What do you think?
Rate this book
در نام جاها: نام، بخشی از رمان چندجلدی در جستوجوی زمان ازدسترفته، اثر مارسل پروست، همراه سفر تخیل راوی میشویم به جاها و آنچه نامشان در او برمیانگیزد. نام جاها: نام، شرح دلدادگی راوی است به ژیلبرت، دختر سوان و اودت، و کندوکاوی است در باب عشق و روابط
پروست در این بخش با تخیل اعجابانگیزش نگاهی روانشناسانه به درون انسانها میاندازد و احساسات عاشقانه را چنان با قدرت توصیف میکند که این اثر را در شمار آثار برتر عاشقانۀ جهان قرار میدهد. در جستوجوی زمان ازدسترفته از مهمترین رمانهای قرن بیستم است که ظریفترین و عمیقترین نظریات شناخت روان آدمی را در خود جای داده است
انتشار آثاری از این دست در قالب رمان مصور، با حجمی کمتر و ظاهری متنوعتر، میتواند تجربهای خوشایند از مطالعۀ آثار کلاسیک برای خوانندگان مهیا کند. گفتنی است که بخشهای دیگری از رمان در جستوجوی زمان ازدسترفته نیز، با نامهای کومبره، سوان عاشق و در سایۀ دوشیزگان شکوفا، از سوی نشر چترنگ به صورت رمان مصور به چاپ رسیدهاند
پروست در این بخش با تخیل اعجابانگیزش نگاهی روانشناسانه به درون انسانها میاندازد و احساسات عاشقانه را چنان با قدرت توصیف میکند که این اثر را در شمار آثار برتر عاشقانۀ جهان قرار میدهد. در جستوجوی زمان ازدسترفته از مهمترین رمانهای قرن بیستم است که ظریفترین و عمیقترین نظریات شناخت روان آدمی را در خود جای داده است
انتشار آثاری از این دست در قالب رمان مصور، با حجمی کمتر و ظاهری متنوعتر، میتواند تجربهای خوشایند از مطالعۀ آثار کلاسیک برای خوانندگان مهیا کند. گفتنی است که بخشهای دیگری از رمان در جستوجوی زمان ازدسترفته نیز، با نامهای کومبره، سوان عاشق و در سایۀ دوشیزگان شکوفا، از سوی نشر چترنگ به صورت رمان مصور به چاپ رسیدهاند
52 pages, Paperback
First published October 16, 2013
About the author
Stéphane Heuet
31 books36 followersStéphane Heuet is a French comic artist who is seven volumes into his comic adaptation of In Search of Lost Time. He lives in Paris.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
May 22, 2021
رمان مصور و خلاصه شده
April 20, 2017
Like all of the volumes in this graphic novel version of Marcel Proust's La Recherche, Stéphane Heuet does an excellent job of capturing the limpidity of the text and the action in the episode. I think that those who are intimidated by the original work can derive some pleasure from reading this version which is very faithful to its progenitor.
March 25, 2018
Tredje og sidste del af Marcel Prousts ’Vejen til Swann’ hedder ’Navnet’. I Stéphane Heuets grafiske romanserie er kapitlet et selvstændigt bind under titlen ’Nom de pays: le nom’, og dette er udkommet i 2013. Forsiden viser en cirka 14-årig Marcel beundre hestevogne, der fragter skønne kvinder ad Allée des Acacias i Boulogneskoven. I den forreste vogn ses Odette Swann og hendes datter Gilberte, hvilket dog ikke er en situation, der indgår i handlingen. I teksten indgår derimod et andet helsides-billede i fugleperspektiv fra Boulogneskoven, endvidere et par halvsides-billeder, ligesom mange almindelige billedruder udspiller sig i skoven.
