Professor Eske Willerslev er en globalt berømmet forsker, der er drevet af ildhu og dæmoner for at komme først og vinde. Sammen med videnskabsjournalist Kristoffer Frøkjær tager han på rejse til barndommens ødegård i Sverige for at genopleve sin fortid. Det er historien om drengen, der vil gøre sin barske far stolt, om teenageren, der var småkriminel, men som blev professor, om altid at gå mod strømmen og om at lide afsavn for at nå frem til målet. Det er historien om en mand, der spiser livet i store mundfulde, uanset hvad det byder på.
Eske Willerslev jagter som verdensberømt evolutionsforsker sandheden om fortiden og tegner konturerne af menneskets ukendte fortid. Og under sin evige jagt på disse fortidslevn bliver Eske Willerslev blandt andet optaget i en indianerstamme, er ved at dø som pelsjæger i Sibirien og leder efter gener i et angiveligt rumvæsen. Og skaber overskrifter i alverdens medier.
Meget interessant og spændende. Bogen er skrevet, så man sagtens kan forstå det naturvidenskabelige stof uden forkundskaber. Letlæselig bog, dog en smule for poppet. Jeg tænker, at det er et bevidst valg for at gøre bogen spiselig for alle.
Eske Willerslevs spændende og banebrydende forskningsresultater beskrives. Men rammen omkring fortællingen, hvor vi hører, at der køres i bil til ødegård, at der tages en færge til det svenske, og at der spises slik undervejs, trækker det samlede indtryk ned. Men læs alligevel, hvis du er interesseret i hvad DNA teknikker har afsløret om menneskets udvandring fra Afrika, hvem er indianerne beslægtede med, og betød klimaforandringer mon noget for den uldhårede mammuts og andre dyrs uddøen engang for længe siden?
Jeg har altid undret mig lidt, når journalister var arge modstandere af jeg-fortællere, men det her er stjerneeksemplet på, hvordan en fortæller kan stå i vejen for en historie. Sjældent har jeg været så træt af at høre en skribents overvejelser. Jeg giver den dog to stjerner, fordi Willerslev og Willerslevs forskning er interessant, men jeg har kæmpet mig igennem bogen.
Der er ingen tvivl om at Eske Willerslev's arbejde med historisk Dna er fascinerende og at Eske som person også er noget for sig selv,som nemt fortjener 5 stjerner, men nu er dette er ikke en anmeldelse af Eske men af bogen om ham, som desværre er noget mindre spændende.
Frøkjær har valgt at bruge dialog formen i sit portræt, bygget op omkring en weekend tur til Sverige, hvor de taler om løst øf fast fra Eske's liv, undervejs får vi også en hurtig gennemgang af historien om Dna forskning og hvordan Eske blev involveret.
Desværre kommer vi aldrig rigtigt ind på livet af personen Eske, men bogen giver en god appetit på at vide mere om historisk Dna, men helst fortalt af Eske selv.
Eske Willerslev er den virkelig verdens svar på Indiana Jones.
Jeg har tidligere læst Det er et fucking eventyr!. Denne bog går et spadestik længere ned i hans forskning (og knap så mange røver-historier). Selv om bogen er fra 2015 er der sket overraskende meget siden da.
Bogen er opbygget om hvad Eske Willerslev fortæller Kristoffer Frøkjær-Jensen på en to-dags tur til Eskes rødder i Sverige.
Det fungere til en vis grad fint, men der er for meget Kristoffer Frøkjær-Jensen jeg-fortæller, for eksempel når de spiser frokost på et sandwick-sted, og vi hører at ”På bordet efterlader vi to tomme glas, en tom tallerken og en vingeskudt bolle med roastbeef” og man pludselig sidder og undre sig over hvorfor de ikke ryddede op efter sig selv? Og hvorfor vi skal hører at Kristoffer ikke spise op? Gjorde Eske? Det står der ikke noget om. Det fjerner fokus for meget.
Om Sibirien: ”de kort, der eksisterede, var i målestokken 1:1.000.000. Dvs. en centimeter på kortet er 10 km i virkeligheden. Der var landsbyer tegnet ind, som ikke eksisterede, når vi nåede frem.”
”Vi tog rundt i kano og kom steder, hvor der ikke havde været mennesker i årtier, måske i århundreder. Ja, måske aldrig. Og så lå der simpelthen knogler fra istidsdyr på brinkerne. ….. Vi fandt bunker af mammutstødtænder og knogler fra mammut, uldhårede næsehorn, steppebison og vildhest. Alle de store, uddøde pattedyr.”
Problemet med at læse den her, når man allerede har været til et foredrag med Eske Willerslev, er at man allerede har hørt de fleste af hans bedrifter før - og Eske fortæller dem bedre selv, når man bare giver ham frit løb. Men man kom lidt mere ind på Eskes barndom og Eske som privatperson her, så der var da også noget nyt under solen.
Bogen havde været godt tjent med en ekstra korrekturlæsning inden den røg i trykken. Der var en del "forslå" i stedet for "foreslå", "forstil" i stedet for "forestil" og endda en forsker, der blev kaldt "Russ MacPhee" et sted og "Ross MacPhee" et andet. Men der har sikkert været en kort deadline.
Alt i alt en udmærket biografi, men det er heller ikke svært at gøre Eskes liv og bedrifter til godt læsestof.
Hvis man kender til "Videnskabens verden" på P1 og holder af videnskabsjournalist Christoffer Frøkjæs fortællestil og ikke ved hvad DNA og epigenetik er, falder bogen om Eske Willerslev formentlig i ens smag. Hvis man har en lille smule viden de ovenstående emner og ikke er fan af Frøkjærs stil er man til gengæld udfordret. De passager hvor Eske selv fortæller er til gengæld spændende og gør bogen tålelig at læse.
Det er faktisk en rigtig god og spændende historie, som Kristoffer Frøkjær og Eske Willerslev har begået. Eske fortæller godt og indlevende om sine oplevelser, og Kristians passager undervejs om feks genforskningens udvikling er spændende og relevante.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Ah - den er svær. Forfatterens tanker og billedlige beskrivelser virker meget påtaget. til gengæld er det en fin måde at pakke noget spændende forskning ind, så det er fedt at læse.
Samtaleformatet irriterer mig lidt, jeg er ret ligeglad med hvordan Eske kører bil eller smider snus ud af vinduet, men resultaterne og forskningen er spændende at høre om.