What do you think?
Rate this book
Nordkraft
Nordkraft er en roman om en gruppe unge, der lever på begge sider af grænsen.
Nordkraft foregår i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, bland misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage.
Nordkraft foregår i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, bland misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage.
421 pages
First published January 1, 2002
70 people are currently reading
1032 people want to read
About the author
Jakob Ejersbo
11 books68 followersJakob Ejersbo is a writer who died young. He succumbed to cancer at 40, having published a volume of short stories and a novel, Nordkraft, which won the 2003 Golden Laurel Prize. But more importantly, it was hailed by critics and readers alike as a great new Danish novel, ushering in a new type of fiction that would draw a line under the minimalism and symbolism that had prevailed in Danish literature during the late 1990s.
A gritty, realistic tale about disaffected youth in Aalborg, Denmark’s fourth largest city, it captured the Danes’ imaginations, holding a mirror to their society and rendering them as they saw themselves.
It was the last book Ejersbo would live to publish. He died in July 2008, just 10 months after being diagnosed with cancer. Throughout his illness, Ejersbo strove to complete his latest project, an ambitious trilogy about the relationship between the West and the Third World. Shortly after his death, his publisher, Johannes Riis, literary director at Gyldendal, revealed that he had left behind a manuscript and that it was virtually finished.
At a cumulative 1,600 pages, Ejersbo’s trilogy is a formidable work, and when the first part, Eksil, was released in Denmark in summer 2009 it caused just as much of stir as did Nordkraft. The literary critic Klaus Rothstein wrote in the Danish Literary Magazine that ‘seldom has anyone written anything so insistent and impassioned, so glowing hot and ice-cold, so heartfelt and so cynical’.
The trilogy is primarily set in Eastern Africa and explores the relationships between European ex-pats and the Tanzanians they live amongst. Ejersbo was not a writer for whom easy solutions and happy endings held any interested, and there are none to be found in these bleak but impeccably observed books. The trilogy is also formally inventive: two novels, Exile and Liberty sandwich a collection of stories that returns to the characters introduced in the first part.
In October 2011, MacLehose Press will be publishing Exile in English, translated by Mette Petersen. It is primarily the story of Samantha, the daughter of neglectful, abusive English parents, who takes solace in sex, drugs and lies but cannot control her destiny once the wheel of catastrophe has begun to turn. Revolution will follow in 2012 and Liberty in 2013. I’ll let Klaus Rothstein have the last word, except to say that we haven’t been as excited about a Scandinavian trilogy since Stieg Larsson's Millenium Trilogy:
"Jakob Ejersbo was a deliberate and original writer, who was not only able to maintain an artistic overview of the antipoetry of existence but was also capable of describing it in finely narrated and captivating language. Exile is an electrifying novel, and its final chapter – which gives the novel its name – shocks the reader as a shattering highpoint of modern Danish literature."
Klaus Rothstein, Danish Literary Magazine
A gritty, realistic tale about disaffected youth in Aalborg, Denmark’s fourth largest city, it captured the Danes’ imaginations, holding a mirror to their society and rendering them as they saw themselves.
It was the last book Ejersbo would live to publish. He died in July 2008, just 10 months after being diagnosed with cancer. Throughout his illness, Ejersbo strove to complete his latest project, an ambitious trilogy about the relationship between the West and the Third World. Shortly after his death, his publisher, Johannes Riis, literary director at Gyldendal, revealed that he had left behind a manuscript and that it was virtually finished.
At a cumulative 1,600 pages, Ejersbo’s trilogy is a formidable work, and when the first part, Eksil, was released in Denmark in summer 2009 it caused just as much of stir as did Nordkraft. The literary critic Klaus Rothstein wrote in the Danish Literary Magazine that ‘seldom has anyone written anything so insistent and impassioned, so glowing hot and ice-cold, so heartfelt and so cynical’.
The trilogy is primarily set in Eastern Africa and explores the relationships between European ex-pats and the Tanzanians they live amongst. Ejersbo was not a writer for whom easy solutions and happy endings held any interested, and there are none to be found in these bleak but impeccably observed books. The trilogy is also formally inventive: two novels, Exile and Liberty sandwich a collection of stories that returns to the characters introduced in the first part.
In October 2011, MacLehose Press will be publishing Exile in English, translated by Mette Petersen. It is primarily the story of Samantha, the daughter of neglectful, abusive English parents, who takes solace in sex, drugs and lies but cannot control her destiny once the wheel of catastrophe has begun to turn. Revolution will follow in 2012 and Liberty in 2013. I’ll let Klaus Rothstein have the last word, except to say that we haven’t been as excited about a Scandinavian trilogy since Stieg Larsson's Millenium Trilogy:
"Jakob Ejersbo was a deliberate and original writer, who was not only able to maintain an artistic overview of the antipoetry of existence but was also capable of describing it in finely narrated and captivating language. Exile is an electrifying novel, and its final chapter – which gives the novel its name – shocks the reader as a shattering highpoint of modern Danish literature."
Klaus Rothstein, Danish Literary Magazine
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 91 reviews
November 11, 2021
It's difficult to know how to review this excellent first novel by the late and much lamented Jakob Ejersbo. Instead, my Danish friend Pernille Hvalsøe and I would like to present:
If the first paragraph of A la recherche du temps perdu had been written by Ejersbo
I lang tid nu er jeg faldet tidligt i søvn. Lyset forsvinder og øjnene lukker sig hurtigt i. Jeg når ikke engang at tænke, pis og lort, nu falder jeg i søvn. En halv time senere vågner jeg igen. Jeg tænker, at nu er det på tide at gå i seng. Jeg vil lægge den bog jeg tror jeg har i hånden og slukke lyset. Mens jeg sov har det jeg læste fucked mig op. Jeg tror jeg er alt hvad der stod i bogen. En kirke. En kvartet. Madonnas bryster. Følelsen varer i et par sekunder. Den påvirker ikke min hjerne. Men mine øjne kan ikke se at lyset ikke længere er tændt. Så sløres tankerne som minder om et tidligere liv efter en reinkarnation. Bogen fortager sig. Jeg kan tænke på den eller ej som jeg vil. Så kan jeg se igen. Mørket er uventet. Det er dejligt og afslappende for øjnene. Endnu mere for sindet. Jeg forstår ikke, hvor det kommer fra. Helt mørkt. Hvad er klokken? Jeg hører togenes tuden. Nogle tæt på, andre fjernt. De er som fuglesang i en forpulet skov. Jeg kender afstandene i det øde landskab. Nogle derude skal til den næste station. Togsporene er lagt i hans hukommelse. Nye oplevelser. Samtalen tidligere. Tre hundrede gram tjald leveret under en ukendt lampe. De følger ham i nattens stilhed. Det bliver godt at komme hjem.