Men ’Le nom’ indledes på et abstrakt plan, hvor Marcel filosoferer over, hvad et navn kan betyde – og her tænkes specifikt på navne på byer, som han drømmer om at besøge: Balbec, Venedig og Firenze. Alene dét at genkalde sig sådanne navne er nok til at fremmane voldsomme landskaber i Marcels bevidsthed, idet navnene har en iboende magt. Aktuelt står familien Proust over for en rejse til de nævnte italienske byer, men alene den repræsentation, der ligger i deres navne, bringer Marcel så meget i affekt, at han bliver syg og får absolut rejseforbud det næste år. I mellemtiden må han ikke bevæge sig længere væk end til anlægget på Champs-Élysées, hvor han opdager, at Gilberte Swann, som han allerede i Combray har fattet interesse for, ofte leger med sine veninder. Han opnår at få en legeaftale med dem, men Gilberte leger også med den letantændelige Marcels følelser. I en periode, hvor hun har lagt ham på is, dyrker han i stedet navnet på hendes far, Swann, og navnet på hendes gade, Avenue du Bois de Boulogne. Han overlever på den iboende repræsentation i disse navne, indtil hans længsler igen hægter sig på en fysisk person, da han erfarer, at Odette ofte færdes i Boulogneskoven. Odette er altid iklædt sensuelle violette gevandter, og nogle mænd genkender hende for hendes syndige fortid, men for Marcel er hun en dronning – intet mindre. I bagud syn glider Odette og andre skønne spadserende kvinder sammen med træerne i Marcels bevidsthed og giver ham associationer til dryader. Dette lykkelige interludium i barndommen begærer Marcel at genopleve, da han som voksen skal passere gennem Boulogneskoven, mens den står i de flotteste efterårsfarver. Men ak, ekvipager er afløst af automobiler, kvindernes tøjstil er ændret, og deres hår er grånet. At genopleve den lykkelige tid er ikke muligt ved at genopsøge arnestedet. Det havde måske været mere virksomt, hvis han hjemme hos sig selv havde fokuseret på navnet Allée des Acacias med al dets iboende magt.
’Le nom’ udgøres af 46 sider, og at disse dækker et væsentligt mindre tekstudsnit end Heuets øvrige bind slår igennem på den måde, at dette bind ikke fremtræder så kvælende trangt mht. antal billedruder og teksttavler pr. side, som de øvrige bind gør. Sprogligt oplever jeg det dog som mere krævende end de tidligere bind, og indholdet er også mere abstrakt. Skal man have det fulde udbytte af Boulogne-afsnittet, forudsætter det eksempelvis kendskab til Vergil og Æneiden. Men ’Le nom’ er virkelig smukt tegnet. Væk er ideen om, at personer blot er stilistiske skitseringer, der – som på en transparent – er lagt ind over en naturalistisk baggrund. Personerne er nu tredimensionale og udgør en integreret del af omgivelserne, der fremtræder farvemæssigt meget anderledes end i de hidtidige bind. Hvor der tidligere var mange mauve-farvede aftenbilleder, svælger 'Le nom' i klare dagbilleder med fokus på hhv. et forårsgrønt og et vinterhvidt Champs-Élyssées samt en efterårsgul Boulogneskov. Æstetikken er i højsædet, hvilket muligvis ikke henrykker de franske BDphiles, der sandsynligvis eftersøger andet og mere end skønhed i en grafisk roman. Men jeg fortsætter positiviteten: forbindelsen tekst og illustration er også blevet bedre, sådan at der ikke længere er tale om dobbeltkommunikation. I anmeldelsen af ’Combray’ klagede jeg over, at ansigtsudtryk og taleboble udsagde nøjagtig det samme i madeleinescenen. I ’Le nom’ er der fire fine closeups af på skift Gilbertes veninder og nogle fugle på sneen. Hertil lyder teksten: ”Bientôt, l’une après l’autre, ses amies arrivèrent”. Man gentager altså ikke hele Prousts formulering: ”Snart kom den ene efter den anden af hendes veninder til syne som små sorte spurve mod sneen” – for det med spurvene bidrager tegningen med.
