Tøsne og forsytia: Noget om livet med Alzheimers

by Thomas Bredsdorff

I 2012 fik Thomas Bredsdorffs kone Lene konstateret Alzheimers. I TØSNE OG FORSYTIA fortæller han med stor ærlighed om hendes sygdomsforløb, fra de første symptomer viser sig, til Lene fire år senere kommer på plejehjem. Det er en fortælling om tab – af hukommelse, sprog, tid- og rumfornemmelse og ikke mindst samliv – men det er også en fortælling om alle de uventede lyspunkter, om Lenes daglige gang i det uundværlige aktivitetscenter Huset, om timerne med musikterapeuten Hugo og om hendes pludselige glimt af klarhed og glæde. Thomas Bredsdorff dykker desuden ned i skøn- og faglitteraturen, hvor han går på opdagelse i aldringens filosofi og Alzheimers’ idéhistorie. TØSNE OG FORSYTIA er et klogt, usentimentalt og vigtigt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers.

Genres: Nonfiction

ebook

Published April 19, 2017

Reviews

[Hanne M · Rating 5 out of 5]

En rigtig dejlig bog fortalt med stor empati og kærlighed af Thomas Bredsdorff, hvis kone havde Alzheimers. Det er en bog der kan anbefales alle, der har demens inde på livet.
Det er en bog, der gør en klogere på demens og på livet.

[Ulla Ahlburg Madsen · Rating 4 out of 5]

Stærk, trist, varm og rørende bog skrevet af en mand, der langsomt mister sin kone til alzheimers.
Bogen er meget vedrørende og smukt fortalt. Der er dog undervejs nogle afsnit, hvor jeg står lidt af. For mig bliver det for teoretisk og vanskeligt at følge med i de mange citarer fra gamle og nye filosoffer, psykologer, forfattere mv.

[Frank · Rating 5 out of 5]

Meget smuk og trist, om slutningen på livet via Alzheimers sygdom og hvordan man er menneske.

[Kåre · Rating 4 out of 5]

En slags selvbiografi om livet som pårørende til en ægtefælle med alzheimer. Thomas, selvbiografen, er ca 80 og Lene med sygdommen er ca 75, da hun får diagnosen. Vi følger dem derfra og til hun bliver fast beboer på et plejehjem. Der er også et kapitel omhandlende synet på ældre i litteraturen, kunsten.

Jeg kender Thomas, Lene og datteren Nana fra skiture, hvor jeg var teenager til voksen. Den sidste tur med dem var Bjørk med til som 4-årig. Jeg kan ikke huske Lene, men Thomas husker jeg godt. Pudsigt nok bliver Lene indlagt på Højdevagn Sogns Plejehjem, hvor jeg har arbejdet i flere år. Hun får rum 206, hvor Carla lå, da jeg var ansat.
Tror ikke, at jeg har læst andet af Thomas. Men denne bog er fuldstændigt som jeg forstiller mig ham skrive og være. Han er jo top-akademiker, humanist indenfor litteratur, professor, i fjernsynet. Det præger stilen i bogen meget. Han har således en flydende stil, hvor der ofte spilles på forskellige meta-niveauer. Der er nogle overraskende sproglige fejl - i min vurdering.
Indholdet præges også af akademiet. Deres vaner og samvær handler meget om den slags. Thomas læser højt af deres ynglingsdigte, hun spiller klaver, de ser teater, film osv. Man får virkelig fornemmelsen for, hvordan rigtige top intellektuelle lever. Overdriver han lidt, således at de fremstår bedre end de er? Ikke meget, men lidt måske. tror jeg. De virker til at have større glæde af hinanden og mere sammen end de fleste, jeg kender. Men humaniora er selvfølgelig også sjov, meningsgivende.
Thomas taler varmt om velfærdsstatens ydelser. Et sted siger han meget direkte, at den megen brok om sundhedsvæsnet nok mere hænger sammen med sygdommene, som det kan være vanskeligt at håndtere, end med dårligt fungerende sundhedsvæsen.
Alderdomsismen identificerer Thomas som en overbevisning om, at alder er selvvalgt, noget undgåeligt. Dette tror han ikke på.