If the first paragraph of A la recherche du temps perdu had been written by Ejersbo
I lang tid nu er jeg faldet tidligt i søvn. Lyset forsvinder og øjnene lukker sig hurtigt i. Jeg når ikke engang at tænke, pis og lort, nu falder jeg i søvn. En halv time senere vågner jeg igen. Jeg tænker, at nu er det på tide at gå i seng. Jeg vil lægge den bog jeg tror jeg har i hånden og slukke lyset. Mens jeg sov har det jeg læste fucked mig op. Jeg tror jeg er alt hvad der stod i bogen. En kirke. En kvartet. Madonnas bryster. Følelsen varer i et par sekunder. Den påvirker ikke min hjerne. Men mine øjne kan ikke se at lyset ikke længere er tændt. Så sløres tankerne som minder om et tidligere liv efter en reinkarnation. Bogen fortager sig. Jeg kan tænke på den eller ej som jeg vil. Så kan jeg se igen. Mørket er uventet. Det er dejligt og afslappende for øjnene. Endnu mere for sindet. Jeg forstår ikke, hvor det kommer fra. Helt mørkt. Hvad er klokken? Jeg hører togenes tuden. Nogle tæt på, andre fjernt. De er som fuglesang i en forpulet skov. Jeg kender afstandene i det øde landskab. Nogle derude skal til den næste station. Togsporene er lagt i hans hukommelse. Nye oplevelser. Samtalen tidligere. Tre hundrede gram tjald leveret under en ukendt lampe. De følger ham i nattens stilhed. Det bliver godt at komme hjem.
March 17, 2016
Streckenweise unvergesslich, aber nur bedingt empfehlenswert
Persönliche Befangenheitserklärung:
Im Sommer 2001 las ich das Dyptichon Der Himmer ist leer von einem norwegischen Autor namens Ragnar Hovland. Neben 30 einigermaßen erinnerungswerten Seiten der Jugendgeschichte des Helden und einem späteren Wiedersehen mit seiner in der Großstadt vollkommen auf den Hund gekommenen Jugendfreundin ist mir nichts im Gedächtnis geblieben, außer dem Eindruck, dass man sich kaum etwas Langweiligeres vorstellen konnte als diese Pseudonarcho-Sozialschmarotzer-Immer-irgendwie-bedröhnt-und-Hauptsache-nichts-tun-Prosa. Im Vergleich zum zweiten Teil namens Doktor Munks Testament war das umfangreichere Über den Wassern schweben trotzdem noch Fünfsterneverdächtig. Deshalb hat es 15 Jahre gedauert bis ich mich mal wieder an einen skandinavischen Szeneroman aus der Generation Hauptsache irgendwie bedröhnt, der Rest wird sich schon finden gewagt habe. Ohne die Beihilfe einer defekten Haustür, die mir bis zum Eintreffen eines Fachmanns als einzigen Zeitvertreib diesen Schmöker ließ, der in der Werkzeugtasche meines Autos vor sich hin dämmerte, hätte es wohl noch etwas länger gedauert, ehe ich mich noch einmal auf diesen ganz speziellen neunordischen Realismus eingelassen hätte.
Als Houllebecq aus Dänemark würde ich den Verfasser nicht unbedingt bezeichnen, abgesehen davon, dass Ejersbo und der Kultautor von um die Jahrtausendwende denselben deutschen Verleger hatten, sehe ich keine Parallele, für mich ist Nordkraft eher eine Art dänisches Trainspotting.
Der Roman besteht aus drei Teilen mit wechselnden Hauptpersonen, die sich jedoch im selben Milieu bewegen. Deshalb werden gewisse Ereignisse im Verlauf des Buches aus unterschiedlichen Blickwinkeln beleuchtet.
Maria ist Hauptperson im ersten Teil, eine Schulabbrecherin, die es ihrer Hippiemutter übel nimmt, dass sie den biologischen Vater gekickt hat, nachdem der sie im Drogenrausch beinahe umgebracht hat, und nun mit dem Chefbühnenbildner des Theaters von Aarhus bürgerlich geworden ist. Zu Beginn der Handlung ist sie die neue Pusherfrau von Asger, einem Kleindealer, der immerhin eine massive Steigerung innerhalb der Branche gegenüber seinem Vorgänger Gorm darstellt. Der massive Konsum hat Asgers Kurzzeitgedächtnis aber schon so weit beeinträchtigt, dass er nicht mehr weiß, weshalb er aus dem Haus gegangen ist, wenn er keinen Einkaufszettel mit auf den Weg bekommt. In Kenntnis seiner Grenzen und Abhängigkeiten erwägt er andauernd alternative Einnahmekonzepte, so eine Hundezucht mit zwei Rottweilern oder eine Laufbahn als Tätowierer. Im tragikomischen Scheitern beider Vorhaben kulminiert die längste Geschichte, denn während sich Asger mehrere Tage lang mit Tinte und Nadel an einer mehr und mehr vor sich hin müffelnden Schweinehaut verausgabt, wird offenbar, warum die Hunde sich, trotz großartiger Stammbäume nicht vermehren: sie sind längst THC-abhängig geworden und deshalb so lethargisch in Sachen Fortpflanzung wie ihr Besitzer im Bett.
Im Kredithai Hossein, bei dem der Kleindealer auch in der Kreide steht, hat Maria allerdings vom ersten Wachwerden an, eine reizvolle Alternative vor Augen. Zumal sie beim Drogenschmuggel mit dem in jeder Hinsicht kompetenteren Mann, sicher durch Situationen kommt, die ihr auf den ersten Seiten massiv zugesetzt haben.
Als Asger seine Junkiehunde mit der Schrotflinte eliminieren will, kommt es zu einem Showdown, der sicherlich nichts für Tierfreunde ist, bei dem sich der gescheiterte Züchter aber derart nachhaltig blamiert, dass sich Maria endgültig auf die Seite des ungleich kompetenteren Hossein schlägt. Zumal der mit einer richtigen Wumme den Tieren weiteres Leid erspart und auch noch schlimmere Personenschäden verhindert.
Marias permanent sinkende Achtung für Asger ist der rote Faden von Junkiehunde, im zweiten Teil Die Brücke haben beide jeweils einen Kurzauftritt, Maria als schwangere Blumenverkäuferin, Asger als eigentlich ganz netter Kleindealer, den Hauptheld Allan einmal mit seinem Jugendfreund Frank besucht. Allan ist zur See gegangen, um raus aus der Szene zu kommen, während Frank eingebuchtet wurde. Der Äktschn-Teil besteht aus der in Rückblenden erzählten Schiffskatastrophe, die Allan gezeichnet hat, sowie seiner Abgrenzung gegenüber den Angeboten und Forderungen Franks. Hauptmotivation ist Maja, eine Antiquitätenfälscherin, in die Allan so sehr verschossen ist, dass er zahlreiche Kompromisse eingeht und Zurückweisungen einsteckt, wenn sich Maja mal wieder um ihre beste Freundin kümmern muss. Dank seiner verkorksten Kindheit mit einer trinkenden Mutter und wechselnden Vätern schleppt Allan so einiges an Gepäck mit sich herum, kann aber mehr Sympathien auf sich ziehen als die von ihren Trieben, einer massiven Nörgelneigung und Mutterhass bestimmte Marie.