Uden at det skal slå skår i glæden tillader jeg mig til sidst at ironisere lidt over, hvordan man har håndteret det faktum, at der trods den luftige grafik alligevel var afsluttende plads, der skulle udfyldes, fordi teksten var kortere end ellers. ’Le nom’ indledes og afsluttes med et meget stort kort over Paris, hvor relevante adresser er angivet, og diverse bygninger vises i form af indsatte tegninger. Af andet servicemateriale er der noter til bindet ’Combray’ (udkommet 15 år tidligere), noter til ’Un amour de Swann’ (udkommet 7 og 5 år tidligere) samt naturligvis noter til ’Le nom’. Så følger en tegnet præsentation af romanens personer (6 sider) samt en præsentation af Marcel Proust og hans familie (stamtavle). Endvidere oplysningen om, at byen Illiers, der er virkelighedens pendant til den fiktive Combray, i 1971 skiftede navn til Illiers-Combray. Dette ofres der to landkort på at vise – hvorefter vi vist alle må siges at være opdaterede og klar til at komme videre!
OBS: For en introduktion til generelle karakteristika i Heuets omarbejdning af Prousts tekst henvises til min anmeldelse af første bind af serien, ’Combray’.
Men ’Le nom’ indledes på et abstrakt plan, hvor Marcel filosoferer over, hvad et navn kan betyde – og her tænkes specifikt på navne på byer, som han drømmer om at besøge: Balbec, Venedig og Firenze. Alene dét at genkalde sig sådanne navne er nok til at fremmane voldsomme landskaber i Marcels bevidsthed, idet navnene har en iboende magt. Aktuelt står familien Proust over for en rejse til de nævnte italienske byer, men alene den repræsentation, der ligger i deres navne, bringer Marcel så meget i affekt, at han bliver syg og får absolut rejseforbud det næste år. I mellemtiden må han ikke bevæge sig længere væk end til anlægget på Champs-Élysées, hvor han opdager, at Gilberte Swann, som han allerede i Combray har fattet interesse for, ofte leger med sine veninder. Han opnår at få en legeaftale med dem, men Gilberte leger også med den letantændelige Marcels følelser. I en periode, hvor hun har lagt ham på is, dyrker han i stedet navnet på hendes far, Swann, og navnet på hendes gade, Avenue du Bois de Boulogne. Han overlever på den iboende repræsentation i disse navne, indtil hans længsler igen hægter sig på en fysisk person, da han erfarer, at Odette ofte færdes i Boulogneskoven. Odette er altid iklædt sensuelle violette gevandter, og nogle mænd genkender hende for hendes syndige fortid, men for Marcel er hun en dronning – intet mindre. I bagud syn glider Odette og andre skønne spadserende kvinder sammen med træerne i Marcels bevidsthed og giver ham associationer til dryader. Dette lykkelige interludium i barndommen begærer Marcel at genopleve, da han som voksen skal passere gennem Boulogneskoven, mens den står i de flotteste efterårsfarver. Men ak, ekvipager er afløst af automobiler, kvindernes tøjstil er ændret, og deres hår er grånet. At genopleve den lykkelige tid er ikke muligt ved at genopsøge arnestedet. Det havde måske været mere virksomt, hvis han hjemme hos sig selv havde fokuseret på navnet Allée des Acacias med al dets iboende magt.
