What do you think?
Radiator #2
Sidste søndag i oktober: Noveller
ebook
First published January 1, 2000
About the author
Jan Sonnergaard
23 books17 followersJan Sonnergaard (born 15 August 1963) was a Danish author who wrote three short story-collections each dealing with one social layer of the Danish society around the late 1990s
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 9 of 9 reviews
June 9, 2021
Sonnergaard skriver som en vel slebet økse, der sagkyndigt hugger sig gennem de danske gader, barer, restauranter og lejligheder, og efterlader et uforglemmeligt, mesterligt og farverigt rod bag sig.
Jeg forlod København i midten af 90'erne, men jeg fandt en elementær glæde ved at læse Jan Sonnergaard, og jeg følte at han inviterede mig til at deltage i en vanvittig beruset drøm, hvor jeg endnu en gang vandrede drukken og sløvt rundt på gaderne af den by jeg opvoksede og studerede it.
Novellesamlingen "Sidste Søndag i October" føles som dagbogen af en mand, der desperat jagter sit eget forstyrrede, men besynderligt misundelsesværdige fald. Ikke alene er Sonnergaard en formidabel ord smed med naturligt flair for det danske sprog, men på tematisk vis har han også en stærk fornemmelse af den evigt berusede, de åndssvækkende tømmermænd og de besynderlige akavede følelses forhold der følger euforien after en lang druk fest, eller straks efter man har være forelsket og ikke er det mere. Han skriver også som en mand der er bevidst om fejlbarheden i drømmen om den endeløse ungdom, men som ikke er i stand til at stoppe sig selv.
Der er mange undersøgelser af tragiske og afsluttede kærlighedsaffære, og de fleste af historierne følger et lignende tema. Smerten over kærligheden der opleves som et glødende jern eller som frossent pigtråd, behandles med brutal realisme i "Er der liv efter kærlighed?", i "Onsdag Formiddag hos Annette' og igen i "Reprise på Krogs Fisserestaurant". (Et groft, men effektivt ordspil, der genialt og humoristisk understreger fortællingen).
Med sin fokuserede nådesløshed, skræller Sonnergaard lag på lag af virkelighedens maske, for kun at afsløre et melankolsk, nostalgisk syn på tidligere tider og en desorienteret gennemgribende følelse af at noget er afsluttet, men med en dybtgående fornemmelse af at intet virkeligt er løst.
I denne fine novelle samling viser Sonnergaard ikke kun at han er en naturlig skribent som har en tilbøjelighed til at afsløre det sygelige og let fordærvede i vores daglige liv, men også at han har evnen til at tackle de grundlæggende spørgsmål i menneskets eksistens.
Fire stjerner
Jeg forlod København i midten af 90'erne, men jeg fandt en elementær glæde ved at læse Jan Sonnergaard, og jeg følte at han inviterede mig til at deltage i en vanvittig beruset drøm, hvor jeg endnu en gang vandrede drukken og sløvt rundt på gaderne af den by jeg opvoksede og studerede it.
Novellesamlingen "Sidste Søndag i October" føles som dagbogen af en mand, der desperat jagter sit eget forstyrrede, men besynderligt misundelsesværdige fald. Ikke alene er Sonnergaard en formidabel ord smed med naturligt flair for det danske sprog, men på tematisk vis har han også en stærk fornemmelse af den evigt berusede, de åndssvækkende tømmermænd og de besynderlige akavede følelses forhold der følger euforien after en lang druk fest, eller straks efter man har være forelsket og ikke er det mere. Han skriver også som en mand der er bevidst om fejlbarheden i drømmen om den endeløse ungdom, men som ikke er i stand til at stoppe sig selv.
Der er mange undersøgelser af tragiske og afsluttede kærlighedsaffære, og de fleste af historierne følger et lignende tema. Smerten over kærligheden der opleves som et glødende jern eller som frossent pigtråd, behandles med brutal realisme i "Er der liv efter kærlighed?", i "Onsdag Formiddag hos Annette' og igen i "Reprise på Krogs Fisserestaurant". (Et groft, men effektivt ordspil, der genialt og humoristisk understreger fortællingen).
Med sin fokuserede nådesløshed, skræller Sonnergaard lag på lag af virkelighedens maske, for kun at afsløre et melankolsk, nostalgisk syn på tidligere tider og en desorienteret gennemgribende følelse af at noget er afsluttet, men med en dybtgående fornemmelse af at intet virkeligt er løst.
