Digtsamlingen Risperdalsonetterne udkom i 2000 og rummer i alt 33 digte, som følger sonettens formsprog med 14 linjer per digt, men bryder samtidig med alle andre regler. Digtsamlingen har fået sit navn fra det antipsykotiske præparat, Risperdal.
Jeg læste Simon Grotrian i 90’erne. Brugte tid i hans univers og skrev også anmeldelser og et essay i et litteraturblad. Så er der pludselig gået små 30 år og øøh… jeg er nok blevet en hel del dummere.
For jeg forstår for lidt af risperdalsonetterne. Der er fantastiske billeder… også sommetider 2-3 der hænger sammen i et digt. Men i samme digt vil der være lige så meget jeg bare ikke forstår.
Jeg talte tit i telefon med Simon. Jeg kan huske hans grin og hans humor… men jeg kan ikke bare læse de her digte og det er underligt, at han er død og jeg måske aldrig vil kunne læse dem.
Måske skal jeg tilbage forbi Livsfælder, Fire og En æske til Lot.