Måske Vesaas’ mest syret fabulerende roman, hvilket dog siger en del. Fortællingen veksler mellem drømmeagtigt sceneri, metafysiske syner og allegoriske forløb. Kun i glimt strejfer vi en prosaisk virkelighed, men som altid er der et indre liv, præget af kaos og en uro, som ikke kan forbindes med verden udenfor.