Bedårende

by Ida Marie Hede

Dødens skygge

Ida Marie Hedes Bedårende består af fire dele og handler om familien og det samfund, der omgiver den. Bedårende handler om familiens fortid og fremtid. Om fødsel, småbørnsidyl og hverdagsliv. Om intimitet, hengivelser og misforståelser. Om sorg, nostalgi, opbrud og død. Om overlevelse, forfald og undergang.

I første del møder vi B i ømme og absurde scener fra familielivet med partneren Q og i symbiosen med datteren Æ. Kærligheden mellem de voksne er slidt, men barnets tilstedeværelse giver en voldsom lyst til livet. I anden del finder vi ud af, at de døde er animerede i Bs hjerne. I tredje del dør en far. I fjerde del er det endelig fredag. Vi ryger med B og Q ned under stuegulvet og vandrer gennem en underverden.

Bedårende er en vandring gennem et døderum, som også er et kærlighedsrum. Som i sine øvrige værker skriver Hede en porøs verden frem. Det er umuligt at sige, hvor døden begynder eller slutter, eller hvor livet begynder eller slutter. I Bedårende er rummet dog mere genkendeligt: Det er familiens. Bakterier bor som usynlige familiefællesskaber i vores kroppe, akkurat som vi alle bor i familier i en større omverden, vi ikke kender til fulde, men som vi oplever gennem billeder og fortællinger. Man kan trænge igennem alle kroppe, og alle kroppe trænger sig på. Man kan trænge igennem alle familier, og alle familier trænger sig på. Teksten bevæger sig hele tiden mellem kroppens inderste, jeget, familiens kredsløb, og den kultur og de samfundsmæssige vilkår, familielivet er en del af. Alle former for stof kan trækkes ind i teksten i sin undersøgelse; den knopskyder i en arabeskagtig bevægelse. Fra fortid til fremtid, fra erindring til nu. Fra det absolut nære, som en samtale mellem mor og datter ved sengetid, til det abstrakte eller fjerne, som en massegrav i Mexico, forestillinger om undergang og overvågning, læsninger af musik eller film.

Bogens tredje del, ’Dødeessay’, skiller sig ud ved at være essayistisk. Hede skildrer her sin fars død. Men vi har ikke at gøre med én sørgende krop, og jegets far fremmanes ikke som en håndgribelig person – han er snarere en collagelignende, følelsesfuld tekstur. Som teksten selv udsiger, en jegfortæller, en instans, der på ingen måde kan være ren, men kun agere sat sammen af fremmede stemmer, syntakser, rytmer, vokabularier. Det gælder også den døde. For selv om Hede her iscenesætter privat stof, og bl.a. lader sorgen over farens død glide over i en sorg over det kærlighedsbrud, der skildres i bogens øvrige dele - er ærindet ikke at bekende. Essayets større anliggende – paradokset i at give det ubegribelige form - undersøges gennem analytiske, citerende, postulerende, sludrende, fabulerende, erindrende og lyriske registre. Tekstens energi findes i den konstante bevægelse mellem et sværmerisk og privat niveau og et refleksivt, konceptuelt og digtende niveau. Som når Hede kobler telefonopkaldets stemme med ’dødens’ kalden: Sådan mærker vi spændingen mellem det materielle og det immaterielle, og den forsinkelse, der kan være forbundet med følelsen af sorg. Og frem for alt testes forholdet til døden: Jeget henter sin fars lig ind i sine tarme. Kan døden på den måde hentes ud af krypten, ud af det ophøjede, ud af ensomheden?

Med Bedårende både fortsætter og bryder Ida Marie Hede sin undersøgelse af, hvad litteratur er og kan. Farens død giver fortællingen en anden alvor, ikke kun den del, hvor døden indtræffer – dødens skygge er over alt. Og fortællingen bliver mere netop fortælling, end hvad vi før har set. I Bedårende er døden allerede er tilstede i os alle, og mere håndgribeligt til stede i dem, der er udsatte. Netop den erkendelse kan anspore en medmenneskelighed, indgyde mod, gøre tankens rum større. Det handler egentlig ikke om et endeligt, men om ’at ville livet desperat’. Både barnet, liget og den elskede er bedårende. Når det gælder dem, vi elsker, har vi ingen fornemmelse for afstande.

Om Ida Marie Hedes trilogi En, To, Tre (Seancer, 2009, Det kemiske bryllup, 2013, og Inferno, 2014, samlet udgivelse 2016) skrev Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen: I Ida Marie Hedes psykedeliske og vitalistiske forfatterskab er mennesker ikke andet end “... bunker af jord, eksplosioner af gas, fantastiske landskaber af ribben, råd, tarme og maddiker i royale lilla farver.”

Med (gen) udgivelsen tegner der sig et billede af et utrolig konsistent og kompromisløst forfatterskab ... I stedet for at henholde sig til plot og psykologisk dybde bevæger hun sig i krydsfeltet mellem litteratur og kunst, mellem tekst og performance, mellem æstetik og viden(skab). På engelsk taler man for tiden meget om art writing og theory-fiction, og det er til en vis grad også, hvad der er tale om her."

Genres: Fiction, Contemporary, Adult

148 pages, Paperback

First published April 26, 2017

About the author

Ida Marie Hede (født 1980) er en dansk forfatter, uddannet fra Forfatterskolen i 2008.

Hun er Mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og MA i Aural and Visual Culture fra Goldsmiths i London.

Reviews

[Nikos Dunno · Rating 3 out of 5]

I was very impressed by the refreshing take of the life of a couple after the birth of their first child. I was able to relate completely with them in many situations. I even loved the references to obscure artists I adore that were interspersed throughout the story. The main problem though came after the first half when it turned so esoteric and protective of its metaphors and similes, that it became difficult to understand and connect with the plot.

[Robert · Rating 4 out of 5]

Adorable is a book which documents life. By this I mean from birth to death. Generally when there are such novels both these two occasions are presented in a sanitized way, everything is restrained and dealt with tastefully.

Not Adorable.

With this book we readers get the real deal. From the minute you are born you are covered in shit and piss and all that crap will make appearances in different forms throughout your life. Then later on it’s the body juices and fluids that accompany sex and then it’s the rotting flesh of death,

The book is divided into 4 parts. The first part consists of a couple becoming a family and all the ups and downs of rearing a child. Like I said, there’s a lot of scenes involving poo. Adorable does go deeper as it focuses on the dynamic of the couple – here called, simply B and Q, with the child being called AE.

The next 2 sections are about death, one part is a meditation and the other is an essay: how do we approach it, why is it in our minds? how integral is it to our lives?

The book ends with B and Q and their relationship, with an emphasis on the more corporeal aspect of their partnership. The book starts with a description of bums and ends with one too, thus, like life, we come to a full circle.

Ida Marie Hede’s view on life is an honest one. I agree that it is one filled with bodily functions, skin and liquids and I enjoyed reading her descriptions of them (or they were translated well). In between these sections, there are paragraphs on films, music and art: things that are also a part of life.

Adorable is a very organic novel: everything flows smoothly and despite the myriad of references and topics mentioned, it all feels natural on the page, no matter how detailed or graphic, all subjects are pulled off (maybe not the right term) with ease.

Despite all the descriptions, Adorable is a beautiful book. We all know that life does have it’s ugly moments and a lot f them are documented here but it’s what also makes life, oddly special. In it’s own way Adorable is a celebration of all things human, poo and all.

[Chris · Rating 2 out of 5]

Maybe I should have read this at another moment in time. I'm sure it's all very interesting and well written and I do think the first chapter is very beautiful, but after that I thought it incomprehensible & repetitive high brow babbling. Not for me I'm afraid.

[Doenja · Rating 4 out of 5]

great book for those who like bums, life, and death

[Vaidotas · Rating 4 out of 5]

Neabejotinai keista, intensyvi, bet ir savitai jautri, sentimentali ir šildanti patirtis

[Hay · Rating 1 out of 5]

What are you yapping about? Seriously.

Look, this was from one of those recommended book videos that I got served on the Tok.

Changing from third person to first person? Dumb. Repetitive writing every other paragraph (i.e., "Maybe from....maybe from...maybe from...; this could be....this could be...this could be...) was not only grating to read, if there was a purpose - an obsessive thought, perhaps? - then the emphasis was lost because it happened so often!

I feel like I read the ramblings of a woman who got really fucking high and just started yapping about life and death in a very "unique" way. They really do let anyone publish nowadays, don't they?

