What do you think?
Rate this book
Solar
SOLAR begynder, da den unge sortseende økodigter Theis begiver sig ud på en vandretur ned ad Hærvejen. Undervejs gør han status over en verden fuld af velfærdsvæsener, pakket ind i privilegier og tryghed. Ingen gør noget ekstremt. Ingen ønsker at ændre noget. Ingen går amok.
Så lader Theis sig falde – ned gennem systemerne, kulturen og sindet.
SOLAR, der er forfatteren Theis Ørntofts debutroman, er et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Den er en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.
Så lader Theis sig falde – ned gennem systemerne, kulturen og sindet.
SOLAR, der er forfatteren Theis Ørntofts debutroman, er et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Den er en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.
300 pages, Paperback
First published March 3, 2018
28 people are currently reading
449 people want to read
About the author
Theis Ørntoft
12 books85 followersTheis Ørntoft (født 1984) debuterede i 2009 med den usædvanligt stilsikre digtsamling Yeahsuiten. Debuten indbragte ham Danmarks største debutantpris Munch-Christensens Kulturlegat. Han har studeret Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og gik i perioden fra 2007 til 2009 på Forfatterskolen. Kort efter han dimitterede fra Forfatterskolen udkom Yeahsuiten på Gyldendal. Kun en enkelt anmelder brokkede sig over den unge digters lidt for smarte og alt for ungdommelige sprogbrug. Men som anmelder på Information Kamilla Löfström skrev i sin gennemgang af årets debutanter: ”Hvad er man da også for en sølle debutant, hvis ikke man kan få ophidset bare én kritiker med sin kække sprogbrug?”. I efterfølgeren Digte 2014, der udkom fem år senere, er det frække og ungdommelige imidlertid afløst af afmagtsfølelse og undergangsstemning.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 71 reviews
February 20, 2023
Theis går en tur og kommer med sine holdninger til højskoleelever og film; Theis knepper en fra Vestegnen; Theis tager stoffer.
Midt imellem kommer han med nogle overvejelser om livet, der aldrig rigtigt bliver til noget konkret og mest
af alt består af "..." og ufuldstændige sætninger. Måske kan man kalde stilen eksperimenterende, men jeg synes mest af alt, at jeg fik fornemmelsen af at læse et første udkast til en tekst, som forfatteren måske ikke helt selv vidste, hvor han ville hen med endnu. Værket er ifølge bagsiden "en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen", hvilket lyder fedt, men slet ikke skinner igennem i selve bogen.
2 stjerner, fordi der er nogle gode afsnit gemt midt i alt rodet.
Midt imellem kommer han med nogle overvejelser om livet, der aldrig rigtigt bliver til noget konkret og mest
af alt består af "..." og ufuldstændige sætninger. Måske kan man kalde stilen eksperimenterende, men jeg synes mest af alt, at jeg fik fornemmelsen af at læse et første udkast til en tekst, som forfatteren måske ikke helt selv vidste, hvor han ville hen med endnu. Værket er ifølge bagsiden "en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen", hvilket lyder fedt, men slet ikke skinner igennem i selve bogen.
2 stjerner, fordi der er nogle gode afsnit gemt midt i alt rodet.
June 26, 2018
Hvad er det her for en roman? Jeg ved det ikke. Den er et underligt miskmask (der kunne trænge til en seriøs omgang redigering) af alt lige fra dagbogslignende optegnelser med et jeg, der minder om Ørntoft selv, en kritisk filmanmeldelse af Winding Refns The Neon Demon, tekster der foregår i et GTA-univers (der faktisk er blandt bogens bedste og sjoveste), fodboldreportager, transskriptioner af dommerudtalelser fra Den Store Bagedyst og en kulmination hvor hovedpersonen, uvist hvorfor (ikke ifølge bogens logik, men min), rejser fra Københavns Hovedbanegård til Portugal (på røven det meste af vejen) og får nu en hverdag med røverier, stoffer, flere mord på samvittigheden og politiet i hælene. Natur vs kultur har som i Digte 2014 stadig forfatterens interesse, men personligt kedede jeg mig over igen at blive trækket igennem refleksioner om blågrønne alger, myrer og kosmos. Sproget mangler præcision, og sætningerne glød – på ingen måde en roman som for mig levede op til de høje forventninger, jeg havde fået efter avisanmeldernes superlativer ved udgivelsen i foråret. På grund af de få højdepunkter i begyndelsen af bogen er det trods alt en jævn romandebut – uden at jeg dog hungrer efter en toer.
