’Den fabelagtige familien Frank’ er en fiktionaliseret biografi – angiveligt om familien Frank, men mestendels om magtfaktoren i familien, Harriet Frank Jr., og om hendes nevø, Michael, der på basis af sine dagbøger har skrevet bogen som en slags eksorcisme – for endegyldigt at få faster Harriet ud af sit system. Når Michaels dagbøger rummer så mange detaljer, som de gør, skyldes det, at han har tilbragt en stor del af sin barndom med – siddende på et trappetrin – at smuglytte til de voksnes samtale.
Harriet/Hankie er gift med Irving/Irv, og de arbejder sammen som succesfulde og prisbelønnede manuskriptforfattere. Deres skuespil er ofte iscenesatte romaner, og iscenesættelse bliver også kodeordet i Hankies eget liv, hvor familie og venner reduceres til aktanter i dramaer, som hun selv genererer. Faster Hankie og morbror Irv stammer fra to jødiske familier, der er emigreret fra Europa og har slået sig ned i Laurel Canyon, et højdedrag i Hollywood Hills uden for Los Angeles. Her bor også resten af familien: Martin, der er bror til Hankie, og hans kone, Merona, der er søster til Irv. Dette par er også velstående, men lever et mindre flamboyant liv end deres ældre søskende, hvilket bl.a. hænger sammen med, at de har tre sønner, Michael og hans to yngre brødre. Og for at sammenfletningen af de to familier kan blive komplet, flytter Hankie og Martins mor, Huffy, sammen med Irv og Meronas mor, Sylvia, da de begge er blevet enker.
Bogen fortælles i bagudsyn af Michael som jeg-fortæller, men der er masser af direkte tale, som følge af faster Hankies specielle talent for rammende replikker, og ligeledes masser af indre monolog, grundet den introverte Michaels mange refleksioner, så ofte opleves fremstillingen alligevel som scenisk og det vil bl.a. sige, at der er medsyn. Man kan heraf udlede, at Michael har to perspektiver på det fortalte, bagudsyn og medsyn, hvilket underbygger hans pålidelighed som sandhedsvidne.
Vi træder ind i handlingen, da Michael er otte år, hvor han overhører sin barnløse faster sige til sin mor, at hun – altså Hankie – elsker Michael ”højere end livet selv”, og at hun ville ønske, han var hendes. Idet hun påpeger et stort kunstnerisk talent hos Michael, mener hun, at han ville være bedre tjent med at være hendes barn end forældrenes, underforstået, at disse ikke er i stand til at give ham de rette stimuli, så hun overtager simpelthen Michaels dannelse som sit suveræne projekt. I de følgende år får han en kulturel indføring i litteratur, kunst, antikviteter, spillefilm og arkitektur, og den manuduktion, der skal kultivere hans smag, leveres ham nærmest intravenøst: ”Og så var der hendes snak – en utømmelig flod, som fyldte mig”. Michael skal også overtage fasterens livsindstilling, som er anti-Jantelovsagtig: man skal helt klart tro, at man ER noget: ”Du har vel ikke lyst til at være ganske almindelig, har du, Skattepus? Gå i ét med tapetet? At passe ind er en form for levende død. Man skal skille sig ud fra sine jævnaldrende. Altid”.
Og mon ikke, at ”Skattepus” skiller sig ud fra sine jævnaldrende – så meget, at hans skolegang bliver et mareridt af fysiske overgreb og psykisk mobning. Skolekammeraterne betvivler hans maskulinitet og kalder ham Suzie. En enkelt gang må han tåle den forsmædelse, at de i fuld offentlighed trækker bukserne af ham for at tjekke hans køn. Alt dette bærer han for sig selv; hverken fasteren eller forældrene skal plages med hans fiasko, men han plages i stigende grad selv af psykosomatisk ondt i maven.
Nu til dags kalder vi det grooming, når en person, der har en mentorfunktion i forhold til et ungt menneske, forfører den unge gennem et strategisk net af stimulerende, anerkendende og belønnende adfærd. Grooming er en form for opvarmning, inden mentoren måske har held til at udvikle et incestuøst forhold, og dette mener jeg faktisk, at man tendentielt ser udfoldet i fasterens omgang med Michael. Der er dog ’kun’ tale om følelsesmæssig incest.
Hos sin mormor, Sylvia, lærer Michael begrebet betingelsesløs kærlighed at kende, og han sniger sig til hyppige besøg hos hende, hvor han ikke skal gøre sig fortjent ved eksempelvis at dokumentere sin indsigt i Marcel Proust og Virginia Woolf. Den selvsamme dag, som Sylvia dør, ribber faster Hankie hendes bolig og befordrer alt i en affaldscontainer uden at spørge Michaels mor, om hun gerne vil arve nogle af sin mors ejendele. Michael når at orientere sine forældre, inden fasteren er færdig med sit hærværk, men de bakker ham ikke op, så ene mand står han vagt, så længe tømningen varer. Fasteren mistolker det faktum, at Michael bliver hos hende i stedet for at følge forældrene, så hun smiler triumferende. Men uden direkte at referere til det gamle begreb en Pyrrhus-sejr, markerer Michael over for læseren, at det er dét, fasteren har vundet: en tilsyneladende sejr, hvor man imidlertid taber mere, end man vinder.
Michael formulerer det på den måde, at det var ham, ”der havde grund til at triumfere”, hvilket jeg forstår på den måde, at han med denne oplevelse har fået en første anstødssten til at byde fasteren trods. I første omgang består dette blot i, at han ikke som vanligt kan afse tid til at møde op præcis den 1. december og hjælpe med julepyntningen af fasterens mansion, hvorefter fasterens reaktion er at aflyse samtlige årets juleritualer for hele familien. Det kan man da kalde at guilt-trippe en person!
Herefter følger års magtkamp og skrøbelig våbenhvile mellem Michael og hans faster – en magtkamp af sygelige dimensioner, som får læseren til at overveje, om der for fasterens vedkommende er belæg for diagnosen psykopati? Man kan sætte tjek-tegn ved samtlige karakteristika: manglende empati over for andre, manglende respekt for sociale normer, lav tolerancetærskel, manglende skyldbevidsthed etc. etc.
Magtkampen ender dog ikke i stejl uforsonlighed. Omkring morbror Irvs dødsfald vender Michael tilbage til Los Angeles fra New York, hvor han har stiftet familie og arbejdet i mange år som litterær kritiker og skribent. En konfrontation ved Irvs dødsleje løser sig op på en sådan måde, at Michael siger: ”Det føltes, som om vi alle, alle tre, var blevet løst fra en livslang forbandelse”.
Dette er imidlertid ikke nok i sig selv. Michael Frank må føre den refleksion til protokols, hvor han redefinerer sin egen identitet og følger sin frigørelsesproces til dørs ved at skrive bogen. Den bog, der beviser, at Hankie havde ret: Michael har potentiale til at blive forfatter. Men samtidig også den bog, der udstiller fasterens katastrofale arbejde som personlig coach.
Mange vil sikkert mene, at ’Den fabelagtige familien Frank’ først kunne udgives efter Harriet Franks død. Hun lever imidlertid endnu – i marts 2018 fyldte hun 101 år! Det er nok ikke sandsynligt, at hun mentalt er i stand til at kapere bogens indhold, men om hun så var, ville hun ikke med god ret kunne plædere for, at bogen er en urimelig vendetta mod familien og hende selv.
Sprogligt og holdningsmæssigt er det en sober og velunderbygget biografi, der er så fængende, at man har svært ved at lægge den fra sig. Den står ikke tilbage for en vellykket roman.