned på og en kriminel handling nogle steder.
At sige at det er kriminelt, ulovligt, at være den man er synes jeg ærlig talt er uhyggeligt. Jeg håber vi en dag kan se tilbage på det og grine af det, men hvor langt tid går der før vi kommer dertil?

For enden af din pegefinger er en god ungdomsroman som sætter en masse forskellige problematikker på spidsen. Jeg elskede at læse om She og se problematikkerne fra en anden vinkel. Den anbefales herfra og går nu videre til min søster som jeg ved vil elske bogen!

[EvaLovesYA · Rating 4 out of 5]

Also posted on Eva Lucias blog

Tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret!

Det er sjovt med nogle læseoplevelser. Du kan ikke helt regne dem ud – hvad du følte, da du læste bogen og den fornemmelse, du havde i kroppen efter læseoplevelsen. Sådan havde jeg det med For enden af din pegefinger.

Flere uger efter sidder den stadig helt klart i min erindring og efter at have haft lidt tid til eftertanke, så er jeg nu endnu vildere med den end da jeg læste den. Romanen var for mig et symbolsk puslespil, hvor brikkerne skulle passe sammen – og som enhver ved, så tager det tid. Jeg kom til den konklusion, at denne roman virkelig er en god én af slagsen. Jeg er imponeret!

Vi har helt klart at gøre med en unik hovedperson. Sheherazade er sej! Hun er en stærk karakter, som tør at springe ud uden faldskærm, selvom hun ikke ved om hun vil lande på benene eller falde. Vi får adgang til de inderste tanker og følelser, som hun har i sig. Hun er nødt til at gøre op med noget og træffe valg på sin rejse. Det er helt klart en ung karakter i splittelse, men hun er så stærk, så det er nemt at holde med hende i alle de valg, som hun træffer. Samtidig får vi et indblik i en kultur, som man ikke ved nok om – og hvor lærer man dog meget ved at se det indefra.

Det er en roman, som er skrevet i øjenhøjde til unge og man får i den grad noget ud af læsningen. Kristina Aamands beskrivelser er spot on og det er så nemt at følge med i historien og de scenarier, som beskrives. Alle kan føle sig udenfor, dog er der forskellige måder at føle det på egen krop. Men uanset hvad, så kan alle nikke genkendende til mange af følelser, som Sheherazade kæmper med.

Formatet skal også lige nævnes, for det er i den grad en smuk bog. Udover plottet, som er veludført, så er der sider, som består af tanker, dagbogsbidder og papirsudklip, som helt tydeligt viser passager fra hovedpersonens liv og samtidig de mange følelser, som er i spil. Dette er virkelig en god feature til læsningen og gør det meget nemt at lære Sheherazade at kende.

For enden af din pegefinger af Kristina Aamand er en roman, som burde være på skolernes pensumliste. Den er vigtig og fanger virkelig essensen af hvordan det er at føle sig udenfor, stemplet eller set på af andre, selvom det ikke kunne være længere væk fra sandheden. Der er et dejligt håb, som lyser igennem ordene; at kunne overraske og få lov til at realisere sig selv, også selvom omgivelserne ikke altid er åbne overfor det. Kristina Aamand er en forfatter, som vi skal holde øje med, for hun kan ordene til at krybe ind under huden – på godt og ondt.

Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify

[Janni · Rating 4 out of 5]

Endnu en rigtig relevant ungdomsbog som jeg er taknemmelig for nu findes. Et meget tabubelagt emne som bliver fortalt på fineste vis, og alligevel skaber håb mod, at måske en dag..

[Josefine Schultz · Rating 3 out of 5]

Jeg ville så gerne holde mere af denne bog, for den forsøger virkelig at takle repræsentation head on med lesbisk forelskelse, minoritetspersoner og klasseskel. Alligevel kedede den mig med sin (synes jeg!) overdramatisering af bogens handling og manglende føling med personernes tanker og følelser, hvilket gør, at deres handlinger og reaktioner føles utroværdige. Måske havde den føltes mindre banal, hvis jeg havde læst den mens jeg selv var i bogens YA-målgruppe. Uanset hvad havde jeg været lykkelig for en bog, der gør sig lidt mere umage for at tage svære emner op, end mange andre YA-bøger gør. Formmæssigt er den meget fin, med uddrag af hovedpersonens zines indimellem selve teksten, men disse kommer til at stå som nærmest eneste kilde til Sheherazades indre liv, hvilket bliver for tyndt. Mange af de andre personer lider desværre af samme papfigur-agtige fremstillinger, og det er synd, for det gør det svært at holde af dem og tro på dem som karakterer, og gør, at jeg føler mig talt lidt ned til som læser - jeg skal næsten lokkes til at tro på nogle personer, jeg ikke er heeeelt overbevist om troværdigheden af.
Bogen takler tunge emner som krigstraumer og selvmord, og det havde klædt den med en trigger warning eller en lignende måde at yde omsorg for sine læsere på..