March 20, 2018
Den bedste danske roman jeg har læst længe, måske nogensinde. Læste den hele på seks timer i ren febervildelse. shiiiiett den var sinds.
April 15, 2018
Solar begynder i autobiografisk stil med en vandretur på Hærvejen, hvor jeg’et har mange fællestræk med forfatteren. Stilen er fandenivoldsk og nogen gange næsten knausgårdsk i selvudleveringen.
Den næste del af bogen virker mindre ægte, men den er til tider meget morsom. Jeg’et skifter livsstil og opfører sig enøjet.
I den sidste del af bogen stikker det helt af for jeg’et, og bogen, der begyndte med akavede sociale situationer som det pirrende spændingsmoment, ender med et actionbrag med stoffer, vold og flugt fra politiet.
Jeg synes bogen var sjov og godt skrevet, og det var forfriskende, at handlingen gik fra at være autofiktiv til at blive fiktion. Desværre mistede jeg lidt autenciteten og sammenhængen undervejs.
Jeg vil se frem til næste roman fra Theis Ørntoft.
Den næste del af bogen virker mindre ægte, men den er til tider meget morsom. Jeg’et skifter livsstil og opfører sig enøjet.
I den sidste del af bogen stikker det helt af for jeg’et, og bogen, der begyndte med akavede sociale situationer som det pirrende spændingsmoment, ender med et actionbrag med stoffer, vold og flugt fra politiet.
Jeg synes bogen var sjov og godt skrevet, og det var forfriskende, at handlingen gik fra at være autofiktiv til at blive fiktion. Desværre mistede jeg lidt autenciteten og sammenhængen undervejs.
Jeg vil se frem til næste roman fra Theis Ørntoft.
Read
April 26, 2018Ikke sikker på at romanformen klæder Theis Ørntoft så godt som det lyriske. Men velskrevet og nyskabende, det er den sgu.
August 31, 2018
"Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død," skrev Tom Kristensen i 1932, og hos ham har Theis Ørntoft nok fundet en del inspiration til sin nye roman, Solar. Som i Kristensens mesterværk Hærværk har vi at gøre med en mand, der egentlig har sit på det tørre og har et nogenlunde velfungerende liv, men alligevel beslutter sig for at gå i hundene. Det sker dog først ca. 100 sider inde i Solar (så undskyld for en semi-spoiler), for bogen starter med at mere eller mindre autofiktive Theis beslutter sig for at gå Hærvejen. Her beskrives naturen flere gange ved hjælp af en sammenligning med det kosmiske. Helt kort f.eks. i denne sætning:
"De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket."
Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:
"I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu."
Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
"De fire mørkeblå vogne hvirvlede støvet op idet de buldrede forbi mig, solen brændte over landskabet, og omkring mig stod de domesticerede nåletræer på rad og række, som en folkeskoleklasse der netop var blevet sat godt og grundigt på plads, og nu, men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid, stod skoleret for mennesket."
Dette "men måske kun et par sekunder målt i kosmisk tid" er bogens helt grundlæggende tanke. Nuet er nærmest ingenting i det store perspektiv. Derfor går Theis i hundene: han er ingenting, en uforstående del af en uddøende art, der kun er et ligegyldigt led i livets videre færd. Mennesket er ikke noget særligt, vi er kun evolutionens seneste påfund:
"I det kunstige blå lys trådte de badende kroppe frem som det vi var; havdyr, kravlet op fra oceanet i tidernes morgen, og nu badende her i svømmehallen i Albertslund, tavse og skyggefulde, urtidige og senmoderne i samme uforklarlige nu."
Det er det, man kalder posthumanisme. Med Oplysningstidens modernitet fik vi humanismen - tanken om, at det enkelte menneske er noget specielt og bevaringsværdigt, hvilket udmøntede sig i f.eks. menneskerettigheder og demokrati. Men nu, hvor vi lever i en tid, hvor mennesket har travlt med at udrydde sig selv med sine klimaforandringer og alligevel vælger ikke at gøre noget - kun passivt se til, mens vi skaber vores egen død - er det klart, at man må stille spørgsmålet, om vi er så særlige endda. Som Ørntoft skrev i Digte 2014: "For mig er samfundene døde." I Solar møder vi så en mand, der som en postmoderne Ole Jastrau tilrettelægger sit liv efter samfundenes død.
