Året er 2027. Jordens vejrsystemer er brudt sammen. Den funklende metropol, Aurinko, er druknet. Fanget i et oversvømmet metrosystem, blandt 10.000 andre sjæle, finder vi Nikki. Hun lever sit liv i det unge undergrundsmiljø med arkadespil og smarte jakker på dagsordenen. Lige indtil hendes bror dukker op som biomekanoid. Nu er Nikki pludselig led i et oprør mod Præsident Putkos tyranniske styre og fanget i et labyrintisk spil i undergrundens skrøbelige tunneler.
Fra tegneserietegner og illustrator Søren Glosimodt Mosdals pen udkommer nu ”Metrozone”. En farverig tegneserie i et dystopisk univers, der leder tankerne hen på der lilla-begejstrede årti, hvor Kurt Russell var kølig med klap for øjet, og Detroit blev beskyttet af RoboCop. Med ”Metrozone” bevæger Mosdal sig væk fra sin tidligere ekspressionistiske stil og ind på den amerikanske comics fantasifulde legeplads. Der er knald på både neonfarver og action, når Mosdal genkalder og fornyer dén særlige science-fiction æstetik, han selv er vokset op med.
”Metrozone” foregår måske nok i en nær fremtid, men med temaer som klimaforandringer, autoritære magthavere og robotstyret overvågning er den skræmmende relevant i år 2017. Fortidens 80’er look, nutidens store udfordringer og fremtidens bange anelser forenes i en boltrende fortælling om den unge Nikki i oprør mod en hemmelighedsfuld og undertrykkende magtelite.
Søren Glosimodt Mosdal was a member of the Fort Knox studio, and studied art in Copenhagen. He has contributed to Fahrenheit magazine since 1994, and was a contributor of comics to the literary magazine Zoe. In 1997, he began a longtime collaboration with this magazine's editor, Jacob Ørsted, who became his scriptwriter.
Jeg kendte intet til denne på forhånd, da jeg stødte på den på biblioteket. Jeg skimmede dog hurtigt bagsideteksten og tog et kig på tegnestilen, hvilket fik den til at virke meget lovende. Desværre fik jeg ikke rigtig det, som jeg havde forventet. Endda heller ikke selvom jeg faktisk ikke havde de store forventninger. Men jeg synes mest af alt, at tegneserien var lidt ligegyldig i forhold til det emne, den tager op. Jeg følte i hvert fald ikke, at den gjorde noget unikt med det, hvilket dog nok mest af alt skyldes, at den simpelthen gik alt for hurtigt. Jeg manglede virkelig noget baggrundsviden. Både om universet, personerne og selve historien. Man bliver nemlig bare kastet direkte ud i det hele, hvilket gjorde mig lidt forvirret, og samtidig også gjorde, at jeg ikke helt gad at engagere mig ordentligt i historien. Tegnestilen var dog virkelig fed, og jeg elskede farvepaletten, som var brugt. Hvilket var med til at gøre, at jeg rent faktisk gad at læse det hele.