Sommerfugledalen - et requiem

by Inger Christensen

Læs den smukke digtsamling “Sommerfugledalen” og kom med et requiem tæt på både døden og livet.

Inger Christensen står bag denne smukke digtsamling, der med sommerfuglen og naturen i centrum vækker barndomserindringer, former liv, farver, kærlighed – Og død. Sommerfuglens forvandling er et billede på alt det, det sårbare liv rummer og poesien i samlingens sonetter vil ingen ende tage.

Reflektér over døden og livet med “Sommerfugledalen”; Den kan tage dig med på en dannelsesrejse lige midt i din sofa; inddrage dig i betragtninger om alt dét, der betyder noget.

Genres: Poetry, Classics, Danish, Fiction, Denmark, Scandinavian Literature, Adult

40 pages, Paperback

First published January 1, 1991

About the author

Inger Christensen was born in Vejle, Denmark, in 1935. Initially she studied medicine, but then trained as a teacher and worked at the College of Art in Holbæk from 1963–64. Although she has also written a novel, stories, essays, radio plays, a drama and an opera libretto, Christensen is primarily known for her linguistically skilled and powerful poetry.

Christensen first became known to a wider audience with the volumes "Lys" (1962; Light) and "Græs" (1963; Grass), which are much influenced by the modernistic imagery of the 60s, and in which she is concerned with the location of the lyric "I" in relation to natural and culturally created reality. The flat, regular landscape of Denmark, its plants and animals, the beach, the sea, the snow-filled winters have determined the topography of many of her poems. Christensen has also been known internationally since the appearance of the long poem "Det" (1969; "it" 2006), a form of creative report on the merger of language and the world, which centres around the single word "it" and covers more than two hundred pages. The book clearly reveals the influence on Christensen's poetic work of such a range of authors as Lars Gustafsson, Noam Chomsky, Viggo Brøndal, R.D. Laing and Søren Kierkegaard. The analogy between the development of poetic language and the growth of life is, as in "Det", also the basic motif of the volume of poetry "Alfabet" (1981; Alphabet). In addition to the alphabet itself – which gives the book its title and provides a logical arrangement for its fourteen sections –, the structure is generated by the so-called Fibonacci series, in which every number consists of the sum of the preceding two. The composition reflects the theme exactly: while "Det" points to the story of creation and its "In the beginning was the Word", here the alphabet is a pointer to the "A and O" of the apocalypse.

The story of her life and work offers access to a poetry that is difficult and enigmatic, but simultaneously simple and elementary. Inger Christensen is one of the most reflecting, form-conscious poets of the present day, and her history of ideas also provides information on the paradox of lyric art; making legible through poetic means what must necessary remain illegible, and in this way wrestling a specific order from the universal labyrinth. Here the transitions between the poet and the essayist Christensen are fluid: just as lyrical figures and motifs give her essays a density of their own, figures of thought and configurations of ideas return as an organic component of the poems.

Reviews

[J_BlueFlower · Rating 4 out of 5]

”Inger Christensens Sommerfugledalen, bestående af 15 sonetter, er ét udeleligt værk, fordi det er sammenkomponeret efter den såkaldte sonetkrans’ meget kunstfærdige regler. Sonetten er et stærkt bundet digt, der består af fjorten linjer, men i kransen af sonetter skal den sidste linje i én sonet og førstelinjen i den følgende være identiske. Og den femtende sonet, med rette kaldet mestersonetten, skal så udgøres af førstelinjerne fra de 14 foregående.” https://kum.dk/uploads/tx_templavoila...
(Jeg kan anbefale at læse hele denne ene sides kommentar i den danske kulturkanon).

Jeg læser alt for sjældent digte og er næsten nybegynder. Jeg læste sommerfugledalen tre gange og synes at jeg forstod noget, men ved ikke om jeg fangede det meste. Her er mit indtryk: Jeg havde aldrig hørt om mestersonetter før og er vildt imponeret. Et gigantisk puslespil at få det til at passe.

Det 15. vers er skrevet først og så resten så det passede. (kilde: Denne video hvor Inger Christensen taler om og læser Sommerfugledalen https://www.youtube.com/watch?v=iTzEH... ) Effekten er udmærket: Man læser de lidt underlige, knudrede første 14. og så kommer det 15. dunrende.

Den strengt bundene form laver nogle sjove krøller på ens hjerne, mens man læser:

[....]
ad gyldenlak, levkøj og brudeslør,
min far, der lærte mig de første navne
på alt hvad der må krybe ….

”hvad der må krybe”, så forventer man ”før det kan gå”, sådan er ordsproget, men samtidig ved man bare at det ikke passer med verset, så effekten er kraftig da verset lander på ”før det dør”. Snedigt.

[Johan Thilander · Rating 5 out of 5]

Det är inte så förvånansvärt att en så fulländad systempoet som Inger Christensen ger sig på lyrikens kanske svåraste diktform. Det är inte heller särskilt förvånansvärt att hon lyckas så brutalt.

Sidenote: Som någon redan har påpekat så är de danska orden för olika fjärilar väldigt mycket finare än våra svenska.

Uppdatering: Inger Christensen fick alltså aldrig ett nobelpris, men Bob Dylan fick det. Allt är så dumt.

[Regitze Bastue · Rating 5 out of 5]

En MAGTDEMONSTRATION!!! Inger4pres og sonetkranse for evigt i mit hjerte

[Imen Benyoub · Rating 5 out of 5]

Skywards they swirl, the planet’s butterflies,
like coloured dust from earth’s warm tenement:
cinnabar, phosphorus, gold, ochre – they rise
to form a swarm of chemo-elements.

And is this shimmering of wings a seeming
shoal of imagined particles of light?
Is it my summer hour of childhood dreaming
fractured as time-warped lightnings might?

No, it’s light’s angel, able to unveil
itself as black Apollo mnemosyne,
copper, poplar-admiral, swallowtail.

I see them with a mind but half aware
as feathers in a heat-haze eiderdown
in Brajchino valley’s searing midday air. v

[Pernille Døssing · Rating 5 out of 5]

Inger Christensen er en af Danmarks største lyrikere – punktum. Hendes forfatterskab er præget af kærligheden til systemer, og denne digtsamling er da heller ingen undtagelse.

”Sommerfugledalen” er en såkaldt sonetkrans, som har en helt defineret opbygning. Den består af 15 digte også kaldet sonetter, som hver har 14 linjer opdelt i fire strofer med fire vers i de første to og tre i de sidste to (4+4+3+3). I en sonetkrans skal det sidste vers i den forgående sonet være det første vers i den næste sonet. Den 15. og sidste sonet (mestersonetten) er det første vers fra de sidste 14 sonetter sat sammen. På den måde er det en form, som aldrig slutter. Ligesom tiden, eller naturen, som er uforgængelig.

Sonetkransen og dens meget stramme opbygning kommer historisk set fra Italien og er specielt kendt fra Shakespeare.

Inger Christensens ”Sommerfugledalen” handler om det fundamentale i eksistensen – kærligheden, livet og døden. Den starter med første sonet, hvor det lyriske jeg omringes af en sværm af sommerfugle.

Denne oplevelse overvælder jeget af barndomserindringer, som fortsætter igennem resten af sonetkransen. Jeget spejler sig i naturen og står pludselig ansigt til ansigt med sin egen forgængelighed, døden. Dobbeltheden mellem livet og døden giver en helt ufattelig dybde, da den også afspejles i sproget som lys og mørke, nat og dag.

”Sommerfugledalen” er en ren magtdemonstration af teknikaliteter, men det er virkelig ikke noget, som skal skræmme jer væk. Jeg synes, at det er en anderledes oplevelse at læse noget, der er så stramt i udtrykket. Men det er faktisk også ret forfriskende og ubeskriveligt elegant.

Jeg gjordet det, at jeg først læste sonetkransen selv og efterfølgende fandt jeg denne video på Youtube, hvor Inger Christensen selv læser sonetkransen op. Det var en stor oplevelse, som jeg var rigtig glad for efterfølgende og som jeg varmt kan anbefale.

”Sommerfugledalen” er intet mindre end et hovedværk i dansk litteratur. Inger Christensen er en formidabel digter – måske Danmarks bedste – og ”Sommerfugledalen” indeholder en næsten kosmisk kraft, som både rummer livet og døden, alt og intet. En digtsamling alle burde opleve.

[Sorgens Dag · Rating 4 out of 5]

Este es mi primer compilado de poemas de Inger Christensen, no puedo no decir que no me ha tomado por sorpresa la forma en la que ella hace poesía, incluso siendo yo una lectora no versada en las partes técnicas de la creación poética pude apreciar el movimiento de los versos, las secuencias cerradas de las acciones poéticas que nos describe y la exactitud con la que elabora las imágenes que nos transmite. Seré muy breve pues la impresión ha sido grande: las líneas se leen como si tuvieran consciencia de su propio tiempo, como un ente vivo en las letras.* Es un trabajo muy particular y una experiencia de lectura sensorial, de alguna manera al final del libro se siente literalmente el efecto de existir junto al poema.

*La edición es bilingüe, para mi fortuna leo noruego que se parece en cierto grado al danés, pero también he leído la traducción al español y logra transmitir ese sensación de movimiento secuenciado en los poemas.

[Helena Hall · Rating 5 out of 5]

Magisk 😌😌😌😌

[Bodil · Rating 5 out of 5]

Det er døden som med egner øjne……
Igen og igen og igen og igen ——— Det er et mesterværk som vokser for hver eneste læsning 🦋🦋🦋

[Katharina · Rating 5 out of 5]

Golden.

[Guillermo · Rating 5 out of 5]

«Para mí, escribir poesía es una ciencia, aunque tenga también otros criterios».

[Gabriel · Rating 5 out of 5]

Aquí se reunen varias obras de Inger, que toma axiomas del orden de las matemáticas para darnos una propuesta procedural. Tiene el ingenio del OuLiPo y la gracia de una poeta que no puede dejar de servir c. Mi parte favorita es "Escaleras de agua" y aquí quizá haga un spoiler del planteamiento. Hace un repaso a la imagen de las plazas que visitó en Roma mediante una serie de poemas que se agrupan en niveles de abstracción. En cada nivel, cada poema es una imagen paralela y deconstruida de su hermano correspondiente en el nivel anterior. Creo que es de los poemarios más bellos que he leído.

[iris irimia]

«Inconsolable, / visible / como el cuidado / y los quehaceres, / la prolongada / memoria / de las mujeres, / las caricias / y los besos / en otra / clase de idioma / que es el propio / de los signos. / Así / cada noche mientras dormimos / como el pan / que más se acerca / a la verdad, / así / cada día mientras brillamos / como ásperas / sabanas sin usar, / el mundo se repite / en el mundo / de la repetición, / la valiente / bondad / de las cosas»

[Víctor Bermúdez · Rating 5 out of 5]

«En sorg
der taler
I klynger
af skjulende
lys».

[Eva Norman · Rating 4 out of 5]

Sommerfugle!!! Det sidste vers er en så fin sløjfe på det hele.

[Sam · Rating 3 out of 5]

“Concealed by the scent of mountain brush,
all blossoming is rooted in decay,
in tangle, shadow, and decomposition,
a labyrinthine, wild insanity,

just as the butterfly in flight conceals
the insect body to which it is bound —
we see it as a flower flying up
not as the rank iconoclasm it is —

as when an owl moth, sphinx moth, underwing,
whirling the characters of colour past,
casts us a riddle to conceal the fact

that all the soul possesses for its hope,
beyond all, is the symmetry of sorrow, seen
as admirals, as blues, as mourning cloaks.”
—
“With peace of mind and sweet lies,
with downy sheen of emerald and jade,
the iris butterfly's bare caterpillars
can camouflage themselves as willow leaves.

I saw them eating their own images
which then were folded into chrysalis
hanging at last like what they simulated,
a leaf among other clustered leaves.

When with their image-language, butterflies
can use dishonesty and so survive,
then why should I be any less wise,

if it will soothe my terror of the void
to characterise butterflies as souls
and summer visions of the vanished dead.”
—
“My ear gives answer with its deafened ringing,
my eye with its inward-turning gaze,
my heart knows that I am more than no one,
but answers with the well-known little pain.

I see myself in winter moth, in umber
one evening in November's stand of oaks,
as they reflect moonlight's radiance
and play the role of sunshine in dark night.

I am reflected in their pupal slumber,
their ruthless liberation when need
is greatest in the mirrored rooms of cold,

and what I see for myself, the bereft,
bare mirror-gaze, is not just death —
this is a death that looks through its own eyes.”

[Ploni Almoni · Rating 5 out of 5]

Fortsætter lige min Inger C-streak. Det er noget helt særligt at læse et værk, som jeg bogstaveligt talt har lært udenad. Alligevel er det som om, hver genlæsning løfter sløret for en ny detalje et nyt ord eller rytme. Som de sommerfugle, digteren sætter på barndomslandets nælde (hvad alverdens konger jo ikke magter i Op al den ting)…. Så lad støvet løfte sig en smule og læs sommerfugledalen igen og igen og igen!

En digtsamling, der seriøst burde være sin egen anmeldelse.

En stramt komponeret sonetkrans om sommerfugle, der stiger op, cinnober okker guld og fosforgule, med rejser ind i Bedstemorens have, til ekko af det blå fra Jammerbugten (et sted, hvor man kan ligge fortabt i sandet, så talrige som nu kun to kan være og få kroppens elementer sammenblandet(!) dyrk det.

Og mestersonetten tilsidst er udenfor det forståelige, som om miraklet at formen går op, ved hver genlæsning bringer læseren hinsides den menneskelige erfaringsramme ud hvor ord og fænomen er sammensmeltet, ud hvor døden ser dig an fra sommerfuglevingen

Det kan godt være, at min hjerne er bleg og grå, og måske er det den selv, der vækker den her tekst til live. Men det føles sgu som noget, der er større end mig selv og altså når sommerfuglen med sit billedsprog kan overleve bedre ved at stjæle, hvorfor skulle jeg så være mindre klog, hvis det kan dulme angsten for det øde, at kalder sommerfuglene for sjæle og sommersyner af forsvundne døde ❤️❤️❤️

[Joseph Schreiber · Rating 4 out of 5]

Note:
This edition is a dual-language volume containing the poem "Butterfly Valley". Another edition from New Directions contains four poems and I don't know if it is dual language.

Inger Christensen's fondness for form and scientific imagery is celebrated in this sequence of fifteen sonnets—a requiem rich with the colour and movement of butterflies. The final line of each poem opens the one that follows with the last poem composed of lines from the preceding pieces. In English the rhyme pattern cannot be maintained, but it can be seen in the Danish—as such, this is a highly structured project (classic Christensen) that becomes, in the reading, a beautiful and moving experience.

[Pablo López Astudillo · Rating 5 out of 5]

" °°°°°
La puesta a punto
de la red de carreteras
en la oscuridad,
cuando el camino a casa
es más largo
y las estrellas
transmiten
en la longitud de onda
de los carteles
blancos y azules.
De vez en cuando
las bolsas de luz
de las paradas de autobús.
Un hombre
con una cesta
que está vacía.
Una chica
con casco
y anorak
y en la mejilla
un poco de sal reseca
procedente de los ojos
castigados por el viento.
Y aquí,
mientras caminamos
acompañando a la tierra,
que evidentemente
se desplaza
con un leve giro
con un sol
que desapareció
hace mucho,
es como si todo
por sí mismo
se adentrase
en tu mano
en la mía,
y líneas de
un atlas
de la presencia eterna
se extendieran
y extendieran
y extendieran
como una vuelta a casa
en el cuerpo.
Y cuando cruzamos
el río
dices
que cruzamos
el río.
Mientras la violenta
soledad
abre sus esclusas."

[Javier Calderón · Rating 4 out of 5]

“ο ο ο ο ο
Lo hacemos lo mejor
que podemos.
Nos bañamos,
limpiamos,
quitamos las telarañas
con la escoba,
y cuando la lluvia
cesa
salimos
a la terraza
a escuchar
el río.
Por el camino
pasa
una mujer
y justo ahí,
a la izquierda
de las cebollas
en germinación,
hay
un pájaro
posado en una piedra.
Y toda la noche
bajo la luz
de las estrellas
estudiamos
el mapa,
tu mano
en la mía
y los cuerpos en la casa.

ο ο ο ο
La mañana siguiente
pongo la mesa
al abrigo,
allí donde está
el león de piedra.
Friego los cimientos
con agua
de la vasija
que borbotea.
Ordeno
el sótano
más recóndito
y pongo la fruta
en su sitio
y la clasifico,
en orden.
A la hora del almuerzo
el sonido
de un crío
llorando
en el jardín del vecino.
A la hora de la cena
el autobús
que al fin
se para
a lo lejos.
Un vencejo
sobrevuela
en círculos
la casa
y el sonido
de la eterna
catarata
sube y baja
en la vasija
que tú dibujas
para que se parezca
a un ramo de flores que está dentro.

ο
Voy a buscar fruta
de la pirámide
del sótano.
La corto
por la mitad
y comemos.
Dejo la granada
sobre mi mesa.
Recorto los juguetes
de papel mojado
y enrollo el hilo
en la bobina
con la que estuviste jugando
y que era una maraña
enredada
entre la cama
y la mesa.
Voy
al parque
más cercano,
donde la última vez
había un perro
que jugaba al fútbol
mejor
que los propios
niños.
Por la noche
tu respiración
jadeante,
el sonido
en nuestras diminutas
pertenencias
esparcidas a nuestro alrededor,
el sonido
de mí misma
y de mi ropa
mientras escribo un poema
en el reverso de un dibujo
que representa algo
que no entiendo.