Nå, men er det godt? Det er egentlig et lidt svært spørgsmål, for Solar er en meget ujævn roman; den ændrer sig konstant og prøver nye ting af, så vi både får de skønne, kosmisk uinteresserede naturbeskrivelser og et flere sider langt referat af The Neon Demon, hvilket ved første øjekast virker lidt overflødigt. Når man kigger nærmere på scenen, viser det sig, at kritikken af The Neon Demon er en kritik af Solar: Theis lader sig irritere over, at hovedpersonen er noget så klichefuldt som "en tavs og mystisk hovedperson fuld af indestængt vrede hvis forældre begge to er døde." Men ligeså klichefuld er Solars maskuline hovedperson, der jagter kvinder og alkohol og bevidst går i hundene. Det "begynder [...] at gå helt galt for filmen," da en panter uden forklaring dukker op, men samme panter dukker uden forklaring op igen senere i Solar, og Solar er generelt lige så fuld af uforklarede symboler som The Neon Demon, f.eks. i form af nogle windsurfere, som Theis forsøger at få til at passe ind i et system, der skal vise meningen med livet, hvilket ikke lykkes.
Så egentlig er det meget nemt at kritisere Solar med de samme ord, som den kritiserer The Neon Demon (hvilket selvfølgelig er meningen), men heldigvis for mig, synes jeg at The Neon Demon er en pissegod film, og de gode ting ved filmen gør sig også gældende i Solar: uforudsigeligheden og originaliteten er fedt, men først og fremmest er det æstetiske på plads. Sætningerne er ganske enkelt gode. Selvom Solar i sit forsøg på konstant at gentænke sig selv fra tid til anden kommer ind på nogle sidespor, er netop disse sidespor med til at gøre bogen god; det ujævne er også velskrevet, og netop det ujævne gør bogen original og derfor underholdende.
Helt så god en gå-i-hundene-historie som Hærværk bliver det ikke, og Ørntofts økoangst i Digte 2014 er heller ikke helt så gode som Tom Kristensens smadreangste digte, men det er også en lidt for høj standard at holde noget kunstværk oppe imod. Solar er underholdende, konstant overraskende og velskrevet, og meget mere kan man vist ikke bede om.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
August 20, 2025
Hæsblæsende, klaustrofobisk og psykedelisk. Den her bog er helt vild. Jeg kan godt forstå, at nogen kan finde den underlig, gentagende og intetsigende. Men jeg tror, at man skal se Solar som en slags konceptlitteratur snarere end en klassisk roman.
Theis Ørntoft imiterer med kompositionen det individuelle menneskelige liv samt vores planets kosmiske liv (og snarlige afslutning?). Theis er forfatter, underviser på Testrup og fester i København. Men i løbet af bogens to sidste dele falder karakteren mere og mere fra hinanden, mister sit navn og lever i et sprog, som næsten virker uforståeligt. Karakterudviklingen er som livet selv – fra det konkrete, fornuftige og forståelige i hverdagen til det abstrakte og uforståelige i livets afslutning og vores indprentede dyriske instinkter, som vi sjældent selv kontrollerer.
Solar er fandeme en moderne dansk klassiker – så er det sagt!
Theis Ørntoft imiterer med kompositionen det individuelle menneskelige liv samt vores planets kosmiske liv (og snarlige afslutning?). Theis er forfatter, underviser på Testrup og fester i København. Men i løbet af bogens to sidste dele falder karakteren mere og mere fra hinanden, mister sit navn og lever i et sprog, som næsten virker uforståeligt. Karakterudviklingen er som livet selv – fra det konkrete, fornuftige og forståelige i hverdagen til det abstrakte og uforståelige i livets afslutning og vores indprentede dyriske instinkter, som vi sjældent selv kontrollerer.
Solar er fandeme en moderne dansk klassiker – så er det sagt!
June 23, 2025
Fuld plade i litterær aversionsbingo
Der er generelt to greb, jeg meget sjældent bryder mig om i romaner. Det første er drømmescener. De er lige noget for en dansklærer, der faldt i den store gryde med Freud, da han var lille. De er konsekvensløse og kedelige for andre. Emma Gad gjorde endda kraftigt opmærksom på, at der aldrig bør konverseres om drømme, da det er dødkedeligt for samtalepartneren. Jeg ved ikke, hvorfor bøger insisterer på, at vi skal trækkes igennem denne dødkedelige analyseøvelse igen og igen.
