På den tyrkiske ø Tenedos holder tre gamle kollektiv-venner ferie. Linn og Hermann har deres tre børn med, Ib er alene, men optaget af stedets kok, mens Betty, som den eneste udeforstående, venter på sin noget ældre kæreste, Ernst, der også engang var en ubrydelig del af kollektivet. Alle venter de med indestængt og længselsfuld energi, mens den sitrende varmedis svæver over dem.
En af det bedste danske romaner jeg har læst længe. Sproget er en nydelse. Er titlen “Til stranden” mon en hilsen til Virginia Woolfs “Til fyret”? Der er visse ligheder både med sproget, der ruller frem og tilbage, og med handlingen, hvor der på overfladen ikke sker meget men alligevel berøres en række vigtige temaer.
Til stranden er navnet på Peter Højrups bog fra 2017 og den første i hans forfatterskab, jeg har læst. Vi følger en gruppe mennesker, gamle venner og nye bekendtskaber på en ferie i en tyrkisk ø. Det bringer mig mindelser af Kun til navlen, det her med en gruppe venner, og hvordan det der har været bliver ved med at snige sig ind på det der er, hvordan fortiden ligger som et usagt fundament for relationer, på godt og ondt.
Bogen er som sagt i 2017, hvor flygtningestrømmen over middelhavet vel var på sit højeste, og det for den tids typiske fokus på det moralske kollaps, der består i at lade mennesker drukne - eller i hvert fald ikke at lade sig synderligt påvirke af det. For mig klinger denne moral lidt hult, måske dels fordi den nu er fortærsket og uopfindsom, men måske også vi nu befinder os i en ny verden, hvor denne her ondskab, uretfærdighed og grusomhed har trådt frem på verdens scene som tilværelsens egentlige grundelementer. Den er nu for stor til, at vi kan påtage os noget ansvar for det. Måske. Måske er dette blot et forsøg for mig på at fralægge mig netop dette ansvar.
Jeg kan også godt lide den strøm af liderlighed, der løber under et par af bogens karakterer. Tag for eksempel denne her passage med Ernst, der falder i staver over en vuggende barm hos en ung kvinde:
Hans blik låser sig i en piges. Hun smiler, Ernst blinker til hende, det er en refleks, han tænker ikke engang over det, de har stadig øjenkontakt, hun smiler stadig, vognen kører oven en ujævnhed, så hun letter og griber ud efter stiveren, hun sad og lænede sig op ad. Hendes bryster løfter sig og bølger voldsomt, da hun lander igen. Brysterne, der løfter sig og bølger, da hendes bagdel rammer kanten af vognen, hendes forskrækkelse, hendes latter, hendes rødmen, mens hun retter på skjorten, Ernst holder fastere om hendes lår og trækker hende mod sine lænder, og stødet forplanter sig til de skvulpende bryster, han lægger hånden over hendes ansigt, hun tager hans tommelfinger i munden, hun stønner, hun vender det hvide ud af øjnene, det er et voldsomt billede, så skrumler vognen videre, han vinker, hun ser det, men vinker ikke tilbage.
Der er andre eksempler på dette. Men altså, det er noget, jeg har lagt mærke til: Sådanne små krummer af sensualitet, af liderlighed fungerer som en motor for læseren, kobler sig til et vist kredsløb i hjernen, der får en til at læse videre, videre, i håb om mere. Det kan jeg godt lide.
Alkohol fylder meget i bogen også, de drikker sig fulde hver aften, og jeg sidder bare og tænker: STOP NU. Stakkels børn, der skal være vidne til det der. Men det skaber jo mere drama, hvilket er værdifuldt for en forfatter. Hvad men det virkelige liv? Havde den ferie, vi læser om, været bedre, hvis der ikke blev drukket så meget alkohol. Ja, det tror jeg faktisk. Var der måske nogle ting, der ikke var kommet op til overfladen; som ikke blev sagt højt? Også ja. Behøver alt komme op til overfladen? Formentlig nej. Prøv at lade være med at drikke dig fucking beruset hver aften, helt ærligt, prøv det. Og det der: Jeg har brug for noget at drikke, det er en fucked up sætning, der burde få dig til at stoppe op og tænke dig godt om.
Beklager, det var en tangent. God bog, fire stjerner.
Denna berättelse är speciell. Kanske något för speciell för att jag helt ska förstå mig på den men samtidigt gilla en del av känslan den ger mig. Berättelsen är stilla medan resten av världen rör sig. Genom de olika karaktärerna och deras perspektiv skapas kontraster. Människorna inom gruppen ställs mot varandra och gruppen kontrasteras mot världen utanför deras semesterparadis. Inte många i gruppen är lyckliga, men deras problem kan möjligtvis ses som små när de jämförs med exempelvis flyktingar som på båtar passerar deras semesterö. Det känns som om berättelsen består av många komponenter som gör att varje läsare nog tar med sig olika delar. Sista tredjedelen påverkar mig mer då det tog ett tag för mig att hitta in i Peter Højrups sätt att uttrycka sig. Många gånger under läsningen känner jag ett sorts lugn samtidigt som jag känner sorg.
'Til stranden' er min første bog af Peter Højrup; og ham er jeg nødt til at læse mere af!
”Linn, (…) sidder på balkonen og stirrer ud over bugten, hvor det ene skib efter det andet glider langsomt forbi gennem varmedisen i forskellige højder. Horisonten er opløst. Det er umuligt at se, hvor havet slutter, og himlen begynder, man kan sejle lige ind i paradis, tænker Linn, eller helvede.”
Fire tidligere kollektivvenner, med henholdsvis børn og kæreste, er rejst på ferie til Tyrkiet, og i den sitrende varmedis får længsler og tanker frit spil, mens flygtninge skyller ind på stranden. ’Til stranden’ er en roman om det moderne menneskes dilemmaer og så er det en sproglig perle – poetisk og smuk.
Girl varför var jag med i boken o varför var jag precis lika neurotisk där som i verkligheten hur är det möjligt grabben känner inte mig o min mammaaaaaa