Da Allan nicht zur Clique des ersten Teils gehört, spielt er auch im dritten Teil Die Beerdigung, in der sich die Überlebenden anlässlich des Todes von Thomas, genannt Steso, noch einmal treffen, keine weitere Rolle mehr. In den ersten beiden Teilen war dieser, nach einem Mittel gegen schlechte Trips benannte und auf der untersten Stufe der Junkie-Existenz angekommene Tunichtgut so etwas wie das personifizierte Gefühl für die anderen, dass sie im Umgang mit den Drogen doch noch ziemlich souverän wären. Erst bei den Trauerfeierlichkeiten wird den meisten bewusst, dass sie ihr Leben bislang auch verplempert haben. Seine Exzesse und seine permanente Klauerei sind für allerlei Erinnerungen gut, in deren Verlauf der Autor noch das eine oder andere lose Ende aus den ersten beiden Teilen wieder aufnehmen kann, leider verliert sich das Buch beim Gedenken an die mit Abstand unsympathischste Person in viel zu vielen belanglosen Episoden und verspielt das an den falschen Stellen viel zu ausführliche Gedenken an den Tunichtgut Steso ziemlich viel Kapital.
Fazit: Noch mal möchte ich so etwas nicht so schnell lesen, zumal der Anteil der wirklich bemerkenswerten Seiten nicht viel höher als beim norwegischen Kollegen war. Die ersten beiden Teile verdienen für ihre streckenweise vorhandene Brillanz dreieinhalb Sterne, insbesondere die Schlusskapitel der Junkiehunde wird mir wohl so lange im Gedächtnis bleiben bis ich wirklich dement werde, im negativen Sinne die durch Drogenspielereien ihrer Besitzer geschädigten Zierfische im dritten Teil. Der beginnt zwar mit ein paar bezeichnenden Episoden, gerät aber letztendlich zu geschwätzig und bekommt eher gnadenhalber 50%, sprich zwei Sterne. Alles in allem drei Sterne.
Persönliche Befangenheitserklärung:
Im Sommer 2001 las ich das Dyptichon Der Himmer ist leer von einem norwegischen Autor namens Ragnar Hovland. Neben 30 einigermaßen erinnerungswerten Seiten der Jugendgeschichte des Helden und einem späteren Wiedersehen mit seiner in der Großstadt vollkommen auf den Hund gekommenen Jugendfreundin ist mir nichts im Gedächtnis geblieben, außer dem Eindruck, dass man sich kaum etwas Langweiligeres vorstellen konnte als diese Pseudonarcho-Sozialschmarotzer-Immer-irgendwie-bedröhnt-und-Hauptsache-nichts-tun-Prosa. Im Vergleich zum zweiten Teil namens Doktor Munks Testament war das umfangreichere Über den Wassern schweben trotzdem noch Fünfsterneverdächtig. Deshalb hat es 15 Jahre gedauert bis ich mich mal wieder an einen skandinavischen Szeneroman aus der Generation Hauptsache irgendwie bedröhnt, der Rest wird sich schon finden gewagt habe. Ohne die Beihilfe einer defekten Haustür, die mir bis zum Eintreffen eines Fachmanns als einzigen Zeitvertreib diesen Schmöker ließ, der in der Werkzeugtasche meines Autos vor sich hin dämmerte, hätte es wohl noch etwas länger gedauert, ehe ich mich noch einmal auf diesen ganz speziellen neunordischen Realismus eingelassen hätte.
Als Houllebecq aus Dänemark würde ich den Verfasser nicht unbedingt bezeichnen, abgesehen davon, dass Ejersbo und der Kultautor von um die Jahrtausendwende denselben deutschen Verleger hatten, sehe ich keine Parallele, für mich ist Nordkraft eher eine Art dänisches Trainspotting.
Der Roman besteht aus drei Teilen mit wechselnden Hauptpersonen, die sich jedoch im selben Milieu bewegen. Deshalb werden gewisse Ereignisse im Verlauf des Buches aus unterschiedlichen Blickwinkeln beleuchtet.
Maria ist Hauptperson im ersten Teil, eine Schulabbrecherin, die es ihrer Hippiemutter übel nimmt, dass sie den biologischen Vater gekickt hat, nachdem der sie im Drogenrausch beinahe umgebracht hat, und nun mit dem Chefbühnenbildner des Theaters von Aarhus bürgerlich geworden ist. Zu Beginn der Handlung ist sie die neue Pusherfrau von Asger, einem Kleindealer, der immerhin eine massive Steigerung innerhalb der Branche gegenüber seinem Vorgänger Gorm darstellt. Der massive Konsum hat Asgers Kurzzeitgedächtnis aber schon so weit beeinträchtigt, dass er nicht mehr weiß, weshalb er aus dem Haus gegangen ist, wenn er keinen Einkaufszettel mit auf den Weg bekommt. In Kenntnis seiner Grenzen und Abhängigkeiten erwägt er andauernd alternative Einnahmekonzepte, so eine Hundezucht mit zwei Rottweilern oder eine Laufbahn als Tätowierer. Im tragikomischen Scheitern beider Vorhaben kulminiert die längste Geschichte, denn während sich Asger mehrere Tage lang mit Tinte und Nadel an einer mehr und mehr vor sich hin müffelnden Schweinehaut verausgabt, wird offenbar, warum die Hunde sich, trotz großartiger Stammbäume nicht vermehren: sie sind längst THC-abhängig geworden und deshalb so lethargisch in Sachen Fortpflanzung wie ihr Besitzer im Bett.
Im Kredithai Hossein, bei dem der Kleindealer auch in der Kreide steht, hat Maria allerdings vom ersten Wachwerden an, eine reizvolle Alternative vor Augen. Zumal sie beim Drogenschmuggel mit dem in jeder Hinsicht kompetenteren Mann, sicher durch Situationen kommt, die ihr auf den ersten Seiten massiv zugesetzt haben.
Als Asger seine Junkiehunde mit der Schrotflinte eliminieren will, kommt es zu einem Showdown, der sicherlich nichts für Tierfreunde ist, bei dem sich der gescheiterte Züchter aber derart nachhaltig blamiert, dass sich Maria endgültig auf die Seite des ungleich kompetenteren Hossein schlägt. Zumal der mit einer richtigen Wumme den Tieren weiteres Leid erspart und auch noch schlimmere Personenschäden verhindert.
Marias permanent sinkende Achtung für Asger ist der rote Faden von Junkiehunde, im zweiten Teil Die Brücke haben beide jeweils einen Kurzauftritt, Maria als schwangere Blumenverkäuferin, Asger als eigentlich ganz netter Kleindealer, den Hauptheld Allan einmal mit seinem Jugendfreund Frank besucht. Allan ist zur See gegangen, um raus aus der Szene zu kommen, während Frank eingebuchtet wurde. Der Äktschn-Teil besteht aus der in Rückblenden erzählten Schiffskatastrophe, die Allan gezeichnet hat, sowie seiner Abgrenzung gegenüber den Angeboten und Forderungen Franks. Hauptmotivation ist Maja, eine Antiquitätenfälscherin, in die Allan so sehr verschossen ist, dass er zahlreiche Kompromisse eingeht und Zurückweisungen einsteckt, wenn sich Maja mal wieder um ihre beste Freundin kümmern muss. Dank seiner verkorksten Kindheit mit einer trinkenden Mutter und wechselnden Vätern schleppt Allan so einiges an Gepäck mit sich herum, kann aber mehr Sympathien auf sich ziehen als die von ihren Trieben, einer massiven Nörgelneigung und Mutterhass bestimmte Marie.