[Kajsa · Rating 4 out of 5]

Ungdomslitteratur som berättar exakt vad som är fel på världen och hur vacker kärlek kan va. hemsk, den lämnar mig i tårar men de är hoppfulla <3

[Kirstine · Rating 4 out of 5]

Tak til Forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.

For enden af din pegefinger vandt Forlaget Carlsens romankonkurrence “Nye Stemmer”, og det er virkelig velfortjent.

Det er historien om Sheherazade, der er opvokset dansk, men hvis familie er flygtninge. Hendes far er på hospitalet med hjerteproblemer, så nu er det bare hende og hendes mor derhjemme – hvilket ikke gøres lettere af, at hun har et kompliceret forhold til dem begge, og nu er der pludselig også Thea. Thea der er meget mere end bare en ven. Hun er alt det, der er rigtigt, og samtidigt forkert i verden.

Det er selvfølgelig historien om hvordan disse to piger finder tryghed, kærlighed og muligheden for et nyt liv i hinanden, men det er ikke en kærlighedshistorie som sådan. Det er mere en fortælling om familie, kultur, og hvordan man balancerer forskellige måder at leve på. Skal man være tro mod sig selv og sit hjerte, hvis det betyder ens familie afviser en? Kan man leve en løgn, hvis man dermed får lov at beholde sin familie? Det kan koste dyrt at følge sit hjerte, og når så meget står på spil, kan man så bebrejde nogen, hvis de vælger ikke at gøre det?

Sheherazade får også sin helt egen stemme gennem de illustrationer, der er i bogen. Det er hendes zines, og den måde hun udtrykker sig kreativt. Her, mere end noget andet sted, mærker man virkelig hvem Sheherazade er, og hvad hun føler bliver udtrykt helt fantastisk. Her bliver hun mest sårbar, men får også lov at stå stærkest. Det er en genistreg fra forlægger og forfatters side, og hæver historien til et andet niveau.

Det er også her, hun mest nuanceret giver et indblik i hendes familieforhold, tanker og minder. Og der er meget at tage af, for hendes far har aldrig helt formået at lægge krigen bag sig, og hendes mor kan ikke tolerere en datter, der ikke opfører sig, som hun bør. Det er denne konstellation af forhold, som hendes nye forhold til Thea sættes overfor. To virkeligheder, Sheherazade desperat forsøger at holde adskilt, men som jo må mødes på et tidspunkt. Og måske handler det mest af alt om, hvorvidt Sheherazade kan finde en balance og forening i sig selv – en måde at acceptere den hun er, samtidigt med hun beholder den kultur, hun er vokset op med.

Og så er det en bog om alt det, der følger med at være ung. Den første kærlighed, familie, venner og at turde satse på at være sig selv.

Det er en virkelig fin, velskrevet og indimellem hjerteknusende historie, som føles ufattelig autentisk. Og så er det en stemme, vi har brug for, og som jeg ikke har fundet noget andet sted før – og på ingen måde i Danmark. Det er vitterligt en af de eneste bøger, jeg nogensinde har hørt om (dog nok ikke den eneste, der eksisterer), der har en lesbisk andengenerationsindvandrer som hovedperson.

Det er rart med en roman, der forstår at give, hvad der føles som et autentisk indblik i en verden og en virkelighed, der trænger til en stemme. Tak for det.

[Camilla Haahr · Rating 5 out of 5]

Hvor ville jeg ønske, der havde været bøger som denne, da jeg var teenager. I stedet glæder jeg mig over, at den i hvert fald findes i dag.

Så fin, så skrøbelig, så stærk.

[Zaynab Ali Bazzi · Rating 4 out of 5]

For Enden af din Pegefiner blev venligt sent til mig fra forlaget.

Som dansker med andet etisk baggrund, kunne jeg godt genkende få situation fra bogen og relaterer det til mit eget liv. Men man må sige, at det blev skruet lidt for meget forholdt til mit eget liv. Når det er sagt, så betyder det ikke at andre ikke kan relaterer til det noget mere.

Alt i alt, synes jeg det er en rigtig god bog, som jeg ikke kunne ligge fra mig. Rigtig godt skruet sammen, og let læseligt på den gode måde.

