What do you think?
Rate this book
Tusmørkets Søn
Mod sin vilje står Taykyn til at blive sin klans næste Forkynder. Men denne fremtid ændrer sig drastisk, da han for at redde sin klan rejser med en flok tusmørkeelvere til deres palads for at lede efter en sagnomspunden by.I tusmørkeelvernes palads tvinges han til at indordne sig deres grusomme levevis og indhylles langsomt i et spindelvæv af intriger og ondskab, der fører ham på sporet af sit eget tvedelte blods hemmeligheder.
- GenresFantasy
348 pages, Hardcover
First published April 19, 2018
2 people are currently reading
39 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 5 of 5 reviews
January 12, 2020
Normalt skriver jeg altid en anmeldelse eller i hvert fald starten af den, når jeg lige har lagt bogen fra mig, fordi jeg ikke stoler på min hukommelse. Men denne bog gjorde mig lidt mundlam - det sker ikke så tit, hvilket man også ved, hvis man har mødt mig. Jeg har læst en bog af Mads Schack-Lindhardt tidligere, så jeg ved, at han skriver godt, så derfor havde jeg også visse forventninger til denne bog. Men jeg havde ikke forventet, at den gik ind og ramte mig på et dybere plan, hvilket også er årsag til, at den får topkarakter.
"Tusmørkets søn" foregår i samme univers som "Tir-Nazrals arving" (Stjernekrønikerne 1), men den er ikke som sådan en del af serien, men nærmere en spin-off. I bogen følger vi elveren Taykyn, som bor i den store skov sammen med sin klan. Han står til at blive klanens næste overhoved, da han er ældste barn af den nuværende Forkynder. Men Taykyn ønsker på ingen måde at blive Forkynder og så hellere sin elskede tvillingesøster Mykidah få rollen. Taykyn har aldrig helt følt sig hjemme i klanen og har ikke mange venner, udover sin sjæleven/usai Shuntai (et stort seksbenet kattedyr) og Tirith (en af hans lærere). Flere i klanen ønsker heller ikke Taykyn som Forkynder, men tradition vinder over fornuft i skovelvernes verden, fordi sådan har det altid været. Pludselig står Taykyn med en mulighed for at ændre sin skæbne, da klanen bliver angrebet af tusmørkeelvere. De søger tusmørkeelveren Lhyra, som er Taykyns og Mykidahs mor. Men Lhyra døde, da hun fødte tvillingerne, så Taykyn melder sig frivilligt til at tage med tusmørkeelverne for at redde sin søster og resten af klanen. Tusmørkeelverne mener, at Taykyn bærer på en medfødt hemmelighed, der kan hjælpe dem med at finde en mystisk by. Taykyn bringes til tusmørkeelvernes mørke hjem Duur-Biendith, som er totalt modsat af, hvad Taykyn indtil nu har oplevet i sit liv. Tusmørkeelverne er grusomme og ser sig selv som værende højt hævet over alle andre racer. Kærlighed og empati bliver betragtet som svaghed, og for at overleve må Taykyn tilpasse sig.
I fantasy er kampen mellem det gode/lyse og onde/mørke ofte det, som det hele drejer sig om. Det er ikke altid, at man ved, hvem der er de gode eller de onde - og det sker også ofte, at folk skifter side. Eller måske indeholder karaktererne både godt og ondt.
I denne bog foregår kampen også i Taykyn selv. Han er af blandet blod - hans mor var tusmørkeelver, og hans far er skovelver. Hans tvillingesøster er hvid i huden som resten af skovelverne, mens Taykyn selv har arvet sin mors mørke hudfarve. Han er opvokset i lyset med kærlighed, venskab og empati. Men da han kommer til det mørke Duur-Biendith, vågner der noget i ham. Ondskaben, der er overalt i Duur-Biendith, smitter langsomt af på ham, og han bliver en af dem. Der sker noget grusomt, og pludselig går det op for Taykyn, hvad han er blevet til.
For at være hel må man acceptere både sine lyse og mørke sider.
Jeg vil egentligt også gerne berøre emnet tradition kontra fornuft. Jeg elsker traditioner, men der er nogle traditioner, som bare er SÅ tåbelige og/eller gammeldags, at man må lade fornuften vinde. Mange gange tænker jeg, at det er en eller anden angst for forandringer. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Men hvis man ikke forandrer tingene, er der stilstand, og det bliver oftest kedeligt og trivielt i længden.
