Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.
Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.
Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.
Jamen jeg kan jo ikke få armene ned over den her serie, og vandrer rundt som en anden tomhjerne i en Panteon-tåge fordi jeg ikke straks kan komme i gang med 3'eren. Har du ikke læst den? Så læg alt andet fra dig og kom i gang, så enkelt kan det siges.
Vi fortsætter i samme stil som med bog 1 med en fortælling, der stadig er gennemført, hæsblæsende og helt umulig at lægge fra sig. Hvordan pokker det er lykkedes at lave 2 x worldbuilding i ét og samme univers, der begge er så gennemtænkte og vellykkede, er mig en gåde. Hverken den verden, der skal være en fremtidig udgave af den verden vi kender, eller den verden, vores helte rejser til, ligner helt den verden vi kender. Reglerne og samfundsstrukturen er anderledes, og der er mange detaljer, der skal tænkes ind for at få det hele til at falde på plads for at få det til at virke realistisk og for at få det til at virke, og der er ikke trådt forkert på noget tidspunkt, trods det, at vi nu i bog to føres længere ind i begge verdener og ser dem udfoldet og blomstre. Lucas tvivler momentalt på sig selv, og gruppen er begyndt at opleve indbyrdes stridigheder. Ron, der i første bog primært viste sig fra en mere brutal side hvor han var gruppens muskler, viser nu bløde sider, og sætter selv ord på, at han gerne vil ses som andet end blot et muskelbundt, mens også Theodor har øjeblikke, hvor han ikke rækker til og tvivler på deres mission. Det giver problemer, efterhånden som deres eventyr fører dem rundt i den fremmede verden, og de er afhængige af at kunne samarbejde for at slippe levende fra nogen af de situationer de roder sig ud i. Det giver et anderledes tvist og giver dybde til et univers, hvor det havde været let at vise den polerede overflade og at det hele gik som smurt. Derudover følger vi Mehmet og Julia i vores verden og nogle af de udfordringer de står over for, nu hvor de er kommet til storbyen, og det er ikke småting, de kommer ud for. Også de viser de grumme sider af at blive sat under pres, hvilket skubber dem i retning af at skulle være ærlige over for både sig selv og hinanden, og her kommer der både sandheder og hemmeligheder frem i lyset, som de tidligere ikke har været så gode til at få snakket om, - det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig, og om de fremadrettet har lært noget, for så at få sagt det højt, de går og tumler med hver især. Sidst men ikke mindst, - jeg ved, jeg først er kommet i gang med serien her relativt sent. Men at slutte bogen med SÅDAN en cliffhanger er bare ikke i orden! Hvordan skal jeg kunne rumme det, når der går lang tid før jeg får mulighed for at komme i gang med den næste bog? Argh..
Denne anmeldelse blev udgivet på min blog i september 2017. Tak til forlaget for anmeldereksemplaret.
Jamen, jamen altså. Det har faktisk taget mig et stykke tid at finde ud af, præcis hvad jeg skal skrive i denne her anmeldelse, for jeg har haft noget af en book-hangover efter at jeg læste Akkanas Gåde færdig lige op til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg troede, at jeg var vild med den første bog, men det er ingenting i forhold til, hvor glad jeg er for denne her bog. Serien bliver kun bedre fra bog et til bog to.
Som bagsideteksten afslører, følger man i denne her bog tre forskellige personer, Saida og Lucas, hvis synsvinkel man også fik i den første bog, og Mehmet, Lucas’ og de andres ven fra Zonen. De to første befinder sig i den fremmede verden, hvor deres historier udspiller sig og Mehmet i Storbyen. Og i Akkanas Gåde får man for alvor den blanding af fantasy og dystopisk science fiction, som der blev hintet til med den første bog. Og personligt er jeg ret imponeret over den måde, Boris Hansen formår at få begge dele til at blive lige spændende og gøre mig lige interesseret i begge, eller alle tre, spor i historien. Det sker nemlig ofte, at når en bog er fordelt mellem flere forskellige synvinkler, så er det ikke ligefrem alle, man er lige interesseret i. Men jeg ville både vide, hvad der skete med Saida og Mardelus og hvad der er afbilledet dybt nede under Empyria, mens jeg ville følge Lucas, Ron og Theodors jagt på at finde Cassandra og deres oplevelse med Akkanas gåde og ikke mindst hvad der foregår i Storbyen og hvilken hemmelighed, Mehmet og Julia kommer på sporet af. Der sker så meget i denne her bog, takket være de tre plotlinjer, og det var ikke altid let at lægge bogen fra mig, når jeg blev nødt til at sove.