Den anden aversion er drømmescenens festglade fætter: tripscener. Nogen tager stoffer, ser et eller andet blåt eller monstrøst og så betyder det også noget. Igen skal vi finde den store drømmetyderpegebog frem og lave elendige analyser. Det er umanerligt uinteressant.
Og så er knap halvdelen af Solar lige præcis enten drøm eller trip. Den anden halvdel udmærker sig ved at være en anmeldelse af The Neon Demon, genfortællinger af GTA V og havekroket.
Det er immervæk ikke en bog for alle. Og den var i hvert fald ikke noget for mig.
Der er generelt to greb, jeg meget sjældent bryder mig om i romaner. Det første er drømmescener. De er lige noget for en dansklærer, der faldt i den store gryde med Freud, da han var lille. De er konsekvensløse og kedelige for andre. Emma Gad gjorde endda kraftigt opmærksom på, at der aldrig bør konverseres om drømme, da det er dødkedeligt for samtalepartneren. Jeg ved ikke, hvorfor bøger insisterer på, at vi skal trækkes igennem denne dødkedelige analyseøvelse igen og igen.
Den anden aversion er drømmescenens festglade fætter: tripscener. Nogen tager stoffer, ser et eller andet blåt eller monstrøst og så betyder det også noget. Igen skal vi finde den store drømmetyderpegebog frem og lave elendige analyser. Det er umanerligt uinteressant.
Og så er knap halvdelen af Solar lige præcis enten drøm eller trip. Den anden halvdel udmærker sig ved at være en anmeldelse af The Neon Demon, genfortællinger af GTA V og havekroket.
Det er immervæk ikke en bog for alle. Og den var i hvert fald ikke noget for mig.
April 6, 2018
I can't say that I particularly liked this novel but I was pretty impressed by the novelty of it and I'll likely be thinking about it for a very long time. I have never read anything like it, and I think the biggest reason I can't truly relate is probably my age/generation - my youth in the 80's was obviously nothing like that of kids today. Possibly being female is a factor as well, but I'm not entirely sure.
It starts with a multi-day solo-hike in Western Denmark where I initially felt pretty in tune with Theis who is not a social butterfly, but then the negativity and lack of ability to immerse himself in the landscape and nature had me pretty baffled. Theis seems depressed, out of touch, unable to connect while doing something that has always worked well for me in terms of getting grounded and figuring things out. What's up?
When the novel continues with a bum existence in Copenhagen on welfare while playing computer games and working out at the gym for 14 hours a day, you start wondering when he is going to have the aha-moment and grow up. But this is not that kind of novel. Not at all!
After the girlfriend drops Theis and he has no money and no place to live, the deroute is kicked off and it goes downhill pretty quickly with a ticketless train ride through Europe to Portugal where "Grand Theft Auto" becomes his real life while he hangs out with his new criminal friend Diago, does a lot of drugs, and seemingly kills a few people although everything appears unreal in the way that some things fast forward or rewind in slow motion. Is he consistently high? Is this actually a computer game? You can even buy yourself special abilities at the local bar in Albufeira on the alternative drink menu. Mind blowing!
Although you can't really compare the two, the story kind-of evolves into an X-rated version of Ready Player One. It's disturbing and thought provoking. I'm not sure I agree with the dark view of our current world, and my 18-year old son is not displaying symptoms of being on this path, but what do I actually know? Probably a whole lot less than I'd like to think. I do, however, believe that this could end up being a very central piece of literature for teens and college age kids today.
It starts with a multi-day solo-hike in Western Denmark where I initially felt pretty in tune with Theis who is not a social butterfly, but then the negativity and lack of ability to immerse himself in the landscape and nature had me pretty baffled. Theis seems depressed, out of touch, unable to connect while doing something that has always worked well for me in terms of getting grounded and figuring things out. What's up?
When the novel continues with a bum existence in Copenhagen on welfare while playing computer games and working out at the gym for 14 hours a day, you start wondering when he is going to have the aha-moment and grow up. But this is not that kind of novel. Not at all!
