I 1995 stiger tre børn og en mor forvirrede ud af en flyvemaskine i Københavns Lufthavn. Laura er den yngste og klamrer sig til sin mor. De er rejst hele vejen fra slummen i Brasilien, fordi moren skal giftes med en dansk mand. Et forhold, der får livslange konsekvenser for børnene.
Om morgenen hyler jeg som en ulykkelig dyreunge, når Mama og mine søskende siger farvel i hoveddøren og efterlader mig tilbage i lejligheden sammen med ham. „I må ikke gå fra mig!“ trygler jeg … Jeg hader hende for det. Ved hun slet ikke, hvad det er, han gør ved mig?
Kommunebarn er en selvbiografi om massivt svigt. Om at lande i en anden kultur, om overgreb, anbringelse og oprejsning.
Med den baggrund forfatteren har, er det imponerende, at hun i en alder af 24 har kunnet skrive denne bog. Det er rystende, hvad et socialt udsat, seksuelt misbrugt barn bliver udsat for i det kommunale system. Et system, som præges af manglende blik for barnets signaler og behov, et system, som svigter ved at springe over lovpligtige tilsyn, som tror mere på de voksne end på barnet, når det tager mod til sig og siger fra over for overgreb. Forfatteren skildrer, hvordan hun anbringes de forfærdeligste steder, hvordan hun som 12-årig stikker af så ofte, at hun må kaldes hjemløs, da hun føler sig bedst tilpas med at sove i fremmede opgange. Hvordan hendes vrede gør hende voldelig og får hende dømt til en sikringsinstitution - et ungdomsfængsel, som bliver det eneste sted, hvor hun føler sig hjemme, fordi personalet (især en lærer) behandler hende med respekt og forståelse. Men det er en kort frist. Hun sendes videre - af Halsnæs Kommune - til et enkeltmandprojekt på Mors, der er så forfærdeligt og menneskefjendsk, at hun må sultestrejke i flere måneder for at komme derfra. Sproget og den litterære værdi er ikke noget at fremhæve her, men indholdet burde enhver ansat i socialforvaltningerne og enhver politiker med ordførerskab på børneområdet læse.
Hvordan skriver man en anmeldelse af en bog, som er ubehagelig og deprimerende? Det her er måske en af de mest barske bøger, du kan læse i år, men læs den alligevel. For den er vigtig og også fuld af mod og håb.
Laura Helena kommer til Danmark som ganske lille sammen med sin mor og søskende, fordi hendes mor skal giftes med en dansk mand, hun aldrig har mødt. Drømmen er at få et bedre liv, end de havde i Brasilien. Men intet går som familien drømte om.
Det bliver et turbulent liv med overgreb, svigt, misbrug, tvangsfjernelser, indlæggelser, plejefamilier, institutioner og pædagogik af tvivlsom karakter.
Laura Helena fortæller sin historie, som hun har oplevet den. Det er hjerteskærende at følge med i, hvordan hun gang på gang bliver svigtet af dem, der skulle passe på hende. Hendes mor, kommunen, plejeforældrene, pædagogerne, sundhedspersonalet. Ikke mindst er det tåkrummende at erfare, hvor mange gange hun forgæves prøver at råbe systemet op, at få hjælp, når hun bliver udsat for seksuelle overgreb og anden omsorgssvigt.
Med noget der virker som overmenneskelig kraft, kommer Laura Helena gennem sin barndom og ud på den anden side som en selvstændig og stærk kvinde.
Historien er desværre ikke enestående, men Laura Helena har en stemme til at fortælle den. Ud over at fortælle historien i sin selvbiografi, er hendes historie også blevet skildret i dokumentaren Importeret til misbrug, der kan streames på TV2 Play.
Bogen er et opråb om, hvordan systemet ikke virker. Og der står et stort spørgsmål tilbage efter læsningen: Hvorfor lytter vi ikke til børnene, når det er børnene, det drejer sig om? Hvis de fortæller, at de mistrives, at de bliver udsat for overgreb og behandlet dårligt, hvorfor vælger systemet så at tro mere på de voksne end på børnene? Jeg håber, at bogen er med til at rykke ved noget, ikke mindst hos de professionelle, der hver dag tager vare på børn og unges skæbne.