’Le nom’ udgøres af 46 sider, og at disse dækker et væsentligt mindre tekstudsnit end Heuets øvrige bind slår igennem på den måde, at dette bind ikke fremtræder så kvælende trangt mht. antal billedruder og teksttavler pr. side, som de øvrige bind gør. Sprogligt oplever jeg det dog som mere krævende end de tidligere bind, og indholdet er også mere abstrakt. Skal man have det fulde udbytte af Boulogne-afsnittet, forudsætter det eksempelvis kendskab til Vergil og Æneiden. Men ’Le nom’ er virkelig smukt tegnet. Væk er ideen om, at personer blot er stilistiske skitseringer, der – som på en transparent – er lagt ind over en naturalistisk baggrund. Personerne er nu tredimensionale og udgør en integreret del af omgivelserne, der fremtræder farvemæssigt meget anderledes end i de hidtidige bind. Hvor der tidligere var mange mauve-farvede aftenbilleder, svælger 'Le nom' i klare dagbilleder med fokus på hhv. et forårsgrønt og et vinterhvidt Champs-Élyssées samt en efterårsgul Boulogneskov. Æstetikken er i højsædet, hvilket muligvis ikke henrykker de franske BDphiles, der sandsynligvis eftersøger andet og mere end skønhed i en grafisk roman. Men jeg fortsætter positiviteten: forbindelsen tekst og illustration er også blevet bedre, sådan at der ikke længere er tale om dobbeltkommunikation. I anmeldelsen af ’Combray’ klagede jeg over, at ansigtsudtryk og taleboble udsagde nøjagtig det samme i madeleinescenen. I ’Le nom’ er der fire fine closeups af på skift Gilbertes veninder og nogle fugle på sneen. Hertil lyder teksten: ”Bientôt, l’une après l’autre, ses amies arrivèrent”. Man gentager altså ikke hele Prousts formulering: ”Snart kom den ene efter den anden af hendes veninder til syne som små sorte spurve mod sneen” – for det med spurvene bidrager tegningen med.
Uden at det skal slå skår i glæden tillader jeg mig til sidst at ironisere lidt over, hvordan man har håndteret det faktum, at der trods den luftige grafik alligevel var afsluttende plads, der skulle udfyldes, fordi teksten var kortere end ellers. ’Le nom’ indledes og afsluttes med et meget stort kort over Paris, hvor relevante adresser er angivet, og diverse bygninger vises i form af indsatte tegninger. Af andet servicemateriale er der noter til bindet ’Combray’ (udkommet 15 år tidligere), noter til ’Un amour de Swann’ (udkommet 7 og 5 år tidligere) samt naturligvis noter til ’Le nom’. Så følger en tegnet præsentation af romanens personer (6 sider) samt en præsentation af Marcel Proust og hans familie (stamtavle). Endvidere oplysningen om, at byen Illiers, der er virkelighedens pendant til den fiktive Combray, i 1971 skiftede navn til Illiers-Combray. Dette ofres der to landkort på at vise – hvorefter vi vist alle må siges at være opdaterede og klar til at komme videre!
OBS: For en introduktion til generelle karakteristika i Heuets omarbejdning af Prousts tekst henvises til min anmeldelse af første bind af serien, ’Combray’.
January 31, 2020
...La réalité que j'avias connue n'existait plus; les lieux que nous avons connus n'appartiennent pas au monde de l'espace où nous les situons pour plus de facilité; le souvenir d'une certaine image n'est que le regret d'un certain instant....
June 18, 2020
جلد چهارم مجموعه مصور در جستجوی زمان از دست رفته، به بخش پایانی جلد نخست مجموعه اصلی اختصاص دارد. «نام جاها: نام».
این بخش سرشار از تصایری زیبا از جاهایی است که راوی برای احیای لحظات گذشته بدانجا سرک میکشد. جاهایی که نقطه اتصال به لحظاتی یا زمانهایی است که راوی حسرت بازآفرینیشان را میخورد، اما برخلاف انتظارش جز در حد همین نقطه اتصال از او بر نمیآید. استفان اوئه به خوبی این تصاویر را بازآفرینی کرده و خواننده را به قلب رمان میکشاند، شور عشق ژیلبرت را که با کلمات جادویی پروست در دل مخاطب زنده و تمناگرانه شکل میگیرد در اقتباسش به خوبی منتقل کرده و سرانجام در جملات پایانی این جلد است که دغدغه رمان به صراحت بیان میشود و استفان اوئه که به نیکی این موضوع را دریافته اقتباسش از رمان را با همین جملات پایان میدهد: یاد یک تصویر چیزی جز حسرت یک لحظه نیست. و افسوس که خانهها، راهها و خیابانها، مثل سالها گریزانند.
