Den svensk-iranske forfatter Golnaz Hashemzadeh Bonde skildrer uden filter de afgrunde, vi somme tider må stirre ned i. Det er en af de romaner, der bliver en slags lærebog for livet, læs den, før det er for sent.
21 år gammel må Nahid flygte fra Iran med sin mand Masood og deres nyfødte datter. Tre år før møder hun Masood til den fest, hendes familie holder for hende, den dag hun får at vide, at hun er kommet ind på medicinstudiet. Masood fortæller Nahid om sin kamp for frihed og forandring i Iran, og hun går ind i hans gruppe og deltager aktivt i den livsfarlige modstandskamp mod det iranske præstestyre. Efter en demonstration, hvor de brutalt nedkæmpes, må de først leve under jorden og senere flygte til Sverige på falske pas. Nahid forlader alt det, hun kender for at sikre sin egen og sin datters fremtid. I Sverige skaber hun sig en ny tilværelse, men trygheden har en mørk bagside.
En rå og hjerteskærende roman om den skyld, der følger med dem, der må flygte, om svigtende moderskab og om drømmene for den næste generation. Det er en roman om en kvindes rasende kamp mod uret, men først og fremmest om hendes kamp mod sig selv.
En af de mest gribende bøger, jeg har læst. Om Nahid, der flygter fra Iran med mand og barn til Sverige. Om rodløshed og om at slå rødder. Om liv og død. Og med en virkelig fantastisk jeg-fortæller - Nahid.
Sådan en voldsom og fin fortælling om skyld, ensomhed og aldrig rigtig at tilgive sig selv. Om at være alt for ung i en revolution, om at acceptere alt for meget, om at lukke i og lukke af for at overleve sine egne minder. Om altid at være vred, at føle sig forladt og glemt, om aldrig at være tilfreds, fordi man aldrig kunne gøre det godtnok for dem man mistede, dem man angav. Jo længere fortællingen kommer ind, jo mere svinder den ind i takt med hendes kræftsygdom, for til sidst kun at skinne omkring babyen, inden mørket lukker sig om hende. Den sidste side fik mig til at græde.
"Det jeg ikke vidste og ikke forstod dengang, var, at vi også døde den dag. Vi var tyve år og vores liv var på så mange måder allerede slut. Alt, hvad der skete derefter, var kluntede forsøg på at erstatte det, vi mistede den dag. Vores barn. Flugten. Alle mine vagter, alle timerne på arbejdet. Det hele. Vi burde være døde den nat. Alle de år, der fulgte efter, var ikke vores, de var kun til låns", s. 76
3,5 En rigtig fin fortælling, som sætter tanker igang og ting i perspektiv. Jeg havde flere øjeblikke som mindede mig om hvor heldig jeg er, og jeg havde flere øjeblikke hvor jeg havde lyst til at råbe af Nahid.
Det er ikke en ny yndlingsbog, men jeg fortryder bestemt ikke at have læst den!