Paja og Pajko er kommet på en svær opgave: Nissen Nik er sur på de mennesker, der bor på den gård, han ellers skal passe på. De tror nemlig ikke længere på nissen, og så glemmer de at sætte mad ud til ham. Det vil Nik ikke finde sig i, så han finder på alle mulige drillerier, der er ved at drive folkene på gården til vanvid. Men pigen på gården, Sofie, tror stadig på nissen. Og hun vil så gerne finde bevis på, at han findes, så hendes mor og far forstår, at man stadig skal behandle nissen ordentligt. Men det er ikke nemt, så Paja og Pajko beslutter sig for at hjælpe hende lidt på vej. Det går bare ikke altid lige efter planen - og nogle gange kan man godt blive i tvivl om, hvem der hjælper hvem. En skøn julekalender i hele 26 afsnit (man starter allerede højtlæsningen dagen før den 1/12) med de kendte og elskede troldeunger Paja og Pajko - og denne gang med nisse. En sur en af slagsen! L
Troldeliv – julekalenderbogen er skrevet af Sissel Bøe & Peter Madsen. Denne julebog starter allerede den 30. november og fortsætter indtil til og med den 25. december, så det passer lige med en historie om dagen. Plottet er enkelt: ”Menneskene tror ikke på Nisse Nik længere, og den lille gårdnisse har sat sig ud i sneen for at dø. Men i troldehøjen tror de på nissen, og Pajko mener, at han og Paja sagtens kan hjælpe Nik med at lære menneskene god, gammeldags nisseskik. Men er mennesker ikke farlige for små trolde?” (skrevet af forlaget.)
Der er masser at komme efter i denne julebog. Der er daglige rimbreve fra Nisse Nik, en skøn fortællende tone og fantastiske illustrationer, som både får det til at gyse og samtidig får julestemningen til at sprede sig.
Det er en rigtig god bog til højtlæsning og til at sprede julestemning i hjemmet. Udover nisser og trolde, så er der også fokus på familien, juletraditioner og at leve sammen. Man bliver nostalgisk trukket tilbage i tiden, og det fungerer til fulde. Man åbner nærmest døren til fortiden og tiden får lov til at stå stille – bare i et par øjeblikke, imens blikket fanges af siderne, som langsomt bladres.
Dog er fortællingen noget dramatisk i slutningen, hvilket virker lidt overraskende og lidt anti-juleagtigt, men naturligvis er alt ikke altid fantastisk og lyserødt – hverken i fiktion eller i virkeligheden. Alt i alt er det dog en julebog, som fungerer rigtig fint. Den sidste del skal dog måske ikke læses for de mindste i mørket, men snarere i en hyggelig atmosfære.
Skønneste julekalenderbog om at tro på det vi ikke helt forstår. Om voksne der har for travlt til at lytte og mærke ordentlig efter og om gamle bedsteforældre, der stadig har noget vigtigt på sinde til de næste generationer. Både jeg selv og eleverne i min 0. klasse griner med og ryster på hovedet af den skøre byfrue, som jeg tilfældigvis deler navn med - til stor morskab for eleverne.
Skøn julekalender som har en god, spændende og dejlig julehistorie i sig. Den er fyldt med de flotteste illustrationer, så man er virkelig godt underholdt.