What do you think?
Rate this book
Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt
Atanasia Bartolome vil ikke være typen, der siger undskyld, når man træder hende over tæerne. Hun vil væk fra det søvnige forstadsliv i Bilbao, og da hun en dag ser et maleri af den berømte kunstmaler Roberto Diaz Uribe, bliver hun overvældet af dets kraft. Det viser sig – for intet er tilfældigt – at Diaz Uribe er Atanasias onkel, og hun sætter ud på en rejse for at løse mysteriet om ham: Hvem han var, og hvorfor han en dag forsvandt som dug for solen.
Rejsen fører hende til Paris, hvor hun møder en afhoppet sovjetisk kunstprofessor, der lider af samlermani. Og den fører hende flere hundrede år tilbage i familiehistorien, sådan som den er blevet fortalt af hendes farmor Esperanza. En familiehistorie befolket af spanske biskopper med underskønne elskerinder, trillingesøstre med heksekræfter, opdagelsesrejsende i kolonitidens Congo og en pige, der kan tale med dyrene.
Véronique Ovaldé er en eminent historiefortæller, og i romanen flettes fortid og nutid sammen til en eventyrlig fortælling om frigørelse, udlængsel, kunstens kraft og vores trang til at skabe idealsamfund, for til sidst at ødelægge det hele for hinanden.
Rejsen fører hende til Paris, hvor hun møder en afhoppet sovjetisk kunstprofessor, der lider af samlermani. Og den fører hende flere hundrede år tilbage i familiehistorien, sådan som den er blevet fortalt af hendes farmor Esperanza. En familiehistorie befolket af spanske biskopper med underskønne elskerinder, trillingesøstre med heksekræfter, opdagelsesrejsende i kolonitidens Congo og en pige, der kan tale med dyrene.
Véronique Ovaldé er en eminent historiefortæller, og i romanen flettes fortid og nutid sammen til en eventyrlig fortælling om frigørelse, udlængsel, kunstens kraft og vores trang til at skabe idealsamfund, for til sidst at ødelægge det hele for hinanden.
346 pages, Paperback
Published May 29, 2018
3 people are currently reading
71 people want to read
About the author
Véronique Ovaldé
37 books39 followersVéronique Ovaldé est une écrivaine à l’imaginaire particulièrement vif.
Le Sommeil des poissons (Le Seuil, 2000), Toutes choses scintillant (Éditions de l'Ampoule, 2002), Les Hommes en général me plaisent beaucoup (Actes Sud, 2003), Déloger l'animal (Actes Sud, 2005), Et mon cœur transparent (Éditions de l'Olivier, 2008): cinq romans ont suffi à imposer son univers singulier, en France mais aussi à l’étranger (nombreuses traductions). Elle a reçu la Bourse Goncourt du livre jeunesse avec l'illustratrice Joëlle Jolivet pour leur album, La Très Petite Zébuline (Actes Sud Junior, 2006).
Elle participe régulièrement à des performances avec des artistes : production de multiples avec Françoise Quardon, performances avec Hervé Trioreau (Lieu Unique, Nantes, 2005), Louis Vermot (Correspondances de Manosque, 2005), lectures (festival d’Avignon, jardin des Doms, 2006).
Elle est née en 1972 au Perreux-sur-Marne, travaille dans l'édition et vit à Paris avec ses deux enfants.
Le Sommeil des poissons (Le Seuil, 2000), Toutes choses scintillant (Éditions de l'Ampoule, 2002), Les Hommes en général me plaisent beaucoup (Actes Sud, 2003), Déloger l'animal (Actes Sud, 2005), Et mon cœur transparent (Éditions de l'Olivier, 2008): cinq romans ont suffi à imposer son univers singulier, en France mais aussi à l’étranger (nombreuses traductions). Elle a reçu la Bourse Goncourt du livre jeunesse avec l'illustratrice Joëlle Jolivet pour leur album, La Très Petite Zébuline (Actes Sud Junior, 2006).
Elle participe régulièrement à des performances avec des artistes : production de multiples avec Françoise Quardon, performances avec Hervé Trioreau (Lieu Unique, Nantes, 2005), Louis Vermot (Correspondances de Manosque, 2005), lectures (festival d’Avignon, jardin des Doms, 2006).
Elle est née en 1972 au Perreux-sur-Marne, travaille dans l'édition et vit à Paris avec ses deux enfants.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 6 of 6 reviews
March 15, 2025
Hmm startede godt, og mange spændende familiehistorier undervejs. Men den stak i for mange retninger, og jeg forstod ikke hvorfor den skulle handle så meget om gopler til sidst??? Den var lidt uforløst og lidt lang at komme igennem. En lille 3’er herfra.
December 12, 2022
Magisk familiehistorie, fantastisk sprog og karakterer, vild detaljegrad der gør alt troværdigt, selv spøgelsesforældrene og trillingesøstrene der bliver til krage, ulv, kat. Minder lidt om Rosarium eller En lykkelig slutning. Så fin!