Det er sådan med denne her serie, at bøgerne ikke ender på en klassisk “hvad-sker-der-nu” cliffhanger. Jeg vil stadig utroligt gerne vide, hvad der sker næst, og glæder mig allerede virkelig meget til at finde ud af det, men der er en anden følelse, der fylder mere. Og det har været den samme for begge bøger. Der sker nemlig noget hen mod slutningen af denne her bog, som fik mig til at stoppe op et øjeblik, og så tænkte jeg “hvorfor i al verden havde jeg ikke set det komme?”. Præcis som med den første bog kommer der en afsløring, en slags plottwist, der giver så meget mening, at jeg sad og tænkte på, hvorfor jeg ikke havde set det komme. De to sider af historien, de to genrer, som bogen er blandet af, hænger sammen på en helt speciel måde, der fik mig til at måbe. Ikke fordi det ikke gav mening og ikke fordi, jeg ikke brød mig om det. Men fordi det er genialt. Og fordi det gav nogt af et sug i maven, da jeg læste det.
Jeg hørte Boris tale om bogen til Fantasyfestival, hvor den udkom, og han snakkede meget om, hvordan denne her bog er spørgsmålenes og mysteriernes bog. Hvor Vejen til Panteon er forholdvis klassisk fantasy, fuld af eventyr og nye fantasiske steder og opdagelser, er Akkanas Gåde en masse spørgsmål. Nogle bliver besvaret og andre gør ikke. Endnu. Vi følger stadig Lucas, Ron og Theodor i deres søgen efter Cassandra og det er ret fedt at se, hvordan deres oplevelser har ændret dem og særligt Ron er en karakter, jeg virkelig er begyndt at holde af. Ganske vist er han stadig lidt af en idiot nogle gange, men han har en klar udvikling og jeg er lidt nervøs for, hvilke planer Boris kan have med Rons karakter, der får mere plads nu – jeg håber bare, at han ikke kommer noget til. Ligeledes blev jeg faktisk ret glad for at se, at Lucas også har forandret sig fra at nærmest virke til at forvente at Cassandra er hjælpeløs og har brug for at blive reddet til at indrømme, at han godt ved, at det er naivt af ham at tro, at alting kan blive som det var før. Theodor er som altid en skøn nørd, men hvis jeg skal nævne en karakter, som jeg for alvor holdt af i denne her bog, så er det Mehmet. I den første bog er han mere end en biperson, men nu får han lov til at udfolde sig og jeg kunne bare virkelig godt lide, at han på trods af at han havde en masse gode intentioner og planer, ikke rigtig er end der, hvor han gerne ville. Hele hans personlige historie i Akkanas Gåde er så godt fortalt igennem små detaljer i hans opførsel eller omgivelser, uden at det overskygger den dystopiske side af bogen, som hans synvinkel primært står for. Krigsenglene er en ret fed opfindelse og Saidas historie er bestemt ikke kedelig i forhold til de andre. Hvis man følte, at Saidas historie i den første bog ikke rigtig hang sammen med Lucas’, så er jeg helt sikker på, at man ændrer mening efter Akkanas Gåde hvor der bliver lagt op til, at de kommer til at påvirke hinanden, men nu får vi at se om jeg får ret. Der sker noget i denne her bog, der lægger op til noget episk. Lige som det sker for Mehmet, opdager Saida at alting i Empyria ikke er, som hun har troet, og hun bliver viklet ind i et mysterium, der kan ende med at koste hende alting, men hun tøver ikke med at forsøge at redde en ven i nød alligevel.
