Det er et noget mere ærligt portræt af vores kommende konge, og af kongehuset generelt, end jeg havde regnet med. Sølvtøjet er tydeligvis pudset så det skinner til lejligheden, men jeg øjner alligevel ganske tydeligt mennesket bag den flotte gallauniform. Jeg har altid været stolt af vores kongehus, dog aldrig royalist som sådan, men jeg har fået en kæmpe respekt for den kongelige familie, og af kronprinseparret især. Ikke på grund af deres position, men snarer fordi de er moderne mennesker med holdninger, ambitioner og en fornuftig tilgang til tingene. Ikke fordi at jeg ønsker at vores kære dronning skal kradse af på nuværende tidspunkt, men jeg glæder mig alligevel til den dag, hvor vi får en så værdig, dog samtidig nede på jorden, konge og dronning.
Derudover er sproget fængende, og opsætningen med skift mellem prosa og interview gør denne bog både spændende og legende let at læse.
Denne bog kan klart anbefales!