I denne fine novelle samling viser Sonnergaard ikke kun at han er en naturlig skribent som har en tilbøjelighed til at afsløre det sygelige og let fordærvede i vores daglige liv, men også at han har evnen til at tackle de grundlæggende spørgsmål i menneskets eksistens.
Fire stjerner
April 18, 2025
"Sidste søndag i oktober" er Jan Sonnergaards anden bog og anden novellesamling. Den udkom i år 2000, tre år efter "Radiator". Tonen og tematikken i Sidste søndag i oktober er meget lig den første bog. Vi er stadig i et fiktionsunivers med eksistenser, som lever på kanten af samfundet og ofte på kanten af loven. Som både føler afmagt og (måske derfor) har brug for at manifestere deres magt over andre, som er svagere end dem selv. Og tonen er vred, indigneret og/eller sarkastisk.
Dog er kvaliteten af novellerne lidt lavere end for Radiator. Dels fordi novellesamlingen ikke er så unik, da Radiator allerede har bevæget sig inden for feltet. Men også vurderet på måden, novellerne er skrevet på - der er færre plottwists, færre absurde situationer og færre noveller, hvor læseren bliver bragt på glat is. Fx fremstår novellen "Dansk eternit, Aalborg" jo egentlig sjov i sin konstruktion af, at den fattige jegfortæller under lidt søgte omstændigheder (fx en gave fra en ven med luksuscigarer og god whiskey) bringes ind i en togkupé med topnotch folk (som godt nok får byttet deres fornavne internt, men som relativt nemt kan føres tilbage til Hans Engell og Erik Ninn Hansen bl.a.), som fuldemandsagtigt og absurd stolt blærer sig med deres egne kriminelle handlinger - og som samtidig ikke kan rumme, at jeg'et for dem at se prøver at snyde i toget som blind passager; for således ret eksplicit i novellen at udstille det absurde i at småforbrydelser fordømmes af magthaverne (man hører næsten Bob Dylans: Steal a little and they throw you in jail, steal a lot and they make you a king). Det er ganske enkelt ikke særligt finurligt, og her kammer indignationen over i halvdårlig fiktion.
Til gengæld er der også gode, mørke noveller, hvor man på næsten Radiatorvis får indblik i et sind, som er hårdkogt og uden nåde. Her tænker jeg på novellen "Dig vil jeg sgu da skide på" om backgammon-eksperten, som følges fra første person ental, og som lever et natteliv betalt af alle de ludomaner, som han taktisk og strategisk flår for penge.
Også novellen "Lille skat" er benhård og ubehagelig på en måde, der har høj litterær kvalitet. Fordi vi følger en jeg-person, der rummer dobbeltheden af at ville redde hjemløse og andre fattige fra deres armod, og samtidig har svært ved at sætte grænser for den magt, han lige pludselig får over nogle af disse personer, som han vil redde. Måske fordi det alt sammen handler om, at han selv har brug for at komme i en position, hvor han kan skalte og valte med andres skæbner - og derfor kan mærke sin egen betydning - som egentlig er i gangsat af et ønske om at gøre en forskel. På den ene eller anden måde. Det er nervepirrende og tåkrummende, for hvor langt vil jeg-personen gå; og han har tydeligvis ikke en plan, men blot noget han improviserer undervejs ud fra et ret uklart kompas, som mest af alt handler om at vise agens (tematikken har tråde til Dostojevskijs Forbrydelse og Straf). Og så har novellen den uklare dedikation til Karen Jespersen som socialdemokrat (hvad hun jo var på det tidspunkt - og også socialminister). Men hvorfor lige Karen Jespersen her? Det er interessant at bringe hende i spil i forbindelse med en novelle, der handler om at skulle handle blandt de allerlaveste i samfundet. For hvordan gøre en forskel, og hvorfor gøre en forskel?
Dog er kvaliteten af novellerne lidt lavere end for Radiator. Dels fordi novellesamlingen ikke er så unik, da Radiator allerede har bevæget sig inden for feltet. Men også vurderet på måden, novellerne er skrevet på - der er færre plottwists, færre absurde situationer og færre noveller, hvor læseren bliver bragt på glat is. Fx fremstår novellen "Dansk eternit, Aalborg" jo egentlig sjov i sin konstruktion af, at den fattige jegfortæller under lidt søgte omstændigheder (fx en gave fra en ven med luksuscigarer og god whiskey) bringes ind i en togkupé med topnotch folk (som godt nok får byttet deres fornavne internt, men som relativt nemt kan føres tilbage til Hans Engell og Erik Ninn Hansen bl.a.), som fuldemandsagtigt og absurd stolt blærer sig med deres egne kriminelle handlinger - og som samtidig ikke kan rumme, at jeg'et for dem at se prøver at snyde i toget som blind passager; for således ret eksplicit i novellen at udstille det absurde i at småforbrydelser fordømmes af magthaverne (man hører næsten Bob Dylans: Steal a little and they throw you in jail, steal a lot and they make you a king). Det er ganske enkelt ikke særligt finurligt, og her kammer indignationen over i halvdårlig fiktion.