Da Allan nicht zur Clique des ersten Teils gehört, spielt er auch im dritten Teil Die Beerdigung, in der sich die Überlebenden anlässlich des Todes von Thomas, genannt Steso, noch einmal treffen, keine weitere Rolle mehr. In den ersten beiden Teilen war dieser, nach einem Mittel gegen schlechte Trips benannte und auf der untersten Stufe der Junkie-Existenz angekommene Tunichtgut so etwas wie das personifizierte Gefühl für die anderen, dass sie im Umgang mit den Drogen doch noch ziemlich souverän wären. Erst bei den Trauerfeierlichkeiten wird den meisten bewusst, dass sie ihr Leben bislang auch verplempert haben. Seine Exzesse und seine permanente Klauerei sind für allerlei Erinnerungen gut, in deren Verlauf der Autor noch das eine oder andere lose Ende aus den ersten beiden Teilen wieder aufnehmen kann, leider verliert sich das Buch beim Gedenken an die mit Abstand unsympathischste Person in viel zu vielen belanglosen Episoden und verspielt das an den falschen Stellen viel zu ausführliche Gedenken an den Tunichtgut Steso ziemlich viel Kapital.
Fazit: Noch mal möchte ich so etwas nicht so schnell lesen, zumal der Anteil der wirklich bemerkenswerten Seiten nicht viel höher als beim norwegischen Kollegen war. Die ersten beiden Teile verdienen für ihre streckenweise vorhandene Brillanz dreieinhalb Sterne, insbesondere die Schlusskapitel der Junkiehunde wird mir wohl so lange im Gedächtnis bleiben bis ich wirklich dement werde, im negativen Sinne die durch Drogenspielereien ihrer Besitzer geschädigten Zierfische im dritten Teil. Der beginnt zwar mit ein paar bezeichnenden Episoden, gerät aber letztendlich zu geschwätzig und bekommt eher gnadenhalber 50%, sprich zwei Sterne. Alles in allem drei Sterne.
July 7, 2014
This book is an amazing book! It really shows the dark sides of Denmark in a way that everyone can relate to, even though its about drugs, abuse etc. It has so many different personalities in it that makes it so real and the reality mixed together with the brutality of the real life is frightening. The drugs that are mostly talked about in this book, is cannabis.
Cannabis isn't legal in Denmark, but we have something called Christiania. It's basically a little city that is know to be the place to get cannabis and is some sort of pusher street. Christiania is basically known for the open cannabis trade and even though its illegal authorities were held back for years not allowed to break in.
The main reason for Cannabis to be the main drug in NORDKRAFT is because Jacob wanted to show that cannabis isn't 'the bad drug'. Everyone takes it. In the book we see everyone stopping by his place to buy it. Business men, teachers, mothers, poor people, rich people. Everyone. It isn't abnormal for people to smoke Cannabis and Jacob wants everyone to face it. It is getting more and more 'normal' and he wants everyone to admit to themselves that it isn't as dangerous at people make it sound. "You can die of it," yes if you have an allergic reaction or mix it with different dangerous stuff - but on the other hand, you can die from peanuts too? Right?
Thats what he wants us to realize. We make such a big deal out of something that isn't as dangerous as smoking tobacco. He wants us to see that business men, teachers etc. smoke it but they still have a life and everything is still going smooth.
What Jacob also writes about, is that Marias boyfriend(who's selling the cannabis) suddenly wants to experiment with harsher drugs and is mixing cannabis with 'the bad stuff' and she doesn't want to be a part of that. We follow Maria in her life as the 'dealer wife', the one who tries to make everything stick together in a way that can make their life continue as normal as it can.
I really won't spoil anything, because to understand this book you really need to read it. It won't disappoint you, you won't regret it. Just read it! It is amazing!
Cannabis isn't legal in Denmark, but we have something called Christiania. It's basically a little city that is know to be the place to get cannabis and is some sort of pusher street. Christiania is basically known for the open cannabis trade and even though its illegal authorities were held back for years not allowed to break in.
The main reason for Cannabis to be the main drug in NORDKRAFT is because Jacob wanted to show that cannabis isn't 'the bad drug'. Everyone takes it. In the book we see everyone stopping by his place to buy it. Business men, teachers, mothers, poor people, rich people. Everyone. It isn't abnormal for people to smoke Cannabis and Jacob wants everyone to face it. It is getting more and more 'normal' and he wants everyone to admit to themselves that it isn't as dangerous at people make it sound. "You can die of it," yes if you have an allergic reaction or mix it with different dangerous stuff - but on the other hand, you can die from peanuts too? Right?
Thats what he wants us to realize. We make such a big deal out of something that isn't as dangerous as smoking tobacco. He wants us to see that business men, teachers etc. smoke it but they still have a life and everything is still going smooth.
What Jacob also writes about, is that Marias boyfriend(who's selling the cannabis) suddenly wants to experiment with harsher drugs and is mixing cannabis with 'the bad stuff' and she doesn't want to be a part of that. We follow Maria in her life as the 'dealer wife', the one who tries to make everything stick together in a way that can make their life continue as normal as it can.
I really won't spoil anything, because to understand this book you really need to read it. It won't disappoint you, you won't regret it. Just read it! It is amazing!
December 1, 2025
2.5.
Læst (+ set) engang på HHX, men genlæst i et forsøg på at få mere dansk litteratur ind, da engelsk fiktion måske har taget lidt overhånd.
Interessant præmis, men flere, (hvis ikke alle), karaktererne fremstår ret stereotype, samtidig med at bogen virker markant islamofobisk. Ironisk nok er det også del 1 (som er den mest islamofobiske), der står stærkest og har den mest interessante hovedperson.
Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt det er Ejersbos egne holdninger, eller om han forsøger at imitere de problematiske holdninger, der kan findes i miljøet. Man må vel håbe, at sproget og attituderne “bare” afspejler tiden og miljøet, men hvem ved?
Læst (+ set) engang på HHX, men genlæst i et forsøg på at få mere dansk litteratur ind, da engelsk fiktion måske har taget lidt overhånd.
Interessant præmis, men flere, (hvis ikke alle), karaktererne fremstår ret stereotype, samtidig med at bogen virker markant islamofobisk. Ironisk nok er det også del 1 (som er den mest islamofobiske), der står stærkest og har den mest interessante hovedperson.
Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt det er Ejersbos egne holdninger, eller om han forsøger at imitere de problematiske holdninger, der kan findes i miljøet. Man må vel håbe, at sproget og attituderne “bare” afspejler tiden og miljøet, men hvem ved?
May 22, 2023
Jeg læste denne bog for mange år siden, men det var rart at læse bogen igen som lidt mere voksen.
April 11, 2013
The drug scene in Aalborg in the first half of the 1990s - a novel in 3 parts.