Aamands måde at skabe den røde tråd med de såkaldte zines gennem bogen skabte et mere virkelighedsnært oplevelse af hovedpersonen, og generelt historien også mere dybde og forståelse.

Og nu skal vi heller ikke glemme, at bogens udseende i sig selv bare er super lækker! Gør en bogelsker som mig mega glad.

[Nadia Boegeskov&#x1f341; · Rating 3 out of 5]

Jeg modtog denne E-bog af Bookster - Forlaget Carlsen.

"For Enden Af Din Pegefinger" af Kristina Aamand er en håndgribelig historie om det at ære sin familie men stadig følge sit eget hjerte.

Bogen var ikke særlig lang i forhold til andre bøger jeg har læst så det tog mig ikke særlig lang tid at komme igennem den, historien var også strikket sammen af en fin rød tråd så der synes ikke at være noget unødvendigt til stede, hvilket også gjorde den nem at læse.

Historien om Sheherazade synes jeg var meget smuk og sød. Jeg synes historien gav et fint billede af hvordan livet som "fremmed" i et nyt land påvirker en og hvordan man nemmest kan behage både sin familie og sig selv.

Bogen synes jeg dog var meget forudsigelig og ikke spændende, som sådan, men mere en lille bid af virkeligheden. For mig var den lidt som en dokumentar jeg læste og imens kørte der en lille film i hovedet af , både på grund af den måde den var strikket sammen på, men også på grund af sproget som var meget virkelighedstro med mange - synes jeg - bandeord, og på en eller anden måde blev det nok lidt for mange.

Alt i alt var historien rigtig fin og på samme tid sørgelig, men ikke en spændingshistorie som man ikke kan lægge fra sig fordi man bliver nødt til at vide hvad der sker i næste kapitel - For mig var bogen forudsigelig og der var ikke nogen cliffhanger som sådan der gjorde at jeg bare måtte læse videre.

Bogen får 3/5 stjerner da den var meget letlæselig og historien var godt skruet sammen. Måske bogen bare var lidt for enkel til mig og derfor ikke helt føles så "vigtig" for mig som nogle andre bøger gør.

- Nadia Bøgeskov

[Byb]

Vinder af Carlsens YA-konkurrence

13-16 år

TAGLINE: Julie fra Parkernes ghetto møder Julie fra det venstreorienterede og feministiske Østerbro.


HVEM: She har arabisk baggrund.
HVOR: Parkerne. S-tog stop Brøndby Strand.
HVAD: Fællesskab vs. Identitet
HVORFOR: Socialkontrol
HVORNÅR: Nu



PERSONER:
Sheherazade Jenin: Enebarn. 2. g. på en skole udenfor boligområde med flest hvide elever. Forfatterdrømme. Kom til Danmark og Sandholmlejren da hun var syv år gammel.

Amal Jenin: Mor. Flygtning. Gør rent om aftenen.

Jamil Jenin: Far. Flygtning. Digter. Palæstinenser? Kalder She for: Min pil ud i fremtiden.

Thea Søndergaard: Politisk bevidst. Barn af to journalister. Har en storebror og to mindre brødre.

Sten: Kardiolog.

Susanne: Lærer. Yoga og mindfullness.

Mads: Theas far.

Theas mor: Ligger i respirator på samme afdeling som Shes mor.

Sohane: Marokkansk baggrund. Har forladt et voldeligt arrangeret ægteskab. She møder hende til bryllup. Begår selvmord.

Hamza: Sohanes bror.

Fatima: Hamzas brud.

Minna: Hamzas mor.

Osama og Nadia: Forældrenes venner fra gamle dage. Frigjorde. Uden tørklæde.

Tine: Bitch

Kim: Klassekammerat der er forstående.

Store Klaus: Liberal

Bjørk: Theas flirt. Freebleeder.

Wahid: Langskægget Imam. Holy beard.



RESUMÉ
She bor i det multietniske boligområde Parkerne hvor der er social kontrol.
Moderen AMAL der tidligere var mere fri er selv blevet en del af den sociale kontrol i området. Hun vil have at datteren skal giftes og blive læge og ikke blive rengøringskone som hun selv.

