20 noveller fra dér hvor livet bliver lidt for meget. Eller lidt for lidt. Det er den mulige fortælling, når man åbner døren, og det er HAM! der står derude. Det er skilsmissen, der har sat sig som rande under øjnene. Og det er en berusende, frisættende afklædthed i en sommerhushave en skrigende grøn forårsdag, fornemmelsen af at alting pludselig er let, indlysende og overkommeligt. At fremtiden bare kan komme an, og måske gør det.
Lone Hørslev (f. 1974). Debut 2001 med digtsamlingen ”TAK” på Gyldendal. Bachelor i dansk litt. fra RUC, 2001. Forfatterskolen 2001-03. Udgav i september 2014 den historiske roman ”Dyrets år – en roman om Marie Grubbe” på forlaget C&K, og har hermed i alt udgivet fem digtsamlinger og fire romaner.
Modtaget Strunge-prisen 2004, Statens treårige arbejdslegat 2006. Jytte Borbergprisen for romanen ”Naturlige fjender”, 2009 og Autorernes hæderspris for forfatterskabet, 2013. Det Danske Akademis Beatricepris, 2014.
Lone Hørslev har skrevet 20 gode noveller, som man ret let får læst, men der er ikke rigtig nogen, der bider sig specielt fast. De er gode, velskrevne og flere af dem egentlig også interessante. Men de er ikke skåret helt ind til benet som Helle Helles, ikke dybt foruroligende som mange af Pia Juuls eller Aidts noveller, ikke groteske som Sonnergaards og ikke grufulde som Peder Frederik Jensens. Alt i alt en udmærket oplevelse, men jeg savner lidt mere kant, når det er denne genre, det drejer sig om.
Som at bide tænder med skeer. Lone Hørslev er i min optik den danske pendant til Lorrie Moore, og hun gør det godt. Man vil hele tiden have mere, end det man får. Det er alt det mellem linierne, som gør ondt eller godt, og som skriger sandheden ud som store slimede klatter. For sjældent er det gode rent godt i Hørslevs univers. Når der skrælles af ordene, som chokoladen på en ispind, så bliver der forbandet koldt. En god novelle er netop det - det store nøgne intet, når det sidste ord er læst. Det er den kunst Lorrie Moore kan, og som hun også gør bedre end Alice Munro, som ellers også er ret god udi novellen. Men danske Lone Hørslev er helt med. Læs hende, hvis du ikke har nået det endnu.
20 fine noveller, velskrevne, klare portrætter af deres tid, foruroligende behandling af menneskelige relationer. Og alligevel er det hele underligt uforløst. Man savner bid, passion.
En perlerække af fine noveller om det satans liv, der ikke altid kører som planlagt eller forventet. Novellerne gør lidt ondt at læse - ikke mindst den næsten ubærlige Yogabolden.