In part one we meet the pusherfrau (always pronounced in German) Maria, who smuggles hash for Asger. It's constantly on the verge of disaster, and Asgar's junkie-dogs, Ulla's breasts, the police, Maria's mother and the Iranian deserter doesn't make it any easier.
Part two is about Allan's fight to get away from his old life. But the past doesn't appreciate being ignored, and his new flame, Maja, finds it difficult to believe him.
Part three takes place when one of the friends die of a drug overdose, and the others meet at his funeral.
**
This is a 4.5 star review.
This is considered a Danish classic, and now that I've read it, I can understand why. I thought it would be dark and difficult to get through, but that wasn't the case at all. This is social realism when it's best. Usually I'm not fond of that type of book at all, but Jakob Ejersbo just makes it work. He definitely has a way with words! As soon as I got more than a few pages into it, I was hooked and really didn't want to put it down. I stayed up much two late two nights and was almost late for work one morning, just to read a little bit more.
I really got to like the characters and loved that Ejersbo didn't take them from "bad to worse" (which seems to be par for the course in books focusing on social realism) but actually planted seeds of hope here and there.
5 stars for the first two parts, 4 stars for the last one. I missed a proper conclusion to the first two story lines, and though they were both hinted at in the third part (although Maria's more than Allan's), I would have appreciated a few more details.
In part one we meet the pusherfrau (always pronounced in German) Maria, who smuggles hash for Asger. It's constantly on the verge of disaster, and Asgar's junkie-dogs, Ulla's breasts, the police, Maria's mother and the Iranian deserter doesn't make it any easier.
Part two is about Allan's fight to get away from his old life. But the past doesn't appreciate being ignored, and his new flame, Maja, finds it difficult to believe him.
Part three takes place when one of the friends die of a drug overdose, and the others meet at his funeral.
**
This is a 4.5 star review.
This is considered a Danish classic, and now that I've read it, I can understand why. I thought it would be dark and difficult to get through, but that wasn't the case at all. This is social realism when it's best. Usually I'm not fond of that type of book at all, but Jakob Ejersbo just makes it work. He definitely has a way with words! As soon as I got more than a few pages into it, I was hooked and really didn't want to put it down. I stayed up much two late two nights and was almost late for work one morning, just to read a little bit more.
I really got to like the characters and loved that Ejersbo didn't take them from "bad to worse" (which seems to be par for the course in books focusing on social realism) but actually planted seeds of hope here and there.
5 stars for the first two parts, 4 stars for the last one. I missed a proper conclusion to the first two story lines, and though they were both hinted at in the third part (although Maria's more than Allan's), I would have appreciated a few more details.
January 25, 2021
3.5/5
Jeg har... Mange blandende følelser omkring den her bog.
Jakob Ejersbo skriver fuldkommen fantastisk og havde sådan et ufatteligt godt tag om det danske sprog, hvortil jeg nærmest må indrømme, at jeg til dags dato ikke har læst en bedre skrevet roman på dansk, end denne (hvilket også er grunden til, at jeg valgte at runde min 'rating' op til 4 stjerner). Jeg følte mig så interesseret og betaget af første del af bogen om Maria, på en måde som jeg ikke har oplevet med en bog i lang tid - dog er det også pga. dette, at bogen ender lidt med at miste mig.
De to sidste dele kan bedst bare beskrives som okay at most, og man begynder lige så stille at savne historien om Maria og det rush man fik ud af at læse den. Jeg følte at jeg nemt blev tabt direkte på gulvet af historierne om Allan og Steso-Thomas, da flere og flere karakterer blev introduceret på samme tid, som karakterer fra starten af romanen lavede en cameo. Dette skabte en konstant form for forvirring, som heldigvis formåede at rette sig selv op igen - men som stadigvæk kan ses som en svaghed ved romanen som helhed.
Dog er mit største problem nok det, at Jakob Ejersbo bruger karakteren Hossein som en form for karikatur af en indvandrer, og giver ham holdninger, som er næsten taget direkte ud af Stram Kurs' partiprogram. Det giver blot bare en dårlig smag i munden, når man kommer til de tidspunkter i romanen, hvor det er aller værst. Den blev skrevet i en anden tid, det er jeg klar over, men selv i 2002 var der altså ikke nogen undskyldning for at beskrive sine karakterer vha. slurs.
Jeg har... Mange blandende følelser omkring den her bog.
Jakob Ejersbo skriver fuldkommen fantastisk og havde sådan et ufatteligt godt tag om det danske sprog, hvortil jeg nærmest må indrømme, at jeg til dags dato ikke har læst en bedre skrevet roman på dansk, end denne (hvilket også er grunden til, at jeg valgte at runde min 'rating' op til 4 stjerner). Jeg følte mig så interesseret og betaget af første del af bogen om Maria, på en måde som jeg ikke har oplevet med en bog i lang tid - dog er det også pga. dette, at bogen ender lidt med at miste mig.
De to sidste dele kan bedst bare beskrives som okay at most, og man begynder lige så stille at savne historien om Maria og det rush man fik ud af at læse den. Jeg følte at jeg nemt blev tabt direkte på gulvet af historierne om Allan og Steso-Thomas, da flere og flere karakterer blev introduceret på samme tid, som karakterer fra starten af romanen lavede en cameo. Dette skabte en konstant form for forvirring, som heldigvis formåede at rette sig selv op igen - men som stadigvæk kan ses som en svaghed ved romanen som helhed.
Dog er mit største problem nok det, at Jakob Ejersbo bruger karakteren Hossein som en form for karikatur af en indvandrer, og giver ham holdninger, som er næsten taget direkte ud af Stram Kurs' partiprogram. Det giver blot bare en dårlig smag i munden, når man kommer til de tidspunkter i romanen, hvor det er aller værst. Den blev skrevet i en anden tid, det er jeg klar over, men selv i 2002 var der altså ikke nogen undskyldning for at beskrive sine karakterer vha. slurs.
July 25, 2012
Så fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Ejersbo's første bog efter at have læst Afrika-triologien med stor fornøjelse. Den første gang jeg startede på Nordkraft synes jeg at den var lidt for eksplicit i forhold til sproget og beskrivelserne af de seksuelle forhold. Men her anden gang finder jeg at det er passende givet det miljø Ejersbo beskriver.
Bogen er på sin vis meget trist og alligevel også meget positiv fordi den giver et indblik hvad der er på spil for de mennesker der lever i og omkring misbrugsmiljøerne. Karakternerne virker troværdige og det samme gør de historier der fortælles om hovedpersonerne.
Ejersbo skrivestil - og især hans måde at inddele og lade forskellige delhistorier flette sig ind og ud af hinanden - er som sædvanlig en fornøjelse. Ærgerligt at han ikke er mere så vi kunne læse mere fra hans kreative pen.
Bogen er på sin vis meget trist og alligevel også meget positiv fordi den giver et indblik hvad der er på spil for de mennesker der lever i og omkring misbrugsmiljøerne. Karakternerne virker troværdige og det samme gør de historier der fortælles om hovedpersonerne.