Til sidst vil jeg bare sige, at hvis du er fantasyfan, skal du altså læse denne bog. Den er fyldt med klassiske fantasyvæsener og et par stykker, der vist er opfundet af forfatteren - jeg har i hvert fald ikke stødt på flyvende slanger eller usaier (store seksbenede kattedyr) før. Den er velskrevet, og der er en stor detaljerigdom, især på omgivelserne. Derudover smider den vigtige emner som fx ensomhed og rodløshed (hvor hører jeg til) på bordet. Efter min mening kan man sagtens starte et diskussion om arv og miljø efter at have læst denne bog. Den er også væsentligt nyere og mere underholdende end "Den grimme ælling" af H. C. Andersen og "Ørneflugt" af Henrik Pontoppidan.
"Tusmørkets søn" foregår i samme univers som "Tir-Nazrals arving" (Stjernekrønikerne 1), men den er ikke som sådan en del af serien, men nærmere en spin-off. I bogen følger vi elveren Taykyn, som bor i den store skov sammen med sin klan. Han står til at blive klanens næste overhoved, da han er ældste barn af den nuværende Forkynder. Men Taykyn ønsker på ingen måde at blive Forkynder og så hellere sin elskede tvillingesøster Mykidah få rollen. Taykyn har aldrig helt følt sig hjemme i klanen og har ikke mange venner, udover sin sjæleven/usai Shuntai (et stort seksbenet kattedyr) og Tirith (en af hans lærere). Flere i klanen ønsker heller ikke Taykyn som Forkynder, men tradition vinder over fornuft i skovelvernes verden, fordi sådan har det altid været. Pludselig står Taykyn med en mulighed for at ændre sin skæbne, da klanen bliver angrebet af tusmørkeelvere. De søger tusmørkeelveren Lhyra, som er Taykyns og Mykidahs mor. Men Lhyra døde, da hun fødte tvillingerne, så Taykyn melder sig frivilligt til at tage med tusmørkeelverne for at redde sin søster og resten af klanen. Tusmørkeelverne mener, at Taykyn bærer på en medfødt hemmelighed, der kan hjælpe dem med at finde en mystisk by. Taykyn bringes til tusmørkeelvernes mørke hjem Duur-Biendith, som er totalt modsat af, hvad Taykyn indtil nu har oplevet i sit liv. Tusmørkeelverne er grusomme og ser sig selv som værende højt hævet over alle andre racer. Kærlighed og empati bliver betragtet som svaghed, og for at overleve må Taykyn tilpasse sig.
I fantasy er kampen mellem det gode/lyse og onde/mørke ofte det, som det hele drejer sig om. Det er ikke altid, at man ved, hvem der er de gode eller de onde - og det sker også ofte, at folk skifter side. Eller måske indeholder karaktererne både godt og ondt.
I denne bog foregår kampen også i Taykyn selv. Han er af blandet blod - hans mor var tusmørkeelver, og hans far er skovelver. Hans tvillingesøster er hvid i huden som resten af skovelverne, mens Taykyn selv har arvet sin mors mørke hudfarve. Han er opvokset i lyset med kærlighed, venskab og empati. Men da han kommer til det mørke Duur-Biendith, vågner der noget i ham. Ondskaben, der er overalt i Duur-Biendith, smitter langsomt af på ham, og han bliver en af dem. Der sker noget grusomt, og pludselig går det op for Taykyn, hvad han er blevet til.
For at være hel må man acceptere både sine lyse og mørke sider.
Jeg vil egentligt også gerne berøre emnet tradition kontra fornuft. Jeg elsker traditioner, men der er nogle traditioner, som bare er SÅ tåbelige og/eller gammeldags, at man må lade fornuften vinde. Mange gange tænker jeg, at det er en eller anden angst for forandringer. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Men hvis man ikke forandrer tingene, er der stilstand, og det bliver oftest kedeligt og trivielt i længden.
Til sidst vil jeg bare sige, at hvis du er fantasyfan, skal du altså læse denne bog. Den er fyldt med klassiske fantasyvæsener og et par stykker, der vist er opfundet af forfatteren - jeg har i hvert fald ikke stødt på flyvende slanger eller usaier (store seksbenede kattedyr) før. Den er velskrevet, og der er en stor detaljerigdom, især på omgivelserne. Derudover smider den vigtige emner som fx ensomhed og rodløshed (hvor hører jeg til) på bordet. Efter min mening kan man sagtens starte et diskussion om arv og miljø efter at have læst denne bog. Den er også væsentligt nyere og mere underholdende end "Den grimme ælling" af H. C. Andersen og "Ørneflugt" af Henrik Pontoppidan.
This entire review has been hidden because of spoilers.