[Charlotte · Rating 4 out of 5]

"Hvis det der aflastning er så fantastisk, hvorfor tager du så ikke selv hen til det?" Sådan siger Alzheimer-ramte Lene, da fortælleren Thomas, som er hendes mand - og personalet i aktivitetscenteret vil overbevise hende om det fremragende ved at komme på et aflastningsplejehjem, så Thomas kan samle kræfter.
Og det er jo lidt sjovt, at hun siger det. Derfor er den ordveksling med. Det hele er med, det forfærdelige, sorgen, frustrationen, men også de fine stunder og de sjove episoder. Og Thomas Bredsdorff er jo en litteraturmand, som kan skrive særdeles veloplagt, så der er en fornøjelse at læse. Der er også plads til lidt om synet på hvad sygdommen er, hvordan den blev opdaget, hvordan man bør omgås en med sygdommen/menneskesynet, hvordan det går meget langsomt med behandlingstilbud/forskning. Hvad er hjernen egentlig for en tingest? Hvad ved vi om denne universets største gåde? Hvordan ældes mennesket generelt? Hvad er et menneske? Hvad siger litteraturen og filosofien om emnet? Hele vejen velskrevet og fængende - og dette for alle og enhver. Ikke kun til pårørende. Det er en god bog.

[Carol]

Thomas Bredsdorff’s touching memoir of his wife’s Alzheimer journey (read in Danish) brought home the challenges that this terrible disease brings to those closest to the one who is gradually losing touch with the world. He also describes some of the programs available in Denmark for those with dementia, and once again I was inspired by how much we can learn from the Danes. There is a long, rather academic section in the middle of the book in which he talks about current research, and I found that change of style a bit jarring. But I did learn a lot about the different ways we can think about dementia - and the power of music, love, friendship and memories of who the person was to make the effects of Alzheimer’s more bearable.

Please note that I don’t use the star rating system, so this review should not be regarded as a zero.

[Birgitte Bach · Rating 5 out of 5]

En personlig og dybt rørende fortælling om forfatterens kone Lene Bredsdorff, der får Alzheimers.
Forfatteren ser undervejs i bogen på hvor overraskende lidt videnskaben ved om Alzheimers i dag, selv om man har kendt til sygdommen siden 1902. Han klarlægger, hvordan Alzheimers adskiller sig fra almindelig alderdom og glemsomhed og trækker historiske og litterære linjer gennem tiden. Hvordan opfatter vi alderdom i dag, set i forhold til tidligere tider.
Meget åbent fortæller han, om sin kones sygdom og dens grusomme stadier. Om den lettelse, sorg og dårlige samvittighed, det koster, at se og give slip på en elsket person, der forsvinder uden at være død.

[Anne · Rating 4 out of 5]

en rørende - og for mig, som har en mand med Alzheimer's, også skræmmende fortælling om at leve med en ægtefælle med Alzheimer's. Bredsdorff fortæller både om sine personlige oplevelser med en kone, der forsvinder mere og mere ind i demenstågerne...den uro det vækker hos ham, men også den glade de finder sammen trods alt. Han skriver også om demens udfra en literaturanalytisk synspunkt i en kortere afdeling af bogen. Den kunne jeg godt have undværet med han er jo den han er - et højt uddannet menneske, som har viet en stor del af voksenlivet til de mere teoretiske tanker, som påvirker vores allesammens verden.

[Ilse Rosenbæk · Rating 4 out of 5]

Det er en varm og tankevækkende bog om Alzheimer.
Thomas Bredsdorff fortæller meget åbent om samlivet med sin demente hustru - glæder, sorger, frustrationer, den dårlig samvittighed og vrede og ømhed.
Bogen er let at læse, man trækkes ind i fortællingen, glædes og frustreres med fortælleren. Samtidig er bogen meget akademisk med citater fra skønlitteratur og faglitteratur, som forfatteren bruger til at blive klogere på sygdommen. Det vil nok være udfordrende for nogle. Alligevel tror jeg at man kan få glæde af at læse bogen.

[Lars B. · Rating 4 out of 5]

Fucking Alzheimers. Sygdommen der får kræft til at ligne den rene mindelighed. Bredsdorff fortæller usmykket og uden føleri om at miste en elsket, der er i færd med at miste sig selv - og i sidste ende sin menneskelighed. Man bliver klogere både på sygdommen og dens indvirkning på de nærmeste. Det er grum læsning.

[Camilla Madelaire · Rating 4 out of 5]

En fantastisk velskrevet og gribende beretning om livet som pårørende til en kvinde med Alzheimers.

[Julie Vogel Kolte · Rating 5 out of 5]

Fantastisk bog. En af de bedste jeg har læst længe, som alle der har den mindste berøring med demens bør læse!