She bærer tørklæde er ikke en del af klassens fællesskab, holder sig for sig selv, skriver og laver zines.
Faren JAMIL er digter, men sidder nu derhjemme og ser tv og forarges over barnemordene på Vestbredden. Faren bliver indlagt med hjerteproblemet forstærket af depression og PTSD.
She møder Thea fra Østerbro på hjerteafdelingen hvor hendes mor ligger i koma.
She er til for-bryllup hvor hun møder SOHANE. Brudgommen Hamzas søster. Hun har været i et voldeligt forhold der var arrangeret.
På lejrskolen spiller de sandhed og konsekvens med en snurrende flaske. She skal svare på om hun har haft sex. Tine er en bitch der roder i hendes taske mens hun sover. She kommer til at tisse i sengen om natten. Hun tager hjem før tid.
She tager ind til Thea på Østerbro. De går i byen sammen, en bar hvor der er politiske bevidste gæster. Blandt andet STORE KLAUS. De møder BJØRK der er kommet hjem fra London og som Thea har været kæreste med. Undgår HAMZA der ikke må se She er ude.
She og Thea sover sammen i den sidstes seng og begynder at kysse.
She genfortæller 1001s eventyr er ret kvindefjendsk. Hun har hørt eventyret af sin far.
She dårlig samvittighed over at have været sammen med en pige- Hvad ville moren ikke sige? Hun undgår at moren har opdaget hun har været væk.
Møder SOHANE i vaskeskælderen og får historien om hendes arrangerede ægteskab.
Thea kommer til Vestegnen og deltager i et polterabend. Thea fortæller om Bjørk. She opdager hun er forelsket i Thea.
Thea er også med til den årlige julefest. De danser tæt sammen. Kim siger at han kan se at de er forelskede. De tager hjem til Thea.
De tager ind på hospitalet og moren ser dem kysse. Moren skælder hende ud da de kommer hjem. Du er ikke min datter! She slår op med Thea over telefonen.
Moren har sendt efter imamen Wahid der kommer og fortæller i det unaturlige i at to kvinder er sammen, så kan de ikke opfylde Allahs ønske om reproducere sig. Homoseksualitet kan helbredes.
Minna gør også forsøget på at indse at hun har begået en fejl ved at blive forelsket i en kvinde. Har man flere sexpartnere er det ikke bare HARAM, man bliver også ulykkelig viser statistikken.
De afbrydes af Hamza der fortæller at søsteren Sohane ligger bevidstløs. (Det hemmeligholdes at det er selvmord med piller.)
She skriver til Thea om de kan ses. Og Thea skriver Kom!
Moren ringer og fortæller at Sohane er død og beder hende om at komme hjem.
Hjemme siger She at det er selvmord. Moren vil ikke indse fordi det er synd man ender i helvede for.
Ved en ceremoni i Sohanes lejlighed siger She til en anden gæst at det var selvmord og at hun blev voldtaget. Broren Hamza overhører det og blive vred.
She flygter hjem til Thea hvor hun bor. En sort og en hvid engel slås om hendes sjæl. Skal hun blive og vedkende sig sin kærlighed eller skal hun afsværge den og tage hjem.
She ringer til sin mor for at tale om det. Moren beder hende ikke ringe mere.
Thea forslår at hun fortæller det til fare på hospitalet. Faren er forstående og siger at morens skuffelse er et udtryk for omsorg. Hvor skal børnene komme fra? Faren fortæller om hans ungdomtids hippie-tid hvor moren havde løst hår og sad bag på motorcyklen.
Faren siger: Bliv glad, skriv og kys. She husker tilbage på et ophold i et sommerhus.
Susanne ringer for at høre hvordan det går.
She og Thea tager med Bjørk til et møde for homoseksuelle med anden etnisk oprindelse.
She spiser pizza med Theas familie. Susanne har fortalt klassen om Theas situation og Kim sender en opmuntrende besked.
She læser op til et arrangement for forfattere med zines. Faren og Thea er tilstede.
Udenfor blive She antastet af Hamza, men bliver forsvaret af faren.
She og Thea holder hinanden i hånden. Bob Marley synger: Everything is going to be all right.

[Kim andrea Brofeldt · Rating 4 out of 5]

Levende og vedkommende ungdomsroman, med en stærk fortællerstemme

[Annina]