Jeg er stadig rund på gulvet af denne her bog. Der sker så meget og de små og store tråde, der binder det hele sammen er så godt spundet, at det ikke er til at sige, hvordan jeg ikke havde set det komme. Akkanas Gåde lider på ingen måde under at være den anden bog i en serie, tværtimod tager den alt det bedste fra den første bog og tilføjer lidt ekstra oveni. Selv om serien ikke er færdig, kan jeg ikke anbefale den nok og den spænder bredt over genrer, at der er noget for enhver smag. Og personligt glæder jeg mig virkelig meget til at finde ud af, hvad der sker med Lucas og de andre, hvordan de reagerer på det, Mehmet har at fortælle. Og til at se, hvordan det kommer til at gå med Panteons Prøve.
Akkanas Gåde af Boris Hansen var virkelig gennemført! Jeg er vild med, når en 2’er er endnu stærkere end 1’eren, og sådan var det i dette tilfælde. Som jeg skrev i anmeldelsen af Vejen til Panteon #1, så sparker Boris Hansen røv ift. sin worldbuilding og det gør han stadigvæk. Alt er gennemtænkt, der er kælet for detaljerne og intet er tilfældigt, hvad angår plottet, miljøer, karakterer, dialoger og beskrivelser.
I denne del er der mange spring og rejser mellem de forskellige steder, særligt i det parallelle univers og jeg elskede at kunne følge med på kortet, og gætte mig til, hvor de nu var på vej hen. Min fantasi var virkelig på en opgave og jeg kunne se det hele for mig, selvom alt ikke er udpenslet i mindste detalje. Det blev meget scenisk og sanseligt. Virkelig spændende!
Det er utroligt, hvor nemt det virker for forfatteren at jonglere to miljøer, både det dystopiske fremtidsmiljø og den parallelle verden, men det fungerer så fint, også med skift fra hvert kapitel. Her i anden del får vi et større indblik i begge verdener og man bliver endnu mere betaget af det, både på godt og ondt. Jeg ved ikke, hvad det siger om, men jeg er nok allermest vild med det dystopiske fremtidsmiljø, fordi det virker så ufattelig creepy. Det er sgu ikke nemt for Mehmet at være blevet tilbage, imens de andre er forsvundet fra jordens overflade. Det er tydeligt at mærke den grå og industrielle tilværelse, som han lever. Alt hvad jeg forestiller mig er i sort/hvid, og det siger lidt om hvor godt det er beskrevet.
Plottet er åbnet yderligere og det var hvad jeg håbede på. Jeg var bestemt også glad for bog 1, men jeg vidste bare, at der ville komme mere, som ville få det til at blive endnu mere nervepirrende, spændende og mystisk. Der er masser på spil og der er ingen tvivl om at Lucas og de andre er på deres livs eventyr. Selvom de har mange farefulde færde at skulle igennem, så virker det også som om de morer sig ret meget på vejen. Det er dejligt at få den dimension med, men det gøres nemt med dialog, som er spækket med god ping pong, humor og skarpe bemærkninger.
Jeg glæder mig virkelig til at læse videre. Som læser til Boris Hansens serie, så er det nemt for læseren bare at læne sig tilbage, for forfatteren har én i sin hule hånd. Der er ingen tvivl om, at han ved, hvor vi er på vej hen, men det er på ingen måde forudsigeligt for læseren at følge Lucas, Ron, Mehmet og de andre på deres rejse. Det er spændende og hjertebankende at bladre sider, og man har lyst til mere. Jeg har slet ingen idé om hvad der kommer til at ske, men min hjerne kværner rundt med ideer, teorier og hvad-nu-hvis’er. Flot klaret, Boris Hansen!
Den ondeste cliffhanger i historien!!! Når det så er sagt, må jeg sige, at Akkanas Gåde er bedre end Vejen til Panteon. Den er sindssyg spændende og har virkelig fået mig indfanget nu - det tog også sin tid at gøre mig virkelig hooked. Jeg er blevet glad for Mehmet - jeg elsker, når folk trodser deres angst og hopper ud i det. Jeg hepper på ham og Julia. Saida er min nye heltinde - hun sparker røv! Jeg håber, at hun lærer at acceptere sin indre dæmon.