Ejersbo skrivestil - og især hans måde at inddele og lade forskellige delhistorier flette sig ind og ud af hinanden - er som sædvanlig en fornøjelse. Ærgerligt at han ikke er mere så vi kunne læse mere fra hans kreative pen.
February 16, 2017
This isn't a review. More a personal comment.
Just finished reading "Jakob var her", the book about Ejersbo by Rune Skyum-Nielsen. It made me cry, and it made me want to read Ejersbo - again.
I open the book and see a handwritten comment I made back i 2008, when reading Nordkraft for the second time. It was just a couple of days after Ejersbo passed away, I was very affected by his death and I felt urged to read his masterpiece. Eight years after I'm going back.
I was overwhelmed both times i've read it. I hope to be overwhelmed - again.
Just finished reading "Jakob var her", the book about Ejersbo by Rune Skyum-Nielsen. It made me cry, and it made me want to read Ejersbo - again.
I open the book and see a handwritten comment I made back i 2008, when reading Nordkraft for the second time. It was just a couple of days after Ejersbo passed away, I was very affected by his death and I felt urged to read his masterpiece. Eight years after I'm going back.
I was overwhelmed both times i've read it. I hope to be overwhelmed - again.
October 21, 2015
Ejersbo <3
March 20, 2019
This book was adapted to movie in 2005. At that time I really wanted to see it because it theme was "all the forbidden stuff" like sex, drugs etc. But my mom wouldn't let me - which probably is fair since I was 13 at that time.
So even though I never got to see the movie or read the book back then. This book was actually the reason why I didn't want to move to Aalborg in the beginning. All these drugs and abusers - that's how I saw Aalborg back in 2010-2012.
But things turned out different and I moved to Aalborg. So I guess I finally felt like it was time to know about this story some more. I'm guessing my age can handle it now.
I actually really liked listening to it. It was so... special, that I knew about all the places described. I read very little danish literature, so it's so uncommon for me to recognize places like in this. For that reason I really got into the characters and their life.
The book consists of three different point of views, and I have to say the last part felt a bit off. I've read some reviews, and I can see I'm not alone feeling like that. Maybe it's because the last part was written in third person point of view. I don't know.
Overall it was a nice "read", and if you want to hear a story about the more dark side of Aalborg in the 90's I can definately recommend it! :)
Also! I've been having drought on reading. I just don't feel like it at the moment. Maybe it's because the other book O'm reading just doesn't really get into me. So this story really helped me moving on. :)
So even though I never got to see the movie or read the book back then. This book was actually the reason why I didn't want to move to Aalborg in the beginning. All these drugs and abusers - that's how I saw Aalborg back in 2010-2012.
But things turned out different and I moved to Aalborg. So I guess I finally felt like it was time to know about this story some more. I'm guessing my age can handle it now.
I actually really liked listening to it. It was so... special, that I knew about all the places described. I read very little danish literature, so it's so uncommon for me to recognize places like in this. For that reason I really got into the characters and their life.
The book consists of three different point of views, and I have to say the last part felt a bit off. I've read some reviews, and I can see I'm not alone feeling like that. Maybe it's because the last part was written in third person point of view. I don't know.
Overall it was a nice "read", and if you want to hear a story about the more dark side of Aalborg in the 90's I can definately recommend it! :)
Also! I've been having drought on reading. I just don't feel like it at the moment. Maybe it's because the other book O'm reading just doesn't really get into me. So this story really helped me moving on. :)
February 22, 2025
3,5
Puha, jeg synes på mange måder, at Nordkraft er en stærk oplevelse. Jeg er ikke kæmpe fan af misbruger-miljøet i bøger, da historier baseret på det godt kan blive lidt langtrukne. Jeg forstår dog, hvorfor andre bliver meget draget.
Jeg synes også, Nordkraft udvikler sig til mere end bare et misbruger-miljø. Vi har at gøre med karakterer med forskellige skæbner, og nogle finder endda hinanden undervejs og får bedre skæbner. Jeg synes, det hele med Frank og Allan måske blev lidt brat afrundet i del 2.
Det var spøjst at læse en historie, hvor en mand sætter fokus på menstruation. Det er ret forfriskende, men det blev også lige en tand overgjort, haha. Flere scener i Marias historie ramte mig meget faktisk. Men sikke nogle skæbner de generelt har.
Det var et spøjst valg at køre del tre meget meta i 3. person. Men jeg forstår, at det er for at vise, hvordan alle er påvirket af situationen. Bogens allersidste linjer gav mig virkelig gåsehud.
Karaktererne er skildret godt. De er også nemme at kende fra hinanden, og sproget er meget realistisk, især dialogerne. En virkelig fin historie, der virker meget tidsløs, og som jeg tror fortsat vil holde om mange år. Jeg skal læse Ejersbos trilogi og virkelig nyde de bøger, han nåede at udkomme med. Forstår hvorfor den her vandt De Gyldne Laurbær.
Puha, jeg synes på mange måder, at Nordkraft er en stærk oplevelse. Jeg er ikke kæmpe fan af misbruger-miljøet i bøger, da historier baseret på det godt kan blive lidt langtrukne. Jeg forstår dog, hvorfor andre bliver meget draget.
Jeg synes også, Nordkraft udvikler sig til mere end bare et misbruger-miljø. Vi har at gøre med karakterer med forskellige skæbner, og nogle finder endda hinanden undervejs og får bedre skæbner. Jeg synes, det hele med Frank og Allan måske blev lidt brat afrundet i del 2.
Det var spøjst at læse en historie, hvor en mand sætter fokus på menstruation. Det er ret forfriskende, men det blev også lige en tand overgjort, haha. Flere scener i Marias historie ramte mig meget faktisk. Men sikke nogle skæbner de generelt har.
Det var et spøjst valg at køre del tre meget meta i 3. person. Men jeg forstår, at det er for at vise, hvordan alle er påvirket af situationen. Bogens allersidste linjer gav mig virkelig gåsehud.
Karaktererne er skildret godt. De er også nemme at kende fra hinanden, og sproget er meget realistisk, især dialogerne. En virkelig fin historie, der virker meget tidsløs, og som jeg tror fortsat vil holde om mange år. Jeg skal læse Ejersbos trilogi og virkelig nyde de bøger, han nåede at udkomme med. Forstår hvorfor den her vandt De Gyldne Laurbær.
January 15, 2025
Det her var min yndlingsbog som teenager, og nu hvor jeg har boet i Aalborg i nogle år, ville jeg prøve at læse den igen for at se, om jeg kunne visualisere stederne bedre. For at sige det mildt, blev jeg meget skuffet. Ejersbo skriver fint, det er slet ikke det, men karaktererne er pinligt stereotype, især den iranske Hossein, som bliver fremstillet som ekstrem islamofob?? Derudover er noget af sprogbruget i bogen racistisk.. Karaktererne i bogen virker også mærkeligt overfladiske, hvor især kvinderne ikke bliver beskrevet med meget dybde, lidt à la "the manic pixie dream girl"-stereotypen. Historien er spændende nok, men den hopper alt for meget rundt imellem de forskellige karakterer, og man bliver nødt til bladre tilbage i bogen for at holde styr på hvem er hvem. Den eneste karakter, jeg faktisk kunne mærke ordentligt, var Steso, selvom han også var alt for karikeret og ekstrem. En af de få gode ting ved bogen er den nostalgi, man får omkring det mere alternative miljø i Aalborg i 90'erne, men ellers er der ikke meget at komme efter. It did not age well..
