En virkelig læsværdig bog. En del af uddybningen i midten bliver lidt tung men forståelsen og konklusionen omkring depression og psykiske lidelser er virkelig relevante i den tid vi lever i. Hvordan kultur skaber diagnoser og ikke individet selv.
Bogens styrke er dens samtidsdiagnose, hvor depressionsepidemien sættes i forhold til fremvæksten af et præstationssamfund med konkurrencestaten som bagtæppe. Undervejs kommer en række indlysende udsagnskraftige analyser - og de citater fra forfatterens interview med mennesker med depressionserfaringer, som anvendes illustrerende, er stærke og rørende.
Bogens svaghed er, at samfundsanalysen ikke føres i bund. Den udspiller sig mest som en bekræftelse af en forudfattet opfattelse. Prognosen er da også, at det bare vil blive værre (der er heri et slægtskab med Rasmus Willigs stil). Forfatteren har reelt beskeden interesse eller blik for sprækkerne i samfundsformens panser - for det krise- og transformationspotentiale, som tårner sig stadig mere op i horisonten i form af bæredygtighedskrise, gældskrise, ulighedskriser osv. Af samme årsag når han også forhastet og summarisk at afskrive fx Paul Masons analyse af muligheden af postkapitalisme.
Det bliver næsten helt komisk i det korte afsluttende kapitel, hvor Petersen siger til sig selv, at vi da skal have blik for positive potentialer og lommer af modstand. Dén tankegang formår han kun at fastholde over halvanden side: Præstationssamfundet er et vilkår, store omvæltninger en umulighed - og antallet af depressioner vil fortsætte himmelflugten.
Efter jeg lige har læst Afvæbnet Kritik af Rasmus Willig forekommer denne bog mig lidt mere omfangsrig men derfor også at gabe over meget. Der gives ikke en struktureret oversigt over empirien, der kun forekommer sporadisk ved interviewcitater. I stedet bruges en række teoretikere til at beskrive, at der er noget galt i samfundet, ved at kæde stigende antal af depressioner sammen med samfundets stigende krav om konstant udvikling. Bogen præsenterer interessante begreber som Indre Smidighed og Mildt Barbari, og det ville være perfekt hvis den var længere og havde mere plads til at italesætte begreberne, præsentere empiri samt give bruge analyserne til i højere grad at pege fremad - den fremadrettede del af sidste kapitel fylder ikke mere end tre sider.