Skildring af en stationsforstanderindes korte og bittersøde kærlighedsoplevelse i en lille stationsby i slutningen af 1800-tallet.
Herman Bangs lille mesterværk ”Ved Vejen” (oprindeligt trykt i novellesamlingen ”Stille Eksistenser” 1886) har været en klassiker i umindelige tider – og den holder stadig.
Bogen handler om den unge Katinka Bai, der frivilligt har giftet sig med den joviale bulderbasse, stationsforstander Bai. Men Bais vulgære livsglæde ligger for langt fra Katinkas selvudslettende, stille og følsomme natur til, at ægteskabet kan være lykkeligt.
Herman Bang wrote his very first book back in 1880, it was called "Haabløse Slægter".
Herman Joachim Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) var en dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Ein zartes Fest der Lebenstristesse. Mein melancholisch` Herz, was willst du mehr.
2. Lektüre 2025: Diesmal habe ich die Stimmung als noch trostloser wahrgenommen.
Katinka ist mit dem Beamten Bai verheiratet. Ein Haus an der Bahnstrecke, Kaffeerum am Abend, unverheiratete Töchter als Nachbarn, eine alleinstehende Lehrerin, eine Pfarrersfamilie. Man kennt, bespricht und bewacht sich. Katinka steht oft am Fenster und schaut auf Wald und Wiesen. Dann trifft sie auf Huus. Leise Liebe keimt im Steinleben. Nichts Großes geschieht, nichts wird analysiert, wir sehen nur von außen zu. Huus reist ab, der Weg ist verwaist. Das Steinleben hat sich nicht verändert, nur Katinka, ein klein wenig. Wenn sie jetzt aus dem Fenster sieht, ist da das, was hätte sein können. Mit dem Verlust hat das Leben seinen eigentlichen Wert gezeigt. Bai ruft aus dem Büro, der 8-Uhr-Zug trifft ein.
Vermutlich wird dieses Buch mit jeder Lektüre besser.
A friend of mine who is very well-read in Danish literature (which I very much am not) keeps telling me to read more books by Danish authors. I ‘blame’ my four-year stint in the States as a teenager and, later, my decision to major in English at university. And let’s face it, even staying abreast of the development of English literature is fairly impossible – not to mention American, Scottish, Canadian, French (which I minored in) etc. – but I have to admit to also being slightly prejudiced against the literature of my own country. My brief experience of Danish high school included a bohemian Danish teacher, who fed us with either social realist literature of the worst kind (the belief at the time was apparently that kids had to read about divorce etc. in order to learn how to deal with it, and not flee into imaginative worlds) or ancient, incomprehensible folk sagas. I was never captured.
So I began reading this novel without expecting too much. I knew of it but had never had much occasion, or felt inclined, to read it. It was a bit bleak, to be honest, but no more so than your average Edith Wharton novel. I felt transported back to Matador, a classic Danish television series in small-town, pre-World War II Denmark, except of course this novel was pre-World War I. I guess it was the old-fashioned-ness of it that struck me, especially linguistically.
The story is a quiet one, set in a provincial Danish town at the end of the 19th century, and centered around Katinka, who has married one man but loves another (cf. Wharton). We meet the quirky, rural personalities who surround Katinka and her husband in the town, and we get Herman Bang’s impressionistic portrait of lives that are characterized by small joys and great sorrows. There were some wonderful descriptions, there were some dull moments, and there was a heart-breaking death scene.
I feel just a tiny bit triumphant at having delved into a Danish literary classic. It will not be the last. (Interestingly, but irrelevantly, Herman Bang almost paralleled Oscar Wilde at around the end of the 19th century. Like Wilde, Bang was a renowned author but was gradually ridiculed and ostracized by society, notably by the press, for being a homosexual dandy and had to flee to other European cities. It makes me want to stretch my readerly goodwill toward him even more).
Auf der Suche nach klassischer dänischer Literatur bin ich bei diesem viel gelobten Werk aus dem Jahr 1886 hängen geblieben. Vielleicht hätte ich nicht geizig für ein paar Cent mir die Erstübersetzung in keimfreier Digitalversion kaufen sollen, denn die überschwänglichen Rezensionen im Feuilleton bezogen sich auf eine Neuübersetzung. Die SZ sah sogar Parallelen zu Thomas Mann. Unfassbar. Für mich hörte sich diese unspektakuläre Ehegeschichte eher nach einem Schüleraufsatz an. Langweilig und nichts sagend.
