Tiden er løbet fra den type indhold, selvom handlingen er gennemført og stilsikkert skrevet.
Jeg har læst bogen, fordi den var valgt af min læsegruppe. Kunne genkende første bid, som jeg må have læst for måske 15 år siden, hvor jeg droppede resten, fordi stilen og indholdet ikke tiltalte mig.
"Grum realisme, humoristisk, fabelagtigt godt gået" skrev aviserne i 2002, da bogen udkom. Den har været populær - jeg læste 5. udgave 1. oplag, som er fra 2009 - og mange var vist glade for filmatiseringen. Den er en karikeret fremstilling af et lillesamfund i Sønderjylland.
Fortælleren er en 11-årig dreng, gammelklog og snusfornuftig. Han har en far, en ynkelig figur. En lille, men i egne øjne stor, mand, smålig, storskrydende, opblæst og i sine følelsers vold. Moren i familien viger for konflikter, går ned i kælderen, når det brænder på, og lader som om hun ikke ved, at datteren sover med sin far på sofaen, når han er ked af det, for så bliver han i godt humør. Suk.
Behøver jeg nævne, at drengens søster ødelægges i det spil?
Bogen er hurtigt læst. Hvis jeg skal være venlig, kan jeg sige, at den er underholdende, hvis man køber præmissen og kan goutere onkelhumor.
Men er der noget på spil ud over at servere en "sjov" historie?