Digtsamlingen ”Den forkerte vej” af Michael Dyst er den 6. udgivelse fra hans hånd. Bogen tager et filosofisk udgangspunkt og er en fortælling om det at tage en anden vej end normen. En vej hvor lykken ikke er et ideal i sig selv. En vej som dyrker sindets mørke sider med selvpineri, egoisme, ulykkelig kærlighed, nederlag, jalousi og had. En vej, som de fleste mennesker vender ryggen til og ignorerer, men som altid ligger latent i vores indre afgrund.
Tak til Copenhagen Storytellers for anmeldereksemplaret!
Åh, denne anmeldelse bliver altså lidt svært at skrive, for Den forkerte vej af Michael Dyst var desværre ikke lige bogen for mig. Jeg er generelt glad for både at læse digtsamlinger og tænke over dem, men denne her faldt ikke i min smag, hvilket jeg ærgrer mig sådan over, fordi jeg synes, at Michael Dyst er utrolig dygtig.
Først og fremmest, så er der ingen finger at sætte ved forfatterens sproglige flair, for Michael Dyst har fuldstændig styr på både billedsprog, metaforer, symboler og stemningsbeskrivelser, som gør det utrolig nemt at læse det skrevne og samtidig forstå det. I denne digtsamling handler det om at bryde med normen og tage en anden vej end hvad man måske burde. Det er en vej, som er svær, hård og præget af konflikter og eksistentielle tvivl. Derfor reflekteres stemningerne af dette. Det er en hård og anelse deprimerende læsning, som man tydeligt mærker på egen krop.
Samtidig er der ikke noget filter på sproget. Det er ofte fyldt med beskrivelser af det uperfekte og det grimme, hvilket jeg virkelig tager hatten af for, for det er ikke mange, som kan skrive det så rammende som Michael Dyst. Det er en trist oplevelse at læse denne digtsamling, men det er samtidig også en vigtig digtsamling, for livet er skam ikke perfekt – og det viser de mange digte heri.
Dog er denne digtsamling for dyster for mig. Jeg kan sagtens rose sproget, tanken bag digtsamlingen og selve formidlingen, MEN (og ja, nu kommer det svære ’men’) det var bare ikke en bog for mig. Jeg er helt med på læsning, som ikke er lykkelig eller et glansbillede, men det var for mørkt for mig at læse denne. Men alt i alt en fin læseoplevelse.
I en tid, hvor alle jager det meningsfulde, lykkelige liv, hvor den ene selvhjælpsguide erstatter den anden, hvor enhver forventes at være lykkelig, men selv har ansvaret for eget liv og er sin egen lykkes smed, er det forfriskende at læse Dysts tanker om at gå den forkerte vej. Som Den Vilde i Huxleys klassiker, Fagre nye verden, synes Dyst at kræve sin ret til at være ulykkelig og føle livets pinsler i et samfund, som ikke kan anerkende andre veje end vejen til lykke. Læs hele anmeldelsen her: http://bookmeupscotty.blogspot.dk/201...