After the girlfriend drops Theis and he has no money and no place to live, the deroute is kicked off and it goes downhill pretty quickly with a ticketless train ride through Europe to Portugal where "Grand Theft Auto" becomes his real life while he hangs out with his new criminal friend Diago, does a lot of drugs, and seemingly kills a few people although everything appears unreal in the way that some things fast forward or rewind in slow motion. Is he consistently high? Is this actually a computer game? You can even buy yourself special abilities at the local bar in Albufeira on the alternative drink menu. Mind blowing!
Although you can't really compare the two, the story kind-of evolves into an X-rated version of Ready Player One. It's disturbing and thought provoking. I'm not sure I agree with the dark view of our current world, and my 18-year old son is not displaying symptoms of being on this path, but what do I actually know? Probably a whole lot less than I'd like to think. I do, however, believe that this could end up being a very central piece of literature for teens and college age kids today.
July 11, 2018
Jeg får lyst til at citere bogen selv: “I guder hvor er det dog rædderligt.”
June 6, 2025
spændende bog, mon ikke der kommer en eksamensopgave ud af den🤓
Read
June 11, 2022Ehh. Skuffende læseoplevelse, hvis jeg skal være sådan bundærlig. Og det ærgrer mig, for jeg er vild med hans poesi.
May 16, 2018
jeg var bange for at jeg ville tage for lang tid om at læse den her bog, så jeg læste den rigtig hurtigt.
jeg ville beskrive bogen som et fald ned igennem planer i vores civilisation og i sig selv.
hvis du ikke har læst bogen, skal du ikke læse videre her. Du skal faktisk slet ikke læse om den. Bogen har godt af at man ved så lidt som muligt og at man bare er parat på at følge med.
jeg synes bogen i sin form er vigtig, den er et opgør med hvordan vi lever og har organiseret os. den er et opgør med hvad der er rigtigt at gøre kontra hvad der er føles rigtigt at gøre.
det kunne jeg godt li agendaen i.
fortælleren var svær synes jeg. i starten tog jeget udgangspunkt i forfatteren, men senere brydes han ned. Jeg synes fortælleren ved rigtig meget. i starten er han meget arrogant og sort-seende. senerehen fralægger han sig sin viden og siger han ikke ved noget, eller han tvivler på hvad han ved.
jeg havde svært ved at følge med i hans intellektuelle nedbrydelse ift. hvor han var i udgangspunktet, men også ift. forløbet foregik rimelig hurtigt i del 2 af bogen.
jeg tror helt sikkert at jeg-fortælleren er friktionen i den her historie og som skaber dobbeltsidigheden i fortællingen som realitet vs fiktion, og derfor er det også vigtigt at være med. Hans måde at vide ting på og bruge sin viden var tit en mur som forhindrede mig i at være med. Jeg synes også sproget var svært til tider. Det blev skrevet på en måde "som man siger ting" men som man egentlig ikke siger ting. At kalde en røv for smækker, en pige for laber og sådan noget kommer til at virke meget gjort, eller som om historien skulle passe ind i en bestemt måde, som jeg ikke rigtig ar med på..
jeg kunne godt lide forsøgene på at gen-systematisere verden på ift spillet i portugal - havet sejlene og farverne - den blå og den råde blev brugt på en sjov måde.
ja... helt sikkert en øjenåbnende læsning i sin udvikling. jeg var spændt til sidst da bogen sluttede. og vejen dertil er en god diskussion værdig.
jeg ville beskrive bogen som et fald ned igennem planer i vores civilisation og i sig selv.
hvis du ikke har læst bogen, skal du ikke læse videre her. Du skal faktisk slet ikke læse om den. Bogen har godt af at man ved så lidt som muligt og at man bare er parat på at følge med.
jeg synes bogen i sin form er vigtig, den er et opgør med hvordan vi lever og har organiseret os. den er et opgør med hvad der er rigtigt at gøre kontra hvad der er føles rigtigt at gøre.
det kunne jeg godt li agendaen i.
fortælleren var svær synes jeg. i starten tog jeget udgangspunkt i forfatteren, men senere brydes han ned. Jeg synes fortælleren ved rigtig meget. i starten er han meget arrogant og sort-seende. senerehen fralægger han sig sin viden og siger han ikke ved noget, eller han tvivler på hvad han ved.
jeg havde svært ved at følge med i hans intellektuelle nedbrydelse ift. hvor han var i udgangspunktet, men også ift. forløbet foregik rimelig hurtigt i del 2 af bogen.
