Hans Kirks tidlige roman Daglejerne udkom første gang i 1936. Romanen skildrer et gammeldags bondesamfunds udvikling til moderne industrielt samfund. Hovedpersonerne er en gruppe landarbejdere, deres hustruer og børn, omgivelserne landsbyen med dens store og små gårde, købmandshandel, kirke og kro. Udefra kommer missionen og søger at hverve tilhængere, men det bliver anlæggelsen af en cementfabrik i sognet, der bringer den store omvæltning. Med den følger nye typer, både arbejdets rodløse landsknægte og organiserede fagforeningsfolk, et nyt tempo og økonomiske forskydninger.
Hans Kirk viser her ligesom i »Fiskerne« sin evne til at skildre en rigdom af vidt forskellige mennesker, så de kommer til at stå læseren fortroligt nær …
Dagplejerne er lettere at gå til end Fiskerne og på samme tid mere nuanceret. Selv om Hans Kirks egen holdning ikke er svær at gennemskue, så bliver stort set alle personerne i det lille jyske samfund beskrevet på sympatisk manér, deres fejl og mangler til trods. Her er ingen klare venner eller fjender, ingen syndebukke. Der er bare mennesker, som oplever at verden forandrer sig og som hver især gør deres bedste for at leve det liv, de tænker er bedst ud fra de omstændigheder, de er i. Fiskerne brillerede ved at beskrive et for de fleste usædvanligt samfund, der går i stå. Dagplejerne brillerer ved det omvendte: at beskrive det almene, jævne liv i et samfund, der udvikler sig. Jeg glæder mig til at følge nogle af de mange mindeværdige personer i sidste bog i Kirks trilogi.
Som en dansk Ivar-Lo Johansson om hur ett bondesamhälle övergår till en industristad.
Mysig, kul och historiskt intressant. Teman handlar främst om hur protestantisk arbetarkultur förenas och förändras med den nya tiden. Allt ur ett fåtal daglönares ögon och resonemang.