August 17, 2023
Meget meget god. Helt fanget. Tror jeg læste den på 4 dage
May 2, 2024
Jeg nåede at blive en smule træt af den i løbet af de første to dele, men så startede tredje del … og så sad jeg og hulkede ud over bogen.
September 25, 2023
Spændende, medrivende og rørende!
September 25, 2024
Virkelig god bog bortset fra at slutningen er ret langsom ogggg der er nogle sygt weird kvindebeskrivelser ind i mellem 🙅♀️
April 1, 2025
'późnym wieczorem budę się ze snu, w którym o niczym nie śniłem. leżę na łóżku w pełni ubrany i wiem, że muszę jeszcze długo żyć, a wewnątrz umieram'
February 24, 2025
Første to afsnit var gode, men det sidste tabte mig lidt..
July 31, 2024
Genlæsning af Nordkraft: stadig god, men ikke gennemgående god (som jeg huskede den)
Tanker…
1. del
Var klart min favorit. Den var bedst komponeret, havde interessante karakterer jeg havde lyst til at følge og et medrivende, fængende handlingsforløb. Bogens rimelig eksplicitte rå sprog passede godt til første dels fast-pace handlingsforløb, korte afsnit og self miljøet.
Karakteriseringen af Hossein er muligvis lidt problematisk… Men sproget afspejler vel forhåbentlig miljøet og tiden... og ik forfatterens lyst til at tage pis på stereotypen?
2. del
Holdt jeg også af, dog mindre end første del. Allan var spændende nok, jeg kunne godt lide hans baghistorie og flashbacks fra hans tid på havet (dog lidt for meget detalje om skibsmoteren), men de nye karakterer man blev introduceret til, var mindre fornøjelige at høre om. Jagten på Maja var meget af tiden ik værd at følge. Jeg savnede lidt Marias historie og da hendes del endte på en cliffhanger, var det bare forstærket. Man fik nogle små glimt af hende, det var ok.
3. del
Var et pløre! Jeg blev tabt bag vognen, og ku’ ærligt ikke finde rundt i dialogen mellem alle karaktererne man ikke rigtig havde nået at lære at kende. Hvem er Sigurt, Michael, Louise??? Og de to Lars’er blev hele tiden refereret til på forskellige måder; Lille-Lars, Pusher-Lars, min Lars og bare Lars. Det var nok intentionen at tredje del skulle samle trådene, men for mig blev de bare filtrede 🤣🤣.
Kontra hvordan Nordkraft tit beskrives (deprimerende og personerne på vej mod afgrunden) synes jeg bogen ender med en del håb for alle karaktererne!
Tanker…
1. del
Var klart min favorit. Den var bedst komponeret, havde interessante karakterer jeg havde lyst til at følge og et medrivende, fængende handlingsforløb. Bogens rimelig eksplicitte rå sprog passede godt til første dels fast-pace handlingsforløb, korte afsnit og self miljøet.
Karakteriseringen af Hossein er muligvis lidt problematisk… Men sproget afspejler vel forhåbentlig miljøet og tiden... og ik forfatterens lyst til at tage pis på stereotypen?
2. del
Holdt jeg også af, dog mindre end første del. Allan var spændende nok, jeg kunne godt lide hans baghistorie og flashbacks fra hans tid på havet (dog lidt for meget detalje om skibsmoteren), men de nye karakterer man blev introduceret til, var mindre fornøjelige at høre om. Jagten på Maja var meget af tiden ik værd at følge. Jeg savnede lidt Marias historie og da hendes del endte på en cliffhanger, var det bare forstærket. Man fik nogle små glimt af hende, det var ok.
3. del
Var et pløre! Jeg blev tabt bag vognen, og ku’ ærligt ikke finde rundt i dialogen mellem alle karaktererne man ikke rigtig havde nået at lære at kende. Hvem er Sigurt, Michael, Louise??? Og de to Lars’er blev hele tiden refereret til på forskellige måder; Lille-Lars, Pusher-Lars, min Lars og bare Lars. Det var nok intentionen at tredje del skulle samle trådene, men for mig blev de bare filtrede 🤣🤣.
Kontra hvordan Nordkraft tit beskrives (deprimerende og personerne på vej mod afgrunden) synes jeg bogen ender med en del håb for alle karaktererne!
July 14, 2015
This book was amazing, deserving of a 5-star review if not for a few technical problems that I felt sort of ruined my reading experience in the middle story of the book. The flashbacks were sort of random and those written into the real story and not in cursive were confusing and I had to reread passages to be sure what was when. In this part of the story it is also really hard to figure out the past and present tense.
The third part of the book is wonderfully written and very interesting. I felt like savoring every scene.
The third part of the book is wonderfully written and very interesting. I felt like savoring every scene.
July 18, 2013
Jeg er i syv sind omkring denne bog. Af en socialrealistisk bog at være var den ikke så deprimerende som man kunne forvente, men handlingen var underlig opdelt. Det var som om forfatteren svigtede sine hovedpersoner. Jeg tror jeg havde syntes bedre om bogen hvis den havde været tre forskellige bøger om samme miljø omkring samme gruppe mennesker i stedet for en bog i tre dele.
October 14, 2008
very exciting book, and very practical to learn all the Danish drug vocabulary ;-)
March 17, 2016
Dieses Buch gibt es zwei mal, die andere Rezi ist die richtige.
February 4, 2024
This book started out really great. Thrilling introduction with a police-raid of Christiania. The plot then thickens, we get introduced to the main characters, pushers in Aalborg. The second part of the book features new characters, and this part is more of a love story.
I liked both of these parts, but for me the book looses momentum in the third part. This centers around characters that were minor characters in the other parts, who almost felt like entirely new characters. The reader then has to piece together who these characters are and their relation to each other through flash-backs. I don’t mind this in principle, but I found the third part of the book to be less explanatory overall, assuming that the reader knew what was going on and who the different people were, even though they were only mentioned briefly earlier in the book.
I think the three parts were supposed to be a bit like the films in the ‘Trois Couleurs’ series; more like a trilogy under one name ‘Nordkraft’, with characters in the three only loosely linked together. Admittedly, that is quite cool, but I personally would have preferred there to be less new information in the third and final part of the book, instead focusing on wrapping up the other stories.
I liked both of these parts, but for me the book looses momentum in the third part. This centers around characters that were minor characters in the other parts, who almost felt like entirely new characters. The reader then has to piece together who these characters are and their relation to each other through flash-backs. I don’t mind this in principle, but I found the third part of the book to be less explanatory overall, assuming that the reader knew what was going on and who the different people were, even though they were only mentioned briefly earlier in the book.