Herman Bang er en af mine absolut yndlingsforfattere, delvist på grund af de mange tomme pladser, han i bedste Blixen-stil overlader til læseren selv at udfylde, men også grundet de queer-teoretiske læsninger, som man kan lægge ned over hans store beundringsværdige forfatterskab. Historien om Katinka og livet i den lille by og på TogStationen er noget for sig selv. Gode anbefalinger herfra.
An absolutely heartbreaking novel with such great attention to humerous details in the midst of a tragic life of a lonely and depressed housewife - Katinka. At the arrival of Mr. Huus, Katinka experiences the colours of love, but being married to the womanizer, Bai, she and Huus cannot be together. Herman Bang is one of the greatest impressionist writers, and his style and outstanding talent for depicting life and people makes this book a mesmerizing read.
Charmante maar ietwat gedateerde impressionistische klassieker uit de Deense literatuur. Het noodlot slaat toe in de persoon van een blitse rentmeester die een ingeslapen dorpje op z'n grondvesten doet daveren en de emotioneel wankele vrouw van een brute stationschef in het verderf stort. Een stilistisch verfijnde tearjerker.
Herman Bang skriver i bløde, vemodige, halvt udglidende linjer, og selv hvis man gjorde modstand, ville man på et tidspunkt give sig hen til den stilfærdige resignation og forstummet sorg. Jeg elsker Herman Bang. Knæfald.
Der er nu noget pokkers hyggeligt ved at sidde og læse ældre dansk litteratur (i dette tilfælde fra 1886), især når der er tale om klassikerne. I sommers læste jeg Et Dukkehjem af Henrik Ibsen, og nu kom turen til et af Herman Bangs hovedværker - både 'Et Dukkehjem' og 'Ved Vejen' blev en del af "det moderne gennembrud".
Der er skrevet rigeligt med referater af 'Ved Vejen', så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg opfordre til, at man læser den - og til, at man læser den med den 'gammeldags' grammatik, altså med navneord med stort begyndelsesbogstav. Det skaber en vis hygge (i det omfang, der nu kan være en sådan, når temaet er ulykkelig kærlighed) omkring læsningen, og det bliver på en måde mere 'autentisk', at man sidder med en litterær klassiker mellem hænderne. Det skal selvfølgelig ikke være det eneste, man vælger efter, men det gammeldags sprog gør også, at man ikke bare kan suse henover siderne, og det er altså ikke uden sin charme - akkurat som det gamle sprog.
Til tider havde jeg lidt svært ved at finde rundt i personerne (skønt der ellers ikke er så mange), primært på grund af Bangs tendens til at give dem kaldenavne, såsom 'Lille Jensen' etc. Men det er måske lige så meget et vidnesbyrd om, at vi i 2015 er vant til at få det hele serveret på et sølvfad :-)
Anyway: Anskaf dig denne bog, sæt kaffen eller teen (alt afhængig af tidspunkt på døgnet) over og gå i gang.
Første gang jeg forsøgte at læse Herman Bangs “Ved vejen” var jeg alt for ung. Jeg forstod ikke, hvad bogen handlede om, og af kedsomhed opgav jeg læsningen. Nu mange år senere har jeg læst romanen, der ikke bare beskriver hovedpersonen Katinkas skæbne, men mange kvindeskæbner i slutningen af 1800-tallet. Meget har ændret sig siden dengang, og så alligevel ikke. Det er en virkelig fin, fin bog.
Very spare writing style so it was hard to really engage with the characters. Generally good, but if this was Bang's masterpiece, I can see why he never became an international sensation.
"Atter skrives ikke en Lidenskabs, men visse Vaners Historie - Vaner, som endogsaa udelukker Lidenskab. Vanerne, som Digterne saa ofte har skyet at skildre, fordi de frygtede det kedsommelige, og som den moderne Skildring nu mer og mer vil vende sin Opmærksomhed imod, saa vist, som Skildreren alvorligt forsøger at gøre Rede for levet Menneskeliv. Billedet af vore Vaner er det sandeste Billede af Tiden."
Fra bogen:
"Katinka var vant til at være "fortrolig". Hun havde ogsaa altid været det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blødende Hjerter. Det laa vel i hendes stille Væsen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun egnede sig saa godt til at høre paa andre."
"-Ja, sagde hun (Enkefru Abel), jeg skal hente min Ida-Yngst. ... -Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken. De seks Maaneder, de vare hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig. -Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familieliv, sagde Enkefruen."
"De naaede Skovbrynet, og tætte Graner kastede Skygge langt hen over Vejen. De aandede op alle sammen. Men de talte ikke, mens de kørte langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige Rader som Mørket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Støj."