"Innovative". If that's what you want to call this...okay, I guess?

[Heather · Rating 4 out of 5]

The lovely folks at Lolli Editions sent me this to read and I devoured it this weekend. Fragmented, experimental, physical, both personal and abstract, it gives way to a mediation on death and what's left behind, then plunges you into an unexpected ending. Just the thing I needed, it turns out.

[niels munk · Rating 3 out of 5]

måske er det et smart greb - at benytte det samme soundtrack, men skabe overlejring af utallige billedsider? Til sidst kan vi ikke skelne dem fra hinanden, men må lade billederne opløse sig. (s.111)

Jeg synes Ida Marie skriver godt, hendes sprog er intimt, og hun formår at videreformidle et hverdagsliv med en særlig jordbundenhed som stadig er poetisk.

Jeg synes Bedårende virker bedst i sine dele 1. 2. og 4. hvor man følger moderen B, Partneren Q og deres barn Æ. Teksten virker her til at kunne udfolde sig, og i sit format med de korte sætninger kan jeg også holde min koncentration i teksten. I disse dele bliver familie- og hverdagsliv også iscenesat, sat på spidsen og vurderet. Der er en vekslen mellem noget abstrakt og poetisk, noget hverdags agtigt og noget popsprog som jeg synes til tider kan virke forceret (?), men lad det ligge for nu.

Del 3. Dødeessays er forholdsvis lang ift. de andre dele, og meget mere tæt skrevet/kompakt. Her processerer vi tabet af forfatterens far i form af 8 opkald.
I denne del er teksten tung, til dels også, jeg ved ikke om jeg kan sige esoterisk, men har i hvert fald en referenceramme som er meget særegen og vel belæst. Samtidigt med de indre processer og forholdet til familien, bliver døden nemlig også sat op imod litterære og filmiske værker, som bliver genfortalt og måske også genfortolket.
Jeg synes det var en svær indholdsramme at rejse rundt i, fordi jeg ikke rigtigt kendte til referencerne og fordi teksten i sit væsen blevet meget udflydende og rablende.
Som form er det jo reelt nok, fordi jeg skynder at Ida Marie iscenesætter et sorgfuldt sind, og det kan man jo godt nikke genkendende til.
Dødessaysne er i sin idé spændende, men også så svær at læse, at jeg egentlig gik i stå, og virkelig måtte klemme ballerne for at få bogen læst færdig.

Det citat jeg har sat ind i starten af min anmeldelse synes jeg rammer godt ift. værket og som værktøj for hvordan man som læser kan gribe bogen an.
Det bliver skrevet i forlængelse af en reference Duras' film La Femme Du Gange:
Duras skriver det selv et sted - hun ønsker at skabe et 'masterimage', et billede der er fuldstændig neutralt, det ultimative billede.

Hvis det er dette Ida Marie vil opnå er det jo et ambitiøst mål. Jeg tror godt bogen kan tolkes efter denne villen, at ville skabe et totalt perspektiv over de ting livet indeholder i form af vi starter v. en fødsel, så snakker familieliv, hverdag og død og så vender tilbage igen.
Men nu skal jeg ikke ligge ordene i munden på nogen, da jeg egentlig tror bogen er så løs i sin form, fordi den vil at læseren skal tage stilling på egen hånd og måske gå ind og google nogle ting for sig selv efterfølgende..

[Anetq · Rating 3 out of 5]