Im Zentrum des Geschehens stehen arabische Zitate, von denen eines auch der Originaltitel zu sein scheint: "Du willst nicht an der Spitze aller Zeigefinger stehen." Die Bedeutung ist für Protagonistin Sheherezade eindeutig: verhalte dich angepasst und unterwürfig. Das bedeutet im Außenbezirk von Kopenhagen, in dem sie wohnt, Kopftuch tragen und - nächstes Zitat - "ein gutes Mädchen sein".
Demgegenüber steht ein Zitat vom libanesischen Dichter Khalil Gibran, das ihr eigener Dichter-Vater bereits ein Leben lang zu ihr sagte: "Du bist mein Pfeil in die Zukunft". Im Original meinte dieser Satz, dass Kinder nicht ihren Eltern gehören, sonderm dem Leben, der Zukunft, die sie selbst bestimmen.
Während ihr Vater im Krankenhaus liegt, weil er es nie geschafft hat die Nachrichten aus Palästina auszuschalten bis sie ihn von innen zermürbt haben, während sie an einer gymnasialen Oberstufe auf kindischste Art und Weise Rassismus erlebt, wird sie vor die Wahl gestellt zwischen den zwei Extremen. Sie verliebt sich. Kein Problem für die weiße Person und ihre Familie, in ihrer Welt der absolute Horror.
Teilweise fand ich, dass von ihrer Kultur zu wenig Farbe, Stimmung und auch zu wenig Gesprächskultur gezeigt wird, die ich im Nahen Osten sehr stark erlebt habe. Ein bisschen wie der Film "City of God" wo du denkst man könne in keine Favela ohne Lebensgefahr gehen und der nicht mal die Sambaschulen zeigt, wo sich jedes Wochenende ganz Rio trifft, ganz zu schweigen von der Gabe, glücklich zu sein und der Solidarität der BewohnerInnen.
Aber gut, es geht um eine schwer traumatisierte Familie und die eingefügten Zines, in denen Sheherezade ihre Erlebnisse verarbeitet, verleihen der Geschichte große Kraft. Erschreckend ist, wie sie zuhause Demütigungen auf sich niederprasseln lässt - vielleicht will die Autorin damit zeigen, was Sheherezade am Anfang vom fürsorglichen Arzt denkt: ihr habt keine Ahnung von unseren Problemen. Es rüttelt auf, zumindest wenn man vorher schon entschlossen war, den Problemen ins Auge zu schauen. Es zeigt, wie mit Religion Kinder manipuliert werden können, gut dargestellt durch den schwarzen und den weißen Engel, die sich in ihrer Vorstellung immer streiten.
Irgendwo hat mir eine Erzählinstanz gefehlt, die für schwächere Mädchen auch eine Gegenkraft schafft, aus der heraus sie erkennen können, dass nicht sie sich schämen sollten, sondern diejenigen die mobben. Dass Demütigungen keine Kultur sind.
Stattdessen schaffen die äußeren Umstände eine Möglichkeit zur Flucht; hier wird es spannend und bewegend, insgesamt ein schönes Buch.

[Zeynep · Rating 4 out of 5]

Ich war am Anfang sehr kritisch, denn es ist ein typisches Klischee dass ein junges Mädchen mit Hijab von all den Western Menschen um sich herum beeinflusst wird, und am Ende beglückt sie jeden mit der erfreulichen Nachricht Happy End: das Mädchen setzt das Kopftuch ab.

Doch so war das nicht, ich freue mich dass ich das Buch zünde gelesen habe.

Ich möchte gern aus meiner Sicht etwas loswerden, ich bin eine gläubige Muslima. Ja ich bin eine liberale muslima die jedoch gläubig ist, ich bin feministin und trage ein Kopftuch! Ich trage das Kopftuch wirklich freiwillig, meine Eltern hätten nichts dagegen wenn ich das Kopftuch nicht tragen würde, sie haben absolut kein Problem damit dass ich mit Männern rede, und auch nicht wenn ich einen Freund hätte.

Ich bin frei, frei von tratschereien und frei von Zwang, frei von Erwartungen.

Meine Mutter ist eine sehr starke Frau, die ihr Business aufgebaut hat dank einer rassistischen Frau die sie mit Kopftuch nicht einstellen wollte, nur ohne durfte sie arbeiten. Also hat sie ihr eigenes Ding aufgebaut ganz alleine, es war eine schwere Zeit doch nun hat sie mehrere Stellen und sie wächst noch immer. Ich bin extrem stolz auf sie.

Jetzt zum Buch.

Ich bin dafür das Frauen das Kopftuch absetzen die es nicht vom freien Willen tragen.
Ich bin dafür dass jeder das Essen und trinken soll was er möchte.
Ich finde es schade das manche Menschen so geblendet von Tradition und Kultur sind das sie verwechseln was Religion ist was nicht.

So vieles was im Buch mit Religion und haram begründet worden war, stimmte nicht einmal…..

Ich bin dafür das jeder mit der Person zusammen sein will mit der er/sie will.

Ich muss sagen, so manche stellen im Buch hätte ich so gerne weiter ausdiskutiert… wie z.B. das She ihre Meinung sagt was Sohane angeht in der Trauerfeier. Oder paar andere Scenen…

Das Buch hat mich sehr berührt und mich inspiriert einen Roman zu schreiben die meine Sicht der Sachen mal aufgreift.