July 3, 2022
Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2022/07/03/veroni...
Læs min anmeldelse på K’s bognoter: https://bognoter.dk/2022/07/03/veroni...
January 29, 2019
virkelig god!!!
December 17, 2023
« "Man siger 'forsvinden' for nemheds skyld, men man burde snarere kalde det 'opløsning'." Han lo hånligt: "Identitet opløst i det, der ikke er mig." »
VI ER EFTERKOMMERE AF DE HEKSE, I IKKE FIK BRÆNDT af Véronique Ovaldé er en fin lille perle af en bog. Den byder ikke på en begivenhedsrig handling, men sproget er magisk og ikke mindst tryllebindende.
Jeg må indrømme, at den eneste grund til, at jeg købte bogen var på grund af dens forside - der består af en collage af ét af mine yndlingsmalerier på Statens Museum for Kunst: "Alice" af Amedeo Modigliani. Det er ikke altid fornuftigt, at dømme en bog på dens omslag - eller skue en hund på hårene -, men i dette tilfælde stiftede jeg ikke blot bekendtskab med en bog, hvis indhold levede op til forsiden, men mødte også en relaterbar hovedperson.
Romanen handler om den unge pige Atanasie Bartolome, der ikke er skabt til det døsige liv i Bilbao. Som barn er hun stødt på et overvældende maleri af maleren Roberto Diaz Uribe, og da hun finder ud af, at Diaz Uribe er hendes onkel, beslutter hun sig for at rejse til Paris og undersøge, hvem han var. Hendes færd drager hende ikke kun til Paris, men også gennem tid og sted, ned igennem familiehistorien og de mange hemmeligheder og handlinger, der har ført hende og hendes familie til det sted, de står i dag.
Bogen er fyldt med fantastiske citater, og selvom jeg må indrømme, at jeg ikke følte, at bogen kom nogen vegne, føler jeg heller ikke, at den var spild af tid. Nogle gange ✨er✨ bøger bare.
Nogle passager jeg bed særligt mærke i:
« Jeg blev øjeblikkeligt forelsket i den midaldrende antikvarboghandler (jeg blev forelsket en til to gange daglig) »
« Atanasia havde længe troet, at hun var det eneste barn, der ikke kunne udstå (det, hun opfattede som) sine forældres upassende opførsel, ligesom hun længde troede, at hun var den eneste, der ikke trådte på striberne i fortovet. Det kommer der af, at man ikke kommunikerer nok med sine jævnaldrende. »
VI ER EFTERKOMMERE AF DE HEKSE, I IKKE FIK BRÆNDT af Véronique Ovaldé er en fin lille perle af en bog. Den byder ikke på en begivenhedsrig handling, men sproget er magisk og ikke mindst tryllebindende.
Jeg må indrømme, at den eneste grund til, at jeg købte bogen var på grund af dens forside - der består af en collage af ét af mine yndlingsmalerier på Statens Museum for Kunst: "Alice" af Amedeo Modigliani. Det er ikke altid fornuftigt, at dømme en bog på dens omslag - eller skue en hund på hårene -, men i dette tilfælde stiftede jeg ikke blot bekendtskab med en bog, hvis indhold levede op til forsiden, men mødte også en relaterbar hovedperson.
Romanen handler om den unge pige Atanasie Bartolome, der ikke er skabt til det døsige liv i Bilbao. Som barn er hun stødt på et overvældende maleri af maleren Roberto Diaz Uribe, og da hun finder ud af, at Diaz Uribe er hendes onkel, beslutter hun sig for at rejse til Paris og undersøge, hvem han var. Hendes færd drager hende ikke kun til Paris, men også gennem tid og sted, ned igennem familiehistorien og de mange hemmeligheder og handlinger, der har ført hende og hendes familie til det sted, de står i dag.
Bogen er fyldt med fantastiske citater, og selvom jeg må indrømme, at jeg ikke følte, at bogen kom nogen vegne, føler jeg heller ikke, at den var spild af tid. Nogle gange ✨er✨ bøger bare.
Nogle passager jeg bed særligt mærke i:
« Jeg blev øjeblikkeligt forelsket i den midaldrende antikvarboghandler (jeg blev forelsket en til to gange daglig) »
« Atanasia havde længe troet, at hun var det eneste barn, der ikke kunne udstå (det, hun opfattede som) sine forældres upassende opførsel, ligesom hun længde troede, at hun var den eneste, der ikke trådte på striberne i fortovet. Det kommer der af, at man ikke kommunikerer nok med sine jævnaldrende. »
September 6, 2019
Jeg kunne næsten ikke kæmpe mig igennem den. En af de absolut mest intetsigende bøger jeg nogensinde har læst, og så utrolig kedelig, at det var en kamp at vende siderne. Der kom en form for konklusion el noget der kunne være en lille smule interessant på de allesidste sider, men jeg havde simpelthen ikke interesse nok til at opfatte det.
Displaying 1 - 6 of 6 reviews