Hvad sker der med en familie i underskud, som pludselig kommer til penge? Som endelig får det, de har drømt om? Vil alt nu endelig blive godt i hjemmet for enden af den lange grusvej lidt uden for Skive?
Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm med sin debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. En dag vil vi grine af det fortsætter den stærke og sørgmuntre fortælling om Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. Det er en fortælling om ensomhed og fysisk og psykisk vold som en del af hverdagen. Men det er samtidig en lun og ikke-fordømmende karakteristik af livet i en hårdt prøvet familie, hvor realiteterne sjældent lever op til intentionerne.
Tues mor har fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn – men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen?
Skildringen af personerne er så realistisk, at det føles som at være der (noget man virkelig ikke har lyst til). Vil nogen være sød at give Tue et kram?!
Een nuchter verhaal over het disfunctionele gezin dat we al kennen van het eerste deel, Mocht er iemand langskomen. Door de pijnlijk open, realistische beschrijving komt het verhaal des te meer binnen; de vader die er niet minder agressief op is geworden, de moeder die een affaire begint en haar ervaringen met Tue deelt, Tue zelf die zijn seksualiteit verder ontdekt. De moeder die tegen de jonge tiener Tue zegt: "Misschien kun je maar beter verhuizen, Tue. Je kunt niet met je vader overweg." Au. Tue is geen overwegend sympathiek hoofdpersoon maar toch gaat mijn hart naar hem uit. En dat zegt veel over de schrijfstijl van Korsgaard. Aanrader.
Jeg gir 3,5. Jeg likte ikke boka, men det er hovedsakelig fordi fortellingen er så fæl. Jeg vet ikke helt hva det er som gjør at jeg ikke blir fengslet når jeg leser. Jeg synes den er godt skrevet med tanke på at jeg får en uggen følelse i kroppen når jeg leser. Likevel er det noe som gjør at jeg ikke blir helt revet med. Kanskje er det koblingen mellom de ulike hendelsene og hvordan tiden blir portrettert, eller retttere sagt ikke portrettert. Jeg savner også mere substans hos Tue. Kanskje jeg husker feil, men jeg opplevde sjelden at det var dypere enn liker/liker ikke og har lyst/ikke lyst knyttet til hans tanker og følelser.
En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard er mere af samme grimme skuffe som debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi. Grimt, fordi det slet ikke går bedre for fortælleren Tues familie eller med ham for den sags skyld. Mor Lonni er stadig lige fraværende og sløv som før, far Lasse arbejder godt nok dobbelt, men udbyttet er begrænset. Hans omgang med hjem og børn er tilfældig og lunefuld. Tue hutler sig igennem derhjemme indtil han heldigvis bliver smidt hjemmefra. Han indlogerer sig hos den eneste fornuftige person i de to romaner, veninden Iben. Hun bor på kollegiet på Katedralskolen i Viborg. Første møder med drenge. Og første stop inden .. Jeg er stadig imponeret over Korsgaards fortælleglæde og magt over det deprimerende stof, men en vis mathed sniger sig ind i denne toer.
Som med første del av denne trilogien, er denne godt skrevet. Det føles ut som en transportetappe til det som kan bli en god avslutning på historien om Tue.
Karakterene står på stedet hvil, de nye karakterene som introduseres er uinteressante og fortellingen mangler litt av varmen og glimtet som lyste opp håpløsheten som var skildret i "Hvis det skulle komme et menneske".
klart bedre end nummer 1 (skal ikke kunne sige om det hænger sammen med at jeg læste etteren på den værst tænkelige måde, nemlig der hvor man læser x antal kapitler til næste dansktime for så at svare på arbejdsspørgsmål - not hot) motivationen til at læse bogen færdig (har ejet den siden jeg fyldte 20 ups) kom da Thomas var med i forræder og slayede som den slayking han er.
Man kan virkelig mærke et skift i Tues person. De mange forskellige reaktioner på ting han oplever, som sin mors utroskab eller sin fars voldelige adfærd, bliver virkelig fint fortalt. Tue skifter meget mellem at hade og elske, samtidig med han virkelig avler sine forældres opførsel og reaktionsmønster. Vold avler vold. Man føler med ham og har lyst til at give ham et stort knus og et rusk på samme tid. Han har brug for ubetinget og ukompliceret kærlighed. Det har vi sådan set allesammen, hvilket er derfor man som læser virkelig føler med ham. Glæder mig MEGET til at læse den 3. og sidste bog om Tue i København. 4 og en halv ⭐️⭐️⭐️⭐️(⭐️) love
This entire review has been hidden because of spoilers.