Karakterudvikling i særklasse og dertil en rigtig god historie.
Der er simpelthen så mange gode detaljer i denne bog, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal starte...
Der er fx 2 parallelle verdener med forskellige tidszoner, som forfatteren på fineste vis formår at flette sammen.
Der er en episk rejse for at redde en ven og en ligeså episk rejse for at opfylde sin skæbne.
Anti-helten Mehmet ender med at tage et opgør med sin tidligere adfærd, og hans rejse er i sig selv en hel bog værdig.
Sideløbende hermed findes englenes historie. Blodenglen Saida, helten Mardelus og mange flere. Jeg er ikke helt sikker på hvorvidt englene beskytter eller deres undertrykkere folket - men jeg er nysgerrig på at finde ud af mere om dem.
Der er så mange lag i denne bog. Intet er sort/hvidt, og jeg må erkende, at denne bogserie indtil videre har taget mig med storm.
Den fangede mig meget mere end den første, selvom jeg også rigtig godt kunne li den første bog. Og jeg glæder mig utrolig meget til at se hvad der sker!!!
Akkanas Gåde er opdelt i tre synsvinkler. Vi møder igen den umage trio Lucas, Theodor og Ron der er kommet tilbage til Zonen for at finde flere lynlåse de kan sælge. Englen Saida møder nye udfordringer, da hun begynder at modtage hemmelige beskeder, der kunne tyde på at sandheden om Mardelus ikke er helt sand alligevel. Samtidig er en skræmmende udvikling i gang i hende, der kalder på blod. Som noget nyt følger vi også Mehmets liv i Storbyen, efter han og Julia er flyttet fra Zonen. Et liv der viser sig at være alt andet end glamourøst. Mehmet prøver at få en tilværelse til at hænge sammen ved at reparere elektronik. En tilværelse der snare handler om overlevelse. Han og Julia er ikke længere sammen, men da han en dag modtager en besked om hjælp fra hende, står han klar.
Jeg synes, at ideen med at give et lille resume i starten af bogen var fantastisk! Så er man virkelig inde i historien igen, og er klar på fantastiske læseoplevelser! Jeg elskede den virkelig, jeg elskede historien, universet og personerne, og jeg elskede at den var så uforudsigelig, man vidste aldrig hvad der ville ske! Boris har virkeligt styr på sin fortælling og verdensopbygningen er så gennemført! Universet er super spændende og rigtig godt beskrevet, og selvom at ’Akkanas gåde’ var en rigtig tyk bog, var den meget letlæselig. Så stopper den i øvrigt også med jorden ledeste (og bedste) cliffhanger, og mit hjerte stod seriøst stille et par sekunder da det gik op for mig at der ikke var mere af bogen tilbage! Jeg glæder mig virkelig meget til 3’eren! Skynd dig Boris!
Anmeldelse af "Panteon Sagaen 2 Akkanas Gåde" af Boris Hansen Udgivet ved Tellerup
DETTE ER EN 2'ER - SE EVT MIN ANMELDELSE AF 1'EREN FOR AT UNDGÅ SPOILERS.
Ron, Lucas og Theodor forsøger stadig ivrigt at redde Cassandra. De kommer hen til Akkanas tempel og hun giver dem en gåde de skal løse, som Mehmet i Storbyen hjælper dem med. Dette gør at både Mehmet i Storbyen og de andre børn i Panteon finder ud af hvilken vej de skal gå.
Jeg var vild med den mystik der var i Mehmet og Julias kapitler. Det her med de mennesker som bare forsvinder! Jeg tror det var den del af historien jeg nød mest.
Kapitlerne om englene fra Empyria siger mig så lidt - så jeg har nærmest glemt hvad de handler om. De ender i en stor kamp og der sker noget mærkeligt med Saida. Saida og hendes venner prøver også at finde ud af hvad der er sket med Mardelus - og det er et helt eventyr i sig selv.
