”Jeg, Pandora, åbnede rent faktisk, og det kom ud. Det var anderledes end jeg troede.”
Kvinden Pandora forsøger i drømme at hævne en fortid med en dæmonisk mand, og samtidig bliver hun forladt af en anden mand. Hun skriver ensomhedens og tabets ritualer ned, forsøger at huske, forsøger at glemme, hun lægger planer og udtænker projekter, korresponderer, drømmer og diskuterer med sig selv, to veninder og en tredje mand. Indimellem taler et kor af børn.
Krisehæfterne er Ursula Andkjær Olsens første roman, en vild og knopskydende bog, en kærlighedsroman, en økonomiroman, en historie om at lukke op – for fortiden, hævnen, drømmene og fremtiden – som i bogens anden del spejler sig i et essay om de globale kriser og de helt lokale, om ensomhed, sorg og utopier.
Som et ekstra spor løber en billedserie gennem en række mystiske, blåsorte genstande, rum og landskaber – fotografiske arbejder af kunstneren Sophia Kalkau.
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman, Krisehæfterne, er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation. Læs hele anmeldelsen på K’s bognoter: http://bognoter.dk/2018/01/21/ursula-...