What do you think?
Rate this book
Leipziger Tagebuch
Frida er udvekslingsstudent fra Kbh i Leipzig i det tidligere Østtyskland. Hun er ikke noget i sig selv, en tom beholder, som søger indhold. Hun har hang til kunsten, færdes blandt unge med lignende tilbøjeligheder, og længes usigelig efter én at holde af – eller måske, slet og ret: den store kærlighed.
Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende.
Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen.
Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende.
Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for.
Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.
Men det er svært. Men hun er åben. – Alting er så alt for uforpligtende. Vi følger Frida i nogle måneder, fra vinteren bliver til forår, hvor den fremmede verden strømmer uhindret igennem hende.
Og sammen bliver vi klogere på, hvad historien har at sige os med dens reminiscenser fra 2. verdenskrig og kommunisttiden, ikke bare i erindringen hos de gamle, men helt ned i gadebilledet med dets levninger af huse fra før det store bombardement side om side med DDR-plattenbau. Og ikke mindst den nye generations ironiske dyrkelse af det hengangne og opblomstringen af nynazismen.
Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman er ikke bare velturneret, den er klog. Frida laver fejl på fejl, men der er noget forsonligt over hende, måske netop fordi hun laver fejl. Der er noget klovn over hende.
Hun vil være fotograf, men de fleste af hendes billeder er mislykkede, uskarpe eller taget fra for lang afstand. Hun tager MDMA, første gang med succes, anden gang går det galt, og hun får det virkelig dårligt. Ham, hun er forlibt i, vil ikke have hende, selv om hun gør sig alle mulige anstalter, mens ham, hun ikke vil have, ikke er til at være i fred for.
Men udgangen er lykkelig og en ny begyndelse. – Ligesom romanen synes at være begyndelsen på et forfatterskab.
161 pages, Paperback
Published January 26, 2017
13 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
November 24, 2017
Er lidt i tvivl om den her bog.
Jeg sætter pris på den ærlige skildring, og jeg kan også sætte pris på fortællingen om det der sker når der ikke sker så meget.
Bogen handler om frida, der ikke er kommet ind på de uddannelser hun drømte om i kbh, og derfor flytter hun til leipzig, hvor hun har fået muligheden for at bo ved nogle venner igennem venner. (kort opridset) Vi følger frida igennem forskellige episoder der sker i byen medens hendes eksistens blafrer i vinden. (handling: i løbet af et års tid?)
Det jeg bedst kunne lide i bogen var portrættet af byen, jeg synes det var spændende, og det virkede til miljøet var skildret oprigtigt og jeg kunne nikke genkendende til flere af de mange karakterer man møder.
Jeg blev dog nemt irriteret på Frida som hovedperson, det var ikke så meget det at hun var naiv, det synes jeg egentlig er super. Det er de referencer hun bruger eller som går igennem hendes hoved, de bliver alle meget seriøst behandlet. Det hele er meget svøbt ind i noget der føles meget højtideligt, eller romantisk, eller sådan "åh"-agtigt. Jeg kunne godt have haft brug for at der blev spændt op i bæltet, eller at håret blev løsnet, og at man også kunne se det udefra og så tage se tingene fra en ny mere uhøjtidelig vinkel, rent fortællerteknisk..
Jeg blev dog i tvivl om undervejs hvordan jeg skulle se på Frida som person, om jeg skulle holde med hende eller om det rent faktisk var meningen at man skal blive irriteret og have lyst til at ruske i hende og sige KOM SÅ! - det er jo et spændende forhold at få til en hovedperson..
Det næste er også at der pludselig blev lagt en alt for bevidst handlingskurve ind over forløbet. Sidste del hvor Volker (?) bliver væk og man leder efter ham, var jeg ikke vild med. Det blev for meget et gimmick, og virkede alt for konstrueret ift. så mange af de andre scener man hidtil havde fået i bogen. Det virkede for udtænkt, lidt ligesom det også virkede udtænkt at hyldeblomsterne der bliver brugt i pandekagerne (SPOILER) skal få hele middagselskabet til at få diarre dagen efter.
Som et symbol på fridas gode intentioner, der altid ender med at fejle (?) ..
Leipziger Tagebuch var hurtigt læst, selvom jeg var irriteret nogle gange, så var jeg konstant underholdt!
Jeg sætter pris på den ærlige skildring, og jeg kan også sætte pris på fortællingen om det der sker når der ikke sker så meget.
Bogen handler om frida, der ikke er kommet ind på de uddannelser hun drømte om i kbh, og derfor flytter hun til leipzig, hvor hun har fået muligheden for at bo ved nogle venner igennem venner. (kort opridset) Vi følger frida igennem forskellige episoder der sker i byen medens hendes eksistens blafrer i vinden. (handling: i løbet af et års tid?)
Det jeg bedst kunne lide i bogen var portrættet af byen, jeg synes det var spændende, og det virkede til miljøet var skildret oprigtigt og jeg kunne nikke genkendende til flere af de mange karakterer man møder.
Jeg blev dog nemt irriteret på Frida som hovedperson, det var ikke så meget det at hun var naiv, det synes jeg egentlig er super. Det er de referencer hun bruger eller som går igennem hendes hoved, de bliver alle meget seriøst behandlet. Det hele er meget svøbt ind i noget der føles meget højtideligt, eller romantisk, eller sådan "åh"-agtigt. Jeg kunne godt have haft brug for at der blev spændt op i bæltet, eller at håret blev løsnet, og at man også kunne se det udefra og så tage se tingene fra en ny mere uhøjtidelig vinkel, rent fortællerteknisk..
Jeg blev dog i tvivl om undervejs hvordan jeg skulle se på Frida som person, om jeg skulle holde med hende eller om det rent faktisk var meningen at man skal blive irriteret og have lyst til at ruske i hende og sige KOM SÅ! - det er jo et spændende forhold at få til en hovedperson..
Det næste er også at der pludselig blev lagt en alt for bevidst handlingskurve ind over forløbet. Sidste del hvor Volker (?) bliver væk og man leder efter ham, var jeg ikke vild med. Det blev for meget et gimmick, og virkede alt for konstrueret ift. så mange af de andre scener man hidtil havde fået i bogen. Det virkede for udtænkt, lidt ligesom det også virkede udtænkt at hyldeblomsterne der bliver brugt i pandekagerne (SPOILER) skal få hele middagselskabet til at få diarre dagen efter.
Som et symbol på fridas gode intentioner, der altid ender med at fejle (?) ..
Leipziger Tagebuch var hurtigt læst, selvom jeg var irriteret nogle gange, så var jeg konstant underholdt!
bøgernes-verden
October 22, 2018Tyskland
Displaying 1 - 2 of 2 reviews