DET UNDERDANIGE OG DET MAGTFULDE er en kritisk analyse af de politiske arbejdsprocesser og den politiske debat – og det er alt andet end kedeligt. I kraft af sin sikre sans for form og hvilke muligheder de formelle greb rummer, styrer Susan Simonsen os igennem dagene, ugerne, månederne, hvor hendes drøm om at blive del af embedsmandsvældet nedbrydes, og hvor ikke kun hendes personlighed, men også kroppen bliver syg.
Jeg blev virkelig grebet af denne bog. Den er velskrevet, med punktnedslag i en hverdag på Christiansborg, hvor forfatteren arbejder som praktikant (ulønnet!) og studentermedhjælper. Blandet med erindringsglimt fra barndom, ungdom, voksendom, fritidsjobbet på baren. Det kan sikkert diskuteres om det er passende at omtale nulevende offentlige peroner ved navns nævnelse. For tiden er det jo nærmest blevet reglen ikke at gøre det (Sofie Linde, m.fl.), med henvisning til sexismens strukturelle karakter. Jeg synes faktisk det er helt befriende at få nogle navne på persongalleriet her.
Der var meget påstyr i medierne, da Susan Simonsens debut udkom. Det var den sædvanlige debat, om hvor langt en forfatter må gå, når det kommer til erindrede oplevelser. Jeg mener, at en forfatter til enhver tid må fortælle sin historie, også selvom det har en besudlende effekt på andre. Men jeg mener også, at forfatteren bør overveje, om det at nævne personer ved navns nævnelse er en kunstnerisk nødvendighed, eller om det blot er et billigt salgstrick og en vej til at komme i medierne. I nogen grad synes sidste nævnte at være tilfældet for Susan Simonsen.
Selvom bogen er klar og tydelig i sproget, er der er par ting, som gør den til en oplevelse under middel:
- Susan Simonsen er konstant forurettet. Hun virker simpelhen ynkelig, naiv og selvmedlidende hele vejen igennem. Det gør bogen fattig på perspektiver og kompleksitet.
- Bogen har undertitlen 'essays'. Det skaber en genreforventning, som overhovedet ikke bliver indfriet. Måske fordi forfatteren ikke ved, hvad et essay er?
- Sproget er nemt at forstå, og det kan jeg godt lide. Men bogen består næsten kun af konstaterende helsætninger, og det bliver simpelthen for simpelt.
Til gengæld har forfatteren fattet sig i korthed, så der var ikke en masse overflødigt. Det var rart, når der nu ikke var så meget at komme efter. Derfor to stjerner her fra.