Alt hvad du ejer handler om tab; tabet af et barn, af en kæreste og af forbindelser, der knytter den unge mand i teksten til verden. Men Caspar Eric retter her også blikket mod, hvordan næstekærligheden kan findes frem og aktiveres i de tab, og hvordan det lille private sorgrum kan pege ud på de større bevægelser, der er i gang i verden. For Alt hvad du ejer handler også om sorg og hukommelse og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien.
Caspar Eric er født i 1987 og har læst Litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
I 2014 debuterede Caspar Eric som forfatter med poesi-udgivelsen ”7/11”. Det var med Caspar Erics egne ord en bog om at være ung i 2014, om popsamfundet og angsten for at blive outdated. Men det var også en bog om København, om kærlighed, om det, der er og sker lige nu. Og jeget i bogen ligner i udpræget grad Caspar Eric selv. Caspar Eric modtog desuden debutantprisen Munch Kristensens Kulturlegat 2015 på 50.000 kr. for ”7/11”.
”7/11” er Caspar Erics forfatterdebut i Danmark, men han har tidligere udgivet en mindre dobbeltdigtsamling på det norske forlag AFV Press. På samme forlag er udkommet yderligere to digtsamlinger af Caspar Eric i august 2014.
Senest har Caspar Eric udgivet langdigtet Nike (2015). I denne bog tager Caspar Eric udgangspunkt i sin egen Cerebrale Parese (dvs. spastisk lammelse) i en refleksion over, hvilken betydning det har at leve med et handicap i et samfund som vores. Med sin konfrontation af samfundets problematiske italesættelse af personer med handikap vakte Caspar Erics ”Nike” stor debat og omtale i medierne.
Glimtvis har Caspar Eric fat i noget interessant, men størstedelen af tiden gøres der forsøg på at være et sprogligt geni, der leverer moderne, fragmenteret prosa, men det ender med en ikke bare enkel, men faktisk simpel stil, der minder mig om en letlæsningsbog. Jeg var aldrig i tvivl om betydningen af teksten, og det er jo på sin vis godt, men jeg savner udfordringer og solide sproglige eksperimenter, hvor jeg aner lag, som ikke er mig umiddelbart tilgængelige.
Dette er én af de smukkeste, mest bevægende, interessante og ærlige digtsamlinger, jeg til dato har læst. Caspar Eric har virkelig overgået sig selv med "Alt hvad du ejer". Det er altid en fornøjelse af læse Erics kronologiske langdigte, som er fantastiske narrativer, men denne digtsamling, er i min optik noget helt særligt. Digtsamlingen omhandler sorg efter at miste et barn, hvilket er det, som jeg'et i digtene oplever. Dette føder, så at sige, en masse nye tanker om det at miste hos jeg'et, om sorg, om bearbejdelsen af dette, og om alle de følelser sorgen rummer og om kærlighed - liv og død. Der er cirkler på bogens forside og inde i bogen, som deler "kapitlerne" op, og det symboliserer meget fint, samspillet mellem liv og død, og livets cyklus hvor disse to erstatter hinanden. Det viser, at livet går videre og fremlægger dermed også et håb. Rent sprogligt og filosofisk leverer Eric et stykke kunst, som sjældent ses i dag. Læseren kan ikke undgå at reflektere over livets gang, over dens egne følelser og oplevelser, samt hvad man kan miste, når man mindst venter det. Det er 294 enestående siders dansk samtidslyrik, man ikke bør snyde sig selv for at læse.
Wow for en omgang. Alt hvad du ejer rører mig på flere punkter, men at møde sig selv som flygtning fra Bosnien og at møde sig selv i sorgen over at være barnløs er helt klart de to ting der rører mig mest. Caspar Eric formår at pakke sorgen og fortvivlelsen ind på sådan en måde, at man virkelig føler med.
Der er ingen tvivl om både forfatter og fortæller er blevet mere voksen i denne bog. Der er en modenhed i umodenheden der skinner igennem og den fortvivelse om tab, om at være ung voksen i en verden hvor alt skal være på en bestemt måde bliver fremfører på en fin måde, hvor man som læser kommer til at føle med.
Jeg blev lidt irriteret på hovedpersonen undervej, hvor jeg tænkte “nu må du tage dig sammen”, men hvis man nogen sinde har prøver at miste nogen eller noget så ved man at samme tanke også vil poppe op hos en selv, på den måde bliver hp utrolig menneskelig og tilstedeværende.
Enkle prosadigte om ufrivilligt at miste et ufødt barn og en kæreste, og den sorg og smerte der knytter sig til de nævnte oplevelser. Digtene har til tider karakter af en art dagbogsoptegnelser, der registrerer den sociale virkelighed, i blandet oplevelser med familie, venner og udblik til den aktuelle medievirkelighed. Som en rød tråd løber tabsoplevelser gennem bogen, fra Maya-kulturens destruktion, mistede familiemedlemmer og til den aktuelle flygtningesituation. Tabsoplevelserne og livet omkring de 30 virker troværdigt skildret, men en del tekster er funderet på wikipedia-opslag og hverdagsregistreringer, som enkeltvis ikke overbeviser som digte eller tekster.
En doven lyrisk opkast, hvis prosadigte ikke formår at skelne den smertelige sårbarhed, der må ligge i at miste og/eller være igennem en abort. Når der endelig lægges slag an til en minimal form for sproglig interesse, pulveriseres den (forstilte) sårbarhed med pubertære tanker, der grænser til det platte og perfide. Ærgerligt, at et så fint tema, som på papiret burde afstedkomme lyrisk og kunstnerisk inspiration, gribes med doven pen. En samling af uoriginale, hverdagslige tanker, hvis grønne lys om udgivelse undrer denne læser. På grænsen til talentløst...
Er ingen ekspert på poesi, den var faktisk bare liggende i huset fordi min søster havde glemt den og så var jeg nysgerrig. Jeg oplevede flygtige følelser af 'relatability' til nogle af digtene, men mere bemærkelsesværdig var den sådan set ikke...