Fiktion er fantastisk. Den behøver ikke at fortælle en eneste sand historie, men alligevel gør den os klogere på os selv og virkeligheden. Enhver anklage om løgn og latin preller også af, for fiktionsforfattere er frie til at binde os hvad som helst på ærmet. Bare de ikke lyver om det. Fiktion er endda så besnærende, at den ifølge Simona Zetterberg Gjerlevsen, fiktionshungrende pennefører fra Aarhus Universitet, nu dukker op overalt. Men kan det faktum mon risikere at true den fiktion, som ellers skulle være i en klasse for sig ...
Den hidtil bedste 'Tænkepause', jeg har læst. Robinson Crusoe, Knausgård, Fahrenheit 451, Fru Marie Grubbe, Forbrydelse og straf, Løgneren og mange andre forfattere og værker bruges som eksempler i behandlingen af fiktionens udvikling og væsen. Der fortælles om fiktion, der præsenteres som virkelighed og virkelighed, der præsenteres som fiktion. Til sidst stilles spørgsmålet: Hvis du vil læse noget, som giver dig en sandhed om verden, går du så hen til afdelingen for skønlitteratur eller afdelingen for faglittereratur? Svaret afhænger selvfølgelig af, hvad man søger, for nok er der mest empirisk viden i faglitteratur, men god skønlitteratur gør os jo netop klogere på verden og på det at være menneske.
En af de mest skuffende Tænkepauser, jeg har læst. Forfatteren bruger begreber som fiktion, fiktionalitet og forestillingsevne i flæng og gør det ikke klart, hvorledes de tre ting adskiller sig fra hinanden (for det gør de). Det er oplagt, at hun bruger en del plads på at afgrænse fiktionsgenren ved hjælp af det, der ikke er fiktion (opdigtet), men virkeligt, og samtidig understreger, at det med autofiktionsbølgen ikke længere er helt så enkelt; at nogle værker, såsom Knausgårds Min kamp eller tv-serien Klovn, ikke er fiktion i klassisk forstand, men også trækker på ikke-fiktive elementer og refererer til noget virkeligt. Måske er det, fordi diskussioner som disse efterhånden er så gamle, at emnet og eksemplerne synes fortærskede, og under alle omstændigheder tilfører Gjerlevsen ikke diskussionen nogen nye perspektiver. I det hele taget en meget lidt oplysende og meget banal tænkepause, hvor de samme pointer gentages alt for ofte. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er en "fiktionshungrende pennefører", men begejstringen sker her lidt på bekostning af fagligheden.
Simona Z. Gjerlevsen details the origins of fiction as well as how fiction has evolved over time and how today fiction spans several genres and is also used to influence political decisions and discussions. She talks about how reality is finding it’s way into fiction in ways that makes it hard so distinguish between the real and the fictive - like in My Struggle by Karl Ove Knausgård - and how fiction differs from lying by straight up saying that it’s fictitious. Interesting - one gets a taste of the research and discussion within fiction and also has a roadmap to dive further into the various discussions if one so wishes.
Denne Tænkepause var noget mere indholdsløs en de fleste andre i serien. Det virker ikke som om der er så meget mere at komme efter end hvis man kort googlede definitionen for Fiktion.