Jeg ved ikke hvorfor jeg er så lidt investeret i de englekapitler. Måske fordi der er mega mange karakterer og jeg tit er forvirret over hvem der er hvem. En karakterliste ville have været meget gavnligt. Men måske er jeg også bare så meget mere investeret i historien om drengene og Cassandra og Mehmet og Julia. Dem nyder jeg i hvert fald mega meget!
Jeg glæder mig til at læse videre i den her serie - den sluttede virkelig også på en cliffhanger!
Another exciting book in this series. In this book Lucas, Theodor and Ron returns to their own world and finds a videocamera in the room under the ground. The videocamera contains some videos that Mehmet and Julia have recorded while Lucas, Theodor and Ron was in the other world. The three of them are stunned to find out that they haven't been gone 1 1/2 months as they thought but 1 1/2 years. Mehmet and Julia have moved to the "Bigcity" and they think that either Lucas, Theodor and Ron have decided to stay in the other world or they are dead. Lucas, Theodor and Ron goes to the "Bigcity" to find Mehmet and Julia and to get zippers for Vedalgo (the owner of a watehouse who is facinated by zippers, which they don't have in this world - yet) They need cintium (the currency of that world) in order to continue their search for Cassandra... This book is fantasticly well written and you really get a sense of being there. The story is good and it's very hard to put away.❤
Nu har den ligget og lokket mig siden starten af september men jeg har ikke haft tid på grund af studiet. Endelig fik vi efterårsferie og nu er det allerede forbi igen. For helvede hvor var det vildt! En af de ting jeg beklagede mig over ved bind et var det højtidelige sprog og at så meget af historien foregik hos Lucas der er semi-træls selvom han er plot drivende. I denne her havde jeg vænnet mig til sproget så det ikke længere lød fjollet og der var meget lidt om Lucas og hans venner, så jeg faktisk næsten savnede dem (go figure). Men shit det gik for sig! Jeg er vild med karakterens udvikling og jeg glæder mig åndssvagt meget til at Boris Hansen får skrevet bind 3 færdig! Jeg sender gifler som betaling for at gøre den færdig hurtige 👏👏👏
Spændende forsættelse af Panteon-sagaen. Jeg kan godt lide hvordan der bliver skiftet mellem de to verdner, og mystikken i de to verdner. Det er interessant at se hvordan livet i storbyen er, det er en god kontrast til fantasydelen i historien. Generelt synes jeg at det var en vildt spændende bog, og jeg kan ikke vente med at læse videre i serien.
"Tidens gang kan få selv det mest velkendte til at se fremmed ud." side 48
Nok den bedste ud af alle bøgerne i denne serie Jeg absolut elsker hovdedkarakterernes møde med Akkana og udviklingen af verden samt hvordan vores hovdedkarakterer vænner sig til den nye verden de er endt i
Denne historie vokser på mig. Elsker at der veksles mellem forskellige personer i fortællingen og det tydelige løfte (dog uudtalte) om at de finder sammen på en eller anden måde.
Fuld fart fremad i denne bog. Spring mellem de to verdener fungerer perfekt, og det var dejligt at se hvad der skete på begge sider, efterhånden som handlingen skred frem.
Irritation over oplæseren af lydbogen blev overdøvet af spænding næsten hele vejen igennem. Igen en imponerende bedrift, omend man efter den første bog er blevet lidt mere immun overfor oplæserstilen. Lidt som når næsen vænner sig til en dårlig lugt, og man efter et stykke tid kun bemærker den svagt.
Selv det beklagelige navn der er valgt til en af vores hovedpersoner fungerer bedre her, fordi man vænner sig til det. Men det tog en hel bog at nå dertil. Skulle den oversættes, ville jeg klart anbefale at skifte det navn ud med et andet, for at slippe for de associationer der uværgeligt følger med.
De fleste af personerne har en god personlig udvikling igennem bogen, omend ikke alle. Men det kan jo nå at komme endnu :)