June 14, 2018
Also posted on Eva Lucias blog
Tak til DreamLitt for anmeldereksemplaret!
Tusmørkets søn af Mads Schack-Lindhardt er en udgivelse, som jeg virkelig har set frem til at læse. Efter at have læst Tir-Nâzrals Arving vidste jeg, at jeg ville synes om denne udgivelse – og det gjorde også i den grad.
Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind i historien. Man skal holde tungen lige i munden og fokusere, for hele historien begynder meget pludseligt, men da jeg havde vænnet mig til universet og karaktererne, så fløj læsningens tempo afsted.
Mads Schack-Lindhardt kan noget helt særligt med sproget. Når man begynder læsningen, så forsvinder man på bedste vis ind i et andet univers og det er så svært at slippe det igen. Man sidder måske fysisk derhjemme i sin sofa og læser, men ens sind er for længst fløjet væk til dette fantastiske univers, som forfatteren har skabt.
Der er noget helt særligt over stemningsbeskrivelser, miljøet og hvor ægte det virker. Karaktererne og stederne bliver levende på papiret. Og åh, hvor ville man ønske, at man var der selv. Man får i den grad historier og myter ind under huden og det er nemt for mig at drage paralleller til Hobitten og Ringenes Herre, men så alligevel er det helt tydeligt, at denne roman står stærkt for sig selv. Det er velkendte emner, myter og væsener, men formidlet rigtig godt i en unik historie. Desuden er der et par væsener, som er nye; flyvende slanger og kæmpekatte. Det er så spændende at læse om og man venter bare på mere.
Selve historien leveres sikkert om Taykyn og tusmørkeelvernes levemåde. Der er intet at sætte fingeren på i forholdt til plottet. Mads Schack-Lindhardt har fuldstændig styr på det, så man ligner sig blot tilbage og lader fortællingen udfolde sig.
Tusmørkets søn af Mads Schack-Lindhardt er dansk stærk fantasy, når det er bedst. Det er velkendte tematikker og væsener, men historien er original og professionelt formidlet. Jeg kan i den grad anbefale denne udgivelse. Man kunne jo håbe på, at en 2’er er på vej 😉
Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify
Tak til DreamLitt for anmeldereksemplaret!
Tusmørkets søn af Mads Schack-Lindhardt er en udgivelse, som jeg virkelig har set frem til at læse. Efter at have læst Tir-Nâzrals Arving vidste jeg, at jeg ville synes om denne udgivelse – og det gjorde også i den grad.
Jeg må indrømme, at jeg lige skulle ind i historien. Man skal holde tungen lige i munden og fokusere, for hele historien begynder meget pludseligt, men da jeg havde vænnet mig til universet og karaktererne, så fløj læsningens tempo afsted.
Mads Schack-Lindhardt kan noget helt særligt med sproget. Når man begynder læsningen, så forsvinder man på bedste vis ind i et andet univers og det er så svært at slippe det igen. Man sidder måske fysisk derhjemme i sin sofa og læser, men ens sind er for længst fløjet væk til dette fantastiske univers, som forfatteren har skabt.
Der er noget helt særligt over stemningsbeskrivelser, miljøet og hvor ægte det virker. Karaktererne og stederne bliver levende på papiret. Og åh, hvor ville man ønske, at man var der selv. Man får i den grad historier og myter ind under huden og det er nemt for mig at drage paralleller til Hobitten og Ringenes Herre, men så alligevel er det helt tydeligt, at denne roman står stærkt for sig selv. Det er velkendte emner, myter og væsener, men formidlet rigtig godt i en unik historie. Desuden er der et par væsener, som er nye; flyvende slanger og kæmpekatte. Det er så spændende at læse om og man venter bare på mere.
Selve historien leveres sikkert om Taykyn og tusmørkeelvernes levemåde. Der er intet at sætte fingeren på i forholdt til plottet. Mads Schack-Lindhardt har fuldstændig styr på det, så man ligner sig blot tilbage og lader fortællingen udfolde sig.
Tusmørkets søn af Mads Schack-Lindhardt er dansk stærk fantasy, når det er bedst. Det er velkendte tematikker og væsener, men historien er original og professionelt formidlet. Jeg kan i den grad anbefale denne udgivelse. Man kunne jo håbe på, at en 2’er er på vej 😉
Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify
December 7, 2025
Super spændende, og med en indviklet historie med plot twists. Kan anbefales!
January 22, 2024
3,5 stjerne
January 16, 2026
3,75 ⭐
🎧
🎧
Displaying 1 - 5 of 5 reviews