jeg tror helt sikkert at jeg-fortælleren er friktionen i den her historie og som skaber dobbeltsidigheden i fortællingen som realitet vs fiktion, og derfor er det også vigtigt at være med. Hans måde at vide ting på og bruge sin viden var tit en mur som forhindrede mig i at være med. Jeg synes også sproget var svært til tider. Det blev skrevet på en måde "som man siger ting" men som man egentlig ikke siger ting. At kalde en røv for smækker, en pige for laber og sådan noget kommer til at virke meget gjort, eller som om historien skulle passe ind i en bestemt måde, som jeg ikke rigtig ar med på..
jeg kunne godt lide forsøgene på at gen-systematisere verden på ift spillet i portugal - havet sejlene og farverne - den blå og den råde blev brugt på en sjov måde.
ja... helt sikkert en øjenåbnende læsning i sin udvikling. jeg var spændt til sidst da bogen sluttede. og vejen dertil er en god diskussion værdig.
May 28, 2018
Sproget er overlegent, første halvdel af bogen er veloplagt og rimeligt interessant, det samme er hovedkarakteren. Dog fader både han og plottet mere og mere ud i anden halvdel, hvor hele romanens univers opløses. Som stiløvelse er det meget veludført; som læseoplevelse er det til tider fabelagtigt hæsblæsende, andre gange lidt random.
March 5, 2025
Dette er en eksperimentell og fragmentert roman som utforsker eksistensielle kriser, klimaangst og virkelighetsoppløsning. Første og siste del er særlig sterke, der grensen mellom drøm og virkelighet viskes ut på en måte jeg liker, spesielt mot slutten. Mellompartiet føles derimot tyngre og mer uinteressant, med lange passasjer som ikke tilfører like mye energi til fortellingen. Språket er poetisk og flytende, men kan til tider virke selvopptatt og distanserende. Alt i alt en fascinerende, men ujevn roman som lykkes best når den slipper seg løs i de mer drømmeaktige sekvensene.
August 15, 2018
Roadmovie på syre med indlagte leksikongengivelser og dystopiske undertoner. Til tider ekspressivt og lyrisk sprogbrug med lange drømmesekvenser. I virkeligheden er der vel tale om tre bøger: gåtur på hærvejen med biografiske refleksioner og fint sansede naturskildringer, møde og kæreste med pige i Albertslund, et forhold der ligesom fortælleren langsomt går i opløsning, da fortælleren forsvinder ind i et virtuelt univers, langt desperat trip til Portugal med røveri, stoffer, drab og politi. Tematisk er de tre dele knyttet sammen af refleksioner over naturen og en stemning af undergang og kulturelt forfald og jeg'ets forsøg på at skabe mening, hvilket ikke lykkes. Sammenhængen mellem de tre dele bliver mere en påstand end en egentlig tydelig rød tråd. Positivt fortolket er der tale om en roman med mange stemmer, kompositorisk eksperimenterende og med flot sprogbrug. Negativt fortolket er der tale om en roman med mange ideer og stemmer, som ikke er stramt redigeret.
September 14, 2025
Det er måske pointen i bogen at gå fra en struktureret og medrivende start til stigende grader af desperation og delirium - og dertil hørende forvirring hos den der læser. Hvis det er pointen er det lykkedes. Jeg sidder tilbage med oplevelsen af en bog der aldrig rigtig sluttede
March 3, 2021
Jeg orker ikke mere af denne degenerationsroman. Painful, painful. What’s good? Jeg tænkte lidt over det, men der kom intet svar.
July 22, 2024
3 1/2 - 4 stjerner
November 3, 2025
Je suis solar - måske minus tredje del. Tror jeg forstår mig selv bedre nu? Kh en slat partikler!
October 9, 2024
Veldig dansk.
Liker ikke skalaen til Goodreads. To stjerner blir for lite, og tre for mye. I dette tilfellet må jeg være litt streng.
Liker ikke skalaen til Goodreads. To stjerner blir for lite, og tre for mye. I dette tilfellet må jeg være litt streng.
February 28, 2024
Det kunne jeg virkelig ikke så godt lide. Sur og ubehagelig mand hold da op.
March 30, 2018
Hmmmm...
1) det er ikke så meget en roman som et meget langt digt
2) første del er klart bedst - man bliver lidt træt af amok og floder og drømme og halløj - beskrivelsen af rastløshed er glimrende, men opløsningen bliver for privat
3) skildringen af Vestegnen er lidt pappet. Det er ligesom i Rødby-Puttgarten.... underklassen undsiger sig beskrivelse
Så alt i alt... fornøjelige timer!