[Rama :)]

ich hab die Idee dahinter verstanden aber was im Buch steht ist einfach Blöd ,weil was she. als *sehr religiöses Mädchen * macht ,hat gar nicht mit muslimischen Frauen zu tun auch wenn sie sehr schwieriges Leben haben oder schlechte Eltern bzw. Familie haben. Es gibt kein muslima die sagt ich hab nur Angst vor meiner Mutter bzw. Eltern und trotzdem trägt sie Kopftuch freiwillig auch .Viele Sachen im Buch sprechen sich selbst wider & vielen Fakten über arabische Familien , Kultur usw Stimmen gar nicht 100% .
Ich hatte dieses Gefühl , dass sie dieses Buch geschrieben hat ,um etwas negatives zu verbreiten.ich kann alles jetzt nicht beschreiben weil das mich sehr aufgeregt hat aber ich hab sehr gehofft , dass she. sich gegen Rassismus , diskriminierung setzt oder so. Das nennt man strak ,Aber die ganze Familie , Verwandten so einfach aufgeben für etwas das keine Zukunft hat , macht keine richtige gesunde Mensch ,weil im Isalm immer eine Lösung gibt und regeln bzw.Sachen die unsere Leben schöne machen wenn wir natürlich alles richtig interpretieren und verstehen . Ich verstehe es gibt manche die solche Sachen erlebt haben aber einfach zu sagen ,dass die Ehepaare usw keine Liebe haben .. das richtig unfair , weil nicht alle so sind bzw. die meisten sind nicht so.solche Probleme findet man überall und hat nicht mit Isalm zu tun.

ich Respektiere natürlich andere Meinungen aber sorry ich Fand dieses Buch wirklich schlecht .
👎🏼👎🏼👎🏼👎🏼


Highly recommended :

Love from A to Z
As long as the lemon tree grow
Other words for home
Ayesha at last
She Wore Red Trainers
We hunt the flame
We free the stars

♥️♥️

[Thalea · Rating 5 out of 5]

Durch das Cover aufmerksam geworden, musste ich das Buch einfach haben!

Die Beschreibung ließ darauf hindeuten, das es sich hier um eine sehr aktuelle Thematik handelt und auch dringend ein Buch notwendig war. Endlich!

Ich bin weder Muslima, noch lebte ich woanders, doch das Interesse bestand schon immer, was andere Kulturen angeht. Jetzt hatte ich dieses Jugendbuch vorliegen, dessen Thematik doch eine starke Bedeutung in der heutigen Zeit hat. Unvoreingenommen begann ich zu lesen und was soll ich sagen... es hat mich wirklich begeistert! Eine intelligente junge Frau, welche den strengen Normen ihrer Kultur/Religion folgt um ihre Familie zu unterstützen, wagt es, ihre Fühler etwas weiter auszustrecken und Dinge zu hinterfragen. Ihr handeln entspricht grundsätzlich ihrem Willen und macht das gesammte Buch so wunderbar aufregend. Diese Mischung aus "Für die Familie" und "Ich bin ein eigener Mensch" ist ein explosives Gemisch und hinterlässt manchmal große Krater. Entweder bei den Gefühlen anderer, oder bei dem Menschen selbst.
Die Autorin wusste gekonnt den Leser durch dieses "Neuartige" Gebiet zu geleiten und alles schlüssig zu erklären, ohne wertend zu klingen.
Tatsächlich hat mir besonders das Nachwort in diesem Buch gefallen. Alles war so "echt". Eine Art Weckruf, Entscheidungsfreiheit und Meinungsfreiheit. Ich mochte die originalität des Buches und es zeigte mir manche Dinge von einem ganz anderen Blickwinkel. Mutig.
Klare Leseempfehlung!

[Sophie Amalie Eslund · Rating 4 out of 5]

