Sigrid er flyttet hjemmefra og ind i en lejlighed i Albertslund. Men hun kommer ikke i gang med en uddannelse, som hun havde forestillet sig, eller får begyndt til kor, som hendes læge foreslår. Dagene smuldrer og lægger ubemærket længere afstand til det voksenliv, hendes søster, Fie, så ubesværet går ind i. En stilfærdig, alvorlig forpinthed forplanter sig i Sigrids sind, standser tiden og parkerer hende uden for de andres tid. Hun døjer med et diffust maveproblem, som hun tilskriver sort galde.
Sort galde handler om en sårbarhed, der kammer over og bliver til sygdom. En fortælling, der insisterer på at give eftertanke, indadvendthed og sårbarhed en plads – og se skønheden i dét.
Et meget skrøbeligt jeg, en tænksom pige med høje krav. Det kan være hårdt at læse, ikke mindst fordi jeget virker uden evne til at hæve sig over sig selv. Det må jeg indrømme, at jeg fandt problematisk. Der var ikke en synlig udvikling i jeget, der var ikke refleksion over sygdommen, der blev kradset i overfladen, revet en masse op og det står stadig og bløder, når bogen ender. Det er det der gør romanen umoden, som om den spreder sort galde uden at evne at kontaminere den. Det er et jeg, der er så ærligt, som det kan være, men det er ikke et jeg, der kan være specielt ærligt, hverken overfor sig selv eller læseren. Derfor er det hård, måske endda unødvendig læsning. Hvis formen havde været strammere eller måske sproget mere præcist, så kunne balancen bedre opretholdes. Lige nu virker det som om jeget ikke har fået tid nok til at komme på afstand af sig selv. Der er enkelte forsøg på at hæve sig over sig selv, sætninger der bliver kønspolitiske eller prøver at spore problemerne i samfundet og familien: "Jeg oplever en stigende trang til at fralægge mig et ansvar, tænke at min situation er nogen andres skyld, fars og mors, Fies, systemets, institutionernes." Men modet svigter hver gang og jeget falder tilbage i individets selvhadende bebrejdelse. Den formår ikke at blive politisk. Jeg er i tvivl om hvad romanen vil i verden.
Det er en smuk og blødende bog om den syge fortæller. Skrøbeligheden overskygges kun af sårbarheden og skammen. Skammen over sygdommen, over afstanden til moren, ja endda over selve eksistensen. Bogen efterlader læseren med en følelse af håbløshed og smerte, da der ikke er nogen udvej eller udvikling for fortælleren, som gang på gang kun formår at se på sig selv fra sit eget synspunkt, mens der evindeligt krasses i det blødende sår, der er hendes skrøbelige sind. Ønsket om denne skrøbelighed, denne sårbarhed er det der bærer bogen, samtidig med at man rystende læser videre af frygt for at se fortælleren overskride en grænse, hun ikke kan vende tilbage fra. Man kunne måske have ønsket mere overblik eller en anden stramhed i bogen, men for mig at se, er denne bog et indblik i det syge sind, hvor der netop ikke synes at være en udvej eller en mening med alting.
en bog om anoreksi, hvor anoreksien ikke er hovedpersonen, findes så godt som aldrig, men her er den. et velskrevet indblik i spiseforstyrrelsesbehandlingens udadtil uforståelige regler - særligt fanger bogen en nøjagtig beskrivelse af måltidstræning -, og i livet som ungt sygt menneske. smuk og grim på samme tid. tusind tak for denne bog, signe. de 175 sider er værd alles tid, trust me
Rigtig fin bog... ikke kompliceret, men et godt billede af et rodet sind og destruktive tankemønstre i aktion. Der er nemlig ikke specielt langt fra mentalt rask til syg.