1) det er ikke så meget en roman som et meget langt digt
2) første del er klart bedst - man bliver lidt træt af amok og floder og drømme og halløj - beskrivelsen af rastløshed er glimrende, men opløsningen bliver for privat
3) skildringen af Vestegnen er lidt pappet. Det er ligesom i Rødby-Puttgarten.... underklassen undsiger sig beskrivelse
Så alt i alt... fornøjelige timer!
November 8, 2018
Selvfølgelig har jeg læst Naked Lunch. Selvfølgelig har jeg læst Kerouac. Selvfølgelig har jeg læst The Road. Selvfølgelig har jeg læst Hærværk. Det har Theis Ørntoft også, men den pastiche, han forsøger at vride ud er i bedste fald kunstig, i værste mislykket. En ung mand går i hundene. Han fortaber sig i dekadente vrangforestillinger. Han gisner under påvirkning af hårde stoffer om menneskets plads i det biologiske puslespil påbegyndt i urtiden. Der er sikkert dem, der vil læse dette som en åbenbaring, en springvand af smuk nihilisme, men for mig var det bare endnu en navlepillende og lidt kedsommelig roman i et stadigt ekspanderende felt af selvoptagethed. Hverken nyt eller voldsomt spændende. Stilen er sløset, der er masser af pludren og sludren, men det er helt sikkert et bevidst valg. For mig gør det blot, at de virkelig stærke tanker og sætninger, der af og til dukker op i infernoet af gøgl, ikke får lov til at skinne. De bliver trukket ned i tekstsumpen. De bliver flade. Og til sidst går de ud.
July 29, 2018
Havde du spurgt mig på side 100 havde den fået fem stjerner, og muligvis ligeså på side 150, men romanen taber kvalitet på de sidste 100 sider. Første og anden del, der foregår hhv på hærvejen og København, er klart bedre end tredje, der fremstår som en blanding af krimi, langdigt og James Joyce’sk sololiqui, uden rigtigt at ramme helt plet. Men der er masser af dystopisk funderen og rammende civilisationskritik at hente, det til trods. Anbefaling: læs
May 14, 2019
Med en ambition om at læse "bredere", fik jeg anbefalet denne bog. Som jeg så har klemt mig igennem.
Der er et til tider detaljerige beskrivelser af både trivielle og mere eller mindre bizarre situationer, men det er det mest medrivende ved bogen. Den fremstår mest som et kludetæppe af lommefilosofiske bidder krydret med moderne hverdagsnihilisme, hvilket giver lidt af spejle tiden i. Omend jeg fandt det hele for usammenhængende og uden rigtig at ville noget. Måske det er pointen?
Der er et til tider detaljerige beskrivelser af både trivielle og mere eller mindre bizarre situationer, men det er det mest medrivende ved bogen. Den fremstår mest som et kludetæppe af lommefilosofiske bidder krydret med moderne hverdagsnihilisme, hvilket giver lidt af spejle tiden i. Omend jeg fandt det hele for usammenhængende og uden rigtig at ville noget. Måske det er pointen?
July 23, 2018
Velskrevet første del om Hærvejen, men derfra går det lidt ned ad bakke parallelt med hovedpersonens deroute. Jeg savner en form for modvægt i den sidste del, der går hen og bliver decideret rablende.
