"Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille. Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun."
Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.
Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.
Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?
SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.
Jeg hedder Camilla Wandahl (f. 1986) og er børnebogsforfatter, foredragsholder og skrivelærer. Desuden er jeg uddannet folkeskolelærer med fagene dansk, tysk og billedkunst på linje.
Jeg debuterede i 2009 med ungdomsromanen "Hjerte i vente". Siden har jeg skrevet letlæsningsbøgerne "Et blodigt spil" og "Så fandens forelsket" samt tøseserien "Veninder for altid" og sørøver-serien "Søstre på De syv Have".
Jeg har flere bøger på vej. Hvis du vil have de seneste nyheder om mine bøger, kan du besøge min blog. Den tjekker jeg oftere end Goodreads. God læselyst:-)
"Sprækker i virkeligheden" er en samling af otte noveller med et uhyggeligt twist, som bestemt fik hårene til at rejse sig. Jeg slugte hver enkelt novelle - også selvom der selvfølgelig var nogle, jeg var mere begejstret for end andre. For overordnet er det en virkelig gennemført novellesamling, som jeg allerede glæder mig meget til at vende tilbage til.
“Sprækker i virkeligheden” er en novellesamling med 8 uhyggelige historier. Den er skrevet som et samarbejde mellem Camilla Wandahl og Caroline Ørsum. Alle 8 noveller er uhyggelige og bevæger sig på kanten af det overnaturlige. Som læser inddrages man i historierne, og man kan selv tænke videre over dem og fundere over, hvad det egentlig var, der skete.
Jeg havde nok Aldrig læst den hvis ikke den havde været gratis som streamet ebog. Men jeg er super glad for at jeg gjorde. Den er rigtigt god og absolut et kompetent indspark på den danske horror litteratur bane.
Denne anmeldelse blev udgivet på min blog i juni 2018. Tak til forlaget for anmeldereksemplaret.
Det er altid svært for mig at bedømme en novellesamling, for det at lave en samlet bedømmelse af flere historier betyder, at det bliver lidt af et gennemsnit. Og sådan har jeg det virkelig med Sprækker i virkeligheden. Der er nogle af novellerne, der ramte mig helt rigtig og fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen som min fantasi løb af med mig og nogle der ikke sagde mig noget overhovedet og igen nogen, der var midt i mellem. Faktisk havde jeg det så blandet med bogen som helhed, at jeg har læst den igennem tre gange, før jeg gik i gang med at skrive denne her anmeldelse for på den måde at prøve at sætte fingeren på, hvad det er, der gør at nogle af historierne virker for mig og andre ikke gør. Begge disse forfattere har et ret imponerende bagkatalog af udgivelser bag sig, der er listet i bogen og vidner om, at både Camilla Wandahl og Caroline Ørsum har skrevet meget. Men jeg ved ikke hvor meget af det, de har skrevet, bevæger sig inden for den samme genre som disse noveller. Jeg vil ikke kun klassificere bogen som fantasy, for det dækker ikke over alle novellerne. På trods af at der kun er 8 noveller i bogen spænder de faktisk ret bredt og handler både om søuhyrer, mobning, sysnbedrag, liv og død og vakler alle sammen på kanten mellem virkelighed og fantasi. Sprækker i virkeligheden er en velvalgt titel, for de 8 noveller udgør hver især deres egen sprække, som læseren langsomt kan se ind igennem og åbne op. Selv om det ikke er hele bogen, der havde samme effekt for mig, så kan jeg godt forstå princippet bag historierne og hvordan de alle sammen ikke bare lægger op til, men på sin vis kræver at læseren er med og selv er med til at tolke, hvordan de alle meget åbne slutninger ender og hvad der videre sker. Nogle gange endda hvad der egentlig er sket i historien. Sådan en tanke faldt mig først ind, da jeg genlæste bogen og lod mine tanker flyve meget mere og på den måde blev mere involveret i forståelsen af plottet. Og derfor vil jeg helt bestemt anbefale bogen til læsere, der elsker fantasifulde fortællinger, til læsere der kan lide at lade sig rive med at plots og åbne slutninger de kan digte med på. For der rammer Wandahl og Ørsum noget rigtig godt, især til de læsere, der er lidt yngre end jeg selv er og for hvem jeg tror at de her fantasifulde idéer vill sætte gang i fantasien.
*Sprækker i virkeligheden og Skygger i skumringen anmeldes samlet*
Når man har med både Camilla Wandahl og Caroline Ørsum at gøre, så ved man, at det med sikkerhed bliver en god læseoplevelse – og det gælder også denne gang. Jeg elsker bøger af forfatterne og da jeg fandt ud af, at de var begyndt at samarbejde om at skrive sammen, så var det svært at lade være med at glæde sig. Der er noget over sproget, skarpheden, stemningerne og karaktererne, der gør det ekstra godt.
I Sprækker i virkeligheden og Skygger i skumringen præsenteres læseren for kortere noveller, som da i den grad indeholder gys og gru, og samtidig nogle rigtige gode historier. Disse udgivelser er både til pigerne og drengene. Mange forskellige scenarier og karakterer præsenteres, og hver enkelt læser vil kunne udvælge sine favorithistorier blandt novellerne. Derfor er det også så godt at læse med. Der er stor variation i novellerne, så der er noget for enhver smag.
Jeg er vild med mange ting i disse noveller, men særligt, at de sætter tankerne i gang. Man kan ikke altid regne dem ud og flere af dem er uafsluttede, så fantasien får frit spil. Alt, det der ikke står skrevet, siver ud mellem linjerne. Og ikke alle novellerne er typisk gys. Flere af dem byder også på psykologisk twists. Det er rigtig fedt!
Der er desuden skruet op for creepy stemningsbeskrivelser, gys og sanselige indtryk, hvilket gør det så godt at læse med. Begge forfattere er sprogligt stærke og har i den grad arbejdet med novellerne og udtrykket af dem.
Der er ingen tvivl om, at dette er en god læseoplevelse, som i den grad kan anbefales – også selv til dem, der måske ikke er så god til gys (hvilket jeg ikke selv er! Og tro mig, jeg nød læsningen).