"For enden af din pegefinger" af Kristina Aamand. Den her bog var overraskende dyb og kom godt omkring mange tunge emner. Sheherazade er ung, muslimsk pige, som næste altid gør, som hendes forældre forventer. Hun går med tørklæde, har aldrig haft en kæreste og går på gymnasiet væk fra Vestegnen for at gøre sin forældre stolte. Okay, så hun ryger m, og hun vil egentlig ikke være læge, selvom det er moderens drøm for hende, men hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Da faren bliver syg, møder hun den smukke Thea på hospitalet og bliver hurtigt forelsket. Selvom det føles helt rigtigt, når de to piger er sammen, har She altid lært, at det er forkert at være homoseksuel. Mange af emnerne i bogen kan jeg ikke personligt relatere til, men jeg har selv boet på Vestegnen, skullet tackle selvmord, selvmordsforsøg og sygdom i omgangskredsen og prøve at leve op til min forældres drømme på mine vegne. Jeg følte, hendes klasse var lidt utroværdig (det har da aldrig været problem med pigehytter og drengehytter, når jeg har været på hyttetur), - så store røvhuller er alle folk sjældent. Et andet mindre irritationmoment var, hvor mange engelske ord, der blev kastet ind over det hele af alle i dialogen, - sådan har jeg alligevel ikke hørt nogen snakke. Men She var en troværdig og sympatisk hovedperson, som havde sine fejl, og som gennemgik en stor personlig forandring gennem bogen. She udtrykket sig kreativt i zines, som vi ser i bogen, og jeg er næsten altid vild med, når en bog er skrevet lidt specielt. Jeg havde aldrig før hørt om zines, men jeg synes, det er en interessant udtryksform.
Det her er en bog, som jeg læste færdig, og resten af dagen blev jeg ved med at tænke, at jeg lige skulle hen og læse resten. Slutningen er fin og runder historien godt af, men den blev siddende i kroppen på mig, og jeg ville have mere.
Alt i alt en rigtig spændende YA-bog, som sætter fokus på en masse tabuer, - og det er netop sådan, man nedbryder dem!

[Leselissi · Rating 3 out of 5]

Dieses Geschichte hat mir sehr gut gefallen, vor allem, weil sie so offen und klischeelos geschrieben ist. Man kann sich sehr gut in Sheherazade hineinversetzen, wie hin und her gerissen sie sich fühlt, zwischen dem Pflichtbewusstsein ihrer Familie gegenüber und der Liebe zu Thea.
Mir gefällt auch die Aufmachung des Buches, mit den collagenartige Tagebuchseiten in regelmäßigen Abständen.
Ich kann es also sehr empfehlen, und nicht umsonst war es letztes Jahr auch für den Deutschen Jugendliteraturpreis nominiert.

(Drei Sternchen deshalb, weil mich ein paar Stellen stilistisch gestört haben. Ich mag es nicht so, wenn ein Halbsatz als ganzer Satz genommen wird.
Vielleicht bin ich auch zu streng, wenn ich deswegen ein ganzes Sternchen weniger gebe, aber hier hat es ja leider keine halben Sterne.)

[Ida Ottesen · Rating 4 out of 5]

Jeg har ville læse den her bog i et års tid, og nu tog jeg mig endelig sammen - det er jeg glad for at jeg gjorde!

Sheherazade er klemt som en lus mellem to negle; sin mors forventninger til, at hun er en god muslimsk pige og den første stormende forelskelse i den nye veninde Thea. Samtidig er der hendes klasse og de udfordringer det danske teenage liv byder på, og hendes indlagte far som har PTSD efter krig og tortur.

Der sker så meget i denne korte roman men for pokker hvor er det godt skrevet, og hvor er der mange vigtige emner der bliver taget op og beskrevet så fint. Jeg var vild med Sherezades forhold til Thea, hvordan hun både kunne være sårbar men også stå ved hendes holdninger, og så selvfølgelig hendes forhold til faren, og hvordan han støttede og troede på hende. Tårer overalt!

[Lel Bee · Rating 4 out of 5]

Das war schön.
Zwischendurch gibt es immer wieder so kleine collagen, die von der Hauptperson sein sollen. Das war am Anfang sehr verwirrend, aber mitlerweile finde ich es eine tolle Art auf wenigen Seiten von der Persönlichkeit und dem Trauma der Hauptperson zu erzählen.
Dafür dass das Buch so intensive Themen bespricht, deren bitteren Beigeschmack man beim Lesen deutlich spüren kann, gibt es auch eine Menge schöner Momente und Plottwists.
Oh ja, die Plottwists! Sherazade ist an sich eine sehr trockene Person, aber keineswegs unsympathisch. Dieses Buch war mein Homosexual-awakening ohne dass ich es wusste, haha
Es passiert relativ viel auf relativ wenig Seiten.
Ich finde das Buch ein wenig zuuu Religionskritisch... der Islam hat auch schöne Seiten!
Tolles Buch, bin sehr froh in meinem Leben darüber gestolpert zu sein.