"-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og Ægteskab. En fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka hørte hver Tone i Stilheden. -Og saa er man fejg oven i Kjøbet og bli´r i det, sagde Huus igen. Rigtig saa inderlig træg-fejg... Dag for Dag. -Jeg blev i det - Tonen var lav - til hun gjorde det forbi. -Fordi hun holdt af mig."
"Solen stod lige paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager."
"Og her - - denne Plet med sin døde Sten og sine to Navne - - det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem. Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, altsammen, en eneste utænkelig fremskyldende Haabløshed."
"-Joakim Barner - af de adelige Barner...sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet."
"-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egentlig ikke: de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gifte - og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet..."
Derudover, for plathedens skyld:
"-Ta´ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som Femtemand."
"Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen. Løjtnanten har faaet en Stol kilet ind bag Ida-Yngst, der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet. Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt."
In den Romanen von Herman Bang, dem wichtigsten dänischen Romancier und Zeitgenossen Fontanes und Manns, geht es zuvorderst um seelische Vorgänge und innere Gefühlswelten, nicht um Handlungen. „Am Weg“, erschienen 1886, gilt als sein Meisterwerk und deutet schon im Titel an, dass hier ein Lebensgefühl im Mittelpunkt steht, bei dem die Figuren ihr Leben in erster Linie als vorbeiziehendes und unerfülltes begriffen. Und meist sind es sozial isolierte und sensible Figuren, deren Leiden Bang so anschaulich darstellt. Sein Stil ist knapp – impressionistisch, pointilistisch – und lebt viel vom Unausgesprochenen zwischen den Zeilen – das beherrscht er mit einer Meisterschaft, der zu folgen beim Lesen Spaß macht!
Irgendwo in der dänischen Provinz lebt Katinka als Frau des Stationsvorstehers Bai in einer erkalteten, kinderlosen Beziehung. Die vorbeifahrenden Züge regeln den Tagesablauf. Beide haben nur wenig Verständnis füreinander, leben äußerlich aber sorgenfrei. Bai amüsiert sich an Herrenspäßen, tanzt mit anderen Frauen, schläft mit anderen Frauen. Katinka wiederum schwärmt für einen neuen Nachbarn, Huus, der in den Augen Bais einen jämmerlichen Zustand abgibt, als alternder Junggeselle, für ihn mutmaßlich gar homosexuell. Folglich bemerkt er die versteckten Gefühle der beiden Liebenden gar nicht. Außer einem heimlichen Liebesgeturtel nähern sich die beiden nicht an. Weniger pathetisch als Ibsen und Strindberg, aber mit nicht weniger Deutlichkeit vermag es Bang, die Ehe als Misere für bürgerliche Frauen vorzuführen. Als Huus fortzieht, wird Katinka schwermütig und erkrankt an Tuberkulose. Bang zeichnet von hier an ihr Krankheitsleiden nach, von den ersten Symptomen, dem keuchenden Husten und schweren Atmen, bis zum krampfhaften Tod. Humorig ist das Buch aber auch. Denn viele Nebenfiguren der Provinzgesellschaft werden mit feiner Ironie in den Dialogen – vielen belanglosen Gesprächen, Reden übers Wetter, Lästereien und ewigen Wiederholungen – entlarvt.
Bang starb übrigens 1912 auf einer Lesereise unterwegs in den USA – nach einem Schlaganfall im Zug. Und nebenbei bemerkt: Züge sind das Motiv dieser Zeit, man denke nur an Anna Karenina oder Bahnwärter Thiel.
En dejlig bog! Så fint tegnede personer, at de står lyslevende foran én. Katinkas ægteskab med en mand, hun ikke elsker men dog trofast holder ved, selv om hun undgår ham i ægtesengen bliver så hjerteskærende en kontrast til den kærlighed, hun lidt for sent opdager, der er opstået mellem hende og forvalter Huus. Katinka er i sandhed er stille eksistens. Alle elsker hende, mens hendes spradebasse af en mand blot har venner i kraft af sin position som stationsforstander og som pigeglad charmør ligesom proprietæren. Selv da Katinka ligger dødssyg, tager han på bytur til Randers. En virkelig klassiker.
Normalt er jeg ikke særligt meget for "gymnasielitteratur", og jeg kan huske, at jeg mangt en gang undrede mig over min dansklærers valg af tekster i undervisningen. Hvorfor vælger hun dog ikke noget fængende, der kan vække os? (Eller noget i den retning) Alligevel har dele af den nået mit hjerte. Ved Vejen for eksempel, som jeg læste første gang i 3.g, og som jeg nu har genlæst og stadig, mærker jeg, føler en masse for. Simpel men avanceret, skjult men tydelig, lille men stor.