Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’.
Peter Adolphsen (født 1. september 1972 i Aarhus) er en dansk forfatter. Han er uddannet fra Forfatterskolen (1993-95), hvor han også var ansat som lærer 2008-2010. Debuterede i 1996 med Små Historier. Siden er udkommet Små historier 2 (2000), kortromanerne Brummstein (2003) og Machine (2006), form-eksperimenterne En million historier (2007) og Katalognien. En versroman (2009, skrevet sammen med Ejler Nyhavn). I 2013 udkom den post-apokalyptiske kortroman År 9 efter Loopet.
Adolphsen forsøger i sin prosa at videregive et koncist og mættet indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Inspirationen fra Per Højholt, Peter Seeberg, Franz Kafka og Jorge Luís Borges er tydelig. Adolphsen forener en eklatant, tilspidset, men omflakkende, urolig handling, hvor det er en pointe, at det skete bevæger sig i (for mennesket) uforudsigelige og besynderlige retninger.
Adolphsens Små historier er også små i lyotardsk forstand, og kan derfor anskues ud fra et postmoderne perspektiv, idet de ikke foregiver at formidle en fuldstændig, aflukket verdensanskuelse, men punkterer ethvert tilløb til en sådan gennem et bredt spektrum af genrer og synsvinkler. Verden er ikke til at forstå, forstås. Formen er på den måde vigtig for forståelsen af teksterne.
Narrativerne er minimale skiftinge, som ironiserende væver sig ind og ud af populærkulturen, de vil netop adskille sig fra hinanden, vise tilhørsforhold til de forskellige genrer, som kommer til udtryk i tidens massemedier. Disse står i forfatterskabet i et symbiotisk forhold til hinanden: Soap, dokumentar, satire, tragedie, æstetiseret pop.
I sine to romaner Brummstein (2003) og Machine (2006) fremstår Adolphsens budskab mindre svævende (end i Små historier 1 og 2). Begge romaner tager udgangspunkt i hvordan noget der skete for millioner af år siden får indflydelse på forskellige menneskers liv i nutiden (eller i den nære fortid). Den ateistiske Adolphsens pointe er vist nok at det vi mennesker ikke kan forklare (som fx pludselige dødsfald) ikke skyldes guddommelig indgriben, men derimod en årsagssammenhæng der går ud over vores forstand. – Og som altså kan ledes helt tilbage til alpernes tidlige orogenese (Brummstein) eller sågar Big Bang (Machine)! I 'Machine' henviser fortælleren til Aristoteles' opfattelse af tilfældighedsbegrebet netop som en begivenhed, man ikke kan placere i en årsagssammenhæng.
I sine to romaner benytter Adolphsen sig ligesom i de små historier af mange forskellige tekstlige virkemidler. Fælles for romanerne er desuden fortællerrollen, en fortæller som Adolphsen selv kalder "Hyper-olympikeren". Den super-alvidende fortæller som ved stort set alt om verdens gang og de medvirkende personers tanker.
Både 'Brummstein' og 'Machine' skildrer forholdet mellem østens kommunisme og vestens kapitalisme. 'Brummstein' handler om Tysklands historie i det 20. århundrede som oplevet fra mange forskellige personernes synspunkt, mens det nærmeste man kommer en hovedperson i 'Machine', Djamolidine Hasanov/Jimmy Nash, filosoferer over kulturforskellene mellem sit barndomsland, det sovjetiske Aserbajdsjan, og sit nye land, USA, som han i frustration flygter til i løbet af romanen.
Sammenlagt er disse to korte romaner oversat til ti sprog, bl.a. engelsk, tysk, nederlandsk, spansk og fransk.
En million historier (2007) indeholder præcis en million forskellige historier, er inspireret af den franske digter Raymond Queneaus digtsamling Cent mille milliards de poèmes (1961). Bogen er på ti sider, hver skåret i seks vandrette strimler. Der er derfor ti forskellige begyndelser, der hver har ti mulige fortsættelser osv. Strimlerne er nummereret 0 til 9. Et tal mellem 0 og 999.999 angiver en konkret tekst.
Sammen med Ejler Nyhavn har han i 2009 udgivet 'Katalognien. En versroman' (Samleren), hvor blandt andet idéer fra gruppen Oulipo er benyttet. Bogen er en mosaik-roman af i alt 33 forskellige faste, lyriske former (fx alexandrinere eller hexametre), i alfabetisk rækkef
Det er NU man skal læse Rynkekneppesygen, hvis ikke man allerede har været forbi den. Der er jo nærmest noget profetisk over Adolphsens lille bog om en pandemi der spreder sig i København med dertilhørende albuehilsner og social distancing.
Personligt elsker jeg Adolphsens absurde humor og finurlige sprog. Han er muligvis ikke for alle, men fantastisk er han nu alligevel, fyldt med en kærlighed til sprog som videnskab og til videnskabens sprog.
Sjov og spændene bog i starten med en virkelig anderledes og fantasifuld historie! Der er tænkt over detaljerne, både i forhold til rumvæsnerne og deres oprindelse og også meget forudsigende i forhold til reaktioner på en epedemi, nu hvor vi er midt corona-krisen. Første halvdel kunne godt have fået 4-5 stjerner herfra, men anden halvdel ødelagde det lidt for mig. Det blev alt for vulgært med den konstante beskrivelse af liderlighed og pikke, fisser og patter, da jeg ikke havde forventet at det var en så pornografisk historie.
