Patricia er rasende. Patricia er rasende på sin familie, på sit liv, på sin by, på den verden, hun skal forestille at leve i. Hun påstår, at hendes far ikke er hendes rigtige far. Hun påstår, at hendes mor ikke er hendes rigtige mor. Hun påstår, at hendes forældre ikke er fraskilte. Hun påstår, at de aldrig nogensinde har været gift. Hun påstår, at intet af det, som hendes forældre og farens kæreste hævder, er rigtigt.
Patricia er 16 år. Hun er rasende. Hun mener, at alle voksne lever i en "postkortvirkelighed", som hun ikke ønsker for sin værste fjende. Hun vil gøre alt for at redde sin lillebror fra at forsvinde ind i denne virkelighed. Hun håber, at hun kan frelse ham fra at blive ligesom de voksne. Hun vil godt vise ham, at der findes en anden verden.
Pablo Llambías er født i Svenstrup ved Aalborg i 1964. Han har en dansk mor og en argentinsk far, pianisterne Tove Lønskov og Rodolfo Llambías.
Pablo Llambías er matematisk-fysisk student ved Aalborghus Statsgymnasium, og han har studeret trombone ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, på Filmvidenskab på Københavns Universitet, samt på Det kgl. Danske Kunstakademi i København, herunder på Medieskolen ved Torben Christensen, samt på Skolen for Teori og Formidling ved Carsten Juhl. Pablo Llambías har instrueret flere film, hvoraf flere distribueres af Statens Filmcentral. Han har også spillet i bands med trombone, herunder det århusianske fusionsband Picnic, samt haft sit eget kor, Hysteri, som han skrev og arrangerede musikken til.
Pablo Llambias debuterede som forfatter i 1996 på Gyldendal med novellesamlingen "Hun har en altan".
Pablo Llambías har undervist på Forfatterskolen 2000-2006 og været leder samme sted 2009-2015. Han har undervist på Pastoralseminariets Efteruddannelse 2005-2020 og underviser i øjeblikket som studielektor på Rytmisk Musikkonservatorium RMC, hvor har arbejdet siden 2012. Siden 2017 har han undervist på Center for Kunst og Mental Sundhed ved Psykiatrisk Center Amager. Han har desuden undervist på Det kgl. Danske Kunstakademi, Den Danske Scenekunstskole, Dramatikeruddannelsen, mange højskoler og utallige andre steder. For yderligere oplysninger se forfatterens egen hjemmeside.