Det er vel en slags prosadigte mere end en historie - og jeg havde nok ikke læst den, hvis ikke Forlaget Gladiator havde begavet mig med et anmeldereksemplar, så tak - for interessant er det. Men også (villet?) sært og irriterende. På den irriterende side er det et mig-mig-mig-værk: stream-of-consciousness, ingen fortalt ydre handling, en slags følt dagbog med stemninger, følelser, analyser af (de rigtige, nogen ville sige prætentiøse) intellektuelle værker og hvordan de påvirker mig-mig-mig. På den vis lever det op til alle fordomme om forfatterskoleværker og forfatterskoleforfattere, og jeg får normalt meget hurtigt lyst til at sende dem på kursus i at 1) skrive et plot og 2) interessere sig for noget andet end sig selv og sit eget selvrefererende værk.
Trods min irritation over den genre, så hader jeg ikke bogen, og jeg piskede igennem det hele i et stræk - for teksten (egentlig 4 tekster) har fremdrift, ordene sprøjter ud og derved får teksten sit eget hæsblæsende tempo der river læseren med. Det er en tsunami af ord - måske dem, der tygger digte i adstadigt tempo, ville have svælget og nydt det langsommere, men jeg kan lide tempoet og den brusende strøm af ord og billeder - og det er sprogligt brilliant og medrivende i sin overflod af både sproglige og metaforiske billeder. Og for mig er det det der gør bogen læsværdig.
Fortælleren vil på én gang være helt inde i hovedet og samtidig have en analytisk distance - og den fabulerende metaforisk tungt ladede ordstrøm skal nok give universitetsstuderende masser at analysere på i deres opgaver i de kommende år - både sprogligt og formmæssigt ("Redegør for fortællerpositionerne i Bedårende...") - men det rammer mig ikke rigtigt indholdsmæssigt - det handler ellers om fødsel, død, parforhold (well... og egne værker) - og efter selv at have været i samme situation for nylig burde næsten 60 sider om faderens død vel have rørt mig? Men måske er det skismaet mellem det villet distancerede (initialer, indlagte værkanalyser osv) og den indre strøm der får mig til at anskue det mest som en stiløvelse.
Det er et interessant værk især for formsiden (og dansklærerne kan godt gøre klar til analyseopgaver), men det rør mig ikke rigtigt. (Men jeg er også den usentimentale type, der bare helst vil have en god historie.) Så jeg kan se masser af intellektuel spas med at skille teksten ad og dissekere formen for måske er det mest en tekst om tekster, (Donald Barthelme og anden metafiktion falder mig ind), men jeg synes også det burde kunne noget mere?

[Juliano · Rating 4 out of 5]

“An unpredictable landscape. Piles of sand soaked by salty water, the kind of landscape that is pink even in winter.” Ida Marie Hede’s Adorable, a novel translated from the Danish by Sherilyn Nicolette Hellberg, is a hypnotic reflection on birth and life, and what it means to embrace and facilitate these facets of life — in all their strangeness, their grotesquery and glory — in direct opposition with death, the afterlife, which in life as in the narrative is only ever barely hidden beneath the surface. Hede writes with such crispness that even the first half of the novel, despite its focus on family, birth, breeding, feels fresh and distinct from the tired trope: “Now that Æ exists, B wants to survive the apocalypse everyone is talking about. She wants to grow old and wrinkled and withered and shrunken so she can stay in the world with Æ.” B, her partner Q, and their child Æ move through a world of filth, doom, promise, “A kind of path ahead, a nervous and trembling path. A path you follow, carelessly, with numb toes and wet gravity in your calves, thighs and groin.” Of the novel’s four parts, its third + longest, ‘Death Essay’, is easily its most impressive, a strange, spiralling, frantic train of thought spawned from B’s father’s death, a series of desperate questions, proclamations on where life goes and how senseless it all is: “Death is not an undercurrent of meaning, unofficial and intangible.”

[Noah · Rating 2 out of 5]

The 'death essay' which makes up half the book is quite bad and then says as much. The work kind of breaks apart the events of personal life and the experience of its cyclicality through a montage of thoughts and neuroses, but the thoughts are kind of buggered and unwise. The rumination on death, here, is like a "we must think death in its positives, as event, as circumstance, and even its negativity [[death as a place accessed by the bygone]] rendered as the posited that cannot yet be perceived," except that the author seems to, at some level, not believe that. Even though the book cites Rosi Braidotti.

Really frustrating and undecided.

The work that is the first section of the book was kind of wonderful, and now that I have Braidotti on my mind I should say that that section was clearly, clearly, clearly new materialist.

The final section brings about a strange and difficult synthesis which I, again, want to file under frustrating. Altogether I guess I'll remember this work by its attempt at some difficult spans of reconciliation: explosive and panoramic disattach from personality, but then implosive sensitive hemming-hawwing at length. That's: temporary removal of limits, then work which treads along limits.