پ.ن. در پایان این جلد پانویسهایی برای چهار جلد نخست آمده (که البته بیمراجعه به آنها نیز میتوانر مان را به خوبی دریافت اما شاید اگر رمان اصلی را نخوانده باشید کمک خوبی برای فهمیدن برخی جزییات داستان باشد) و سپس شجرهنامه راوی و بعد فهرستی از شخصیتهای داستان با تصاویرشان را ارائه کرده است.
این بخش سرشار از تصایری زیبا از جاهایی است که راوی برای احیای لحظات گذشته بدانجا سرک میکشد. جاهایی که نقطه اتصال به لحظاتی یا زمانهایی است که راوی حسرت بازآفرینیشان را میخورد، اما برخلاف انتظارش جز در حد همین نقطه اتصال از او بر نمیآید. استفان اوئه به خوبی این تصاویر را بازآفرینی کرده و خواننده را به قلب رمان میکشاند، شور عشق ژیلبرت را که با کلمات جادویی پروست در دل مخاطب زنده و تمناگرانه شکل میگیرد در اقتباسش به خوبی منتقل کرده و سرانجام در جملات پایانی این جلد است که دغدغه رمان به صراحت بیان میشود و استفان اوئه که به نیکی این موضوع را دریافته اقتباسش از رمان را با همین جملات پایان میدهد: یاد یک تصویر چیزی جز حسرت یک لحظه نیست. و افسوس که خانهها، راهها و خیابانها، مثل سالها گریزانند.
پ.ن. در پایان این جلد پانویسهایی برای چهار جلد نخست آمده (که البته بیمراجعه به آنها نیز میتوانر مان را به خوبی دریافت اما شاید اگر رمان اصلی را نخوانده باشید کمک خوبی برای فهمیدن برخی جزییات داستان باشد) و سپس شجرهنامه راوی و بعد فهرستی از شخصیتهای داستان با تصاویرشان را ارائه کرده است.
March 17, 2024
Le héros de l'histoire est un putain de looser, au point d'en être agaçant à la longue. L'histoire est merveilleusement écrite et décrite en images. Proust semble vivre au ralenti, ce qui lui permet de décrire et d'analyser, comme au microscope, ce que le narrateur fait, vois, pense et ressent. C'est une très lente promenade où peu de choses se passent et où, par moment, je me suis laissé embarquer. Le « héros », pour soigner sa santé fragile, s'en va passer l'été dans un hôtel à Balbec avec sa grand-mère et Françoise, la « servante ». L'histoire décrit son quotidien. Il se fait quelques amis et passe la plupart de son temps à glander. Un jour, sur la plage, il voit de loin un groupe de jeunes filles. Cela n'aura de cesse de l'obséder jusqu'à la fin de l'histoire. Désormais, tout se fera en fonction de ces filles. Il refuse de voir ses amis, il calcule ses visites en fonction de ces filles, plus rien d'autre au monde ne compte pour lui, à part elles. Un gros looser prêt à tout arrêter, tout sacrifier, pour des filles qui lui plaisent presque plus en groupe qu'individuellement, avec lesquels il imagine tant de choses parce qu'il ne sait pas lire les messages qu'elle emettent.
August 23, 2022
در جلد دوم رمان، راوی با مادربزرگ خود به کنار دریا میرود. ساحل و تفرجگاه محبوب و مد روز کابورگ. آنجا بهشدت عاشق یک دختر جوان و زیبا به نام آلبرتین میشود. دختری با موهای کوتاه، لبخند معصومانه و طرز صحبت بیخیال و خودمانی. برای تقیریبا ۳۰۰ صفحه راوی جز به آلبرتین فکر نمیکند. معنای زندگی حتما مهر آلبرتین است ولی به مرور زمان متوجه میشود که اینجا هم ناامیدی کمین کرده است.
لحظهای میرسد که نهایتا میتواند آلبرتین را ببوسد.
لحظهای میرسد که نهایتا میتواند آلبرتین را ببوسد.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews