Jeg fik Mads Brüggers bog i julegave af min bror ca. 3 min inden min bror åbnede sin julegave fra mig som var... Mads Brüggers bog.
Jeg tog den med mig på en forretningsrejse til et gennemkoldt og typisk trist Tallinn i slutningen af Januar, og selvom den bidende kulde og et varmt hotelværelse, i sig selv, kunne have været en undskyldning for at nyde denne bog, er det dog ikke helt fair overfor Mads Brügger: bogen er virkelig god underholdning!
"11.11.11" er tydeligt inspireret af gonzo-journalistikken og selve bogens univers fik mig til at tænke på "Fear and Loathing in Las Vegas" (bare uden så mange stoffer og uoverensstemmelser med politiet (fra forfatterens side ihvertfald)). Mads Brügger, som i sig selv er en lidt skæv type, begiver en interessant form for graverjournalitisk/portrættering af Pierre Flensborg (åndssvagt navn!). Pierre Flensborg er anklaget for at ville smugle Gaddiffis søn fra Libyen til Mexico, hvor Pierre Flensborg i mange år har levet et liv som playboy. Mads Brügger knytter undervejs i fortællingen et bånd med Pierre Flensborg hvilket i sig selv er kontroversielt når man begiver graverjournalistik. Det unikke ved bogens tilgang er at Mads Brügger flere gange undervejs stiller spørgsmålstegn ved siden egen metode og reflekterer kritisk over sin egen ageren og de spørgsmål han stiller og ikke stiller.
Bog er virkelig dragende og man føler sig flere gange dér, i Mexico, Houston, på Amager, alle steder hvor Mads Brügger og Pierre Flensborg opholder sig. Nogle gange kammer Mads Brüggers gonzo-stil over, og jeg havde personligt brug for at sunde mig i 5-6 minutter da Mads Brügger, ud af ingenting, pludselig beskriver hvordan han laver en kæmpe lort på sit hotelværelse som resultat af den mexikanske mad... det var måske lige autentisk nok, Mads!
Man får aldrig et endeligt svar, men kender man selv typer som Pierre Flensborg, som flytter til fjerne regioner uden venner og familie kontakt, og som aktivt jagter et interessant liv, så tror jeg ikke at man kan forvente mere. En masse gode anekdoter, en masse røgslør og en fornemmelse af at man aldrig får en indrømmelse eller entydigt svar!
Det er noget af en gonzo-journalistisk sag, Mads Brügger her har orkestreret med mine to hjemstavne Mexico City og Amager som baggrundstæppe for en underlig historie med masser af multinationale dimensioner. Bogen minder om hans mest konspiratoriske film bare kogt ned på papir med masser af finurlige og ekstremt utroværdige karakterer, hvori indgår en afdanket dansk playboys bizarre skæbne krydret med et forsøg fra en mærkeligt sammensat gruppe af internationale lykkeriddere på at få reddet en af Oberst Gadaffis overlevende sønner til Mexicos Stillehavskyst. Gudskelov har Mads Brügger masser af selvironi og indrømmer selv bogens mangler. Trods det, vil jeg egentlig hellere anbefale hans film fremfor dette lidt halvfærdige og uforløste bogprojekt, medmindre ens indre konspirationsteoretiske køter skal have lidt litterært foder.