I think the three parts were supposed to be a bit like the films in the ‘Trois Couleurs’ series; more like a trilogy under one name ‘Nordkraft’, with characters in the three only loosely linked together. Admittedly, that is quite cool, but I personally would have preferred there to be less new information in the third and final part of the book, instead focusing on wrapping up the other stories.
This entire review has been hidden because of spoilers.
July 25, 2025
en episk, storslået, kosmisk perle
jeg tager al kritik ind - og anerkender det! om ikke andet. smider det væk igen
for, ja
laurbærrene kronede den unge forfatter i 2003 og det holder såmænd stadig ved.
super duper helt igennem fed bog, jeg har mange tanker
ejersbo har en særlig evne til at frembringe en så stor mængde af empati for sine karakterer. formår at gøre dem menneskelige, man kærer sig om dem.
derudover er portrættet af aalborg så interessant - også fordi byens størrelse kommer til sin magt og bliver en karakter i sig selv. vi er i 90’erne. en optimisme. en tro på fremtiden. selvom det i høj grad også er et generationsportræt, så hænger det almenmenneskelige ved fællesskabet ved. okay, ja. vi er hos stofmisbrugere, kynikere, dem, der lever på kanten. men jeg synes fortællingerne viser sig fra sin bedste bedste side, når vi når længere ud end det.
det siger vel meget, at jeg var helt trist over at skulle læse den færdig, hvorfor jeg har udskudt det så meget.
det er det her, jeg vil have, bøger skal gøre. for en stund leve i en anden verden, få indblik i et miljø, man man ikke selv kender til, føle med karaktererne på et nyt niveau.
jeg ku sige meget, men skal i hvert fald genlæse inden længe.
jeg tager al kritik ind - og anerkender det! om ikke andet. smider det væk igen
for, ja
laurbærrene kronede den unge forfatter i 2003 og det holder såmænd stadig ved.
super duper helt igennem fed bog, jeg har mange tanker
ejersbo har en særlig evne til at frembringe en så stor mængde af empati for sine karakterer. formår at gøre dem menneskelige, man kærer sig om dem.
derudover er portrættet af aalborg så interessant - også fordi byens størrelse kommer til sin magt og bliver en karakter i sig selv. vi er i 90’erne. en optimisme. en tro på fremtiden. selvom det i høj grad også er et generationsportræt, så hænger det almenmenneskelige ved fællesskabet ved. okay, ja. vi er hos stofmisbrugere, kynikere, dem, der lever på kanten. men jeg synes fortællingerne viser sig fra sin bedste bedste side, når vi når længere ud end det.
det siger vel meget, at jeg var helt trist over at skulle læse den færdig, hvorfor jeg har udskudt det så meget.
det er det her, jeg vil have, bøger skal gøre. for en stund leve i en anden verden, få indblik i et miljø, man man ikke selv kender til, føle med karaktererne på et nyt niveau.
jeg ku sige meget, men skal i hvert fald genlæse inden længe.
January 21, 2025
Słowem wstępu: mamy tutaj trzy części, każda z perspektywy innego mieszkańca Aalborgu. Gdybym oceniała tylko pierwszą część książki to miałaby znacznie wyższe noty, bo jest to najlepszy jej moment. Pięknie pokazuje, co się dzieje gdy dwoje ludzi są do siebie wręcz magnetycznie przyciągani, nawet jeżeli każde z nich wnosi do relacji dosłownie kilogramowe wory swojego brudu. Główna bohaterka jest cudownie zbudowana. Druga była średnio interesująca, bardzo ciężko było mi utożsamość się z głównym bohaterem, jak już miałam wrażenie, że łapię w nim głębię to dostawałam płytkie frazesy o izolacji marynarzy i wybrykowej przeszłości XD Trzecia część aczytalna zupełnie. Fajnym zabiegiem byłoby powiązanie tych postaci, jednak było go malutko, najwięcej właśnie w ostatnim momencie, przez który się nie da przebrnąć. Mam jeszcze zarzut do rozwiązania problemu wielości postaci, bo najzwyczajniej przy takiej ilości przydałyby się malutkie przypomnienia kto kim jest, no litości. Pierwszą część jak najbardziej mogę polecać, ale następne- szkoda czasu.
August 30, 2023
Del 1 er god, også til undervisning.
Maria er en interessant grå karakter at følge og det er oplagt at bruge hende til at øve personkarakteristik, særligt relationer til kæreste, mor, far, stedfar og venner.
Også miljøet er spændende at se på, men romanen er jo efterhånden historisk...
Del 2 er kedelig og egner sig ikke til undervisning.
Det er dog her man får at vide, hvad der efterfølgende sker med Maria, så lige den side kan man med fordel tage med, hvis man læser del 1 med en klasse.
Allan er uinteressant som karakter og hans vej ud af miljøet er kedelig og let, Tabers vej er langt mere interessant.
Del 3 er ok, mest fordi alle trådene samles.
Thomas er en interessant karakter og det er nok også grunden til at han fylder så meget i filmen.
Synsvinkelskiftene fungerer godt og det gør denne del brugbar i undervisningen. Det samme gør sig gældende for de mange flashbacks i løbet af sidste del, som ellers forløber over en enkelt dag.
Del 3 kan med fordel læses i et remedieringsforløb sammen med filmen.
Maria er en interessant grå karakter at følge og det er oplagt at bruge hende til at øve personkarakteristik, særligt relationer til kæreste, mor, far, stedfar og venner.
Også miljøet er spændende at se på, men romanen er jo efterhånden historisk...
Del 2 er kedelig og egner sig ikke til undervisning.
Det er dog her man får at vide, hvad der efterfølgende sker med Maria, så lige den side kan man med fordel tage med, hvis man læser del 1 med en klasse.
Allan er uinteressant som karakter og hans vej ud af miljøet er kedelig og let, Tabers vej er langt mere interessant.
Del 3 er ok, mest fordi alle trådene samles.
Thomas er en interessant karakter og det er nok også grunden til at han fylder så meget i filmen.
Synsvinkelskiftene fungerer godt og det gør denne del brugbar i undervisningen. Det samme gør sig gældende for de mange flashbacks i løbet af sidste del, som ellers forløber over en enkelt dag.
Del 3 kan med fordel læses i et remedieringsforløb sammen med filmen.
February 16, 2024
Har brugt 100 år på at komme i den her bog… Ved ikke helt hvorfor? For sommetider var den faktisk virkelig fængende, og karaktererne i bogen var velskrevet og interessante. Jeg tror ikke, at jeg brød mig om hvordan bogen var inddelt i 3 forskellige dele. Jeg var meget investeret i fortællingen om Maria og hendes pusher kæreste, og om Allan der prøver at bryde med sin fortid. Derfor synes jeg, at det var ærgerligt at man skulle sige farvel til dem, så kort tid efter man havde lært dem at kende. Dog vil jeg også mene, at bogen var lidt langtrukken til tider. Men grunden til at den alligevel får 3 stjerner, er måden det rå stofmiljø i Aalborg kommer til udtryk på. Jakob Ejersbo skriver nemlig på en ubesværet måde med nøje ordvalg, der får den ungdomskultur, som tematiseres, til at stå endnu tydeligere frem.
Displaying 1 - 30 of 91 reviews