Der er noget ganske fascinerende ved et menneske, der rummer så store modsætninger som Knut Hamsun. En forfatter, hvis prosa regnedes og regnes for banebrydende - og som på det menneskelige plan udviklede sig i en retning, der tenderer det megalomaniske, og som endte som overbevist nazist og landsforræder i sit eget folks øjne. Og som tilsyneladende i sin storhedsforståelse ser sig selv som så exceptionelt vigtig, uerstattelig og hævet over almindelige regler og normer at han holder fast ved sin vildfarelse.
Det er denne modsætning, Tore Rem tager fat i. Og det gaør han med en grundighed og et analytisk blik, der sjældent vakler.
Rem skriver godt. Sproget er levende uden at blive unødigt dramatisk, og han formår at holde både det litterære og det politiske menneske Hamsun i fokus på samme tid. For mig at se er det ikke en lille bedrift, når emnet er så ladet. Hans tese om at Hamsun ikke blot var en naiv eller vildledt gammel mand, men en overbevist og aktiv støtte til nazismen underbygges med grundigt belæg og kildemateriale og fremføres med en argumentation, der er svær at komme uden om.
Bogen er til tider en anelse langstrakt, og Rem kan sommetider dvæle lidt for længe ved detaljer, der ikke bærer fortællingen fremad. Men det er en mindre svaghed i en biografi, der i det store hele er velkomponeret og tankevækkende.
Var det en god læseoplevelse? Ja, i høj grad. Rem tvinger én til at forholde sig til det ubehagelige spørgsmål om, hvorvidt et forfatterskabs eller anden kunstners storhed kan eller bør adskilles fra menneskets skam og personens gøren og laden. Han løser det ikke for os, men han stiller det med en præcision, der gør bogen svær at glemme.
Meget stor anbefaling herfra!