Hurtige biler, smukke kvinder og rystede martinier. Agent 007 har gennem 50 år fascineret mænd og tiltrukket kvinder og hele verden. Filmanmelder Jacob Wendt Jensen undersøger i denne bog fænomenet Bond med afsæt i de danske forbindelser, der særligt de seneste år har fyldt meget. Bogen rummer nye interviews med blandt andre: Mads Mikkelsen, Daniel Craig og Ulrich Thomsen.
"Agent 007 - de danske forbindelser" er et must-read for alle danske Bond-fans. Bogen er bygget på en masse spændende interviews med danskere, der har haft Bond tæt på livet, det være sig skuespillere, musikere, effektfolk, filmkritikere, maskulinitetsforskere og samlere. Jeg var især vild med interviewene med Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen, som giver et interessant indblik i, hvordan det er at være dansk skuespiller på en international produktion. Der er mange sjove citater og flotte billeder med i bogen som afveksling fra interviewene, og som bonusmateriale er der en masse spændende interviews m. bl.a. Daniel Craig, Javier Bardem og Barbara Broccoli op til "Skyfall". Jacob Wendt Jensens egen holdning til filmene skinner tydeligt igennem (der er ikke meget kærlighed til Lazenby eller Dalton), men det gør egentlig ikke noget, og hans rangeringer af film, babes, gadgets osv. fungerer fint som opslagsguide, hvis man f.eks. vil have hans vurdering af, hvilke af filmene der er bedst. Derudover er de andre bidragsyderes holdninger også med til at gøre bogen en smule mere nuanceret. Mit eneste problem er, at der engang imellem er nogle små faktuelle fejl (at Maud Adams er den eneste kvinde, der har været med i tre Bond-film; at Gustav Graves er én af hovedskurkens håndlangere i "Die Another Day", og at Bond kæmper mod Red Grant i en cirkusvogn i "From Russia with Love"). Det er nok kun store Bond-fans, der bider mærke i de småfejl, men det er en skam, når bogen ellers er så velresearchet.