October 17, 2018
Bogen fik fine anmeldelser, men efter 141 sider er jeg fortsat hverken grebet af plottet, hovedpersonen eller stemning/tema
December 1, 2021
Fascinerende læsning men langtfra nogen feel-good bog. Jeg havde i udgangspunktet forestillet mig en slags "On the Road" roman henlagt til Danmark og opdateret med nutidens temaer og stoffer. Den starter da også sådan da hovedkarakteren, Theis, begiver sig ud på en vandring på hærvejen. Beskrivelsen af vandringen er elegant flettet sammen med tilbageblik og faktuelle videnskabelige betragtninger over evolution og menneskets dyriske oprindelse. Men hvor "On the Road" er befolket af fascinerende personer der på hver deres måde er larger than life så er Theis' vandring ensom og tarvelig. Frysepizzaer, papvin og russere. I anden del vender Theis hjem til København. De fleste af hans venner er ved at bevæge sig over i børnefamiliesegmentet og dem der er tilbage skrider langsomt ud i misbrug. Theis fylder sin tid ud med fitness og gaming og finder en kæreste der tolerer hans mangel på ambitioner og mål. Det holder selvfølgelig ikke i længden og den sociale nedtur og mentale opløsningsproces accelererer. Theis tager på en togrejse ned gennem Europa uden en krone på lommen og bliver mere og mere syg. Slutningen af bogen er svær at komme igennem og jeg havde det ligesom dengang jeg læste "Terningemanden" af Luke Rhinehart. Det er deprimerende læsning, men alligevel er bogen svær at lægge fra sig. Jeg vil rose forfatteren for at beskrive et meneskes opløsning på en overbevisende og til tider næsten kvalmende facon. Eneste kritikpunkt fra min side er de mange beskrivelser af drømme. Man kan selvfølgelig argumentere at alt hvad der står i et stykke fiktion er drømt op uanset om det postulerer at være virkeligt. Jeg synes bare det trækker lidt fra, skaber en afstand eller mangel på betydning når noget skrives som en drøm. Men Solar er en velskrevet bog og en overbevisende beskrivelse af et forholdsvist almindeligt menneske der går totalt i opløsning.
April 16, 2024
Theis debutroman starter ud med en vandretur ad Hejrevejen i Jylland. Undervejs kritiserer han det danske privilegiesamfund; mere specifikt højskoleelever.. (Han er selv højskolelærer). Til at starte med tænker man at det er en autobiografi, da fortælleren hedder Theis og har flere ting til fælles med forfatteren. Efter vandreturen, vender han tilbage til KBH hvor han udforsker nattelivet, begynder at træne og ender på kontanthjælp. Han får en kæreste og flytter til Albertslund, hvor han bruger al sin tud på at game.
Herefter sker der et kæmpe skift i bogen, hvor at historien bliver mere og mere fiktiv og helt vildt absurd!
Theis bliver slået op med af sin kæreste og må flytte ud, men mister samtidig sin kontanthjælp. Han beslutter at tage toget rundt i EU, hvor han ender i Portugal. Og så stikker det fuldkommen af....
....Drømme flettes sammen med virkelighed, og hverken læseren eller Theis selv ved hvad der er virkeligt og hvad der er drømme, for alt er lige uvirkeligt og skørt!!!
Jeg kunne dog ret godt lide bogen (aller mest inden han forlod dk). Den er meget filosoferende, og tager meget stilling til privilegier og klimakrisen. Solen spiller også en stor rolle gennem hele romanen (deraf titlen), hvor den beskrives som fantastisk og det der giver mennesker liv, men modsat også hvor farlig den egentlig kan være, hvis vi ikke passer på!
I en artikel forklarer Theis at han føler han er et sted i livet, hvor han enten skal blive normal (og få sif kæreste og børn), eller lade sig selv rive med og blive "rigtig weird". Og det er lige netop det der sker i 'Solar', når han forlader dk. Theis udlever det fald, det ville være at lade sig rive med, gennem denne roman.
Herefter sker der et kæmpe skift i bogen, hvor at historien bliver mere og mere fiktiv og helt vildt absurd!
Theis bliver slået op med af sin kæreste og må flytte ud, men mister samtidig sin kontanthjælp. Han beslutter at tage toget rundt i EU, hvor han ender i Portugal. Og så stikker det fuldkommen af....
....Drømme flettes sammen med virkelighed, og hverken læseren eller Theis selv ved hvad der er virkeligt og hvad der er drømme, for alt er lige uvirkeligt og skørt!!!
Jeg kunne dog ret godt lide bogen (aller mest inden han forlod dk). Den er meget filosoferende, og tager meget stilling til privilegier og klimakrisen. Solen spiller også en stor rolle gennem hele romanen (deraf titlen), hvor den beskrives som fantastisk og det der giver mennesker liv, men modsat også hvor farlig den egentlig kan være, hvis vi ikke passer på!
I en artikel forklarer Theis at han føler han er et sted i livet, hvor han enten skal blive normal (og få sif kæreste og børn), eller lade sig selv rive med og blive "rigtig weird". Og det er lige netop det der sker i 'Solar', når han forlader dk. Theis udlever det fald, det ville være at lade sig rive med, gennem denne roman.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Displaying 1 - 30 of 71 reviews