55 i 2023: Jeg leste den første på norsk, men fikk låne nr 2 på dansk. Det var utrolig bra å lese denne på originalspråket. Synes dansk er et utrolig kult språk, og mange uttrykk bør jo absolutt ikke oversettes. Synes nok bok 1 var bedre, men "hold nu kæft, mand" som han kan skrive om denne plagede familien. Føler virkelig med Tue og hans familie, og dessverre hjalp det ikke å få penger mellom hendene. Det er ikke jo ingen spenningskurve å snakke om, her er styrken i beskriven av små episoder og få fram det vonde og skitne med et enkelt språk. Gleder meg til bok nr 3.
Jeg blir trett av hovedpersonens usikkerhet og stadig negative fortelling, på en god måte. Det er imponerende å kunne gjenfortelle en vond barndom på en så levende måte gjennom mange billedlige anekdoter. Er deg verre å vokse opp fattig i Danmark enn det var for Eddy Bellegueule i Frankrike tar jeg meg ofte i å tenke på..
Efter at have slugt hans to bøger, er Korsgaard blevet en fan rigere. Fantastisk rammende. Står forrest i køen til hans novellesamling, som udkommer i morgen.
synes der skete meget det samme i starten, men da han flyttede ind på ibens værelse sker der et totalt fantastisk skift. Det var som om at tue udviklede en identitet i endnu højere grad, og hans person skinnede igennem. Hans følelser omkring personerne man møder i slutningen i bogen er bare så oprivende og virkelig fedt skrevet! man både græder og krummer tæer. glæder mig til den næste
Deel 1 =3 sterren Deel 2= 3,5 sterren Hoe langer en meer Thomas Korsgaard het leven van Tue aan ons voorschotelt, hoe beter zijn schrijfwerk wordt. Ik schat in dat ik deel vier sterren ga geven...
Jeg har et litt rart forhold til disse. Leser de fort, for at jeg undrer, men provoseres av karakterene. Forfatteren skriver godt - enkelt på ett sett, ikke no mikkmakk, ikke noe påtatt - og jeg liker det. Tror jeg. Sliter med oppførselen til både Tue og flere til. Er kanskje det som gjør boken både bra og frustrerende. 3,89 i karakter
En heftig oppfølger. Bok to i serien om Tue. Familien er fortsatt like dysfunksjonell. Allikevel er det litt mer humor her på en rar måte, midt i alt det triste.
Forfatteren skriver fremdeles godt. Det er driv og føles dokumentarisk med en velvalgt seleksjon av øyeblikk. For meg er fortellingen et friskt, eller misforstå meg rett - ufriskt pust jeg lærer av siden det er en virkelighet så fjern fra min egen. Det virker som misnøye er mest potent når det angår både situasjon og person.
(Jeg deler ut så mye 4’ere så jeg gir denne en 3’er i et forsøk på å bli mer normalfordelt)
En bog som fylder mig med ambivalente følelser. På den ene side er det virkelig velskrevet, og den ramte mig umiddelbart stærkt. Thomas', eller Tue's, Danmark er virkeig tæt på det Danmark, jeg selv voksede op i, selvom vores umiddelbare personlige og familiemæssige situationer på mange måder også var meget forskellige. Men miljøet som helhed ramte klokkerent, og det var lidt af en rutschetur at få en så rå og ikke-idylliserende beskrivelse af et miljø, jeg så levende kunne genkende.
Men... Har det bare også svært med den der ultra-personlige bekendelseslitteratur. Har haft det siden vi læste Vita Andersen i gymnasiet. Uden jeg 100% kan sætte fingeren på hvad det er, så virker den kynisk på mig, næsten afstumpet. Den der ultra-distancerede, registrerende fortæller, i sammenstød med de ultra-personlige, fuldstændigt u-filtrerede oplevelser (virkelige eller fiktive), der beskrives. Der er noget i det som bare giver mig gøjseren.
3.5 stjerner, rundet ned til 3. Jeg har læst ringere skrevne bøger som jeg har vurderet højere. Og altså, jeg læste den på lidt over et døgn ved siden af arbejde og andre forpligtelser, så dårlig er den jo ikke.
"En dag vil vi grine af det" is het vervolg op de geniale debuutroman "Hvis det skulle komme et menneske forbi" van de Deense auteur Thomas Korsgaard. Hoewel nog steeds bijzonder aangrijpend geschreven en getuigend van de kunst van personages en situaties weer te geven op een manier dat ze de lezer echt raken, kan het boek niet tippen aan het niveau van het vorige. De eerste helft was nog bijzonder krachtig, maar naar het einde toe verloor Korsgaard een beetje de draad en was het niet meer duidelijk waar het boek naartoe ging. Alles zwalpte een beetje. Graag gelezen, maar minder indrukwekkend dan het andere.