[Line · Rating 3 out of 5]

Ida Marie Hede tager både store og små emner op i Bedårende, hvor fødsel, moderskab og familieliv er omdrejningspunktet i den første del. Anden del er mere alvorlig, hvor jeg'et mister sin far og gennemgår en sorgproces. Begge dele er velskrevet og med tankevækkende passager. Sammenhængen mellem afsnittene er dog svær at se, og der skiftes fra 3. til 1. persons fortæller. Dette ville være perfekt med en god afrunding og slutning som binder de to dele sammen - dette kommer desværre aldrig. En skam, for første 100 sider er yderst velskrevet og interessant, hvilket desværre aldrig forløses med en samlet kontekst. I stedet falder romanen lidt til jorden med spredte sætninger uden sammenhæng.

[Marie · Rating 3 out of 5]

Jeg vant denne boken i en goodreads giveaway så først, tusen takk til forlaget.

Denne boken er mindre som en historie enn noen annen bok jeg har lest og mer som en strøm av tanker, inntrykk, opplevelser og reaksjoner på verden rundt. Dette gjør boken litt tung og lese og det tok meg en god del lenger tid enn vanlig. Dette sagt er denne typen bok veldig spesiell og en interessant måte å skrive på.

3,5/5 stjerner.

[Jason Bailey · Rating 3 out of 5]

I respected more than liked Adorable, which leaves no intimate parts of sex, birth, death or fecal transplants unexplored. The narrator's examination of how having a child transforms both bodies and lives was more resonant than the extended meditations on her father's corpse.

[Camilla Haahr · Rating 3 out of 5]

Anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator

Bedårende er delt op i fire dele, hvoraf de tre følger B og Q, og deres lille datter, Æ. Deres hverdag er omgivet af væsker og materier, bakterier og dufte, kroppe og tanker om døden. B er fascineret af sit lille barns voksende krop, for Æ "flår i det stillestående billede hun har af sig selv i en altid ung krop. Det er ikke fordi Æ vokser hende over hovedet. Det er dét, at hun i det hele taget vokser."

Midt imellem historien om B, Q og Æ's hverdagstrummerum fyldt med materier, finder vi Hedes Dødsessay, der handler om faderens død. På sin vis er det meget banalt at faderens død bliver placeret mellem Æ's lille liv, der næsten lige er kommet til verden, men essayet er på ingen måde banalt. Tværtimod udforsker Hede døden med en nysgerrighed: Hun forestiller sig faderens lig i sine tarme, forestiller sig, hvordan hun laver koreografier med liget, slynger om sig med citater og viden, forsøger hele tiden at finde en sammenhæng mellem døden og teksten:

"Sproget bliver levende for mig når ordene skifter betydning, når de samme ord hele tiden opleves som nye, når oplevelsen af ordenes fremmedhed får nye ord til at ville forme sig i mig. Der er lagt op til et svar. Døden bliver levende for mig når den er en monumental ener og så alligevel ikke er det. Når den alligevel hele tiden gentages, hele tiden er i gang som en konstant genfortolkning af ig selv, siger vi ikke bare, så døde han, så skal vi aldrig opleve døden igen, tværtimod, nu skal vi bare opleve den igen og igen, we ain't seen nothing yet(...)"

Og uanset, hvor mærkeligt, det måske kan lyde, så fungerer Hedes Bedårende på mange måder. Hedes sprog er forunderligt - hendes sætningskonstruktioner er spidsfindige og humoristiske, som når hun konkluderer, at B "har en rombeformet røv" og finder på ord som "spejlgramsen".
Nogle gange gik sproget desværre hen over hovedet på mig, og jeg tror virkelig, det er en bog, man har gavn af at læse flere gange. Jeg tror heller ikke, det er en bog, man nødvendigvis skal forstå det hele af, men jeg vil gerne læse den igen snarest muligt for at finde endnu flere lag i romanen.

[Linda · Rating 1 out of 5]

Unreadable. Life is too short.

[Jenny · Rating 2 out of 5]

2,5

[Meliza · Rating 1 out of 5]

what is it with you litfic girlies and poop????

[Kiana · Rating 4 out of 5]

A playful book on grieving life and death

[Nik · Rating 5 out of 5]

interesting that this seems divisive, i thought the third part worked and i loved this book.

[Ray Ane]

DNF at 12%
Made me think I'm too stupid to understand it...maybe I am, but I doubt it.

[Cedric Fun · Rating 2 out of 5]

så forvirret efter kapitel et

[Marc Nash · Rating 3 out of 5]

Video review https://youtu.be/dQfV3jwNCmM