What do you think?
Rate this book
June
En humoristisk-melankolsk roman om ensomhed og intimitet, nænsomhed og aggression – og om længslen efter bare at blive bundet fast, så man ikke flyder ud.
June er Pernille Abd-El Dayems 2. bog og hendes romandebut.
June er Pernille Abd-El Dayems 2. bog og hendes romandebut.
ebook
Published April 6, 2018
1 person is currently reading
76 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
July 13, 2018
Det er et mysterium, at mennesker er i stand til at drage omsorg for hinanden. At vi kan føle ømhed, empati. Det føler især den ensomme, der drages mod de andres omsorgshandlinger:
"En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig."
Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:
"Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk."
Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:
"En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst."
Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!
http://endnuenbogblog.blogspot.com/
"En duft af aftensmad siver ud af lejlighedsblokkene. Nogen tager hånd om andre. På en bænk er nogen fordybet i samtale. De læner sig henvendte ind i det mellem dem. En smule badass, helt uimponeret af madduften og mig."
Det er cool at hengive sig til interessen i medmennesket. At forsøge et finde ind i "det mellem dem", rummet hvor man hverken helt er sig selv eller den anden, men forsøger at smelte sammen i den fælles empati og interesse. Dette fællesskab længes det ensomme jeg mod:
"Jeg drømmer om at blive hentet, samlet op af en sammenhæng, der allerede eksisterer. At lade mig dumpe ned ved siden af dem på bænken, der snart må blive mør af de stød, den får, når jeg eller andre lader sig dumpe ned med et suk."
Selv bænken får plads i ømheden ved at være i stand til at blive mør. Hvor smukt beskrevet er det ikke lige!
Kort efter det ovenfor citerede møder vores hovedperson, June, på sin ferie den cool kvinde Z. De bliver straks venner, og June dumper faktisk ned i en sammenhæng, hvor hun bliver en slags del af miljøet omkring Z. Men relationer er komplicerede, selv når de allerede er etablerede og alt man skal gøre bare er at lade sig rive med. Det får vi også vished for i barndomsminderne, som præsenteres under titlen "Typebyen" - afsnit, som på bogens bagside kaldes "drømmende socialrealisme", en ret vild genrebetegnelse, jeg håber at se mere til. Men jeg må dog indrømme, at jeg er mere begejstret for beskrivelserne af ferien end minderne. Det skyldes nok især, at jeg har læst Abd-El Dayems debut Inden for revet, der også beskæftiger sig med detaljeret beskrevne minder, og jeg genkender mange af grebene derfra; f.eks. den helt tætte beskrivelse af lemmernes stilling i et minde:
"En skarp bevægelse, han laver med underarmen, helt stiv og med flad hånd, ud og ind fra kroppen, når han vil understrege noget. Hektisk, men også graciøst."
Det er velskrevet, men jeg synes, at interessen for mennesker set gennem det voksne, ensomme jeg i nutidsafsnittene er mere interessante end de Inden for revet-mimende, præcist beskrivende mindeafsnit. Det er ret forkælet at jeg sådan klager over, at noget er godt, når nu noget andet er bedre, men det tillader jeg mig altså at gøre, fordi June virker som en bog, der har potentiale til at være endnu bedre, end den er. Det, jeg elskede ved Inden for revet, virker i June allerede forældet, fordi Abd-El Dayem viser, at hun er endnu bedre til at beskrive det ensomme, voksne jeg end mindet om barndommen, og jeg vil egentlig bare gerne have mere af det. Skriv en bog til, straks, som udvikler på det bedste ved forfatterskabet!
http://endnuenbogblog.blogspot.com/
July 4, 2018
Vi er vores eget publikum.
Vi er ikke for alvor interesseret i samtalen, hinanden.
Abd-El Dayem skriver gode sætninger, indimellem. Men jeg forstår ikke helt hvorfor. Mette, som har lånt mig bogen, synes at det er en fin, sommerdøsig, roman, der kigger ømt på det håbløse og det fortabte. Det er en rigtig god beskrivelse, men den rammer ikke rigtig min oplevelse.
Vi er ikke for alvor interesseret i samtalen, hinanden.
Abd-El Dayem skriver gode sætninger, indimellem. Men jeg forstår ikke helt hvorfor. Mette, som har lånt mig bogen, synes at det er en fin, sommerdøsig, roman, der kigger ømt på det håbløse og det fortabte. Det er en rigtig god beskrivelse, men den rammer ikke rigtig min oplevelse.
May 27, 2018
3,5
God læsning til en svedig, fugtig, døsig dag på arbejde, hvor der ikke sker meget.
God læsning til en svedig, fugtig, døsig dag på arbejde, hvor der ikke sker meget.
February 17, 2021
Rigtig dejlig bog man læser henslængt og opslugt, flotte meget collage hybrid agtige fornemmelser i billederne hun skaber
October 17, 2024
Hmm I like it, men elsker den ikke? Kan bedst lide at læse bøger jeg elsker. Men god recommend og bogen er lille så den kan næsten passe i din lomme på vinterjakken. Har lige afleveret den tilbage på biblo - reserver den før din nabo
July 21, 2022
Døsig og til tider rigtig fin kollage-agtig roman til en varm sommerdag. Forstår den dog ikke helt.
May 17, 2025
Anderledes og derfor læseværdig. Pludrende om løst og fast. Lidt trist, ensom.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews