3 ting, jeg godt kunne lide ved Hvorfor ikke?:
Endelig får vi Reillys historie.
Trip og Reilly er umiddelbart som det par, jeg bedst har kunnet lide i den her serie.
Vi bliver introduceret for rigtig mange skønne sidekarakterer i den her bog, som jeg godt kunne lide.
Hvorfor ikke? er den tredje og sidste bog i serien Kærlighedsgåder og vi følger Reilly, søsteren til Jake og bedste veninde til Kacey fra den første bog. Og som med de andre bøger, så dukker karaktererne meget op på kryds og tværs, så jeg følte allerede at jeg kendte Reilleys karakter lidt, mens Trip var nyere for mig. Og de to fungerer rigtig godt sammen. Godt nok er deres forhold mere end en gang ude for at de snakker forbi hinanden og normalt er det en ting, jeg virkelig ikke kan lide. Men det virker i Hvorfor ikke? fordi de misforståelser der opstår føles naturlige, og ikke opstår så meget på grund af den ene karakters antagelser. Og så taler de sammen om det og får dem løst. Reilly og Trip er nok det par fra denne serie, som jeg ser som havende den bedste kemi og det var også dem, jeg helst ville læse om.
Men bogen handler også om meget andet end det. Der er en surprise baby, som er en af de troper jeg mindst kan lide. Det påvirkede nok også min læsning af bogen, selv om det fremgår af bagsideteksten og jeg vidste det på forhånd. Det bliver dog hurtigt overskygget af en anden begivenhed, en tragedie der er så stor at det vender op og ned på alting. Og jeg tror bogen havde fungeret bedre for mig, hvis der havde været tyndet lidt ud i de mange plottråde.
Bogen er meget som resten af serien har været for mig rigtig fin underholdning med en række spændende karakterer at følge og lære at kende, men også lidt en følelse af at den ikke rammer helt som jeg kunne have håbet på. Hvorfor ikke? er en fin fortælling om to personer, som forsøger at holde fast i hinanden midt i livsomvæltende omstændigheder og jeg hyggede mig med at læse den. Men desværre blev det ikke en ny yndlingsbog.
Hvis du er til kærlighedsfortællinger, der viser både de følelsesladede, de komplicerede og de sexede sider af et forhold, eller til en bog der i høj grad handler hvor uforudsigeligt livet kan være, så kan det være at Hvorfor ikke? og hele Kærlighedsgåder-serien er noget for dig. Bøgerne kan godt læses uafhængigt af hinanden, men som sagt dukker karaktererne fra de tidligere bøger også op i denne.