Med deres fine naturstemninger, deres glæde over livet under åben himmel, deres stolte og usnobbede holdning overfor tilværelsen, deres indre glød og forfatterens evne til at iagttage og præcist gengive det iagttagne er "Jagtbreve og nye jagtbreve" blevet klassiske i dansk litteratur.
At Karen Blixen ikke havde sit skrivetalent fra fremmede, viser denne bog tydeligt. Skrevet af hendes far, Vilhelm Dinesen, som en række (jagt)breve til aviser over en årrække, demonstrerer de hans talent for det skrevne sprog. Naturbeskrivelserne er smukke og selv hvis man, som jeg, ikke er jæger og dermed ikke kan fange alle udtryk, så er der alligevel noget at hente. Eksempelvis i Dinesens tanker omkring naturbevarelse. De ville være ganske meget på linje med de progressive kræfter vi ser i dag. Lige så progressiv Dinesen var i forhold til naturbeskyttelse, lige så gammeldags er hans syn på kvinder til gengæld. Der kan man godt mærke, at bogen har små 150 år på bagen.
Hvorfor skal man læse denne halvtykke sag, skrevet af en mand for 150 år siden, med hovedfokus på at fortælle røverhistorier fra hans jagteventyr? For naturbeskrivelserne og for det flotte sprog først og fremmest. Det er ikke en bog, der tjener på at blive læst i et langt træk. Det var heller ikke sådan brevene var oprindeligt tænkt. Men i små bider hen af vejen, evt. mellem andre bøger, er det ikke så dårligt selskab at begive sig ud i naturen sammen med Wilhelm Dinesen.