[Diana · Rating 4 out of 5]

Kulturkritisches Buch, das sowohl mit dem Umgang des Islam mit Frauen und Sexualität kritisch umgeht, als auch mit der Reaktion unserer ach so aufgeklärten westlichen Gesellschaft.
Ich finde die Autorin schafft es mit ihrem Roman deutliche Missstände aufzuzeigen, aber auch um Verständnis für anderen Kulturen und den Menschen die sie leben zu vermitteln.
Es ist nicht alles schwarz und weiß und aus einer Gesellschaft auszubrechen ist für manche einfach noch schwerer als für andere... Gut gemacht. Das Ende ist für mich ein bisschen zu gut ausgegangen. Aber da es sich hier um einen Jugendroman handelt ist das durchaus angebracht. Und versteht mich nicht falsch. Natürlich ist das Ende nicht in jedermanns Augen gut.

[Sophie · Rating 2 out of 5]

Jeg er ret overbevist om at Kristina Aamand aldrig har talt til et andet levende menneske.

Dialogen er ofte så kunstig at det var svært at komme i gang med bogen. Jeg krummede tæer hver gang der blev smidt unødigt engelsk (boyz? hvem i alverden bruger det udtryk??? og man behøver strengt taget ikke at skrive 'tattoos' i stedet for 'tatoveringer') ind, og mange af samtalerne lød som om et rumvæsen forsøgte at efterligne en karikatur af en 17-årig jordbo anno 2016.

Heldigvis er handlingen selv faktisk fint skrevet, engagerende og følsom, hvilket reddede den for mig. Hvis man kan sidde igennem samtalerne, er beskrivelserne af hverdagen i Parkerne og Sheherazades tanker og følelser gribende og flyder let gennem siderne.

[Julia · Rating 5 out of 5]

Kristina Aamand erzählt eine unheimlich berührende Geschichte über Identität und kulturelle Zerissenheit.
Die Protagonistin Sheherazade ist unglaublich stark und inspirierend. Ihre Emanzipation und wie sie zu sich selbst und ihrer Beziehung zu Thea steht, trotz der harschen Zurückweisung ihrer Mutter als Reaktion auf ihr ungewolltes Outing, ist einfach der Wahnsinn!
Darüber hinaus hat mir sehr gefallen, wie ungezwungen und humorvoll die Autorin Themen wie Rassismus oder kulturelle Unterschiede aufgreift, gleichzeitig aber auch die Ernsthaftigkeit dieser Themen nicht vereitelt.
Dies war eine wundervolle Geschichte, welche mir geholfen hat, die Situation geflüchteter Menschen besser vorstellen und verstehen zu können. 💭
Große Empfehlung!

[Camilla · Rating 4 out of 5]

Ein ganz tolles Jugendbuch, das so wichtige Themen anspricht und dabei eine packende und glaubwürdige Geschichte erzählt. Handlung und Charaktere fand ich super, es war vor allem angenehm, kein unnötig aufgebauschtes Drama zu haben. Alles hat einfach real und echt gewirkt. Dazu hat auch der Schreibstil viel beigetragen, auch wenn der Stil eigentlich nicht unbedingt meins ist, jedoch hat mir die Einarbeitung von Sherehazades Zines sehr gut gefallen.
Am Ende gingen mir einige Entwicklungen zu schnell und zu "einfach", ich hätte lieber die schrittweise Veränderung gemerkt als nur das Endergebnis zu bekommen. Das macht die Geschichte an sich jedoch nicht weniger gelungen.

[Ninna Nygaard · Rating 5 out of 5]

Jeg må indrømme jeg er lidt vild med denne historie.

Der er et dybere lag i at forstå en anden kultur. At bo i et andet land og holde fast i hvad der er vigtigt, og huske hvordan det i virkeligheden var.

Vi har alle trangen til at passe ind, og det findes fra flere synspunkter i denne bog. Om det er frygt eller i kampen for at måtte være sig selv. Hvad er forventning og hvad er valg.

Den gav mig noget at tænke over, og det skal en god bog. Tank for refleksionerne.

[Celina · Rating 2 out of 5]

I Think it was Nice to learn about another cultures view on homosexuality and over all a view on Living in a different environment compared to my own.

But I think there was some parts of the book that I didn’t find as interesting to read about. And that is why I gave it 2 stars ⭐️

But love the message with this book and the ending even though it didn’t fully work out I think it still was a pretty good ending for sherherazade.

[Nicole · Rating 4 out of 5]

Gutes Buch über das (Miss)Verstehen zwischen den Kulturen, über Erwartungen und Enttäuschungen, Schmerz und Verarbeitung. Es steht viel zwischen den Zeilen, was dem Leser möglicherweise dabei hilft, zu verstehen. Das Ende ist stimmig und hoffnungsvoll, da es sich um ein Jugendbuch handelt, allerdings steht zu befürchten, dass es häufig anders kommen würde.