Der er meget liderlighed i denne roman, som veksler mellem udredninger af sprogets opbygning på fjerne planeter, medicinske beskrivelser af den såkaldte rynkekneppesyge og indre syn hos de forskellige specielle personer og deres projekter eller fortid. Bogen er inddelt i tre akter, og først følger vi mest Winnifred og Arthur - den del kan jeg bedst lide. Sproget er for det meste skarpt, men jeg synes ikke, at de dele med højt lixtal og mange medicinske fremmedord gør bogen bedre. Og hvad vil bogen egentlig sige? Udover, at den viste sig at ramme ærgerligt meget plet i forhold til coronavirussens indtog, er det måske en parodi på, at den kropslige og seksuelle frigørelse er veget lidt tilbage? Adolphsens beskrivelse af, hvordan menneskene forholder sig til epidemien virker af og til som en en-til-en-beskrivelse af, hvad vi ser nu, og andre steder passer den heldigvis slet ikke (når Dante fx ikke vil melde sig og dermed er mere egoistisk end altruistisk). Den får tre store stjerner.
Rynkekneppesygen er ganske enkelt en opfindsom roman. Bogen sprudler af absurde påfund, sære karaktertræk og uforudsigelige udviklinger. Det kommer stærkest til udtryk i bogens titulære sygdom: Rynkekneppesygen. Sygdommen er en infektion forårsaget af de små tvemundede rumvæsener: Ofuerne. Når de kommer i kontakt med menneskelig hud, udskiller de et psyaktivt stof, der simpelthen gør folk mere og mere smask-stang-hamrende liderlige indtil de til sidst ikke kan tænke på noget som helst andet end den søde kløe. Samtidig ældes de smittedes hud, så de får flere og flere rynker. Det lyder pulp-agtigt og som en vaskeægte B-farce, men på efterstræbelsesværdig vis formår Peter Adolphsen at styre udenom det latterlige. Han behandler sygdommen med seriøsitet og humor i det rette blandingsforhold - indtil bogens sidste akt, hvor det hele kammer over og bliver lettere tåbeligt. Det skyldes primært, at Adolphsen glemmer samfundet og sygens indvirkning på danskernes verden. Det er ærgerligt, for det er, når bogen ser på kollektivet som en helhed, at den er allermest fascinerende.
Grundidéen, en epidemi af liderlighed giver en særlig blanding af virkeligt komiske situationer, der samtidigt er tragiske. Det er godt tænkt og forfatteren er også dygtig til at skrive.
Desværre bliver de meget eksplicitte beskrivelse af konstante sexscener specielt i anden halvdel for dominerende og temmelig enerverende. I en del af historien bliver det for lidt original fortælling og for meget tom porno. Hvis der havde været skåret 10-20% af, ville jeg have givet den 4-5 stjerner.
Peter Adolphsen skriver befriende enkelt og gribende. Bogen udforsker indefra en epidemi, der er både forfærdelig og tvangserotisk (og forfærdelig tvangserotisk). Det sætter læseren i et dilemma mellem det dragende og det afskrækkende. Fantasifuldt udfolder romanen sig og indrager både fakta og opspind, så det er en fryd. Klart anbefalelsesværdig!
Et mustread, hvis du er til det absurde, ordlegene og drømmende univers Adolphsen formår at skabe, i et sammensurium af eksperimenterende sex, længsler og akavethed. To år efter, at have læst bogen, får jeg stadig lyst til at dyrke bogen én gang mere, fordi den på en og samme tid forekommer relevant, nutidig og bizar, og får en til at blive hængende fra ene til anden.
Den var OK. Jeg er stadig ikke sikker på hvad den ville mig eller verden, og flere steder tror jeg kun jeg kom videre på grund af at jeg havde lovet min ven at læse den. Andre dele var ret fine og hjerteskærende. Vi tlaer om den som episode 33 i vores podcast serie 'læs Den' Se mere på læsden.dk.
Jeg ved ikke lige hvad jeg har læst.. En gennemgribende mærkelig bog, som enten fortjente 2 eller 4 stjerner for sin eksperimenterende særhed - men 3 stjerne er for vagt.
Troede seriøst ikke jeg skulle anbefale den her bog da jeg startede den, men jeg må æde min hat og indrømme at den er fucking sindssyg! Læs den, læs den, læs den!
Alt for fjollet til mig. Jeg læste den primært fordi jeg savnede noget godt og dansk sci-fi. Jeg synes ikke rigtigt jeg fik nogle af delene. Det mest positive ved bogen var hvor godt ramt noget af det indledende ved samfundets håndtering af den her pandemi er beskrevet. Og det er vel at mærke skrevet før covid. Der er også flere af personer i bogens første halvdel, som jeg synes er interessante nok. Men herefter falder bogen fuldstændigt fra hinanden, og de meget detaljerede "sex scener" virker mest som en slatten gimmick. Jeg mister fuldstændigt interessen for de nye personer, som overtager plottet, og får kun lige akkurat kæmpet mig igennem sidst halvdelen af bogen, som heldigvis er relativt kort (250 sider).