ο ο
Abro las puertas,
hace fresco,
abril,
voy por leche,
cuezo huevos
y busco
en el periódico
la fecha,
la previsión del tiempo, todos los nombres
desconocidos
de las esquelas.
La tierra está
completamente blanca
de sol
y alza el vuelo
a la mínima.
Y yo te hablo
de nuevo
de las anémonas.
De cómo
nos tumbábamos sobre ellas
de niños.
Y no recuerdas
exactamente
si lo que de verdad
recuerdas
son las anémonas
de la última vez.
del piñonero
en medio del jardín.
Quizá es el viento
lo que recuerda.
Un lugar
entre
piñonero
viento
y fuego.

ο ο ο
En la calle,
con el dinero
apretado
en la mano,
compramos pan
y les echamos miguitas
a las palomas
azuladas.
Pagamos para ver
al tragafuegos,
al comecigarrillos
y al vagabundo muerto
que respira.
Saludamos
a la palmera
que susurra
en la noche.
Decimos un par de
palabras
a la figura de piedra
boquiabierta
sobre
el portón.
Reímos
y nos precipitamos
adentro
como si nos persiguieran.
En la fresca cocina
ponemos orden
y preparamos la comida.
Lo hacemos
lo mejor que podemos.
Con flores en la mesa
y todo.
Y hablamos
nuestra propia
nítida
lengua.
Quién sabe
si las cosas no
saben en su fuero interno
que nos llamamos
de otra manera.”
(«Carta en abril, VII»)

He disfrutado este libro como un nene pequeñín. La edición me encanta: el tamaño, la textura de la cubierta y de las páginas. Y qué brutal Christensen. La descubro con este libro y siento ya haber descubierto todo lo posible. Esa es la sensación: la de haber asistido a los decible hasta el silencio, la de no poder retornar a la palabra.

[María Belén · Rating 4 out of 5]

Maravillosa.

[Fede · Rating 5 out of 5]

Vandtrapper (Escaleras de agua). 1969. ★★★★★

[Jørn Lybech · Rating 5 out of 5]

Ikke alt er til at forstå men hvert ord er smukt!

[Mette · Rating 5 out of 5]

Beautiful, that's all there is to say, because I have no words.

[Jesús Pacheco · Rating 5 out of 5]

Creo que este será uno de mis libros favoritos leídos en 2021. ♥️

[Samuel]

🤯🤯

[Milan Gees Pedersen]

Meget sød og fin

[Mira Madsen · Rating 5 out of 5]

‘og viser mig, hvor blødt det er at falde
ned i det askegrå og ligne gud’

[Tarian · Rating 4 out of 5]

Die einzigartige Stimme, die aus diesen Gedichten spricht, verzaubert und teleportiert den Lesenden für die Dauer des Sonettenkranzes in eine andere Welt, auf Textebene das Sommerfugledalen, das aber nur als Chiffre steht für einen zeitlosen Ort, an dem sich das essentiell Menschliche erfahren lässt.
Die Schmetterlinge flattern als verbindendes Element durch die formal ebenfalls verketteten Poeme, durch sie und in ihnen drückt sich das lyrische Ich aus, eine alterslos verspielte Entität.
Das kurze Nachwort stellt uns Inger Christensen als Dichterin vor, die von mathematischen Strukturen ebenso fasziniert ist wie vom lesbaren Unlesbaren, also Texte, die keinen letzten Sinn zugestehen. Das Schmetterlingstal ist, diesen Desideraten der Lyrikerin folgend, eine formstrenge, unlesbare, zutiefst menschliche Lektüre.

[Enes · Rating 5 out of 5]

Er det min barndoms drømte sommertime splintret som i tidsforskudte lyn?

At alt hvad sjælelivet har at håbe hinsides alt er sorgens symmetri

Af jord som havs og himmels mellemting, to mennesker, der overlod hinanden et liv der ikke dør som ingenting

Mit øre svarer med sin døve ringen, mit øje med sit indadvendte blik, MIT HJERTE VED AT JEG IKKE ER INGEN, men svarer med det kendte lille stik

❤️❤️❤️❤️

[Flying Snow · Rating 5 out of 5]

This is so unbelievably beautiful; to describe it adequately is beyond my capabilities right now.
15 sonnets with a clever overarching structure (and consequent continuity), and some of the most electrifying imagery I have read in a very long time.

Not sure why it took me so long to embark on this, but as soon as I did it engulfed me, and it definitely warrants re-reading soon.