Til gengæld er der også gode, mørke noveller, hvor man på næsten Radiatorvis får indblik i et sind, som er hårdkogt og uden nåde. Her tænker jeg på novellen "Dig vil jeg sgu da skide på" om backgammon-eksperten, som følges fra første person ental, og som lever et natteliv betalt af alle de ludomaner, som han taktisk og strategisk flår for penge.
Også novellen "Lille skat" er benhård og ubehagelig på en måde, der har høj litterær kvalitet. Fordi vi følger en jeg-person, der rummer dobbeltheden af at ville redde hjemløse og andre fattige fra deres armod, og samtidig har svært ved at sætte grænser for den magt, han lige pludselig får over nogle af disse personer, som han vil redde. Måske fordi det alt sammen handler om, at han selv har brug for at komme i en position, hvor han kan skalte og valte med andres skæbner - og derfor kan mærke sin egen betydning - som egentlig er i gangsat af et ønske om at gøre en forskel. På den ene eller anden måde. Det er nervepirrende og tåkrummende, for hvor langt vil jeg-personen gå; og han har tydeligvis ikke en plan, men blot noget han improviserer undervejs ud fra et ret uklart kompas, som mest af alt handler om at vise agens (tematikken har tråde til Dostojevskijs Forbrydelse og Straf). Og så har novellen den uklare dedikation til Karen Jespersen som socialdemokrat (hvad hun jo var på det tidspunkt - og også socialminister). Men hvorfor lige Karen Jespersen her? Det er interessant at bringe hende i spil i forbindelse med en novelle, der handler om at skulle handle blandt de allerlaveste i samfundet. For hvordan gøre en forskel, og hvorfor gøre en forskel?
May 14, 2024
Hvor Radiator var et frisk pust af fandens indvolde, så er den her samling mærkeligt tam. Godt nok er den ond, helt klart ondere end Radiator, men man får indtrykket af, at Sonnergaard mister interessen for de enkelte historier under skrivningen. Bedst er derfor novellerne “Dansk Eternit, Aalborg” og den titulære “Sidste søndag i oktober” - de føles anderledes gennemtænkte var start til slut.
October 21, 2023
Udelukkende på grund af den sidste novelle.
December 25, 2025
God bog, men den er lunken i forhold til radiator. Men måske netop derfor er den genial. Den beskriver middelklassen og dennes middelmådighed.
På den måde bliver bogen god på en metafysisk måde.
På den måde bliver bogen god på en metafysisk måde.
February 16, 2017
A fine collection of short stories, all with a twist of unexpectedness that often turns bitter.
April 26, 2015
Jeg har ikke læst Radiator (eller noget andet af Sonnergaard, for den sags skyld), så gik til "Sidste søndag i oktober" uden forventninger.
Det gennemgående karakterensemble er en stribe usympatiske egoister i 30'erne, og i længden blev jeg lidt træt af at læse om sociopater og narcissister, der lyver og bedrager og udnytter hinanden.
Personerne i flere af novellerne er så karikerede og outrerede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen reelt vil føle sig truffet, mens de læser "Sidste søndag..." - og så går biddet jo lidt af satiren.
Når det er sagt, så har Sonnergaard godt styr på novelle-formatet, og der er nogle præcise tidsbilleder og også en hel del sjove, skjulte referencer.
Det gennemgående karakterensemble er en stribe usympatiske egoister i 30'erne, og i længden blev jeg lidt træt af at læse om sociopater og narcissister, der lyver og bedrager og udnytter hinanden.
Personerne i flere af novellerne er så karikerede og outrerede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen reelt vil føle sig truffet, mens de læser "Sidste søndag..." - og så går biddet jo lidt af satiren.
Når det er sagt, så har Sonnergaard godt styr på novelle-formatet, og der er nogle præcise tidsbilleder og også en hel del sjove, skjulte referencer.
July 18, 2012
Rigtig god bog, men den falder i power i forhold til Radiator.
Displaying 1 - 9 of 9 reviews