Først og fremmest meget rørende, og hvor får jeg som læser en utrolig medfølelse for Billie, når hun skal gå på kompromis med sig selv og sine grænser gang på gang for at hjælpe sin alkoholiserede far. Og sur på systemet over st der ikke er nogen, der griber hende eller hjælper, men i stedet pålægger hende mere ansvar end det i forvejen er at have en syg far.
Det er så rørende, at hun holder fast i at ville gøre så meget som muligt for sin far, selvom det er ødelæggende. Og endnu mere, at bogen er skrevet til faren i 2. Person, du-form. Som læser føler jeg mig lukket ind i et personligt rum, i en fortroligt samtale mellem far og datter, og det fremstår så rent. Måske er det, fordi faren er død, at Billie kan tale så rent om/til ham? Det er i hvert fald en bog der sætter mærker og fordrer følelser, medlidenhed, vrede, sorg, håb - og godt det ikke er mig. Men det bliver det måske, og denne bog kan være med til at hjælpe en med at forstå, hvis man ender i en lignende pårørendesituation eller omvendt.