Carsten Jensens 'Kældermennesker' er, til trods for sin korte længde, en tung bog at komme igennem. Bogen handler ifølge undertitlen ‘om populisme og besværet med at være menneske’. Igennem 109 korte kapitler fordelt på 146 sider skriver han om alt fra flygtningekrisen og terrorisme, nationalisme og fremmedhad til #MeToo og Zentropa, autofiktion, ensomhed. Jensens velskrevenhed er nok så beundringsværdig, også selvom den flere gange kammer over og bliver lige vel svulstig og usmageligt selvsmagende. Han inviterer ikke til dialog, men er skråsikker og skriver med en urokkelig overbevisning på egne synspunkter, og nedladenheden er til at få øje på, når hans modstandere skal kritiseres.