3,5 stjerner. Nok.
Sådan en voldsom og fin fortælling om skyld, ensomhed og aldrig rigtig at tilgive sig selv. Om at være alt for ung i en revolution, om at acceptere alt for meget, om at lukke i og lukke af for at overleve sine egne minder. Om altid at være vred, at føle sig forladt og glemt, om aldrig at være tilfreds, fordi man aldrig kunne gøre det godtnok for dem man mistede, dem man angav.
Jo længere fortællingen kommer ind, jo mere svinder den ind i takt med hendes kræftsygdom, for til sidst kun at skinne omkring babyen, inden mørket lukker sig om hende.
Den sidste side fik mig til at græde.
"Det jeg ikke vidste og ikke forstod dengang, var, at vi også døde den dag. Vi var tyve år og vores liv var på så mange måder allerede slut. Alt, hvad der skete derefter, var kluntede forsøg på at erstatte det, vi mistede den dag. Vores barn. Flugten. Alle mine vagter, alle timerne på arbejdet. Det hele. Vi burde være døde den nat. Alle de år, der fulgte efter, var ikke vores, de var kun til låns", s. 76